3. søndag i advent 1999.

NT-læsning: 2. kor. 4,5-10
Evangelium: Luk. 1,67-80
Salmer: DDS 73, 23 - 61, (75), 74.

Prædiken:

Det er sjældent, at vi læser et af evangelierne igennem fra begyndelse og til slutning. 
I stedet hører vi de brudstykker, som er valgt som læsninger til gudstjenesten - lidt fra det ene
og lidt fra det andet af de
bibelske skrifter.
Så når vi nok vidt omkring, men prisen er, at vort indtryk af bibelens budskab let bliver
fragmentarisk, så vi f.eks. mister lidt af
den sammenhæng mellem forventning og opfyldelse, som er adventstidens mest fremtrædende
tema.

For at imødekomme dette, vil jeg i dag indlede med den del af historien, som Lukas lader
være optakt til juleevangeliet.
For det er netop beretningen om forventning - eller rettere; 
det er historien om opfyldte forventninger. 

Den første, Lukas fortæller om, er Johannes Døber.
Det vil dog sige; Lukas træder endnu et skridt tilbage, 
idet han fortæller om Faderen Zakarias, der var præst ved templet i Jerusalem, og moderen
Elisabeth. 
En dag, da Zakarias forretter tjeneste i templet, viser en engel sig for ham og fortæller, at hans
bøn er blevet hørt.
Han skal få en søn, som han skal kalde Johannes.
Han vil blive ham til fryd og glæde, og han skal blive stor for Gud, for han skal føre mange af
folket tilbage til Gud.
Zakarias tror ikke englen, men den giver ham da det tegn, 
at han fra nu af ikke skal kunne sige et eneste ord, før det, som han er lovet, er blevet til
virkelighed.

Denne lille episode er genlyd af en anden fortælling, nemlig den om Abraham og Sarah fra 1.
Mosebog. Også de var langt
oppe i årerne og barnløse, da de får løftet om en søn. 
Men hvor det dengang var Abraham, der troede, og Sarah, der lå ad dén vittighed, der er det
her, Zakarias, som tvivler.

Så springer vi et helt andet sted hen, til Nazareth, 
hvor Lukas beretter om englen Gabriels besøg hos Maria.
Englen fortæller som bekendt, at hun skal føde en søn, 
som hun skal give navnet Jesus. 
Han skal kaldes “Den højestes Søn”, han skal arve Davids trone og være konge over Jacobs
Hus til evig tid.
Og til forskel fra Zakarias, svarer Maria uden tøven; 
“Lad det ske mig efter dit ord”.

Endelig lader Lukas også de to nye mødre, Elizabeth og Maria møde hinanden, og da det sker
springer forstret i Elizabeths liv
som tegn på, at han genkender Jesus.
Og dermed er scenen så endelig sat for den sang, den gamle Zakarias bryder ud i, da
Elisabeth føder deres Søn, 
og hans lange ventetid dermed er omme.
For da drengen er født, går det, som englen havde sagt.
Hans tavshed bliver brudt og han bryder ud i sang. 
Han synger af glæde og af jubel, sådan som man kan synge, når det, man længe har ventet på,
går i opfyldelse.
Zakarias synger en sang, der tolker og forklarer, 
hvad det er, der nu er ved at ske:
“Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk”.

Sangen er først og fremmest en tak til Gud, fordi han nu virkeliggør det løfte, han havde givet
til Abraham.
Men der sker tillige det mærkelige, som kun kan ske i en sang, at alle perspektiver og tider
smelter sammen.
Zakarias synger jo her om alt det, der er ved at ske, 
som om det allerede var sket:
“Gud har besøgt og forløst sit folk”.
“Gud har oprejst en frelser i Davids Hus” .

Ja, Gud er begyndt at opfylde sine løfter. 
Og selvom den søn, Zakarias har fået givet, kun skal spille en indledende og foreløbig rolle, så
er Zakarias dog sikker på, at
det er begyndelsen på opfyldelsen af folkets håb.
Han takker derfor Gud for det, som om det allerede var sket.
Her er ingen ængstelse for fiasko.
Her er ingen beregning af risikoen for at det vil mislykkes.
Her er derimod en fast og urokket tro på, 
at når Guds handler til menneskers frelse, så sker det.

