Nej, hvorfor skulle vi fornægte Jesus. Det skulle vel kun være, hvis ikke man er bange for sit liv. Det var jo det Peter gjorde i ypperstepræstens gård. Tre gange fornægtede han Jesus, fordi han var bange for selv at blive korsfæstet.

Men den angst har netop været størst for de første kristne. Vel fordi jøderne var så beslægtet med Jesu tro. Derfor var deres modstand som voldsom og som voldelig.

Det har i hvert fald i mange hundrede år ikke været grund til at kristne skulle frygte for deres liv. En anden grund til at man kunne have lyst til at fornægte Jesus, kunne være, hvis det var upopulært, hvis det lettere at sige, at man ikke tror på Gud og på Guds søn. Og der har været perioder i Danmark også inden for den sidste snes år, hvor mange folk skjulte deres religiøse følelser. Men selv dengang kunne man sagtes være kristen, når bare de andre havde set én lidt an. Ja, i virkeligheden var der så i skjulte stor interesse for religiøse spørgsmål. Og i de sidste år er det også vendt i Danmark. Det religiøse er kommet i højsædet igen. Nu skal man nærmest holde lidt igen. Nu skal vi som kristne arbejde på, at folks religiøsitet ikke kommer for langt ud og ender i overtro.

Og det er måske i virkeligheden meningen med Jesu ord, når han siger, at vi skal vedkende os ham, og ikke fornægte ham. Han vil, at vi skal holde fast i hans ord, koste hvad det vil, både i medgang og modgang. Og hans ord er lige svære at bevare hvad enten der er medgang eller modgang for kirken. For Jesu ord til os er, at vi er syndere og at vi er tilgivet.

De ord er svære for to grupper af mennesker. Der er dels dem, der mener at de ikke er syndere. Det nok mest blandt ganske almindelige mennesker, dem der lever en ordnet hverdag. Der sker ikke de store dramatiske ting for dem. Når de kan få deres middagsmad og vaske bilen engang om ugen, hvad skal de så stille op med ordene om, at de er syndere. Men på det sidste har det vist sig, at også de mennesker i virkeligheden indrømmer en længsel, et ønske efter mere indhold i tilværelsen, måske en erkendelse af at de alligevel har tabt livet og altså er syndere, som trænger til hjælp fra Gud.

Men så er der også den gruppe af mennesker, som har det svært med ordene om tilgivelse. De synes, det lyder altfor let. Det tager jo alvoren ud af livet, hvis man bare sådan kan blive tilgivet. Og det er vel aldrig på deres egne vegne de taler. De tænker mest på de andre, som lever dårligt, at det ikke kan være rigtigt de sådan uden videre kan få tilgivelse. Det kan ikke være rimeligt at nogle som har rodet med deres liv og ikke kæmpet nok men taget det hele let, at de bare kan få tilgivelse på lige fod med ordentlige mennesker.

Men det ligger jo i selve ordet tilgivelse, at det netop er til syndere. Det er netop til nogle som er længst fra Gud og som mindst kunne regne med at være sammen med Gud, det er dem som får tilgivelse. Paulus taler nogle gange i stedet for syndere om ugudelige eller fjender af Gud. Og så kan vi jo selv hverisær sætte benævnelser på. Vi kan tænke på, hvilke mennesker vi synes er de mest umenneskelig og ugudelige, og så får vi at høre som Paulus skriver, at mens vi endnu var Guds fjender, blev vi forligt med Gud ved at hans søn død. Vi fik tilgivelse, da vi var ugudelige. For os syndere døde Jesus.

Det var nemlig budskabet med alt hvad Jesus sagde og gjorde og også med hans død, at bringe tilgivelse til os utilgivelige syndere. Det er skarpe ord at holde fast i, både at vi er syndere, og vi er tilgivet, ikke ved noget godt vi selv har gjort, men ved Jesus. Det er sådan vi skal leve som syndere, der er tilgivet. Det betyder selvfølgelig at vi skal holde os fra alt ondt, men vi bliver aldrig de stærke eller heltene, der er rene i alt hvad vi gør, tværtimod bliver vi ved med at være syndere som kun lever af tilgivelsen. Det skal vi holde fast i. Det er at vedkende sig Jesus.

Det var kernen i Jesu budskab: Du er tilgivet. Når Jesus spiste sammen med toldere og syndere, sagde han dermed til dem: du er tilgivet. Når han helbredte, så var meningen med underet, at vise den syge: du er også sammen med Gud, hvor langt du end føler dig fra gud og mennesker. Hvor elendig og svag du end føler dig, Gud er hos dig. Du er tilgivet. Jesus sagde det selv direkte da han døde langfredag: Far tilgiv dem. Det var Jesu ord til os mennesker: Hvor onde I end er, I er tilgivet.

Det er det vi skal vedkende os, og som vi ikke må fornægte, at Jesus er Kristus, frelseren, som er kommet for at frelse os fra vores synder ved at give os Guds tilgivelse. Johannes døberen, som vi har hørt om i adventstiden, han mente at frelseren vil komme og dømme synderne og kaste dem i ilden og frelse dem, der havde omvendt sig og gjort deres liv godt. Men frelseren kom ikke med dom. Jesus kom med tilgivelse, og tilgivelsen er netop til synderne, som fortjente helvedes ild. For det er det mærkelige at Johannes døberen lige som alle alvorligttænkende mennesker han kan bedre forstå dom og hård retfærdighed. Men Jesus kommer med tilgivelse. Og den er forargelig. Han siger det selv engang til Johannes disciple: Gå hen og sig til Johannes, at evangeliet forkyndes for fattige, og salig er den, som ikke forarges på mig. Vi må ikke forarges på evangeliet om tilgivelsen, som er til dem, der er fattige på alt godt.

