1. Salme: 10 Alt hvad som fuglevinger fik

2. Salme: 235 Venner, lad kun skyer gråne

3. Salme: 25 Op, alle folk på denne jord

4 Salme: 596 Den nåde som vor Gud har gjort

5. Salme: 395 Herre Kristus, dig til ære

En gang imellem har jeg mødt mennesker, der mener, at fortabelsen er
det, som al mission bygger på. Det er det, som kristendommen står og
falder med. Det er nærmest det helt centrale.

Jeg skal ikke anfægte fortabelsens virkelighed, selvom jeg - selvfølgelig -
håber, at det ikke er en virkelighed. Jeg skal heller ikke anfægte, at sagen
findes i Det nye Testamente. Bl.a. i den tekst, der er prædiketeksten til
denne søndag.

Men jeg vil gerne anfægte, at fortabelsen skulle være det helt centrale i
kristentroen. At fortabelsen skulle være det eneste grundlag for mission.

Og når jeg anfægter dette, skyldes det ikke, at fortabelsen ikke er en
virkelighed. Selvom jeg håber at det ikke er. Men så skyldes det, at der
hvor fortabelsen bliver det helt centrale i forkyndelse, sjælesorg,
undervisning osv. Der, er jeg bange for, at evangeliets adgang til
menneskers hjerter svækkes.

For der sker ofte det, at fortabelsen ikke tages alvorlig. Men bare bliver
gjort til noget, der kan tales om i tide og utide. Noget som man kan bruge
som et så stort skræmmebillede, at det fuldstændig mister sin effekt. Det
kommer til at virke på samme måde, som når man har set en gyser 40
gange. Den bliver ulidelig let.

Men jeg mener, at en kirkes og et kristenmenneskes forhold til fortabelsen
altid må aftegne sig i, at her er noget, som er så svært. Så uforståelig. Så
selvmodsigende i forhold til Guds kærlighed - at alle vore gode
forklaringer må forstumme. Og alle vore billeder må blegne. Alle for
forestillinger ender i et sort hul. Ja, her er noget, som man næsten ikke
magter at tale om.

Vi ser det måske for os. Den store dom. Hvor menneskene står på hver
side af tronen. Og dommeren skiller fårene fra bukkene. Sådan som vi
hører i dagens evangelium.

Fårene stilles på den højre side. Og bukkene på den venstre. Men det er
ikke får og bukke. Men mennesker, der drejer sig om. Dig og mig.

Til den ene gruppe - dem på den højre side siger dommeren - Kom, I
som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer,
siden verden blev grundlagt.

Men til dem på den højre side siger han - de barske ord: Gå bort fra mig,
I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.

Og når vi hører disse ord. Hvad tænker vi så? Her kan vi ikke trække i
den sædvanlige nødbremse, der siger, at det bare er en sur missionspræst,
der siger det. Men det er faktisk vor Herre Jesus Kristus, der udtaler sin
dom.

Og hvordan har vi det med den dom? Hvordan vil vi selv have det med at
skulle stå foran Guds trone? Der hvor alt, hvad vi gjorde og ikke gjorde,
skal opremses for os?

Det er vel kun farisæere og skinhellige, der kan se trygt på dette møde.
Det er vel kun den, der tror han eller hun har sit på det tørre, der kan læse
denne tekst uden, at de små hår i nakken rejser sig. Både på vegne af sig
selv og andre.

Det er blevet så let i vores tid at tale om alles frelse. At gøre det hele for
let. Både blandt visse præster og lægfolk. Og det skyldes vel, at det i
nogle kredse blev alt for let at tale om fortabelsen. Fortabelsen blev noget,
man talte om uden tårer i øjnene. Uden at man så sin egen fortabthed. Sin
egen bortvendthed fra Gud og næsten.

Men om fortabelsen skal der tales. Og selvom det er træls og barsk at
netop Jesus taler om det, så skal vi lige have i baghovedet, at der også
ligger noget trygt i, at det netop er ham, der taler om det.

Det er heldigvis ham der er dommeren - og ikke os selv eller Fanden.

Men hvad er det så menneskene bliver dømt på? Det kan siges meget
enkelt. Og alligevel er det mere kompliceret end som så. De bliver dømt
på deres gode gerninger mod de små. De svage. De fængslede. De
fremmede. De nøgne. De sultne.

Og det synes jo på en måde let nok at honorere. Jeg skal bare tage mig
sammen og gøre gode gerninger, så kommer jeg til at stå på den rigtige
side på den store dag. 

Men her skal man lægge mærke til, at når Jesus taler om de gode
gerninger, så er det ikke gerninger, man skal gøre for sin egen skyld.

