<H5>Rebekka</H5> Hvis du har kommentarer så skriv hertil

 

     Kære Y og X. 

 

     Jeg vil læse to kapitler fra bibelen, som begge 

handler om kærligheden. Det første er fra Det nye 

Testamente, fra 1. Kor kap. 13. Paulus skriver: 

 

     Det andet kapitel fra bibelen, som er ligeså 

smukt og som handler om kærligheden er fra Det gamle 

Testamente, fra 1.  Mosebog kap 24.  Det er 

fortællingen om hvordan Rebekka og Isak fandt 

hinanden. Det var Abramham, som sagde til en af sine 

slaver: Rejs til det land, jeg kommer fra, og find 

en pige til min søn, Isak.  Og slaven spurgte: Hvad 

hvis pigen ikke vil følge mig til et land, så langt 

fra hendes hjem.  Og Abraham svarede: Gud vil sende 

en engel foran dig, så du kan tage en hustru med 

hjem til Isak. Så tog slaven ti af sin herres 

kameler og mange kostbare gaver og drog afsted. Og 

han ankom en aften og standsede uden for byen. Han 

lod sine kameler knæle ved brønden. Det var ved den 

tid, hvor kvinderne fra byen plejede at hente vand. 

Og han bad til Gud og sagde: Gud lad det lykkes for 

mig. Nu stiller jeg mig her ved brønden og når 

byfolkenes døtre kommer for at hente vand, så siger 

jeg til en pige: Må jeg bede om lidt at drikke, og 

hvis hun så siger: Drik kun, og jeg vil også give 

dine kameler at drikke, så lad det være hende, du 

har udset til Isaks hustru.  Sådan vil jeg kende, at 

du, Gud, har vist miskundhed. 

     Knap var han færdig med et bede, da kom 

Rebekka. Hun var sønnedatter af Abrahams bror. Hun 

var en meget smuk kvinde og var ikke forlovet endnu. 

Hun gik hen til brønden og fyldte sin krukke. Og nu 

udspandt der sig netop den samtale, som slaven havde 

forberedt, og Rebekka gav ikke kun ham at drikke men 

også alle hans kameler. Det stod han tavs og så på 

for at se om Gud havde ladet hans rejse lykkes. Og 

da kamelernes tørst var slukket, tog han to tunge 

guldarmbånd frem og satte på hendes arme. Og han 

sagde: Sig mig, hvis datter du er. Og han blev meget 

glad, da han hørte, at hun var i slægt med Abraham. 

Han bøjede sig ned og bad sådan til Gud: Lovet være 

Herren, som har vist miskundhed og trofasthed. Og 

slaven kom med Rebekka og overnattede i hendes 

forældres hus, og han fortalte dem om sit ærinde og 

hvordan Gud havde ført ham, og forældrene gav deres 

ja, men allerede næste dag sagde slaven: Lad mig nu 

rejse til Abraham sammen med Rebekka. Men Rebekkas 

bror og mor sagde: Lad dog pigen bliver hos os i 

nogen tid, en halvsnes dage eller så, så kan I 

rejse.  Men slaven ville gerne afsted og da spurgte 

de pigen selv: Vil du drage med denne mand. Og hun 

svarede: Ja, jeg vil. Og så rejste de. 

     Men Isak var gået ud til ørkenen. Og det var 

ved aftenstid, da han var ude på marken for at bede, 

da så han op og fik øje på nogle kameler, der 

nærmedes sig. Rebekka havde også fået øje på Isak, 

og hun lod sig glide ned af kamelen, og spurgte 

slaven: Hvem er den mand, som kommer os i møde på 

marken. Slaven svarede: Det er Isak.  Og slaven 

fortalte Isak, hvordan Gud havde ført ham på hans 

rejse og ladet det hele lykkes, og Isak tog Rebekka 

til hustru og fik hende kær. 

     Sådan er historien om Rebekka og Isak, og når 

jeg har fortalt den så udførligt, så er det fordi 

også kristne ægtepar kan genkende meget i den.  Mon 

ikke også I, kære Y og X, før I fandt 

hinanden, bad til Gud om at han ville føre jer til 

den rette og at han ville lade det lykkes for jer. 

Og da I fandt hinanden, så følte I det som en engel 

havde vist jer vejen og I takkede Gud for hans 
trofasthed og miskundhed. 