Vi skal holde fast i Jesu ord, at vi er syndere og at vi er tilgivet. Derfor bruger Jesus så hårde ord i stykket i dag. Vi kan være fristet til at glemme at vi er syndere, og vi kan være fristet til at ville være mere end tilgivet. Men længere end til syndernes forladelse kommer vi ikke. Det er vel også derfor syndernes forladelse er nævnt til allersidst i trobekendelsen sammen med kødets opstandelse og det evige liv. Det er vores eneste redning, vores eneste frelse, at Gud tilgiver os og rejser os, som er faldet, rejser os op og tager os ind til sig i det evige liv.

Det evangelium skal vi vedkende os. Det må vi ikke skamme os ved. Vi må ikke fornægte Jesus, dvs. hans budskab, for så vil han også fornægte os.

Paulus bruger et sted akkurat lige så hårde ord. Han skriver i galaterbrevet, at det er ved Kristi nåde vi er kaldet, og vi må ikke forandre det evangelium. Paulus siger det sådan: Om også vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer, han skal være forbandet. Og så bruger Paulus hele resten af galaterbrevet til at begrunde og udfolde evangeliet om frelsen ved tro og nåde.

Det er hårde ord, at Paulus taler om forbandet, og at forbandelsen ikke gælder dem, der er onde, men dem som ikke holder fast i tilgivelsen.

Men vi kan være glade for, at Jesus og Paulus har brugt så hårde ord, Det har jo gjort, at kristne i tidens løb har holdt fast ved troen og nåden. Også når der var mange kræfter endda inden i os kristne, der ville lokke dem fra evangeliet. Hvor meget lettere var det ikke at sige til mennesker, at de ikke var syndere. Hvor meget lettere var det ikke at forlange forbedring og bedre livsførelse. Det kunne jo sikkert givet nogle synlige og strålende resultater. Mens tilgivelse ikke er synligt. Når man er tilgivet, så bliver man jo ved med at være sig selv. Hele livet er ændret for den, som er tilgivet, men han kan alligevel pege på nogle enkelte ting og sige at de er blevet meget bedre. Det kan derimod den, som lægger hele sit liv om og følger nogle strenge regler. Hvis der endda så er andre, der gør det samme, bliver det ekstra synligt. Det er det sekterne lever højt på, fordi de har forladt evangeliet om tilgivelsen.

Man kan sammenligne det med de første kristne og den religion, som de var oppe imod, nemlig kejserdyrkelsen. Kejseren blev jo dyrket som gud. Og det var let at se hans magt og herlighed. Hans magt var marcherende soldater og skinnende våben. Kejserens herlighed var fine paladser og luksus, som strålede, som almindelig mennesker slog øjnene ned.

Jesus er også en hersker, som kan befale og hvis ord har myndighed. Det hører vi i stykket i dag. Men Jesu magt og herlighed er ikke til at se, den er ikke ydre. Det så vi her i julen, at han blev født i en stald. Det ser vi i påsken, at han døde på et kors. Nej, Jesu magt og herlighed er i nogle små og fattige ord: Du er tilgivet.

Det skal vi vedkende os. Det må vi ikke fornægte. I vores tid kunne vi også være fristet til at løbe fra evangeliets fattige ord og tro på noget mere synligt, noget mere strålende. Alt det som giver resultater og får folk til at marchere i samlet flok, det ser jo ud af noget. Men vores kirke, som består af syndere, der er tilgivet og bliver ved med at trænge til tilgivelse. Det ser ikke ud af så meget.

Men det er evangeliet. Det er frelsen. Det skal vi ikke skamme os ved. Ny prædiken
Her midt i julens hygge hører vi nogle uhyggelige ord, som Jesus har sagt. Han siger, at han ikke er kommet for at bringe fred på jorden, men sværd. Han siger, at vi ikke må elske vores familie mere end vi elsker ham. Han siger, at vi skal miste vores liv, for at vi kan vinde det. Men det skal ikke tages bogstaveligt det, som Jesus siger. Når han taler om sværd, så mener han ikke, at vi skal dræbe andre i bogstavelige forstand. Det kan man se i Getsemane have, hvor en af disciplene ville forsvare Jesus og trak sit sværd. Da sagde Jesus: Stik dit sværd i skeden. For alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. Jesus siger også i bjerprædikenen: hvis nogen giver dig et slag på højre kind, skal du vende den anden til. Vi skal ikke kæmpe med andre og trække våben mod dem. I bjergprædikenen siger Jesus tværtimod: Elsk jeres fjender. Velsign dem, der forbander jer. Gør godt mod dem, der hader jer.

Det sværd som Jesus taler om i prædikestykket i dag, skal vi bruge til at hugge de bånd over, som binder os på en forkert måde til andre. Jesus siger, at vi ikke må elske vores forældre eller vores børn eller den vi er gift med, dem må vi ikke elske mere end Jesus. Også det kan vi tage for bogstaveligt.

