Prædiken til 4.s.i advent - 21/12-97 
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekst: Johannesevangeliet 3,25-36
Salmer: 71 - 54 - 59 / 314 - 365,1 - 432 - 62
-----
Man rejser sig ikke mere op for gamle koner eller gravide kvinder i bus eller tog. Hvorfor i
al verden skulle man det. Vi har jo ligestilling. Ligestilling mellem mænd og kvinder, mellem
voksne og børn.
I 70-erne husker jeg så tydeligt, at jeg syntes, at der ikke var grund til, at nogen holdt døren
for mig, og i hvert fald ikke en mand. Jeg kunne selv.
Vi siger heller ikke De til ret mange mere. Plejehjemsbeboere bliver kaldt ved fornavn og
DU.
Ligestilling har været ledeordet siden. Ligestilling er også en kristent begreb. Der er ikke
forskel på nogen, heller ikke mand og kvinde. Sådan står der i Bibelen. Og det har vi taget
til os i en sådan grad, så man kan blive kaldt reaktionær og højrøvet, hvis man vil sætte en
grænse for ligestilling. Men ligestilling i bibelsk og kristen forstand er kun en ligestilling
mellem mennesker overfor Gud. Ikke mellem Gud og mennesker imellem. Dér sætter Gud
grænsen.
Ligestillingsbegrebet har bemægtiget vore sjæle så meget, at også Gud er forsvundet for
mange mennesker. Det anses for nedværdigende at skulle leve under en højere autoritet end
sig selv.
Og ganske langsomt har den nye åndelighed sneget sig ind i i hvert fald i den vestlige
menneskehed, at vi kan klare ærterne selv. Vi er lige så gode som Gud til at forvalte vort
eget liv. Og netop vort eget liv. Det er det, det drejer sig om. Og der kan være meget lidt
plads til andre, det skulle da lige være den nære familie og nogle få venner.
Nej, ingen skal bøje sig i støvet for nogen. Vi vil selv stjæle billedet. Vi vil selv på forsiden
af Søndags BT, som Eddie Skoller synger en sang om.
At menneskesyn og samfundssyn langsomt vil ændre sig, kan der ikke være tvivl om.
Spørgsmålet er så, om det er det, vi egentlig ønsker. Ønsker vi at være os selv, nok, eller
ønsker vi at dele livet med hinanden, forpligte os på hinanden i troen på, at der er en tredje
instans, som giver os det ansvar: Du skal elske din næste som dig selv, og dermed lade din
næste komme i første række i forholdet til dig selv.
Når vi i dag hører om Johannes døberen, må han synes at være en kæmpe idiot i manges
øjne. Herre Gud! - troede han ikke mere om sig selv end blot det at være forløber for en,
der er større end ham selv. Det er der da ingen, der kan være.
Men sandt at sige så er det det, vi hører om Johannes.
Han kalder sig selv for brudgommens ven, der skal hente og føre bruden til brudgommen.
Som den gamle bryllupstradition handler om, skal én være brudeføreren, som skal
tilrettelægge bryllupsfesten. Og når bruden og brudgommen er forenet, er vennen færdig
med sin opgave. Så er han så at sige helt ude af billedet. 
Johannes ved, at efter Guds søns komme og hans dåb ved Johannes i Jordanfloden, skal
han trække sig tilbage. Kristus skal blive større, jeg skal blive mindre, siger han. Johannes
skal ikke længere stjæle billedet, for jeg er ikke Kristus, siger han.
Med Johannes Døber, Skt.Hans, som han også kaldes, indvarsles en ny tid i
menneskehedens historie. Og når den nye tid, nådens tid, er kommet, er Johannes' virke
forbi. Så træder han til side, bøjer sig i støvet for verdens frelser, julens konge.
Han bruger selv et bryllupsbillede om den nye tid, som er glædens, tilgivelsens og festens
tid.. Brudgommen er i Johannes' billede Kristus. Bruden, som Johannes skal føre til Kristus
er menigheden, folket, som tror på Kristus som Guds søn.
Kristus kommer fra Gud til mennesket, fordi mennesket vil tilbede sig selv og ikke Gud.
Derfor kommer Kristus for at forene Gud med mennesket, så mennesket igen af hjertet vil
tilbede og lovprise Gud og give ham æren.
Nu er Kristus kommet og Johannes Døbers gerning forlængst til ende. Nu er det december
måned, hvor meget er anderledes end i alle andre måneder af året. Der er et underligt røre
blandt mennesker i denne tid. Og spørger man, hvad det betyder, vil alle svare: Det er snart
jul. Mange har travlt med juleforberedelser. Mange af os farter forvildet omkring for at finde
netop den gave, som lille Kristoffer ønsker sig, men som allerede er udsolgt, og vi må finde
på noget andet. Og det hele bliver så hektisk. Og småkagerne skal bages, og hvis det ikke
nås, er det også lige meget, adventskransen er tørret helt ind og blevet grå, og dobbelt så
mange som sidste år bliver ekstra urolige over, at de ikke har råd til lidt ekstra julegodter at
forsøde juleaften med.
Midt i alle juleforberedelserne, og dem, der ikke er der, midt i julekalender med Pyrus og
de andre nisser, i julekortskrivningen til dem, man ikke har set i årets løb, da lyder
adventsrøsten til os, som er samlet til kirke her, røsten fra Johannes: Jeg er ikke Kristus.
Når vi det? Når vi det, inden det er for sent, inden det sidste lys på juletræet er slukket, og
den sidste gave pakket op, når vi det midt i alle vore bekymringer om at fejre jul, - når vi at
træde til side, bøje os i julestøvet for at give julens konge plads i vor sjæl og hjerte. 
Vi har holdt julekoncert, vi har sunget julen ind og skal have juleoptakt i eftermiddag. Alt
dette er ikke Kristus. Men det kan være som en røst, der skal berede vejen for ham, der
skal komme.
Når vi at træde til side med alle vore juleforberedelser og lade Guds ord tage bolig iblandt
os. Når vi at høre ordet om, at Kristus er kommet til menneskene, ham, som Johannes
peger på og siger: Se Guds Lam, som bærer verdens synd, og derfor er med os alle dage
indtil verden ende. 
Nu er det sidste adventssøndag på årets mørkeste dag. Midt i vort mørke - det ydre og
indre - griber Gud vore hænder, tager os til sit hjerte, tænder et håb om glæde og fred,
kommer os i møde i barnet i krybben og i manden på korset. Mon der er plads til ham, som
er Guds kærlighed til os, er der plads til ham i vort eget herberg eller sender vi ham på
asylcenter, er der plads i vort liv, i vor sjæl og vort hjerte, eller er vi med i koret, som råber:
Ligestilling mellem Gud og mennesker. 
Er der plads til ham, lader vi ham stjæle billedet, vil julens forventning og glæde ikke være
spildt for nogen af os!