Sidste søndag i Kirkeåret (I) – Matthæus 25,31-46

I.
Noget af det mest mærkværdige ved denne lignelsesfortælling af Jesus - én
af hans mest kendte - er at den ingen steder taler om tro. Den handler om
den sidste og afgørende dom over os mennesker. Men ikke et eneste sted
kommer det ind som en præmis - som en forudsætning - for den dom der
bliver afsagt, at vi tror. 

Det er derimod det, som vi har gjort - eller ikke har gjort - der i lignelsen er
det afgørende for, om vi kommer til at stå på den ene eller den anden side
af ham - på dommens dag. Det er foruroligende!

For en gerning kan ses - og den kan mærkes. Det kan troen ikke - i hvert
fald ikke umiddelbart. Vore handlinger overfor andre mennesker kan ikke
skjules. Vor svigten overfor andre, hvor vi skulle være trådt til, kan vi heller
ikke løbe fra. Vore gerninger, vore handlinger, er så afslørende. Vore hand-
linger kan vi aldrig snakke os fra.

Tro lever mere i det usynlige. Jo - troens ytringer er selvfølgelig til dels
synlige. Vi kan se, om et menneske går i kirke, synger salmer, bekender sig
selv som én der tror. Men vi møder også ikke sjældent dem, der siger, hvis
man spørger til deres tro: ’Ja, jeg har nu min egen tro!’ og så er det jo svært
at komme længere. For kan den andens måde at tro på da ikke være lige så
god og lige så rigtig som min? Vi kan i hvert fald vanskeligt afgøre, om en
andens tro er der, eller om den ikke er der.

Men vore gerninger er indiskutable. Enten er de der, eller også er de der
ikke. Vi kan ikke dække os bag forklaringer. Vi kan selvfølgelig benytte os
af undskyldninger for, hvorfor vi ikke gjorde det eller det, men gerningerne i
sig selv er afslørende.

Derfor nytter det heller ikke det fjerneste, når de som i Jesu lignelse står på
den venstre side, prøver at undskylde sig med at sige: ’Hvornår så vi dig
sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at
vi hjalp dig?’ For svaret er ganske enkelt: ’Alt hvad I ikke har gjort mod en
af disse mindste, det har I heller ikke gjort mig!’ De har ingenting at dække
sig bag. De vidste udmærket godt, at de havde vendt den anden side til,
hver gang et menneske i nød havde brug for dem.
II.
Men hvad vi måske vil finde uretfærdigt er, at de som stod på kongens ven-
stre side fik den besked, at de kunne gå bort til den evige straf - uden at de
var klar over, at disse nødstedte mennesker repræsenterede Jesus selv.
Hvor-fra kunne de i grunden vide, at deres vilkårlige og skødesløse omgang
med andre mennesker havde så vidtrækkende perspektiver, at det i
virkeligheden afskar dem fra Guds evige velsignelse? Havde de vidst det,
havde de sikkert tænkt sig lidt bedre om, hver gang de bare gik forbi en
nøgen, er sulten, en fattig, en fremmed, en syg eller hvem det nu var, uden at
røre en finger.

På samme måde med dem på den anden side. Vidste de i det hele taget, at
hver gang de brugte bare lidt af deres tid og kræfter på at hjælpe et nødli-
dende menneske, da var det i virkeligheden Jesus, de gjorde det imod?
Næ, det vidste de givetvis ikke. Men de gjorde det bare alligevel, fordi
deres medmenneske havde brug for dem. Derfor gjorde de det!

Der er altså ikke noget fordækt i det, Jesus fortæller. Der er ikke noget
skjult, som vi burde have vidst. Livet har ikke nogen skjult dagsorden, som
vi skal gætte os til, eller som kan komme bag på os. Der er ikke en
facitliste, vi ikke må kigge i. Livet er som det er. Livet er som det leves af
os, og det har nogle konsekvenser, hvordan vi lever det. Vi kan ikke
dække os ind un-der, at vi har vor egen private tro, og den er der ingen,
der skal blande sig i.

III.
Men i disse mindste brødre og søstre manifesterer Gud sig. I dem viser Je-
sus sit ansigt for os.-- Tanken er voldsom stærk! Hver gang jeg ser et andet
menneske, ser jeg Gud. Den som aldrig har set mennesket bagved
masken,- den som aldrig har set behovet for hjælp eller trøst bagved det
der frastøder os ved den anden,- den som aldrig har set Jesus Kristus i sin
søster eller bror, er ikke et virkeligt menneske.

Og fortabelsen - som denne fortælling taler så stærkt om - er at vi kan leve
dette korte liv – og miste det! Vi bliver født til at være mennesker, som le-
vende kød og blod, sjæl og ånd. Men bliver mere og mere robotter. Vi
fødes med et menneskeligt ansigt, let til smil, latter og til gråd, med behov
for ømhed og godhed, og forstener mere og mere, som livet leves. På den
yder-ste dag bliver vi spurgt af Gud: Har du set mig? Da bliver det
katastrofalt om vi kun kan svare: Jeg så aldrig Gud! Jeg kunne aldrig se et
menneske i øjnene. 
De gerninger, som Jesus nævner som så afgørende, er ikke vanskelige. De
kræver ikke som så meget andet i livet en specialistviden, mange års
træning eller erfaring eller en lang uddannelse. Der står ikke: jeg var syg og I
gav mig den korrekte behandling eller pleje. Men: I så til mig. - Der står
ikke: Jeg var fremmed, og I hjalp mig igennem de komplicerede
samfundssyste-mer. Men: I tog jer af mig. - Jeg var sulten og tørstig, og I
fandt til den rigti-ge ernæringsrigtige kost til mig. Men: I gav mig at spise.
Og noget at drikke.

Det handler ikke om professionel indsats - men om at du og jeg tør se et
andet menneske i øjnene. Det er gerninger, som ethvert barn kan gøre, og
gør det! - måske langt mere villigt og mindre modstræbende end os.

IV.
Men hvor bliver troen så af? Troen som vi anser for det vigtigste i kristen-
dommen? Troen? Trosbekendelsen? Alle troens ytringer: bøn, gudstjeneste,
nadver, menighedens fællesskab? Betyder den slet ikke noget?

Den er der i det alt sammen. Men troen er aldrig bestemte meninger eller
opfattelser. Troen på Jesus Kristus - for vi kommer ikke uden om, at det er
den det drejer sig om - har at gøre med ”at være tro”. At se ham i øjnene
med alt det, som mit liv nu engang er. At se ham i øjnene når han møder os i
den sultne, den tørstige, den fremmede, den nøgne, den syge og den fængs-
lede, og dér opdage at jeg selv er et sårbart og skrøbeligt menneske, men
dér også opdage en nåde, en barmhjertighed, en kærlighed, som er Jesu
Kristi egen nåde.

For ingen kan gøre de ting, som Jesus nævner, uden selv at have set, at livet
er nåde. Ingen kan udrette disse enkle ting over for andre, hvis ikke man
selv har en glæde og en taknemmelighed i sig, som skal deles videre.

Og derfor peger alting også i dag på denne sidste søndag i kirkeåret hen på
Gud, som har givet os livet,- på Jesus Kristus som blev vores broder og tog
sig af os sårbare og skrøbelige.   Amen.

Salmer: 8 – 854 – 488 v.2+7 – 233 / 586 – 365 – 863 – 395

Risskov Kirke, søndag den 21. november 1999