At være menneske er at være svagt. Svagt i sit udgangs-punkt. Og det, der
gør mennesket svagt, er, at livet ikke er i dets egen hånd. For livet er en gave.
Og det menneske, der aldrig indser, at livet er en gave, lever dybest set aldrig.
Det er som om, at livet næsten først bliver til, når det ikke længere er en
selvfølge.
At være menneske er at være svagt. Men at være menne-ske er også at være
stærk. Og det der gør mennesket stærk er, at livet er givet det i hænderne.
Og det menneske, der aldrig indser, at livet er en opga-ve, lever dybest set
aldrig. Det er som om, at livet næ-sten først bliver til, når det ikke længere er
en selvfølge.
Mange af os vil umiddelbart sige, at det gælder om, at finde lykken i livet. Og
sådan har de fleste af os det. I hvert fald i en del af vort liv. Det er som om, at
vi søger efter et eller andet, som aldrig forgår. Noget som giver os smertefrihed
hele livet.
Vi tror, lykken er det, som får os til at glemme al sorg og nød. Ja, nogen gange
kan det ske, at man kommer til at leve sit liv, som om det er en selvfølge. Og
som om alle andre er en selvfølge. Og så længe man lever sådan, lever man i
lykkelig uvidenhed. Hvis det da er lykken.
Men hvad gør vi til lykken?
Lykkelige er de unge. Lykkelige er de smukke. Lykkelige er de rige.
Lykkelige er de slanke. Lykkelige er de selv-hjulpne. Lykkelige er de kloge.
Lykkelige er dem, der kan klare det hele. Lykkelige er de, som aldrig møder
modgang. Lykkelige er de, som aldrig mister et menneske, de holdt af.
Hvis det er den form for lykke, som vi søger, så bliver vi skuffede. For al den
form for lykke, som lige blev nævnt, er jo blot udtryk for noget, som vi måske
kan eje for en tid. Men som med jernhård garanti vil blive taget fra os. Og
måske er det allerede sket - for nogen af os.
I dagens evangelium tales der også om lykken. Men der tales om lykken på en
anden måde, end vi er vant til. Og der bruges også et andet ord for "lykke",
end det vi nor-malt bruger. Der bruges ordet "salig".
Og ofte hører man ordet salig brugt i en betydning, som virker nedsættende.
Men det gør man kun, hvis man ikke kender dybden i at være salig.
For ordet salig betyder at eje en lykke, som ikke ligner noget af alt det, som vi
mennesker ellers forbinder med lykken. Ordet "salig" rummer nemlig en
virkelighed, som langt overgår den "lykke", som vi tror, vi kan finde i de
forgængelige ting.
Jeg har nogle gange mødt saligheden hos et ældre menneske, som bestemt
ikke var lykkelig. Og omvendt har jeg nogen gange savnet saligheden hos
nogen, som ellers anså sig selv for at have fundet lykken.
I dag er det allehelgensdag. Og vi er bl.a. samlet her i kirken for  at mindes
dem, som vi savner.
På allehelgensdag kan vi ikke tale om lykken. For lykken er hinsides alt, hvad
denne dag minder os om. Den minder os om, at der har været mennesker, som
vi var lyk-kelige sammen med. Mennesker, som vi kom til at dele livet med.
Og som kom til at betyde uendeligt meget for os.
Men vi må desværre sige, at skal vi tale om lykken i den forbindelse, så er det
en lykke, som har været. Og nu sidder vi ulykkelige tilbage. For hvis lykken
kun er dette, aldrig at skulle miste. Så ved vi af erfaring, at lykken vender sig
imod os: Jo mere lykkelige vi har været - jo mere ulykkelige sidder vi her. Jo
mere vi har oplevet li-vet ved et andet menneske - jo mere smertelig oplever vi
døden på dette menneske.
Men det er netop også derfor, at vi er samlet her i kirken på allehelgensdag.
For vi samles netop her, hvor vi har båret vore døde hen og sat dem til hvile på
ude på kirkegården. Og vi har ikke gjort det, blot fordi her er smukt og pænt.
Men vi har først og fremmest gjort det, fordi her møder vi det ord, som
rækkes os, når vor lykke vender sig imod os. Her møder vi det ord, som taler
om lykke på en helt, helt anden måde - end vi er vant til.
Her rækkes os nemlig det ord, som gør os salige. Også midt i den værste
ulykke. Her rækkes os det ord, som sætter håb imod håbløsheden. Tro imod
uvisheden. Og kærlighed imod døden.