Engang da en ung mand spurgte Jesus, hvad han skulle gøre for at få evigt liv, så svarede Jesus, at han skulle holde budene, og så nævner Jesus bl.a. budet: Du skal ære din far og mor. Det bud fulgte Jesus selv både i hans barndom og også til allersidst da han døde. Dengangn da Jesus var 12 år og var med sine forældre i templet, da står der til sidst, at Jesus fulgte med Maria og Josef tilbage til Nazaret og var lydig imod dem. Og langfredag hører vi, at Jesus tog sig af sin mor. Han sagde til en af sine disciple, at han skulle være som en søn af Maria og tage sig af hende, nu da Jesus gik bort. Jeg mener også, at Jesus ikke har noget imod, at vi holder af vores søskende, for han bruger netop det navn for os kristne, at vi er brødre og søstre. Det er gode navne, bror og søster. Det er det fordi vi holder af vores søskende.

Når Jesus siger, at vi ikke må elske vores søn og datter mere end ham, så skal det heller ikke forstås sådan, at vi ikke må elske vores børn. Jesus sagde jo engang: Når I som er onde forstår at give gode gaver til jeres børn, hvor meget snarere vil så ikke jeres himmelske far gøre det mod jer. Det fortæller, at vi gerne må hjælpe vores børn. Så ligner vi Gud. Og Jesus holdt selv meget af børn. Da mødrene kom ville have ham til at velsigne deres små børn, så afviste han dem ikke. Han sagde ikke, at de skulle holde op med at elske deres sønner og døtre.

Med hensyn til båndet mellem ægtefæller, så siger Jesus et sted: Det som Gud har bundet sammen, det må vi ikke skille ad.

Det sværd, som Jesus taler om, og som vi skal bruge mod de bånd, som binder os til hinanden, det skal ikke forstås sådan, at vi skal ophøre med at elske vores familie. Men sådan at alle de bånd, som binder os til hinanden, de er underordnet kærligheden til Gud. Det kan vi også se, da Jesus var 12 år og i templet, og hans far og mor ikke kunne finde ham og de vendte tilbage til templet og fandt Jesus sammen med præsterne. Da sagde han: Vidste I ikke, at jeg bør være i min Fars hus.

Det vigtigste og den nærmeste for os, den vi skal være bundet mest til, det er Gud. Og måske vi endda forstå det med vores jordiske forstand, at det er godt at være bundet og knyttet mere til Gud end til alle andre. For hvis vi binder vores børn for meget til os, så ødelægger vi deres liv. Så kan de ikke blive frie og selvstændige mennesker. Hvis vi knytter os for meget til vores ægtefælle og forventer frelse fra ham eller hende, så ødelægger vi ægteskabet. Så lægger vi en for stor byrde på ægteskabet.

Kun når det bånd, som knytter os til Gud, er det stærkeste, kan vi få et rigtigt forhold til andre og til os selv. Derfor taler Jesus om, at vi skal miste livet for hans skyld, for så vinder vi livet. Det skal vi heller ikke tage for bogstaveligt, som om vi skulle gå i døden. Men derimod at vi skal skære båndet over til os selv. Vi skal være mere knyttet til Jesus end til os selv. For det er kun sammen med ham vi skal blive frie og leve livet rigtigt. Jesus siger et sted, at han er vintræet, vi er grenene. Skilt fra ham kan vi slet intet gøre. Men knyttet til ham bærer vi god frugt. Og den gode frugt er alt det, som gør livet godt: kærlighed, tålmodighed, mildhed. Når vi er for stærkt bundet til os selv, så bliver vi egoistiske, hårde og kolde. Derfor skal vi slippe taget i os selv, miste vores liv for Jesu skyld for at vinde livet, det rigtige liv i kærligheden og åbenhed over for andre.

Når Jesus bruger stærke ord i dag, så er det netop for at få os til at knæle, så vi tror på Guds uendelige og storslåede og ufattelige magt, og når Jesus bruger hårde ord, så er det fordi vi har svært ved at knæle. Som Grundtvig siger det: Det er den snævre port for sjælen / for det i os, som siger jeg / hvis ære med den dybe knælen / indlysende forliges ej / Skønt intet værd er, hvad vi mister, / os egenkærlighed dog frister / til på os selv at holde fast. /

Vi skal tage vores kors på os og følge efter Jesus. Det betyder ikke, at det er tung og ond byrde han lægger på os. Tværtimod siger Jesus et sted: Tag mit åg på jer ( og et åg er jo netop som et korsbjælke man lægger skuldrene) Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er gavnligt og min byrde er let. Den ydmyghed, som Jesus taler om, den kan sammenlignes med den ydmyghed vi får når vi ser op på en stjernehimmel her ved vintertid. Vi synes, at det hele er utroligt smukt og ufatteligt stort. Vi kunne vi godt få lyst til at knæle over for en sådan storslået og uendelig himmel. Vi kommer til at føle os små både af glæde og ærefrygt. Og det er jo ligesom vismændene ved Jesu fødsel. De knælede ned ved det lille barn. Det var så utroligt smukt for dem at se frelseren og det var uendelig ufatteligt for dem at være sammen med Kristus. Vi hører også om mange andre, som kom og bad Jesus om hjælp, at de knælede ned foran ham, og det var fordi de så op til Jesus som ligeså ufattelig og uendelig storslået som stjernehimmel. Det var hans kærlige og milde øje de så ind i. Også når det er hårde ord Jesus siger til os, ser vi hans milde og kærlige øjne bagved.