     Der er selvfølgelig den forskel mellem Abrahams 

tid og vores, at kærester nu om dage selv finder 

hinanden og vælger hinanden, men et kristent ægtepar 

vil også kunne finde mange tegn på, at netop de to 

er udvalgt til at være sammen, at det er Guds 

mening, at de skal være hinandens medhjælp, sådan 

som der står i bryllupsritualet.  Det ord medhjælp 

betyder nemlig en udmærkelse, en udvælgelse. Ordet 

stammer fra dengang, hvor Gud så, at Adam ikke havde 

det godt ved at være ene og derfor skabte Gud en 

medhjælp til ham.  Det er ikke et nedsættende ord: 

medhjælp. I Det gamle testamente bruges det mange 

steder og da er det om Gud, f.eks. i salme 33: Vi 

vil vente på Gud.  Han er vor hjælp og vort skjold. 

I den forstand gælder det både om manden og kvinden, 

at de står ansigt til ansigt med deres hjælp og 

redning.  Og det er en hjælp, som Gud har givet. 

Gud har givet jer til hinanden som et skjold mod 

ensomhed.  Gud har gjort det, for at livet skal 

lykkes for jer.  Det er Guds beslutning og hensigt, 

at I skal være hinandens støtte og medhjælp. 

     Der ligger også noget helt praktisk i ordet 

medhjælp, og mon ikke vi alle, hvad enten vi er mænd 

eller kvinder, kan se et smukt forbillede i Rebekka. 

Hun er så god en pige. Hun er omsorgsfuld og har 

praktisk sans. Hun bliver bedt om et glas vand, men 

så spørger hun straks: Hvad med kamelerne, skal jeg 

ikke også give dem at drikke.  I bryllupsritualet 

står det sådan: Bær hinandens byrder. Rebekka viser 

i praksis, hvad det vil sige. Det er ikke under 

protest og med modvilje, at et ægtepar skal hjælpe 

hinanden. Nej, det er ud fra et kærligt sind, hvor 

man ikke kun indskrænker sig til det nødvendige, og 

kun gør, hvad man bliver bedt om, men hvor man glad 

og gerne gør mere end det. Og det gælder både i de 

små, dagligdags banale gøremål og i de store 

afgørende spørgsmål. 

     Fortællingen om Rebekka og Isak er meget smuk. 

Både det at slaven først er meget i tvivl om han kan 

finde en hustru til Isak og hans sikre tro på, at 

Gud vil hjælpe ham, og så at det lykkes helt ovenud, 

så det både er en smuk og god pige han finder. Eller 

den situation, hvor Isak er gået ud på marken for at 

bede. Han er jo helt alene og ensom og han ved intet 

om fremtiden. Den er ligeså tom som marken han 

knæler på. Men så ser han op, og dér står Rebekka 

foran ham. Det er jo som et Guds under. ja, det er 

et under fra Gud, Ligesom da Adam vågnede op af sin 

søvn, og så Eva foran sig. Der stod hun, som han 

havde ventet på. Det var en Guds gave, at de fik 

hinanden. Sådan tænker hvert kristent ægtepar 

tilbage og ser, hvor smuk en tid det var, da de 

fandt hinanden. Det er ligeså smukt som fortællingen 

om Adam og Eva, eller Rebekka og Isak. Det er ligeså 

stort et Guds under og en Guds gave. 

     Men begge fortællinger står i Det gamle 

Testamente, og ganske vist var det paradis, da Adam 

fik Eva, men hurtigt efter gik det jo skævt for dem 

og de gav hinanden skylden og de måtte forlade 

Paradis. Derfor er det godt at vi lever under den 

nye pagt, og at vi ved, hvad der manglede i Det 

gamle Testamente, når alt det smukke kunne ende så 

dårligt. Det var jo tilgivelsen, der manglede. 

Derfor er slutningen eller højdepunktet i 

bryllupsritualet ordene: Bær over med hinanden og 

tilgiv hinanden. Ligesom Herre tilgav jer, således 

skal også I gøre. Det var det, som manglede i Det 

gamle Testamente.  Jesu død på korset, som gør at 

vi, også som ægtepar, må leve ud af en tilgivelse og 

tålmodighed og kærlighed, der er ubegrænset. Det er 

den kærlighed, som tåler alt, tror alt, håber alt, 

udholder alt. Kære Y og X, jeg ved, at I to 

vil finde jeres kraft i den kærlighed, så at jeres 

ægteskab bliver lige så smukt, som jeres 

bryllupsfest i dag er det.  Det var jo paradis Jesus 

åbnede for os med sin død.  Det var himmerig han 

åbnede for os, for at vi, der tit fejler, også i 

vores ægteskab, må leve i tilgivelsens åbne land, 

hvor vi tager hver dag med hinanden som en gave og 

et under fra Gud.  Hjertelig tilykke med jeres 

bryllup.

  



Tryk her tilbage vielser
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email