Og det ord hedder Jesus Kristus. Og når vi kommer til kirken med vore døde,
så gør vi det med to bønner. For det første kommer vi her for, at bede Kristus
værne vore kære i døden. Og for det andet kommer vi med bønnen om, at han
vil bevare dem til en glædelig opstandelse på den yderste dag.
Vi kommer med andre ord med vore døde, for at han skal gøre dem levende.
Og dette mægtige mysterium er der ingen af os, der kan fatte. Det er heller
ikke noget, som vi kan eje i os selv. Men derfor må vi også komme til Gud
med vort håb. Og vi må komme med den håbløs-hed, som vi bærer i os selv.
Og vi må komme og høre hans mægtige ord. Nemlig det ord, at han kom til
os, og blev et menneske som os. Kri-stendom er ikke først og fremmest ét
eller andet spæn-dende livssyn eller filosofisk program.
Men kristendom er først og sidst fortællingen om, at Gud blev menneske. Og
hvorfor blev Gud menneske? Det gjorde han for at redde os ud af syndens og
dødens magt. Eller sagt på en anden måde: han blev menneske, af kærlighed til
os. Fordi han ikke kunne tåle at se, at vi er i det ondes vold.
Og Gud blev ikke menneske, sådan som vi ville forvente det. Vil ville jo
forvente, at hvis Gud blev menneske, så ville han i hvert fald leve det lykkelige
liv. Så ville Gud være ung, smuk og smart. Men sådan levede Gud ikke sit
menneskeliv. Tværtimod.
Han valgte tværtimod ulykken. Nemlig døden. Han valgte at leve et liv -
ligesom vores. Et liv som ender med døden.
Han valgte at være ligeså død, som dem, vi har båret ud på kirkegården. For
hans kærlighed til os mennesker tvang ham til, at sætte sit eget liv til for at
redde os ud af dødens garn.
Det er en gammel klassisk tankegang, at når Gud skulle gå i døden for os, så
var det for, at han - der er alt livs ophav - kunne bryde dødens magt. Der var
altså ikke blot tale om, at Gud døde for os - i solidaritet med os. Men der er
tværtimod tale om, at Gud døde for os, for at bringe os livet. Med andre ord,
så er opstandelsens bud-skab kort sagt, at Gud slog døden ihjel.
Det er derfor, at Jesus siger et sted om sig selv: "Jeg er opstandelsen og livet.
Den som tror på mig, skal leve, om han end dør."  Det betyder, at livet og
opstandelsen er personificeret i mennesket Jesus fra Nazaret. Kristen-dom er
altså ikke så meget en lære eller et filosofisk sy-stem. Det er heller ikke først
og fremmest en moralsk eller etisk levevej eller udvej. Men kristendommen
handler om en person. En person, som vi må have lov til at tro på. Og som er
os nær både i livet og i døden.
Alt i kristendommen handler om ham. Jesus Kristus. Når vi taler om troen - så
er det troen på ham. Når vi taler om håbet, så er det håbet til ham. Og når vi
taler om kærligheden, så er det kærligheden fra ham.
Og når vi kommer i kirken, så kommer vi her for at høre det, som vi ikke kan
forstå. Det som rækkes os. Og som rækker ud over os. Og som kun troen
kan gribe. Fordi han griber os.
Og det er ikke noget, der gør os særlig lykkelige - i jor-disk forstand. Men det
kan gøre os salige. For at være salig er at eje en lykke, som kan være til stede
midt i tårer og savn. Midt i den dybeste smerte. Nemlig den lykke, at vi må
vide, at vore kære er i Guds hånd. I den Guds hånd, som sprængte dødens
magt. Og som vil skænke os en glædelig opstandelse på den yderste dag.
For når Jesus siger: "Salig er de, der sørger, for de skal trøstes." Så benægter
Jesus ikke, at vi græder og sørger, når vi har mistet. Men han giver os et håb
midt i vor gråd. Ja, jeg tør næsten sige: han giver os en glæde midt i vor
ulykke. Nemlig den glæde, at døden ikke har det sidste ord at skulle have
sagt. Men det har Guds kærlig-hed.
Og hans kærlighed til os, må vi have lov til at tro på. Både i livet og i døden.
Derfor må vi lægge alle vore - både levende og døde i den almægtige Guds
hænder.
Og vi må tage livet, som det er - en gave og en opgave fra en kærlig Gud. Og
vi må aldrig tage os selv eller andre som en selvfølge. Men må se noget stort i
ethvert menneske. Og vi må leve - ikke blot med døden for øje. Men vi må
leve med evigheden for øje. Og den måde vi gør det på, er ved at tro på Jesus
Kristus - ham der er opstandelsen og livet. Amen.