Hvis du har kommentarer så skriv hertil












1. Juledag 1999



GT-læsning: 1. Mos. 1, 1-5

Epistellæsning: 1. Johs. 4,7-11

Evangelium: Johs. 1,1-14

Salmer: DDS 81, 83, 89 - 93, 75 og 82



Prædiken:



I denne jul, hvor vi læser evangeliet efter 2. tekstrække, bliver julens budskab forkyndt på to

vidt forskellige måder.

Fra Lukas har vi hørt den uforlignelige fortælling om Josef og Marias lange vandring til

Betlehem, deres kvaler med at finde et sted at være for natten og om barnets fødsel - det barn,

der blev født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe.

Og vi hørte, hvordan denne begivenhed, der skete så skjult og upåagtet, dog blev kendt af

hyrderne på marken, da den blev forkyndt og lovsunget af et himmelsk englekor.



I dag hører vi så evangelisten Johannes dybsindige og reflekterende meditation over “Ordet”.

Et digt næsten uden personer - hvis vi da ser bort fra Johannes Døber - men spækket med

ord, billeder og begreber, der på en helt anden måde forsøger at tolke, hvad julen med Jesu

fødsel betyder.



Hvor Lukas enkelt og ligefremt fortæller om det, der “skete i de dage”, da Kejser Augustus

ville tælle alle i sit rige, der trækker Johannes og her ned bag alle de ydre begivenheder, ned i

dybet og fylden af Guds komme til mennesker.



De to beretninger er forskellige af form, og taler måske også til forskellige mennesker - alt efter

hvad vi hver især formår at tage imod.

Men indholdet er det samme - forkyndelsen er den samme;

På hver deres måde forkynder og forundres de to udgaver af juleevangeliet over det

forunderlige, at Gud ikke blev i sin fjerne og ensomme himmel, men kom til os og blev som os.



Hvem kan lytte til Johannesevangeliets indledning uden at blive grebet af forundring over det

vældige perspektiv, han sætter juleevangeliet ind i?

Hvem kan lade være med at spørge sig selv, om dette virkeligt er sandt? 

Den kristne kirke og menighed har aldrig været i tvivl.

Gang på gang er den vendt tilbage til disse ord og har med dem bekendt, at vi her står overfor

det inderste og dybeste mysterium i hele den kristne tro. 

For med denne begivenhed begynder noget afgørende og på sin vis endnu ikke afsluttet, noget,

der omfatter alle og derfor naturligvis må inddrage os, der atter og atter lytter til de gådefulde,

men livsalige ord.

Når evangelisten derfor skal begynde sit evangelieskrift, kan han ikke nøjes med den

begyndelse, der skete julenat.

Nej, Johannes tænker langt videre - og dybere! 

“I begyndelsen”, skriver han, “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var

Gud”. 

Nu er det ikke så let at vise jer min alterbog, men I kan jo selv slå det op i salmebogen, og så

vil i se, hvordan dette gentagne “Ordet”, hele vejen igennem er skrevet med stort. 

Johannes tænker nemlig ikke blot på Guds ord, når han taler og byder, men han tænker både

på det og på det ord, som er blevet menneske - Ordet, Jesus Kristus, Guds Ord til os.



Samtidig er ordene “I begyndelsen” et fjernt ekko af den første begyndelse, hvor Gud sagde;

“Der blive lys!” 

- og straks blev der lys over hele den endnu uskabte verden.

Indtil da var verden kun en tanke uden form og farve.

Men da Gud bød lyset bryde frem, skabte han forudsætningen for alt liv. 

Lyset sætter skel og gør forskel. Uden lys ville intet kunne eksistere ud over tomhed, mørke og

kaos. 

Og netop denne første begyndelse tænker Johannes med, når han atter lader Guds skaberord

lyde og blive til kød, til et menneske med form, tyngde og farve.

For ligesom det første lys skabte forudsætningen for liv og glæde, sådan lyder hans skaberord

nu igen, og markere dermed optakten til en ny, lys og glædelig begyndelse for alle mennesker.

Ordet, som var fra begyndelsen, og som var ét med Gud selv, blev nu menneske og tog bolig

blandt os, så mørket omkring os kan blive trængt tilbage.

Så vi nu kan se forskellen på lys og mørke, sorg og glæde, liv og død - ja, ikke blot se, men

virkeligt mærke og få mulighed for at leve liv i denne nye klarhed.  



Guds Ord blev menneske. 

Gud gjorde sig udsat og sårbar for mørket og døden.

Hvor det første skaberord, der bragte lyset ind i verden, 

er udtryk for Guds storhed og majestæt, der udtrykker dette andet skaberord det stik

modsatte; hans selvvalgte begrænsning og ydmygelse.



Her sker underet - underet over alle undere, at den største bliver som den mindste - Gud bliver

menneske.

