Juleaften i Jersie Kirke 1999





GT-læsning: Es. 9,1.5-6.

Evangelium: Lukas 2,1-14

Salmer: DDS 76, 85 - 109 og 817.





Prædiken:  



“Se, jeg forkynder jer en stor glæde”.



Sådan lød englens ord til hyrderne på marken.

Midt om i den nat, hvor de næppe kunne andet end ane skyggerne indenfor den omkreds,

som de sidste gløder tegnede i mørket, lød det, som ethvert menneske længes efter at høre og

se virkeliggjort: 

En stor glæde! En glæde, der er for hele folket - for alle!



Men hvilken glæde var der tale om?

Skal vi indkredse svaret på det spørgsmål, er der ikke andet at gøre end at fokusere på ham,

som er centrum for al den ståhej, som julen også er udtryk for.  

Betragte det nyfødte barn og prøve at se hvilke muligheder, der ligger gemt i det. 

Ydmygt forsøge at nærme sig den eksistens, som kom til verden, og prøve at få øje på det

nye, som skete med ham!



Så nyt, at verdens gang efter denne nat ændrede retning!

Så omvæltende, at man i løbet af nogle århundreder begyndte at opregne menneskehedens

historie med udgangspunkt i dette barns fødsel.

Så afgørende, at hele vor kultur i dag er mærket af det, 

som hans fødsel satte i værk.

Lad så være, at han kan være født 5 år før eller 7 år efter, for her er det hverken uret og

kalenderen, der tæller. 

Det er tanken, der tæller - tanken, at her sker noget nyt!

Her står vi overfor en ny begyndelse, ja, en begyndelse, hvormed alt gammelt og henlevet er

blevet forvandlet!



“Se, jeg forkynder jer en stor glæde”.



Sådan lyder ordene også til os.

Også vi opfordres til at tage imod det barn, 

hvormed alting er blevet forandret.

Vi er imidlertid ikke ved begyndelsen, 

vi er ved slutningen af forløbet.

Vi lever midt i en verden, hvor budskabet om Jesu fødsel er indlejret i hele vor måde at leve

og omgås hinanden på.

Vi lever i en kultur, hvis fundament, værdier og drift er bestemt af denne fødsel, et samfund,

hvis orientering er et selvfølgeligt udgangspunkt, der ikke står til debat. 



Og skulle vi benægte det, så er det fordi vi ikke vil se det, som er usynligt for øjet, men

åbenbart for hjertet, der inderligt ønsker også at være omfattet af denne glæde.

Derfor skal vi nu prøve at bruge øjnene - prøve på at se!

På forsiden af sangbladet til i dag er der et aftryk af et linoleumssnit af Hans-Georg Anniés.

Kunstneren har givet sit billede titlen “Der var ikke plads”,

men egentligt kunne det også hedde: “De så ham ikke”.



I billedets midte ser vi et barn. 

Liggende på en kasse, en firkant med armene udstrakt som et kors og med mærker i hænder

og fødder.

En firkant, der både kan være krybbe og grav.

Stråler udgår fra barnet og oplyser selv det fjerneste hjørne.



Det er krybben, det er korset og det er opstandelsens lys, 

- hele Jesu liv indeholdt i et enkelt billede.

Midt i blandt os er barnet i krybben, manden på korset og den opstandne foran den tomme

grav 

- de tre hovedbegivenheder i Vor Herre Jesu Kristi liv, 

tegn på hans kærlighed og grundlaget for den kristne tro.

Og under det, vi ser med øjnene, møder vi påstanden om, 

at her møder vi Gud, en påstand, som kun troen og hjertet kan forholde sig til.

Her ser vi Gud, sådan som han kommer os i møde 

- engang som i dag.

Men det er kun én del af billedet. 

Udenom barnet ser vi en ring af fødder, der går forbi.

Mennesker på vandring.

Mennesker på vej efter nye mål og nye landvindinger.