Jesus taler altid, hvad enten det er hård eller mildt, for Når ordene i dag kan bruges i julen, er det på grund af den første sætning: " Jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer." Jeg sender til jer. Det gør Jesus, for han gør det samme som Gud. Gud sendte bud til os. Det skete julenat. Da sendte Gud Jesus til jorden. Guds søn, Himlens kongesøn, blev født. Han er en profet, som kan fortælle sandheden til mennesker, den dybe sandhed, som ingen mennesker selv kan finde frem til, at Gud er vores kærlige Far i himlen. Jesus er vis, fordi han ved hvordan han skal fortælle hvert enkelt menneske om Gud.

Jesus gjorde det på alle måder, med en fortælling, med et strengt ord, med et blidt ord, med en berøring, men hver gang var det helt afhængigt af hvordan det menneske var, som Jesus talte til. Jesus er vis, så han kan se ind i mennesker, så han kan se hvordan det er rigtigt at tale til den enkelte.

Og Jesus er skriftklog, han var mere klog på skriften, på bibelen end alle de jødiske lærde tilsammen, for Jesus så gennem de skrevne bogstaver og ind i Guds hjerte. Ligesom Gud sendte Jesus, sådan sendte Jesus sine disciple ud, som profeter, vise og skriftkloge. De skal give sandheden om Gud til hver enkelt menneske.

Men Jesus siger, at det vil gå dem, som det går ham selv. Allerede fra Jesu fødsel kan vi se, hvordan mennesker tog imod ham. Der var ikke plads til ham. Han fik den ringeste plads i en stald, som om han var et dyr. Han måtte flygte ud af landet for ikke at blive dræbt. Og nogen ringere skæbne kan man ikke få. Både at blive så foragtet i sit land at man må redde sig ud, men også at blive foragtet i det land man kommer til, fordi man er en fremmed og fordi man ingen ret har dér. Sådan en ussel skæbne fik Jesus allerede fra begyndelsen.

Og da Jesus blev voksen, så var der heller ingen af hans egne, som tog i mod ham. Og da de til sidst havde lært ham rigtig at kende, så afviste de ham med stor voldsomhed og vrede ved at korsfæste ham.

Når han fik en sådan modtagelse, var det fordi folk opfattede ham som farlig. Selv da han var et uskyldigt barn, som ikke kun gøre nogen fortræd, så var Herodes bange for ham. Herodes følte, at barnet var stærkere end ham og at barnet ville tage magten fra ham.

Som voksen levede Jesus lige så uskyldigt som et nyfødt barn. Han levede uden synd. Han hjalp alle, som trængte til ham. Og dog blev han anset for farlig af jødernes ledere. De var bange for ham. Det var altfor rigtigt det han sagde og gjorde. De kunne ikke tåle det. De følte magten glide dem af hænde, fordi de kunne se, at han var af en helt anden slags end de selv. Han var profetisk vis, Han var klogere på skriften end de selv.

Derfor afviste de ham med stor voldsomhed. De var ophidsede og oprørte over ham. Han rokkede ved alt, hvad de levede på. Fordi de inderst inde følte, at Jesus havde ret, og fordi de ikke turde følge ham og opgive sig selv og alle deres fastgroede sandheder, så blev deres afvisning af ham så voldsom. De dræbte ham.

Disciplene, som Jesus sendte ud, blev behandlet på samme måde af jøderne. I stykket fra alteret hørte vi om Stefanus. Også ham anså jøderne for farlig. De anklagede ham for at spotte Moses, og for at tale mod loven og mod de skikke, som Moses havde overleveret. Stefanus rokkede ved det, som jøderne anså for fast og sikkert, Moseloven. Det var jo Guds bud fra gammel tid af, mente de. Det måtte der ikke rokkes ved. De ville ikke høre nyt fra Gud. I den grad var de groet fast i det gamle, at de ikke ville høre Guds ord. De ville ikke høre Guds glædelige ord. I løbet af århundreder havde jøderne nemlig ændret Guds ord til at blive sure bud og forbud, så de ikke mere kunne høre Guds glædelige ord.

Det er forskellen mellem Stefanus og jøderne, mellem os kristne og den jødiske religion. Vi ville jo aldrig kalde Guds ord en lov. Det ville ikke være særlig rosende. En lov er noget tørt og indviklet, som ikke engang eksperter rigtig kan sætte sig ind i. Det kræver i hvert lang tid, og helt sikker på, hvordan loven skal forstås, det bliver man aldrig. Der kan pludselig komme nogle, som finder et smuthul og tolker loven helt anderledes end dem, der lavede den, så de straks må lave loven om. Man skal studere længe og grundigt, for at kunne bruge love.

Derfor kalder vi ikke Guds ord for en lov, men for et evangelium, for et glædeligt budskab. Glædelige ord kan enhver høre og forstå. I hvert fald er det ikke ordenes skyld, hvis de ikke fremkalder glæde. Så er det ikke ordene der skal laves om, men derimod det menneske, som hører og dog ingenting hører. Hvis ikke evangeliet fremkalder glæde, så skyldes det ikke, at ordene er for indviklede. For der findes ikke mere enkle ord. Man behøver ingen forudsætninger for at høre dem. Love bruges, når mennesker skændes med hinanden og vil have ret. Evangelium bringer fred, fred mellem Gud og os.