Og det skal faktisk tages helt bogstaveligt:

Det betyder ikke, at Gud blev som os, når vi er bedst. 

Han blev ikke menneske i vor største herlighed og triumf, men han blev som os i vor dybeste

elendighed og smerte. 

Han gik helt ind i menneskers verden, også dér, ja, også lige netop dér, hvor den er allermest

forfærdende og grusom.



For “han kom til sit eget”, skriver Johannes, “men hans egne tog ikke imod ham”. 



Mennesker kunne ikke bære hans ubetingede solidaritet og kærlighed, så de vendte ryggen til

ham og kastede ham ud i den største ensomhed et menneske kan møde; afvisningen og

forladtheden af alle - og til sidst også følelsen af at være forladt af Gud selv.

Skønt han altså var ét med Gud, var ét med lysets og livets ophav, måtte han pga. sin dybe

kærlighed til mennesker se sig forvist til mørket i døden.



Denne forkyndelse kaldes et evangelium for alle mennesker dvs. et glædeligt budskab for

ethvert menneske på jorden. 

Alligevel er det ikke let at tage imod.

For dybest set er det jo en forargende og provokerende påstand, der til alle tider har sat et

dybt skel mellem den kristne tro og enhver anden form for religiøsitet.

Her sker jo det stik modsatte af, hvad mennesker til alle tider har sat op som den endelige

løsning på livets smerte og lidelse.



Hvor mennesker i årtusinder har drømt om veje væk fra det smertefulde jordiske liv og alle

dets bekymringer, der går Gud her den modsatte vej.

Hvor mennesker på alle mulige måder - gennem ritualer, hellige handlinger og gode gerninger -

har forsøgt at bygge et tårn op i himlen, der bevæger Gud sig den modsatte vej.

Gud gør sig til ét med den verden, vi lever i.

Gud bøjer sig ned over mennesket.

Gud kommer os i møde og overgiver sig frivilligt, så at lyset, glæden og det himmelske liv i

Guds nærhed på den måde kan blive til virkelighed netop dér, hvor vi allerede er.

Det er nemlig her, hvor vi er, vi skal se Guds herlighed.

Det er i den  verden, hvor vi lever, at glæden og håbet skal næres og vokse.

Ikke skjult og isoleret, hverken i kirkens rum eller i den enkeltes lønkammer, men netop i

verden og midt i smerten!



Det er ganske enkelt dette budskab, som mange af vore salmedigtere forsøger at udtrykke, når

de lader det vrimle med engle i alle vore julesalmer.

For englene er - hvis vi skal tro Ingemann og Grundtvig  - som himmelske budbringere nok

allermest aktive i julen,  men dybest set har de aldrig siden forladt vor jord igen. 

For englenes fornemste opgave er netop at holde håbet og glæden levende, også når julen er

forbi, og når hverdagens hårde arbejde og besværligheder tager fat igen. 

Og det skal de, fordi det lys, der kom til jorden i Jesus, ikke siden har forladt os igen.



Johannes skriver, at “lyset skinner i mørket” - han bruger her udtrykkeligt nutidsform.

Enhver med lidt kendskab til fysik ved godt, at lyset kun kan skinne, så længe lyskilden er

tændt.  Slukker vi for kontakten, forsvinder lyset igen og mørket dækker straks hele stuen.

Sådan også med det lys, som i Jesus kom til jorden julenat. Dette lys er stadigt hos os, og selv

da det for en kort tid måtte helt ned i dødsrigets mørke, blev det ikke derned, men sprængte

derimod dets porte, sådan at der nu ikke længere er en plet i verden, hvor det ikke er trængt

ind. 



Men hvad så med den megen lidelse og død, som endnu er hos os?, spørger nogen så.

Hvad så med det mennesker, der ikke kan se, at livet er værd at leve til ende?

hvad med de, der kun kan se mørket og derfor kun længes efter døden for at få fred?

Er alle disse erfaringer da ikke en fundamental modsigelse af julens tale om lys og glæde?



Hertil må vi sige:

Nej, jorden blev ikke et himmerige, da Jesus blev født.

Hyrderne måtte tilbage til deres får og vogte dem mod de vilde dyr.

Selv blev Jesus 30 år efter offer for ondskabens kræfter.

Ikke desto mindre fik døden ikke det sidste ord over ham.

Det gjorde Gud, da han oprejse ham fra døden.

Da lød atter Guds skaberord, og lyset skinnede ned i dødsriget og gennemlyste både det og

alle de, der var der.

Gud tog der første ord og Gud tager det sidste Ord, 

når vi ikke længere kan sige noget.

For os her og nu er der da blot at sige tak - og amen!

  			
Siden er opdateret den 21 - 12 - 1999
Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
Mogens Agerbo Baungård, præst, email