Og skal der absolut hentes begrundelse for denne tro, 
hentes den fra fortiden, fra Abrahams eksempel. 
Den Abraham, som Gud lovede et land og et folk.
Og han troede Gud, og han fik, hvad Gud havde lovet.
Men til Guds løfte hørte også, at der fra hans slægt skulle fremstå en, som ville blive til
velsignelse for alle folk - og det er dette
løfte, Zakarias i troen er så vis på, er ved at ske.

Som følge af denne vished bryder Zakarias sang nu fra takken til Gud ud i det billedsprog,
som om noget rammer vor advents-
og julefejring, her i det kolde og mørke nord.
For Zakarias takker til sidst Gud for hans barmhjertighed, der som “solopgange fra det
høje........... lyser over dem, der sidder i
mørke og dødens skygge”.

Har vi svært ved at forholde os til den forventning, 
som er indbygget i den bibelske fortælling fra syndefald til Jesu fødsel, så ved vi dog alle, hvad
det vil sige, 
når lyset skinner i mørket.
I denne erfaring af det fundamentale livsdrama for os mennesker, griber vi ud efter ledetråden i
den bibelske tale om den nye
begyndelse mellem Gud og mennesker.

Uvilkårligt fornemmer vi, at lyset er det primære, 
det første og det gode, som er alle tings begyndelse.
Lige så naturligt føler vi, at det uigennemtrængelige mørke er lysets modsætning og fjende.
Og ligesom årets gang bevæger sig fra sommer til vinter,  fra lys til mørke, sådan forventer vi
på, at bevægelsen vil vende, så
mørket trænges tilbage og lyset kommer igen - 
helst, at det engang vil komme for aldrig mere at forsvinde.

Zakarias sætter således ord på denne erfaring og den almenmenneskelige forventning, der er
knyttet til samspillet mellem lys og
mørke.
Zakarias sætter tillige denne forventning ind i historien, både Israels og vores historie, så
perspektivet over det, der er ved at
ske, kan blive så tydeligt, som overhovedet muligt.
Og frem for alt viser Zakarias med sit eksempel, 
at ingen behøver at frygte det, der nu er ved at ske.
Hans forventning til fremtiden er lys, tryg og glædelig.

På spørgsmålet, som vi indledte med:
“Hvorledes skal jeg møde, og favne dig min skat.
Du skønne morgenrøde, mod al min jammers nat”,
peger Zakarias ikke på ængstelsen for fremtiden og angsten for det ukendte, som den bringer.
Zakarias holder derimod fast ved, hvem, det er, der har fremtiden i sine hænder.

For det er nemlig ikke os, det er heller ikke vor ængstelse for det ukendte, det er ikke mørket,
det er ikke alt det, 
der uden tvivl kan og vil ske, som har magten.
Det er Gud, som i begyndelsen skabte lyset og satte os ind under løftet om altid at være hos
Ham. 
Og da mørket kom ind i verden, da menneskers virkelighed blev fordunklet, bevarede Gud
både sin agt og sin magt; 
at vi altid skulle leve i lyset af hans kærlighed.
Intet har siden kunnet ændre denne hensigt.
Og intet vil nogensinde hindre den i at blive opfyldt.

Og derfor er Zakarias, den gamle præst i Jerusalems tempel, 
så vis på fremtiden, at han med sit barn i favnen kan takke, og synge sin sejrsikre om Guds
storhed og trofasthed.
For har Gud magten, skal han også have æren.
Har han hidtil opfyldt den forventning, 
som vi kan have til Ham, vil han også gøre det igen.

Derfor lyder det også til hver og en af os: 
“Du skal ej heller klage, / at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage / dig ud af jammers vrå;
han kommer selv, han kommer / at dæmpe al din ve,
og gør en liflig sommer / af al din trængsels sne”.

Amen.