Det er det nye, og måske også grunden til, at jøderne ikke ville tage imod evangeliet, som Jesus og disciplene blev sendt med. De ønskede ikke glæde og fred. De ønskede at have ret. De stod på deres ret. Og den står man kun på i kort tid, i hvert fald over for Gud; over for ham er vi alle syndere. Det havde jøderne svært ved at indse.

Og fordi de kaldte Guds ord en lov, så var deres ører og sind så lukkede, at de ingenting kunne høre. Jesus derimod og Stefanus og de kristne de var åbene for den levende Guds ord. Ham kom de med bduskab fra. Det er forskellen mellem kristendom og jødedom.

Jøderne mærkede selv, hvor stor en forskel der var mellem dem selv og så f.eks. Stefanus. De mest alvorlige jøder gjorde et stort nummer ud af at holde budene, f.eks. at faste. Som Jesus siger et sted, at de alvorlige jøder er hyklere, fordi de går med sørgmodig miner og lader være med at vaske sig, for at andre skal se på deres ansigter hvor gode de er og hvor meget de faster. De kristnes ansigter er derimod helt anderledes. Stefanus, som fulgte Jesu ord og ikke jødernes fastelove, han så ud som en engel. Der står: " Alle, der sad i rådet, stirrede på ham og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt."

Julenat bragte englene glædesbudskab og himmelsk herlighed til jorden. De fortalte om Jesus. Stefanus kom også med glædesbudskabet om Jesus. Derfor er han en engel. Selv jøderne så det. De kunne se den himmelske herlighed på Stefanus' ansigt. De kunne se, at han kom med budskab fra Gud. Men de ville ikke indrømme det for sig selv, for så måtte de jo opgive alt det de havde levet på, og som de havde regnet for faste love. Stefanus så jo ikke ind i deres lovsamling og fandt herlighed i deres love. Han så ind i himlen og så menneskesønnens herlighed.

Derfor var jøderne bange for ham. Han holdt sig ikke til tomme skikke, men til Jesus. Og jøderne følte, hvor stor forskellen var. De følte, at magten blev taget fra dem. Omgivet alle deres love og traditioner vidste de, hvad de havde at holde sig til. Men det nye glædesbudskab, som Stefanus kom med, og som strålede fra hans ansigt, det følte de som farligt. Det var kærlighedens svaghed og styrke som de kunne se og høre på Stefanus.

Grunden til den vold og modstand, der kom mod dem, som Jesus sendte, det er netop det glædesbudskab, som vi hører her i julen. Det viser jo med al tydelighed, at Jesus ikke vil tiltage sig nogen magt. Et menneske mere magtesløs end Jesus kan man ikke forestille sig. Det ser vi tydeligt af fødslen i stalden i Betlehem. Og det gjaldt for hele Jesu liv og også for hans død.

Ved Jesu fødsel var det et lille forsvarsløst barn, som blev født i Betlehem. Og dog havde det lille barn lige fra fødslen større magt end den romerske kejser Augustus. Hvor svag kærligheden end er, så er den stærkere end nok så mange kejserlige soldager.

Vi har svært ved at godtage at Gud er sådan, at Guds magt er sådan. Vi vil have, at Guds styrke er tydelig på en mere klar måde, f.eks. i form af mange bud og eller store opbud. Men sådan er er Gud ikke. Sådan er Guds levende ord ikke. Vi kan også se det af Jesu død. Jesu død på korset er tilsyndeladende udtryk for svaghed. Jesus henrettes som en forbryder. Og dog er dette netop højdepunktet, hvor Gud viser sine sande magt: en blødende kærlighed. Og den er stærkere end alt andet. Det er den kristne forkyndelse, at Jesu svaghed på korset er stærkere end Pontius Pilatus' og de romerske soldaters magt. Jesus bryder en vej gennem døden. Han går midtigennem magtens og det ondes centrum.

Det er også den vej, Jesu udsendinge går. De profeter, de vise og skriftkloge, som Jesus sender, de fortæller om et rige og viser os ind i et rige, hvor der er plads til alle de svage og små, alle dem falder uden for normerne og ikke kan tilpasses reglerne. Det er den styrke og den magt Jesus viser, og som han sender sine ud med: kærligheden.

Det er jo juleevangeliet Jesus sender sine ud med: kærlighedens budskab, som viser sin styrke i, at alle små må kan være med her. at frelse os og give hvile til vores sjæle.

Ny prædiken
Det er nedslående ord, som vi har hørt i dag. Ganske vist siger Jesus, at han vil kendes ved os, hvis vi over for andre mennesker vedkender os Jesus. Men han fortsætter, at han vil fornægte os over for Gud, hvis vi siger over for andre mennesker, at vi ikke tror på Jesus. Det kan ikke give os nogen god forhåbning om vores frelse. Vi kan jo bare tænke på den store disciple Peter. Han havde alle forudsætninger for at blive en god kristen. Han gik sammen med Jesus. Han var den ledende af disciplene. Nogle gange udvalgte Jesus specielt Peter til at gå med sig, hvis de skulle opleve noget stort, f.eks. hvis en død pige skulle opvækkes ( se efter det) eller da Jesus gik op på et bjerg for at møde Moses og Elias i himmelsk lys. Peter havde alle forudsætninger for at blive en god og stærk kristen. Hvor meget har vi set af store oplevelser. Hvor meget himmelsk lys har vi set. Og så kunne Peter alligevel ikke bestå prøven. Da han langfredag blev spurgt om han kendte Jesus, da bandede Peter på, at han aldrig havde været sammen med Jesus.

