2. juledag i Havdrup og Jersie 1999



GT-læsning: Es. 50,4-7* 

NT-læsning: Ap.G. 6,8-14 og 7,54-60

Evangelium: Matt. 10,32-42

Salmer: DDS 100, 55*, 105 - 90, (75) og 98.



Prædiken:



Et tidligere folketingsmedlem skrev for nogen tid siden en artikel, hvor hun kraftigt kritiserede

kommunernes politik omkring almennyttige boliger. 

Sagen er jo den, at det ikke er gratis for kommunerne at have sådanne boliger, fordi det bla. er

dem, man kan anvise som boliger for flygtninge, bistandsklienter og andre socialt dårlige stillede

befolkningsgrupper.

Så er man en klog kommunalbestyrelse, sørger man for ikke at have for mange almennyttige

boliger!

Politikerens bidende kommentar hertil var;

“Solidaritet eller næstekærlighed er ved at blive et fremmedord i dansk politik, især i

kommunalpolitikken, 

det skal vi simpelthen ikke finde os i.”



Udsagnet er tidstypisk, men foruroligende. 

Næstekærlighed og solidaritet fremlægges her som en tvang, man partout skal underlægge sig. 

Solidaritet fra arbejderklassen og næstekærlighed fra de kristne, samt ikke mindst respekt for

menneskerettighederne fra enhver overordnet myndighed er blevet ikke blot et krav, men en

tvingende lov, man med forargelse i stemmen og for enhver pris kan kræve imødekommet. 



At vi skal behandle hinanden ordentligt har imidlertid alle dage været en fordring, alle mennesker

var underlagt.

De ti bud, som engang blev betragtet som samfundets  grundlæggende normsæt, gjaldt alle.

Høj og lav, konge og borger - ingen var fri af budenes krav, og derfor var det også altid med en

vis ydmyghed, 

man omgikkes dem, for budene kom jo fra den instans, 

som alle stod til ansvar overfor.

 

I dag og ikke mindst i det citerede udsagn er sådan en ydmyghed imidlertid svær at få øje på.

Gud er jo for længe siden sat fra bestillingen som den, 

alle står til ansvar for.



For Gud er ikke længere den øverste myndighed, som enhver forældre og myndighed står til

ansvar overfor.

Gud er blevet en venlig og forstående pædagog, som altid hjælper, og som aldrig kunne finde

på at stille krav. 

Vi skal blot gøre det, vi synes er rigtigt - følge vor indre stemme, så følger Gud nok med os på

vejen!



Af den myndige Gud er der således kun ekkoet tilbage.

Ekkoet af den gode vilje, der enten kan udtrykkes i form af de ti bud, den kristne

næstekærlighed eller i mere afbleget udgave tanken om solidaritet mellem klassefæller.



Og fordi tanken om Gud som en instans, man bør møde med ydmyghed, er blevet fremmed,

mens behovet for at være ordentlige mod hinanden aldrig har været større end i dag, så fristes vi

let - både i og udenfor kirken - til at stille os op og svinge Guds vilje som en hammer overfor

alle de andre.

Forarget slå dem i hovedet med kravet om “solidaritet” og “næstekærlighed” - underforstået; de

burde skamme sig.

Man skal være gode mod hinanden, jo, det skal man skam!

Især i julen, hvor næstekærligheden og godgørenheden er sat i så effektivt system, så ingen kan

undslå sig.



Undskyld jeg siger det, 

men der er et eller andet, som er splitterravende galt! 

Der er noget, som er vendt helt på hovedet.

Det er som om balancen mellem det, vi skylder Gud, 

og det, vi skylder næsten, er helt forrykket.

Det er som om vi har glemt, hvordan Jesus selv så på sammenhængen mellem Gudstro og

næstekærlighed. 

F.eks. når han på spørgsmålet om det vigtigste bud i loven svarer:

“Du skal elske Herren din Gud, af hele din sjæl og af hele dit sind, og din næste som dig selv”.

For bag kravet om anstændighed, kærlighed og solidaritet i alle mellemmenneskelige relationer,

er Gud i dag væk. 

Sammenhængen mellem gudstro og næstekærlighed er brudt, og dermed ender kravet om

anstændighed og næstekærlighed let med at blive et våben, enhver kan tage op og bruge - eller

misbruge - overfor andre.



Nu kan det godt være, at I spørger jer selv, hvorfor jeg vover at tale imod noget så indlysende,

som fordringen om næstekærlighed - og så oven i købet midt i julen?

Men det er bare ikke mig, der stiller den dagsorden i dag!

Det er dagens evangelium, som kaster et foruroligende skær ind over vor glatslebne og

hyggelige omgang med den skarpe fordring i kristendommen, som til alle tider - hvis vi da ellers

tør se det i øjnene - som et skarpt sværd skærer gennem ethvert misbrug af Gud og hans krav.



For det første indledes evangeliet med et krav om at anerkende og vedkende sig et forhold til

Gud:

“Enhver, som vil kendes ved mig overfor mennesker, 

vil jeg også kendes ved over for min fader... 

Men den, der fornægter mig overfor mennesker, vil jeg også fornægte overfor min fader..”.

Det er naturligvis et krav, som skurer i ørerne på enhver, 

som blot aner lidt af, hvad det indebærer.

