Kære brudepar. Jeg vil læse et lille eventyr for jer. Det er fra Det gamle Testamente og handler om, at menneskene drømte om himmelsk lykke. Derfor sagde de til hinanden: " Kom lad os bygge en by og til byen et tårn, som når helt op til himlen, så vi skaber os et sted og et navn og så vi ikke skal spredes ud over hele jorden og blive ensomme." Så begyndte menneskene at bygge byen, og da de var så mange, blev byen meget stor. Mens den voksede ud i dalen, så voksede tårnet op mod himlen, bredt som bjergenes fod forneden, men smallere op mod toppen, omgivet af skyer. Gud, som er i himlen, så tårnet vokse ud af skyerne op mod sig, og han steg ned for at se, hvad menneskebør- nene nu havde for. Han gik ind i byen. Han gik gennem gaderne, som vrimlede af folk, og han kom til tårnets fod. Men ingen af menneskene så Gud, for de havde travlt med at bygge. Da forlod Gud byen og steg igen op til himlen. Og Gud sagde til sig selv: " Jeg vil frelse mine hænders værk og min himmel fra menneskene. De er ét folk og har ét sprog, og når de er begyndt således så er intet mere umuligt for dem." Så steg Gud igen ned til byen og gik gennem dens gader. Og hvor han gik, rørte han ved menneskenes tunger og ører, så hvert menneske kun forstod sin egen slægt. Da standsede folk på gaden. Murerne lagde skeen fra sig. Kvinderne tav i gårdene. Arbejdsmændene væltede sten fra deres skuldre. Børn løb fra hinanden. Der blev helt stille i hele byen, ingen turde høre sin egen stemme.Så begyndte de at bryde op, slægt efter slægt. De opgav at bygge byen og tårnet. For nu, da de ikke kendte hinanden, forstod de heller ikke mere meningen med deres fælles værk. Det er i Anne Sofie Seidelins gendigtning jeg har fortalt historien om Babelstårnet. Den stammer fra det vi kalder den gamle pagts bog. Det har lige været pinse, kirkens fødselsdag. Den dag hvor de kristne begyndte at fortælle om Jesus til alle folkeslag. Den dag, hvor de kristne begyndte at skrive Den ny pagts bøger. Pinsefortællingen er helt forskellig fra babelsfor- tællingen, ja, faktisk modsat. Det viser, at det var en ny pagt Jesus kom med, et nyt forhold mellem Gud og mennesker og derfor også mellem menneskene indbyrdes. Pinsedag fortælles det, at der dalede tunger af ild ned fra himlen og satte sig på hver af Jesu venner. Og der lød et vindpust i huset hvor de var. Og pludselig kunne de fortælle om kristendommen i mange sprog, så alle kunne forstå dem. Det er ikke helt forkert, at pinsen i den folkelige tradition er blevet til en fest, hvor man gerne vil se pinsesolen danse. Det var ildtunger som dansede den første pinsedag. Det var en fest også dengang. Ja, der var endda nogle af tilhørerne, som sagde om de kristne: "De er fulde af sød vin." Men Peter stod frem og talte:" Vi er ikke berusede, som I mener. Det er jo kun den 3. time på dagen. Nej, her går det i opfyldelse som står i Den gamle Pagts bøger, det der skal ske i de sidste dage, at Gud udgyder sin ånd over alle mennesker." Et bryllup er meget forskelligt fra den gamle pagt og Babelsfortællingen. Et bryllup ligner mere pinsefortæl- lingen om, at kærlighedens ånd er kommet til jord for at bringe fællesskab. Ved Babelstårnet gik slægterne fra hinanden. De kunne ikke mere forstå hinanden. De blev ensomme. Ved et bryllup skabes der et bånd mellem to slægter. To mennesker forstår hinanden, så de mange gange ikke behøver at tale helt ud, for at den anden forstår. Det er en sejr over ensomhed og adskillelse og splittethed hver gang to mennesker siger ja til hinanden. Men når der nu er sådan en forskel mellem eventyret om babelstårnet og så den smukke fest, som er bryllup er, så betyder det også, at ægteskabet netop ikke skal være et tårnbyggeri, hvor man sammen vil nå op til himlen. Det er ikke så høje drømme man skal have, at man vil bygge et fælles liv op så det fører ind i himlen. Hvor meget man end hjælper hinanden, så vil sådant højt tårn altid falde sammen. Det er det, som babelsfortællingen vil vise os, at vi skal leve på jorden. Det er her Gud vil at vi skal leve sammen. Det vil Gud hjælpe os til. Kære brudepar. I siger ikke ja til hinanden for at I skal opbygge et babelstårn af lykke, der når ind i himlen. I siger ja til hinanden for at gøre livet her så himmelsk, som mennesker med Guds hjælp nu engang kan gøre det. Det ligner et eventyr, fortællingen om Babelstårnet, men det er altså også sandhed i den. Man kan jo komme til at tænke på Babylon, måske er det samme ord Babel og Babylon, fra den by, fra dens blomstringstid stammer troen på stjernerne, astrologien. Nu skal man jo passe på med at kritisere andre religioner, også astrologien. Det var jo stjernetydere, som var de første der kom julenat for at tilbede den nyfødte konge. Men alligevel skal vi lære af fortællingen om babelstårnet, at vi ikke skal række ud efter stjernerne. Vi skal række ud efter hinanden. Over et bryllup og et ægteskab er der noget jordnært og hverdagsagtigt. Som vi også sang det før: " Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, som jeg nu min egen må kalde. Du gav mig et dagværk og brød til mit bord." Men på den anden side er der også noget eventyrligt over et bryllup, som gør at det ligner pinsens fest. Pinsen handler om ord og ånd. De kristne kunne pludselig fortælle om Jesus til alle, og deres ord havde kraft, kærlighedens kraft, så der kom fælleskab og glæde ud af det. Kære brudepar, sådan er det også i dag, at der er en kraft, en kærlighedens ånd, over det ene ord, ja, som I siger til hinanden. Det er mærkeligt, der kan være en sådan kraft over det ene ord, at det kan skabe fællesskab og glæde. Men det er jo fordi det er fra Guds kraft det kommer. Det er det, som gør brylluppet så eventyrligt, fordi det er akkurat som i paradiset, hvor Gud sagde: " Der blive lys." Og på Guds ord skete det. Eller det er akkurat som da Jesus sagde: " Guds rige er kommet." Og på hans ord skete det. Så var himlenes rige kommet til jord. Den ånd og den kraft er der over et bryllup. Kære brudepar. Bryllupsfesten er lige så stor og lige så eventyrlig en fest som pinsen, hvor kirken blev født, kirken, som er kærlighedens og åndens hus. Her er det godt at sige ja til hinanden og få det ja fra Gud, som skaber lys og fællesskab og fest. Amen.Tryk her tilbage vielser
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email