Det er jo nemt nok at svare rigtigt på et nemt spørgsmål. Og så er
det lige meget om programmet hedder Jeopardy eller Lykkehjul
eller noget helt tredje. Når vi sidder hjemme i sofaen og følger
med, er det rigtige svar så indlysende enkelt - hvad enten det
handler om popmusik eller forbrugerlovgivning.

Det er noget helt andet, hvis det virkelig var os, der var på. Så
ville vi garanteret blive grebet lige så meget af øh'er på stemmen,
klamme hænder og sorte klapper, der rasler ned - som dem, vi
sidder og ser dumme sig på skærmen.

Nej, der er i det hele taget ingen ende på, så mange færdige
svar, vi kan levere, når det ikke er rigtig virkelighed for os. Vi
deler rundhåndet ud af vores uforgribelige meninger og gode råd,
så længe vi ikke er direkte parter i en sag. 

Hvis det, vi skal svare på eller forholde os til, kommer os selv ved,
stiller sagen sig ganske anderledes. Så er det, vi overvejer for
eller imod, for så er det meget vigtigere for os at få givet det
rigtige svar.

I jødisk filosofi er det meget almindeligt med den slags
spørgsmål som farisæerne stiller Jesus.
Et teoretisk spørgsmål, der forventer et teoretisk svar, og begge
dele kan så derefter blive diskuteret og debatteret i alle detaljer.

Hvad det største bud i loven er , ja, det er indlysende budet om at
elske Gud og næsten. Det er sidste del af den jødiske
trosbekendelse, hvor den første del lyder Hør, Israel, Herren din
Gud, Herren er én.

Den jødiske trosbekendelse hørte og hører stadig med til de
bønner, en jødisk mand skal sige hver dag, så vi må forestille os,
at både de, der stillede spørgsmålet til Jesus og alle dem, der
stod og hørte på det, kendte det rigtige svar i en grad, at det var
lige ved at hoppe ud af munden på dem, før Jesus nåede at
svare.

Men der forlyder ikke noget om, at nogen af dem var interesseret
i at vide, hvad det i grunden ville sige at elske Herren deres Gud
af hjerte, sjæl og sind og deres næste som sig selv. Det store
bud var skrumpet til død, kollektiv udenadlært viden. Sådan er det
rigtige svar bare. Blir der spurgt sådan, jamen så er svaret bare...

Det er helt i den rabbinske spørgetradition, at Jesus derefter
stiller dem et modspørgsmål. Det handler tilsyneladenede slet
ikke om det samme - og så alligevel. Hvis søn Messias eller
Kristus skulle være - så man på nogle af de gammeltestamentlige
forjættelser, var det klart, at Messias skulle være en efterkommer
af kong David. 
For kun en David-arving kunne med rette sætte dig på tronen i
Jerusalem, det sted, verden skulle regeres fra, når Messias kom
og Guds rige brød igennem med kraft.

Men så man på andre af forjættelserne, så det ud til, at den
kommende frelser eller præst eller konge skulle komme nærmest
ned fra himlen. Og man ventede på Enok eller Elias om hvem det
hed, at de ikke var døde, men taget bort af Gud.

Se, det her lyder også som en højtravende teologisk diskussion.
Men der sker åbenbart alligevel noget med diskussionen her. For
farisæerne har ikke noget færdigt svar. Og derefter står der, at de
ikke tør at sætte Jesus på den slags prøver igen. Det hænger
ikke sammen for dem, at Messias både kan være Davids søn og
Davids Herre.

Og sådan går det, når spørgsmålene eller udfordringen om man
vil, bliver personligt og vedkommende. Når det er en selv, der
skal svare, og man ikke kan skjule sig i en mængde tilskuere,
råbe det rigtige svar på sikker afstand.

Hvad mener I om Kristus? Det har altid været sådan i kirkens
historie, at det var lige præcis svaret på det spørgsmål her, der
betød noget. For jøderne sagde én ting: han var besat eller
forbryder, i hvert fald ikke den, han selv sagde, han var.

Muslimerne siger, at Jesus var en stor profet, men at Muhammed
er større. Og at tale om, at Jesus kunne være søn af Gud selv,
opfatter de som blasfemi. I de østlige religioner er Jesus Kristus
en from mand og stor guru på linje med Buddha eller hvem det nu
er.

I den kristne kirke bekender vi, at vi tror, at Jesus Kristus er Guds
søn. Guds eneste søn, og samtidig - som vi også siger det i
trosbekendelsen - undfanget af jomfru Maria. Vi forklarer sådan
set ikke, hvordan det kan gå til, at Jesus Kristus både kan være
Guds Søn og Marias søn - vi bekender blot, at sådan er det.

I kirken hører vi trosbekendelsen ved hver eneste gudstjeneste.
Hvad enten vi synger den sammen eller præsten siger den alene,
hedder det "Vi tror" - vi er altså fælles om det. Og måske er det
muligt at gemme sig en en flok, der enstemmigt synger
trosbekendelsen. Så den bare bliver tomme ord uden indhold,
udenadlært lektie.

Men en gang imellem spørger vi også direkte og personligt
mennesker om, hvad de mener om Kristus. Inden dåben spørger
vi barnet: tror du, og vil du døbes på denne tro. Ikke som et oplæg
til diskussion eller som et spørgsmål i en quiz, men som det
spørgsmål, alt videre liv afhænger af.

Så er der nogen, der føler sig gået for nær, for hvem kan svare af
hjertet ja til at tro sådan nogle underlige ting. Der er nogen, der
mener, at vi slet ikke skulle døbe små børn og lade den, der
bærer, svare ja for barnet. 

Vi døber ind et fælleskab, ind i en menighed. Vi døber til et liv i
fællesskab med alle andre døbte. Det er helt utænkeligt med en
privat kristendom, der afskærer forbindelsen til resten af dét
fællesskab.

Men vi massedøber ikke. Vi spørger hver enkelt, inden vi døber.
For troen er altid en personlig sag. Ved bryllupper spørger vi jo
heller ikke manden, om han vil giftes med en eller anden kvinde.
Vi spørger konkret: Vil du giftes med hende her, der står ved
siden af dig.

Men hvad er den rigtige mening så, hvad er det, vi skal tro - og
hvordan gør vi det?

At tro er at sige ja tak til Guds gave. Ikke at finde på et godt svar,
ikke at snakke udenom, men simpelthen at sige ja tak. 
Gud har givet os mange gaver, vi må sige ham tak for. Men den
størset gave var, at han sendte sin Søn til vores verden for at
besejre synden og døden for vores skyld. 

Den gave får dåbsbarnet tilbudt med ordene "tror du". Dåben er
begyndelsen på et nyt liv, hvor vi vokser med Kristus, vokser
sammen og vokser sammen med ham. Når vi så spørger, vil du
døbes på denne tro, svares der ja. Ja tak til Guds gave.

Og når trosbekendelsen lyder ved hver eneste gudstjeneste,
uanset om der lige i dag er nogen, der skal døbes, så er det for
at minde os, der allerede er døbt, om, at vi må sige ja tak til den
gave hver eneste dag. For det er ikke Gud, der spørger forkert
eller underligt eller afsporer diskussionen. Det, der mangler, er
bare vores svar.

Guds kærlighed blir rakt til os, han spørger, om vi vil ha den. Hvad
skal vi da svare andet end tak.
Amen.