Her er vi langt fra det søde barn i krybben og den beroligende stemning fra juleaften.

Her er det den voksne og myndige Jesus, der træder frem 

og peger på, hvilket liv, han blev født til at leve til ende, 

og hvilke følger den hyggelige julefødsel førte til for ham;

For netop korset blev konsekvensen af det liv, hvor Gud var og forblev den eneste myndighed,

Jesus så sig henvist til.



Og her skal vi måske også huske på, at det ikke var Jesus, 

der opfandt næstekærligheden. 

Selvom han fordrede den af alle de, der fulgte ham, 

var næstekærligheden ikke noget han tog patent på.

Næstekærligheden var der allerede som en fordring, 

Gud satte alle mennesker overfor, men forudsætningen for at det kunne stilles som en

indlysende krav var naturligvis, 

at man anerkendte Gud som den, der kunne stille kravet.

Med andre ord; at man troede og anerkendte Gud som Gud!

Dermed er vi tilbage til den grundlæggende tanke i jødedommen, en tanke som også Jesus holdt

fast ved og førte ind i kristendommen, som han levede og døde for, 

og som altså stadig er ikke blot en del, men selve fundamentet for kravet om næstekærlighed.



I de ti bud, lyder det første og det vigtigste bud:

“Du må ikke have andre Guder”. 

Som forklaring til dette bud skrev Luther i katekismen:

Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham..”

Gud skal altså være det første og det største.



Enhver fordring skal derfor udspringe af anerkendelsen af, 

at det er Gud, der stiller den, 

og at jeg selv er underlagt det samme krav, som alle andre.

Som følge heraf må vi naturligvis heller ikke bruge Gud som et magtmiddel overfor andre.

Gud skal anerkendes og tilbedes - ikke bruges som våben, for at få andre til at makke ret -

hverken i politik eller i vor daglige omgang med hinanden.



Om nødvendigt skal man hellere følge Jesu eksempel, 

da han blev mødt om kravet om ikke at kræve det umulige, men hellere acceptere hensynet til

menneskets gode vilje.

Det var, hvad der lå bag farisæernes chakren med budene, så de blev overkommelige, og så

man til enhver tid kunne vide, at man havde ryggen fri overfor Gud.

Men denne lunkne holdning vendte Jesu sig boret fra.

Tror man, at Gud er den eneste, som kan kræve noget af mig, så gælder det helt og fuldt.

Ingen kompromiser, ingen tilbagetog, når det blev svært.



Det er denne brændende kompromisløshed, vi møder i dag.

Det gælder ikke blot i evangelieteksten, hvor der tales om den nødvendig strid og den barske

skæbne, som valget af Gud som Gud vil føre med sig, men også i den martyrskildring, som har

givet 2. juledag sit navn; Sct. Stefansdag.

For ret beset er denne betydning langt ældre end julen og sammenknytningen til fejringen af Jesu

fødsel.

Sct. Stefan blev dræbt få år efter Jesu død og allerede i det første århundrede begyndte

martyrkulten at blomstre i den kristne kirke, der levede i et samfund, hvor andre magter bød sig

til og krævede anerkendelse og underkastelse.

Først og fremmest jødedommens underkastelse af loven, men også den romerske kejsers krav

om anerkendelse og dyrkelse af den verdslige, militære og politiske magt.

Men uanset hvem, der stillede sådanne krav, lå Jesu ord og eksempel så tæt i hukommelsen, at

sammenhængen mellem tro og dåb til Ham blev set som et skæbnefællesskab.

Hvad der var sket ham, ville også blive den troende til del.



Men i stedet for at frygte for dette, klamrede martyrerne sig til løftet om, at de ikke blot skulle

dele den jordiske, 

men også den himmelske skæbne med Herren.

Synet af den opstandne Kristus ved Guds højre hånd, 

som den, der skal komme at dømme hele verden for dens synd og utroskab, gav martyrer

styrke til at følge Jesus 

- også gennem døden.

Og det eksempel, han gav dem, gav næstekærligheden den dybde og skarphed, så at i det

mindste Stefanus ikke faldt for fristelsen til at dømme sine bødler:

“Herre, tilregn dem ikke denne synd”, bad han med stenene flyvende om ørerne.



Det kan man ikke sige, hvis man føler sine politiske og sociale rettigheder overtrådt.

En sådan bøn giver ingen mening, hvis man mener man har krav på en anstændig behandling og

næstekærlighed fra sine omgivelse.

Da giver kun bebrejdelse og forargelse mening.

For en sådan bøn giver kun mening set i lyset af troen, 

at Guds kærlighed omfatter alle, og det eksempel, 

Jesu gav med sit liv og sin død.



Så i stedet for forargelsen over, at solidariteten og næstekærligheden er blevet et fremmedord i

det danske samfund, må vi indse, at sådan har det altid været.

I stedet for indignationen over at man skal finde sig i det, 

så må vi indse og anerkende, at identifikationen med de udstødte og de forkastede netop var

den vej, Jesus fulgte.



Så bliver konsekvensen naturligvis også, at det kun er i solidariteten og næstekærligheden som

et frit og villigt valg - som en frivillig tjeneste, vi tager på os - at vi møder ham, som blev

korsfæstet af at gøre det samme.

Og selve dette møde med ham er da alt, hvad vi kan håbe på som belønning for at tro og følge

ham!



Amen.