Det er nedslående ord vi har hørt i dag. De varsler ikke godt for os. Jesus taler jo også om, at han er kommmet for at bringe sværd, så der vil opstå splid i vores familie. Det ønsker vi da ikke. Det vil vi da gøre alt for at undgå. Men så fortsætter Jesus, at det måske viser, at vi elsker vores familie mere end vi elsker ham. Det viser, at vi prøver at redde vores liv. Men den, der har reddet sit liv, skal miste det. Sådan siger Jesus.

Men vi skal tænke på den situation, som Jesus talte i. Han talte til sine disciple, som han ville sende ud og forkynde om Guds rige. Og Jesus forberedte dem på det, som kunne ske. Nemlig, at folk ikke tog imod dem, at folk endda forfulgte dem. Og det var til at forudse, fordi det var jøder, som disciplene skulle prædike til. Og jøderne så rødt, når de hørte om Jesu evangelium. Jesus talte jo mod meget i bibelen og i loven, den som var hellig for jøderne. Jøderne mente, at Jesus og hans disciple trådte på det hellige.

Det forbereder Jesus sine disciple på. Det vil ikke gå let for dem. Nej, de går ud i et stort kaos, hvor de vil være bange for at vedkende sig Jesus, for det er med livet som indsats at de forkynder hans evangelium. De vil måske miste livet på grund af Jesus og troen på ham. De vil møde strid og splid.

Hvad giver Jesus dem og os med, når vi går ud i den onde verden for at fortælle om Gud?

Ja, lige før vores prædikestykke siger Jesus: Frygt ikke. Og han siger, at ikke en spurv falder til jorden uden at vores himmelske far er med den. Og vi er mere værd end mange spurve. Gud selv er altså med os og beskytter os.

Men også i vores prædikestykke, som virker så nedslående, er der egentlig stor opmuntring at hente. Sådan hørte disciplene det i hvert fald. For de kendte det gamle testamente, og Jesus har hentet ord fra GT, når han taler om at der vil være splid mellem en mand og hans far. Det skriver profeten Mika. Han skriver om tiden op til frelsens dag, den dag hvor Guds rige kommer til jorden. Han skriver, at der er umoral og vold på jorden. De fromme er forsvundet fra landet. Der findes ingen retskafne mennesker. Alle lige på lur efter blod og jager hinanden i fordærv, skriver profeten Mika og fortsætter: en søn foragter sin far, en datter rejser sig imod sin mor, en sviger datter imod sin svigermor, en mand får sine husfolk til fjender. Profeten Mika tager det som tegn på, at nu kommer frelsens dag. Og han siger: Jeg venter på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig. Jeg faldt, men han rejser mig igen, jeg bor i mørke, men Herren er mit lys. Jeg har syndet mod Herren, men han vil lede mig ud i lyset, så jeg ser hans retfærdighed.

Det hører disciplene med, når de hører Jesu nedslående ord om det, som skal ske. Selv om det er et stort kaos de går ud i, så ved de, at Gud vil høre vores bøn om hjælp. Gud vil rejse os, når vi falder. Guds lys vil gennemskinne ethvert mørke, som kan skjule os for os selv. Vores synd vil Gud tilgive, så vi ser hans retfærdighed.

Bag de nedslående ord er en stor fortrøstning til Gud. Hvilke vanskeligheder, der end venter os, så må vi søge trøst og styrke hos Gud. Det er jo netop også evangeliet som vi er sendt med, at vi er meget værd i Guds øjne, vi er mere værd end mange spurve. Vi er sendt med evangeliet om en lysende retfærdighed, som vil gøre alle troende til en stor familie, hvor der kun er glæde. Som Grundtvig skriver det om Guds rige i sin salme den signede dag: Så rejse vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale, der stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale, så frydelige der til evig tid med venner i lys vi tale.

Netop den opstandelse er det Jesus taler om, når han siger, at vi skal tage imod ham og dermed Gud, som har sendt Jesus, for den, der tager imod en profet, skal få løn som en profet.

Det er nemlig også en henvisnign til Gt. Der er fortællinger om mennesker, som tog imod en profet og fik en stor løn. Der er f.eks. fortællingen om profeten Elias. Det var engang, hvor der var tørke og hungersnød i Israel. Og Gud sagde til Elias: Gå til en enke i byen Sarepta i Sidon uden for Israel. Jeg har givet hende besked på at sørge for dig. Og Elias gik. Da han kom til byen Sarepta, mødte han en enke, som var ved at samle brænde. Og Elias sagde til hende: Hent lidt vand til mig. Og hun gik afsted for at hente det. Men han kaldte på hende og sagde: Tag også noget brød med til mig. Men hun svarede: Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Jeg har ikke engang nok til min søn og mig. Men Elias sagde: Gør det nu bare. Kom med brød til mig, så skal krukken ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie. Og underet skete. Fra den dag manglede de ikke mel og olie til brød. De kunne overleve.

