Prædiken til Sidste søndag i kirkeåret 1997 - 1. tekstrække
af Susanne Fabritius de Tengnagel
Tekst: Matt. 25,31-46. 
Salmer: 47 - 7 - 511 / 229  - 395
----
I Dagbladet Køge i fredags blev jeg mindet om, at vi i mange sammenhænge
bruger citater fra bibelen i hverdagssproget. Løsrevede citater som dette: at
skille fårene fra bukkene.
Vi ved, hvad det betyder. Noget med at skille det gode fra det onde, det
smukke fra det grimme.
I Dagbladet var der skrevet om Herremoderådet, som udnævner Danmarks
bedst klædte mand og dårligst klædte mand.
Så vidt jeg kan forstå, får hver mand, både den bedst klædte og den dårligst
klædte en pris. Det passer så ikke ind i vor almindelige måde at skille fårene
fra bukkene. Fårene, som de gode eller de bedst klædte burde være de
eneste, som fik en pris. De dårligst klædte burde derimod skamme sig. En
pris burde de ikke have fortjent. 
Nu vil jeg sammenligne klæder med gerninger, som det vi gør og siger. Vi
klæder os på i gerninger, de gode såvel som de dårlige og onde. 
Mange gange tænker vi ikke på, hvad vi gør. Ja, for det meste gør og siger vi
eller undlader at gøre og sige - per refleks, og kan først bagefter opdage,
hvad vi har gjort eller sagt. Og det sker at vi opdager, at vi har gjort det, vi
ikke ville have gjort og ikke sagt det, vi ville have sagt.
Fårene skal skilles fra bukkene. Den afgørende og uigenkaldelige sortering
foretager Jesus, Menneskesøn, når verdensløbet er endt, og vi alle befinder
os ude i den alleryderste spids. Der er ingen vej tilbage. Vi kan ikke gøre
livet om.
I herlighed kommer han, fulgt af de engle, som i Betlehem forkyndte hans
fødsel og ved graven forkyndte, at han var opstået fra de døde. 
Dommedagsbilledet, som Jesus her med nogle få penselsstrøg maler for vore
øjne og øren, er så vældigt, så ufatteligt. For nogen kan det være
skræmmende, for andre glædeligt.
Der tales om dom efter gerninger. De gerninger, vi har klædt os i. 
Din tro har frelst dig, siger Jesus ellers igen og igen. Vi frelses ikke ved at
møde frem med gode gerninger, selv om det kan synes at være det, Jesus
mener ved at skille fårene fra bukkene.
Nej, spørgsmålet er, om vi er gode mennesker.
Gode mennesker gør gode gerninger. Et godt træ bærer god frugt. Et dårligt
træ bærer dårlig frugt. 
Vi bliver ikke gode af at gøre gode gerninger.
Men troen er det, det drejer sig om. Troen er som en navlestreng, der
forbinder barnet med moderen, livmoderen. Troen er vores navlestreng til
livgiveren, vor Gud og Jesu Kristi far.
Derfor kan vi ikke have vores tro for os selv, lægge den ned i en skuffe og
trække den frem, når vi synes, vi har brug for den. Livskraften kommer fra
Gud til os. Den er den, vi skal leve af, det er den, der gør gode gerninger
gennem os mod vore medmennesker. 
Guds livskraft er kærlighed, som gennem livsforbindelsen med os kommer til
udtryk i kærlighedens gerninger. 
Han, som kender os til bunds, og som elsker os med en kærlighed, vi aldrig
kan se til bunds i, han har magt til at dømme os efter kærlighedens gerninger.
Ikke de store heltebedrifter og ikke mirakler, som mennesker strømmer til,
men det barmhjertige sindelag, som per refleks giver sig udslag i handling,
uden at venstre hånd ved, hvad den højre gør.
De gode gerninger, vi selv er bevidste om, vi gør, som vi noterer selvtilfredse
ned, når vi går i seng: I dag har jeg gjort noget godt,
de tæller slet ikke med. 
Hvis vi får stillet spørgsmålet: Hvad tror du, du vil gøre, hvis en fremmed
banker på din dør og har brug for din hjælp? Stillet overfor sådan en
spørgsmål må vi begynde at tænke og overveje. Sådan gjorde jeg med
konfirmanderne i timerne forleden. Og der skete det, som altid vil ske, at de/I
kom med små og store forbehold og satte grænser for den hjælp, de ville
give. Og deres svar giver ikke et sandt billede af, hvad de ville gøre i den
givne situation. For ingen af os ved på forhånd, hvad vi vil gøre i en given
situation, når vi stilles ansigt til ansigt med et andet menneske, som beder os
om hjælp til at få slukket sin tørst, stillet sin sult, eller få asyl som fremmed.
Og så kan vi måske alligevel få en fornemmelse af vort sindelag i det store
perspektiv. Fjernsynet stiller os jo dagligt ansigt til ansigt med mennesker i
nød.
Problemet er, at der ofte er så mange på én gang, så det synes uoverskueligt
for os. Og problemet er, at vi ved at sidde foran skærmen beskytter os mod,
at de nødlidende skal komme os for nær. Det er nemt at føle barmhjertighed i
en blød sofa og have sit på det tørre. Men det gavner ingen.
Vores sindelag kan vi også få en fornemmelse af, når hjælpeorganisationer
laver kampagner og indsamling. Vil vi kun lægge i bøssen, hvis vi samtidig
bliver underholdt og dermed får noget til gengæld!
En af de centrale tekster i Bibelen siger om vort sindelag: 
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som
havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud,
men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og
da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil
døden, ja, døden på et kors.
Vores livsnerve, vores livsforbindelse, vores livskraft afhænger af Jesus
Kristus. Tror vi på, at kærligheden, det gode i os, at det kun kommer i os og
til os gennem den guddommelige navlestreng, eller tror vi, vi selv kan
oparbejde og skabe kærlighed og godhed.
Jo, forældres uselviske kærlighed til deres barn kender vi. Den er der bare,
uden at man tænker over den. Det er barnet, som får kærligheden frem i
forældrene. Kærligheden er der! - 
Men den kommer netop frem i det umiddelbare møde med et andet
menneske. Er det så fordi forældrene mødte kærligheden, da de var små!
Og er det sådan, at forældres forældre også mødte kærligheden, da de var
små, fordi også de små drev kærligheden frem i de voksne!
Kærligheden kommer ude fra os selv og er den livskraft, den livsånd, vi alle
kan leve af og gøre kærlighedens gerninger per refleks.
Refleks betyder at bøje eller kaste tilbage, reflektere. Som solstråler på et
spejl kaster genskin på væggen. Sådan er vi som Guds spejle, Gud kaster sin
kærlighed på, for at den også skal skinne på andre. 
Jesus siger også et sted: Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en
skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys
skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader,
som er i himlene.
Tror vi, at Gud har kastet sit lys på os, tror vi, at Gud har kastet sin
kærlighed på os, da kan vi glæde os og ikke være bange for hans dom over
os.
Tror du på hans kærlighed, 
han elsker støvet med, 
så læg og rejs dig i hans Ånd, 
vær ej for trussel ræd.