Mennesker på indkøb eller midt i en lovende karriere.

Og det er jo også en åbenbar og synlig sandhed, 

hvis vi da ellers vi rette blikket mod os selv.

Det var sandheden dengang - og det er sandheden i dag.



Da Jesus blev født var der ikke plads...”

da Gud forlod sin fjerne himmel for at komme på talefod med os mennesker, da var der ikke

plads nogen steder.

Ingen dør åbnede sig, da han meldte sin ankomst. 

Alle var på vej et andet sted hen og så ham ikke.



Og da de siden ikke kunne komme forbi ham mere, 

vendte de sig alle mod ham.

Krybbens planker blev skilt ad og sat sammen til det kors, hvormed man gjorde et sidste

desperate forsøg på at afvise den kærlighed, han kom med.



Dengang var der ingen plads.

Og der er stadig ingen plads til ham, 

som ændrede verdens gang.

Vi ser ham stadig ikke.

Til daglig får vi ikke øje på ham.

Kun, når tiden og hjerterne falder i slag, når julen en gang om året formår at tvinge os ind i

samme bane, tager vi os tid til at høre det budskab, som vi alle længes efter; 

om glæden, vi ikke længere behøver at jage efter, 

men ufortjent kommer os i møde.

Om det givne og uproblematiske, som vi bare skal stille os til rådighed for.

“Se, jeg forkynder jer en stor glæde”.

På sin vis er ord, der ikke er til at tage fejl af, 

men alligevel er hurtigt glemt.

Vi blændes at det lys, der her skinner ind i mørket, 

og derfor kan være svært at holde det fast.

Men brugte vi lidt tid, kunne øjnene vænne sig til det. 

Lod vi barnet få plads og hjerterum i hverdagen, 

erkendte vi, at barnet i krybben ikke blot er en sæsonvare, men er en gave, som der skal mere

end en enkelt dag til at erkende omfanget af, da ville vi opdage, at i dette barn møder vi også

manden, der dør, og den opstandne, 

der sejrer over død og mørke.

Da ville vi ser vi ham, som den han er, 

og som den, Gud vil være for os - både nu og til alle tider.



Og da ville vi måske også opdage, hvorfor tiden og historien med ham har forandret sig;

at glæden er kommet til alle folk og alle mennesker.

Alt dette kan man se i billedet - hvis man har et åbent hjerte.

Gud er allerede hos os, men han søger stadig et sted, 

hvor man vil tage imod med åbne arme.



Hvad skal vi stille op med et sådant billede?

Hvad skal vi gøre med budskabet om, at Gud er kommet os i møde, vil bo hos os i den

verden og den virkelighed, som er vores, når vi samtidig med smerte må erkende, 

at vi ikke har plads til ham og det han bringer med sig?



Hvad skal vil stille op med disse tegn på magtesløshed, afmagt og fattigdom, i en verden, hvor

disse symboler alene bliver forstået som udtryk for nederlag og fiasko?



Englens budskab var;

“ Se, jeg forkynder jer en stor glæde”.

Måske det glædelige netop er, at vi ikke skal gøre så meget?

Måske vi blot skal åbne øjnene og se, det som er sket? 

Måske skal vi blot tage imod det, som allerede er givet os?

Tage imod barnet, glæden, festen og freden og bare lade alt dette overmande og gøre indtryk

på os?



Og måske vi så bagefter kan benytte anledningen givet af det nye årtusind til at stoppe op og

spørge, 

hvor vi er på vej hen og hvad vi ønsker at tage med os?

Kigge os om efter en varig plads til denne ufortjente glæde.

Den glæde, der begyndte med barnet, men som siden gik gennem lidelse og død, og til sejrede

over døden og mørket!

Den glæde, der fastholdt kærligheden og tilgivelsen som det eneste middel til at være hos os.



Så måske glæden virkeligt blev for hele verden!



Amen.