Men så skete det, at enkens søn blev syg og døde. Og enken sagde til Elias: Du er kommet til mig for at gøre Gud opmærksom på min skyld og få min søn slået i hjel. Men Elias bar sønnen ovenpå til sit værelse og lagde ham på sengen, og Elias råbte til Gud: Herre, min Gud, lad livet vende tilbage i drengen. Og underet skete. Og Elias førte drengen ned til hans mor og sagde: Se her, din søn lever. Og kvinden sagde: Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund.

Kvinden, som endda var fremmed og hedning, hun var ikke troende jøde, hun blev hjulpet, fordi hun tog imod end profet. Hun fik mad så hun kunne overleve. Og hendes søn fik livet tilbage.

Mon det ikke netop er det Jesus også vil sige med ordene: Den, som har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Når vi tror på Jesus og tager imod hans ord, så vil vi få stor løn og Gud vil hjælpe os både mod hungersnød og død. Også selv om vi er fremmede og hedninge, og selv om vi er som enker, der var de dårligst stillede i den tids samfund. De kunne ikke selv få arbejde. Enken måtte gå og samle brænde, hvor hun kunne. Arbejde og penge kunne hun ikke få. Men en stor løn fik hun, da hun tog imod profeten Elias.

Den fortrøstning og opmuntring ligger der gemt bag Jesu ord i prædiketeksten i dag.

Og der er ingen tvivl om, at Jesu disciple kendte historien om Elias og enken. Dels talte Jesus direkte om den engang. Da Jesus prædikede i sin fødeby Nazareth, sagde han: Der var mange enker i Israel på Elias'tid, dengang himlen var lukket i 3 år, så der blev stor hungernød i hele landet. Og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land.

Jesus ville med de ord begrunde, at hans fødeby ikke ville anerkende ham. Dér skete netop det for Jesus, som han forudsiger for sine disciple. I Nazareth i Jesu fødeby ville de ikke tro på ham eller tage imod hans ord. De jog ham endda ud af byen og d rev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej mellem dem og gik.

Sådan vil Jesus også bane en vej for os gennem alt det onde, vi kan møde, og vejen som Jesus vil bane den fører lige til Gud, til Guds dejlige rige. Alt det onde skal vi ikke frygte, for det som venter os er en glædelig opstandelse

Ny prædiken
I dag er det Sct. Stefanus dag, og jeg vil genfortælle historien, frit efter bibelen. Jeg uddyber fortællingen som den står i bibelen. Men det kunne være foregået sådan:

Der var en ung mand, som hed Saulus. Hans far og mor var meget glade, da de fik ham og de opkaldte ham efter en af de store jødiske konger, kong Saul. Og Saulus voksede op og han fik samme magtbegær som en konge. Saulus ville regere. Han mente ikke, at de almindelige jøder selv kunne finde ud af de farer, som truede. Der var f.eks. den nye religion, kristendommen, som bredte sig i Israel. Saulus gjorde alt for at standse den. Han ville redde sit folk for den smitte, den pest, som vantroen, kristendommen, udgjorde.

Saulus gik rundt i byen og lyttede til folk og når han hørte eller opdagede en kristen, så fulgte han efter ham og så hvor han boede. Og Saulus hentede soldater og fik den kristne sat i fængsel.

Stefanus var kristen. Han skjulte ikke at han var det. Han stod på torvet og fortalte om Jesus og når der var syge, som kom til ham, så sagde han: I Jesu navn du er rask. Og underet skete. I Jesu navn gjorde Stefanus undere. Saulus stod og så på. Og jo mere han hørte og jo mere han så, desto mere rasende blev han. Stefanus var farlig. Saulus måtte have ham knækket. " Hvordan skal jeg gøre det?" tænkte Saulus. " Det tager altfor lang tid med en almindelig retssag. Jeg må finde nogle sikre folk, som vil hjælpe mig. Og Saulus gik til sine venner, som var lige så ivrige som han selv. Og han sagde: Vi skal have knækket Stefanus og det skal være hurtigt. Kan du ikke vidne og sige, at Stefanus har talt mod templet, vores helligdom." - " JO," sagde hans ven, " det er en god ide."

Så samlede Saulus flere af sine venner og de drog hen på torvet for at finde Stefanus. Saulus og hans flok var ikke i brune skjorter og pressede bukser og støvler, men de kunne have været det. Sådan var deres tanker i hvert fald. Vi skal have fat i Stefanus. De hadede ham. Og de var heldige. Netop den dag var Stefanus på torvet og prædikede. Saulus og hans flok trængte sig gennem folkeskaren og de greb fat i Stefanus og slæbte ham væk. Folk veg til side. De turde ikke gøre noget. De så bare på, mens Stefanus blev overmandet og slæbt væk. Og folk tænkte: Nu er det ude med ham. Han var ellers så god at høre på. Men vi tør ikke gøre noget, så bliver vi også fængslet.

Stefanus blev stillet for domstolen. Og mange vidner stod frem og de sagde alt det som de havde aftalt, så sagen så lysende klar ud. Stefanus var en spotter og bedrager. Og så skulle Stefanus vidne. Han stod rank og ærligheden og troen strålede fra hans ansigt, så dommerne næsten måtte se væk. Så tydeligt var det, at der intet ondt var hos den anklagede. Og Stefanus holdt en lang tale. Han talte om jødernes historie fra Abraham til Moses og profeterne.Og Stefanus viste med sin tale, at han var en god jøde, som kendte bibelen ud og ind. Men han sluttede sin tale sådan: I stivnakkede og uomskårne på hjertet. I sætter jer altid op imod Helligånden. Det gjorde jeres fædre og det gør I. I modtog loven men I har ikke holdt den."

