Kære Y og X. Jeg vil læse to kapitler fra bibelen, som begge handler om kærligheden. Det første er fra Det nye Testamente, fra 1. Kor kap. 13. Paulus skriver: Det andet kapitel fra bibelen, som er ligeså smukt og som handler om kærligheden er fra Det gamle Testamente, fra 1. Mosebog kap 24. Det er fortællingen om hvordan Rebekka og Isak fandt hinanden. Det var Abramham, som sagde til en af sine slaver: Rejs til det land, jeg kommer fra, og find en pige til min søn, Isak. Og slaven spurgte: Hvad hvis pigen ikke vil følge mig til et land, så langt fra hendes hjem. Og Abraham svarede: Gud vil sende en engel foran dig, så du kan tage en hustru med hjem til Isak. Så tog slaven ti af sin herres kameler og mange kostbare gaver og drog afsted. Og han ankom en aften og standsede uden for byen. Han lod sine kameler knæle ved brønden. Det var ved den tid, hvor kvinderne fra byen plejede at hente vand. Og han bad til Gud og sagde: Gud lad det lykkes for mig. Nu stiller jeg mig her ved brønden og når byfolkenes døtre kommer for at hente vand, så siger jeg til en pige: Må jeg bede om lidt at drikke, og hvis hun så siger: Drik kun, og jeg vil også give dine kameler at drikke, så lad det være hende, du har udset til Isaks hustru. Sådan vil jeg kende, at du, Gud, har vist miskundhed. Knap var han færdig med et bede, da kom Rebekka. Hun var sønnedatter af Abrahams bror. Hun var en meget smuk kvinde og var ikke forlovet endnu. Hun gik hen til brønden og fyldte sin krukke. Og nu udspandt der sig netop den samtale, som slaven havde forberedt, og Rebekka gav ikke kun ham at drikke men også alle hans kameler. Det stod han tavs og så på for at se om Gud havde ladet hans rejse lykkes. Og da kamelernes tørst var slukket, tog han to tunge guldarmbånd frem og satte på hendes arme. Og han sagde: Sig mig, hvis datter du er. Og han blev meget glad, da han hørte, at hun var i slægt med Abraham. Han bøjede sig ned og bad sådan til Gud: Lovet være Herren, som har vist miskundhed og trofasthed. Og slaven kom med Rebekka og overnattede i hendes forældres hus, og han fortalte dem om sit ærinde og hvordan Gud havde ført ham, og forældrene gav deres ja, men allerede næste dag sagde slaven: Lad mig nu rejse til Abraham sammen med Rebekka. Men Rebekkas bror og mor sagde: Lad dog pigen bliver hos os i nogen tid, en halvsnes dage eller så, så kan I rejse. Men slaven ville gerne afsted og da spurgte de pigen selv: Vil du drage med denne mand. Og hun svarede: Ja, jeg vil. Og så rejste de. Men Isak var gået ud til ørkenen. Og det var ved aftenstid, da han var ude på marken for at bede, da så han op og fik øje på nogle kameler, der nærmedes sig. Rebekka havde også fået øje på Isak, og hun lod sig glide ned af kamelen, og spurgte slaven: Hvem er den mand, som kommer os i møde på marken. Slaven svarede: Det er Isak. Og slaven fortalte Isak, hvordan Gud havde ført ham på hans rejse og ladet det hele lykkes, og Isak tog Rebekka til hustru og fik hende kær. Sådan er historien om Rebekka og Isak, og når jeg har fortalt den så udførligt, så er det fordi også kristne ægtepar kan genkende meget i den. Mon ikke også I, kære Y og X, før I fandt hinanden, bad til Gud om at han ville føre jer til den rette og at han ville lade det lykkes for jer. Og da I fandt hinanden, så følte I det som en engel havde vist jer vejen og I takkede Gud for hans trofasthed og miskundhed. Der er selvfølgelig den forskel mellem Abrahams tid og vores, at kærester nu om dage selv finder hinanden og vælger hinanden, men et kristent ægtepar vil også kunne finde mange tegn på, at netop de to er udvalgt til at være sammen, at det er Guds mening, at de skal være hinandens medhjælp, sådan som der står i bryllupsritualet. Det