Eller sagt på en anden måde: Jeg skal ikke rende rundt og være god mod
min næste for min egen skyld - men for min næstes skyld. Min næste må
ikke gøres til et middel for min selvfrelse. Men til et mål for min kærlighed.

Det er ikke selvretfærdighedens og fromhedens overskudsgerninger, Jesus
vil have os til at halse efter. Teksten handler ikke om gerninger der blev
gjort, for at mennesker skulle frelses. Men om gerninger, der blev gjort -
for medmennesket.

Det var gerninger der var nødvendige at gøre, fordi de afhjalp andre
menneskers nød og lidelse.

Og det pudsige ved Jesu beskrivelse af disse gerninger er, at han taler om
dem som gerninger, de frelste slet ikke selv opdagede. Egentlig ting som
blev gjort, fordi de skulle gøres. Fordi et menneskes samvittighed og
barmhjertighed satte gerningen i gang. Eller hvad der nu var motivationen.

Og noget andet som også er overraskende er Jesu ord om, at det vi har
gjort imod én af de mindste - de fremmede, de sultne, de fængslede, de
ensomme - det har vi gjort imod ham.

Jesus identificerer sig med den svage. Ja, faktisk skal vi se Jesus i det
svage menneske. I den lidende, den syge, den ensomme, den fængslede,
den fremmede osv. osv.

For mig handler dette egentlig om, at troen bliver virksom i kærlighed. For
Jesu tale om, at vi dømmes på vore gerninger handler ikke bare om, at nu
betyder tro og dåb intet. Men det handler om, at tro og dåb ved
Helligånden skal udmynte sig i livet i Gud og for næsten.

Det er egentlig noget af det, Luther bruger i sin lille katekismus. Den som
nogen måske husker. Men som jo er blevet alt for gammeldags. Det er
ligesom, vi i vores tid kan bedre uden.

Men Luther gennemgår i sin lille katekismus de 10 bud. Og udlægger dem
ganske kort. Og her slår det mig, at Luther ved alle sine udlægninger eller
forklaringer til budene begynder med ordene: Det betyder: Vi skal frygte
og elske Gud, så vi fx ikke tager vore næstes ejendom osv. osv.

Vi skal frygte og elske Gud. Er det ikke selvmodsigende? Man kan da
ikke på én gang frygte og samtidig elske Gud? Det er vel enten-eller?

Hvis ordet frygt betyder en lammende angst eller at man ser Gud for sig,
som den store og strenge skolemester, så er der vel meget at frygte for.
Men den frygt der her er tale om, er ærefrygt. På samme måde som et
brudepar ikke skal frygte for at sige "ja" til hinanden. Men de skal have
ærefrygt for det.

Ærefrygt og kærlighed hænger sammen. Ærefrygten er nemlig angsten for
at komme væk. Den gale og afsindige skolemester vil man jo helst slippe
for. Men med Gud er det anderledes. Her er frygten ikke, at falde i den
levende Guds hænder - som det godt nok siges i Det nye Testamente.
Men frygten går på angsten for at falde ud af Guds hænder. Ikke at være
der, hvor han er. At være fortabt.

Og det er faktisk ikke så ringe endda at have den frygt. Det er faktisk
ikke så tosset endda, hvis man har det sådan, at man egentlig føler, man
burde stå på den forkerte side på dommens dag. For hvornår så jeg
dig…. i den der var ensom. Hvornår så jeg dine øjne i den sultnes øjne.
Dine hænder i de hænder, der blev rakt ud gennem tremmerne. Din hud i
ham på arbejdspladens, der bliver kaldt det sorte svin. Din gråd hos
barnet med den store og sultne mave.

Ja, faktisk tror jeg, at den sande tro ejes af det menneske, der om sig selv
må sige: Jeg går fortabt. Fortabt fordi jeg alt for ofte lukkede mine øjne
for min næste. Fordi jeg alt for ofte ikke indså og så, at netop der møder
jeg Gud.

Et kristent menneske er vel et menneske, der lever i den spænding det er,
på den ene side at frygte for at falde ud af Guds hænder. Og på den
anden side at vide sig elsket af den levende Gud. Et kristenmenneske er
måske det menneske, der om sig selv må sige: Gud, vær mig synder nådig.

Og det er vel det, vi skal slutte vort kirkeår med. Ikke med at se, vor egen
fortabthed. Uden at vi også ser, at Gud kom i sin egen søn, Jesus Kristus.
Og han kom for at ingen skal gå fortabt. Men have evigt liv i ham.

Han kom, fordi han i os så sig selv. Og gjorde sig selv til os. Han kom til
vort fængsel. Ikke blot for at besøge os. Men for at løskøbe os fra
djævel, død og dom. Og det er vel det, der skal være overskriften over
vort nye kirkeår. Og over dagen i dag. Amen.