De fine dommere og Saulus og hans flok blev rasende da de hørte de ord. De kunne jo godt høre, at Stefanus kunne hele bibelen fra Abraham til Moses og at han have god forstand. Men de kunne ikke tåle at blive dømt. For det var jo Stefanus, der nu dømte dem. Den anklagede vendte sagen på hovedet. Hvordan kunne han have den frækhed.

Da sagde Stefanus: Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side". Det var for meget for den fine lærde og kloge jøder, dommerne og Saulus. De var folkets øverste. Men de opførte sig nu, som vi indimellem ser fra folketingsdebatter i udlandet, i Japan og Sydamerika: hvis de er uenige om noget, kan de begynde slagsmål midt i folketingssalen, falde over hinanden og slå vildt. Dommerne ved domstolen og Saulus og hans venner, de holdt sig for ørerne og fór løs på Stefanus. Og de slæbte ham uden for byen og begyndte at stene ham. Enten havde de det så varmt, at de tog deres kapper af, for rigtig at kunne kaste. Eller også ville de vise, hvem der var deres anfører, i hvert fald står der, at de, som stenede Stefanus, de lagde deres kapper for fødderne af en ung mand, der hed Saulus.

Mens STenene haglede ned over Stefanus, så stod han og bad. Han holdt ikke sine hænder beskyttende over sit hoved, nej, han foldede sine hænder og bad: Herre Jesus, tilregn dem ikke denne synd. Og så døde Stefanus.

Jo, Saulus forældre havde ret, deres søn var blevet en stor anfører. Og han havde udrettet store ting for sit folk.

Dvs. sådan endte det ikke. Der skete noget endnu større for Saulus. Det vil jeg ikke fortælle om i dag. Men han mødte Jesus, en dag, pludselig i et strålende lys hørte Saulus en stemme, som sagde: Hvorfor forfølger du mig. Og det blev til en omvendelse for Saulus, som skiftede navn. Mon han nu ikke mere selv ville være konge, for han havde fundet den sande konge, nemlig Kristus. Saulus skiftede navn til Paulus.

Hvordan har Paulus haft det med sig selv. Vi kan ane det nogle steder i hans breve. Paulus kom jo til at kende Jesu ord, og han har også hørt det som som er prædiketekst i dag, at Jesus er kommet ikke for at bringe fred, men sværd. Jesus er kommet for at sætte splid mellem mennesker. Og det måtte Paulus sande, men samtidig måtte han bittert indrømme, at han indtil sin omvendelse havde været på den forkerte side, og han havde været det med stor ivrighed. Der var ingen undskyldninger for det han havde gjort. Paulus havde ikke taget imod de kristne udsendinge. Når Jesus i prædikestykket i dag siger: Den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn." ja, sådanne ord de måtte gå som stød gennem Paulus` hjerte. Han havde ikke givet kristne et glas vand eller hjulpet dem. Tværtimod havde han forfulgt og udslettet og dræbt kristne. Og hvad var hans løn så. Ja, det kunne kun være det hårdeste straf. Og dog.

Paulus skriver i sit første brev til Korint: Jeg så Jesus. Han viste sig for mig, der ellers var som et misfoster. For jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves. Jeg har arbejdet mere end nogen af de andre, dvs. det er ikke mig der har arbejdet, Men Guds nåde har været med mig.

Når Paulus så tilbage på sit liv, så må han have tænkt, at han var en djævel, før han blev kristen. Det var kun Guds fortjeneste, Guds nåde, som gjorde Paulus til kristen. Sådan er vi ikke kun lidt onde og det er ikke sådan, at Gud kun må hjælpe os lidt. Nej, Gud må vende os fra Satans magt, fra mørket. Vi kan ikke selv. Kun Gud kan gøre det, ved sin nåde, sin tilgivelse.

Sådan vil jeg prædike i dag. Vi kender jo os selv. Eller gør vi. Kender vi dybderne i vores indre og tør vi se ned i alt det onde, som vi kunne gøre. Vi kan være glade for at vi ikke har været i situationer, hvor det blev klart hvordan vi er. For det fleste af os ville nok mangle mod til at gøre som Stefanus. Vi må stå med bøjet hoved, når vi hører Jesu ord i dag, at vi ikke må fornægte ham og at vi ikke må elske vores familie mere end vi elsker Jesus. Men selv vi kan få tilgivelse. Det fik Paulus. Og det var Jesus selv der gav ham den. Da Jesus viste sig i et stort lys ved Paulus' omvendelse, da sagde Jesus: Jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til at vidne for alle folk, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse.

Det er derfor vi skal holde os til Jesus, som vores gode herre og konge, fordi han er fuld af nåde og tilgivelse mod os syndere. I den forstand må vi ikke fornægte Jesus, for så er det ude med os, så er vi fortabt i vores synder, i vores ondskab. Men når vi lytter til Jesus og bevarer hans ord i vores hjerter, så ser vi himlen åben, vi ser en herlighed, som overstråler al ondskab, selv den, som Paulus havde gjort, da han forfulgte kristne. Vi ser ind i Guds himmelske nåde.

Tryk her tilbage til forside

Siden er opdateret den 171297
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email