ord medhjælp betyder nemlig en udmærkelse, en udvælgelse. Ordet stammer fra dengang, hvor Gud så, at Adam ikke havde det godt ved at være ene og derfor skabte Gud en medhjælp til ham. Det er ikke et nedsættende ord: medhjælp. I Det gamle testamente bruges det mange steder og da er det om Gud, f.eks. i salme 33: Vi vil vente på Gud. Han er vor hjælp og vort skjold. I den forstand gælder det både om manden og kvinden, at de står ansigt til ansigt med deres hjælp og redning. Og det er en hjælp, som Gud har givet. Gud har givet jer til hinanden som et skjold mod ensomhed. Gud har gjort det, for at livet skal lykkes for jer. Det er Guds beslutning og hensigt, at I skal være hinandens støtte og medhjælp. Der ligger også noget helt praktisk i ordet medhjælp, og mon ikke vi alle, hvad enten vi er mænd eller kvinder, kan se et smukt forbillede i Rebekka. Hun er så god en pige. Hun er omsorgsfuld og har praktisk sans. Hun bliver bedt om et glas vand, men så spørger hun straks: Hvad med kamelerne, skal jeg ikke også give dem at drikke. I bryllupsritualet står det sådan: Bær hinandens byrder. Rebekka viser i praksis, hvad det vil sige. Det er ikke under protest og med modvilje, at et ægtepar skal hjælpe hinanden. Nej, det er ud fra et kærligt sind, hvor man ikke kun indskrænker sig til det nødvendige, og kun gør, hvad man bliver bedt om, men hvor man glad og gerne gør mere end det. Og det gælder både i de små, dagligdags banale gøremål og i de store afgørende spørgsmål. Fortællingen om Rebekka og Isak er meget smuk. Både det at slaven først er meget i tvivl om han kan finde en hustru til Isak og hans sikre tro på, at Gud vil hjælpe ham, og så at det lykkes helt ovenud, så det både er en smuk og god pige han finder. Eller den situation, hvor Isak er gået ud på marken for at bede. Han er jo helt alene og ensom og han ved intet om fremtiden. Den er ligeså tom som marken han knæler på. Men så ser han op, og dér står Rebekka foran ham. Det er jo som et Guds under. ja, det er et under fra Gud, Ligesom da Adam vågnede op af sin søvn, og så Eva foran sig. Der stod hun, som han havde ventet på. Det var en Guds gave, at de fik hinanden. Sådan tænker hvert kristent ægtepar tilbage og ser, hvor smuk en tid det var, da de fandt hinanden. Det er ligeså smukt som fortællingen om Adam og Eva, eller Rebekka og Isak. Det er ligeså stort et Guds under og en Guds gave. Men begge fortællinger står i Det gamle Testamente, og ganske vist var det paradis, da Adam fik Eva, men hurtigt efter gik det jo skævt for dem og de gav hinanden skylden og de måtte forlade Paradis. Derfor er det godt at vi lever under den nye pagt, og at vi ved, hvad der manglede i Det gamle Testamente, når alt det smukke kunne ende så dårligt. Det var jo tilgivelsen, der manglede. Derfor er slutningen eller højdepunktet i bryllupsritualet ordene: Bær over med hinanden og tilgiv hinanden. Ligesom Herre tilgav jer, således skal også I gøre. Det var det, som manglede i Det gamle Testamente. Jesu død på korset, som gør at vi, også som ægtepar, må leve ud af en tilgivelse og tålmodighed og kærlighed, der er ubegrænset. Det er den kærlighed, som tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kære Y og X, jeg ved, at I to vil finde jeres kraft i den kærlighed, så at jeres ægteskab bliver lige så smukt, som jeres bryllupsfest i dag er det. Det var jo paradis Jesus åbnede for os med sin død. Det var himmerig han åbnede for os, for at vi, der tit fejler, også i vores ægteskab, må leve i tilgivelsens åbne land, hvor vi tager hver dag med hinanden som en gave og et under fra Gud. Hjertelig tilykke med jeres bryllup.Tryk her tilbage vielser
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email