Hvis du har kommentarer så skriv hertil |
2. juledag - Sct. Stefans Dag; Matt 10,32-42; 26/12 99; Thisted K.
93 - 55 - 98 / 86 - 102 - 107
Det er sin sag at fremdrage Teksten fra Matt.10,32 - og så til en 2.
juledag. Ja, måske kan det ligefrem karakteriseres som en smule farligt. I
hver fald har man alle chancer for at blive upopulær, en risiko som vist
ingen præster er særlig begejstret for at løbe.
Her kommer man i kirke 2. juledag og fæster vel først og fremmest
opmærksomheden på, at det er 2. juledag og ikke på, at det er Sct. Stefans
Dag - en helligdag, som er meget ældre en julefejringen. På 2. juledag har
vi en fornemmelse af, at vi stadig er midt i juletiden, og i kirken
forventer vi igen - og ikke engang for sidste gang - at skulle høre om
englesang og hyggelige hyrder.
En kollega fortalte, at sætternissen engang havde været på spil i
salmeteksterne til juleaften. Salmelinien " Kom, Jesus, vær vor hyttegæst"
(76,9), var blevet til: "Kom, Jesus, vær vor hyggegæst". Ordet "hyggegæst"
var langt lettere forståeligt i den danske juletradition end " hyttegæst",
for at leve i en hytte, som den, der fortælles om i juleevangeliet, hører
ikke til vore vilkår.
Nu har vi netop i juledagene hygget os med familie og venner, og vi har til
lejligheden også inviteret Jesus med inden for i vor varme, hyggelige stue.
Dér skal han være sammen med juletræ og knas, som en af de momenter ved
julen, der skal til, for at hyggen kan fungere og traditionerne blive
fastholdt.
Juleaften er kirkens store udsalgsdag, hvor mennesker henter vor Herre med
hjem til spotpris. Og i bedste udsalgstradition stor man så på nakken af
hinanden for at komme ind til julegudstjeneste, og enkelte måtte gå med
uforrettet sag. Men nogen fik gjort årets religiøse handel.
Nu er det jo ikke nogen god idé at fortælle et menneske, som mener, at
han/hun har gjort en rigtig god udsalgshandel, at han/hun blev snydt; at
varen enten slet ikke kan leve op til prisen, eller at der følger en række
ekstra regninger med, fordi installation og tilbehør ikke var iberegnet, som
man troede.
Det kunne på 2. juledag - Sct. Stefans Dag - se ud, som om det er det
sidste, der er tilfældet; at regningen ved nærmere eftersyn viser sig at
være større end beregnet. Her gik man hjem fra julegudstjeneste med
efterklangen af englesangen i ørerne: Ære være Gud i det højeste og på
jorden fred med mennesker, som har hans velbehag! Og et øjeblik kunne man
få lov til at drømme sig væk fra alle denne verdens store og små
genvordigheder. Men så har man ikke mere end lige sat sig til rette for at
nyde freden, før evangeliet til Sct. Stefans Dag toner frem: Tro ikke, at
jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe
fred, men sværd (Matt 10,34).
Det ville vel ikke være så mærkeligt, om man 'ude i samfundet' kunne tænke,
at vi i kirken på grund af lutter rådvildhed ikke længere ved, hvad vi skal
sige, for det ser ud, som om vi siger det stik modsatte på 2. juledag af,
hvad vi sagde den 1..
Vi håbede på fred, men der kom intet godt, hedder der hos Jeremias. Vi
håbede på helbredelsens tid, men der kom kun rædsel (Jer 8,15) Det er, som
om Sct Stefans Dag er en demonstration af de ord hos Jeremias. Men 2.
juledag kom man vel for at høre lidt efterklang, for at få en sidste bid af
julekagen.
Englenes julesang passer som 'fod i hose' til velstandsmenneskets livsstil,
hvor behagelighed og ukomplicerethed er i højsædet. Livet må ikke gøre ondt,
ikke kræve offer eller afsavn. Vi forlanger, at sundhedsvæsenet skal sørge
for, at vi livet igennem holdes fri for smerter, og vi kræver, at det
offentlige, sociale sikkerhedsnet griber os, hvis vi ikke kan klare dagen og
vejen, og helst griber os i en sådan grad, at vi ikke mærker forskel fra
tidligere.
Det var ord, som passer til den holdning, man ville høre; ord om englesang
og behagelighed. Og hvis kirken ikke er leveringsdygtig i den slags ord, så
er der egentlig ingen grund til at komme; så kan man vente til næste jul,
hvor der igen sælges fred til udsalgspris.
Men måske er det alligevel lidt anderledes. Måske er virkeligheden den, at
familien Danmark bliver snydt, når den i julens budskab hører ord om 'fred
og ingen farer' - hører det, som vi gerne vil høre. Måske er virkeligheden i
stedet den, at ordene om strid og splid allerede klinger med i julens
begivenhed, for når vi skræller al romantikken af beretningen, så ser vi, at
der ikke var megen behagelighed ved hyrder i nattekulden eller ved en
barnefødsel i en grotte med en ko som nærmeste nabo. Og der gik da heller
ikke lang tid, før kong Herodes sendte soldater af sted for at skaffe sig af
med Betlehemsbarnet.
lyset skinner i mørket, og mørket og mørket fik ikke bugt med det. (Joh
1,5). I de ord hos evangelisten Johs. kan vi høre, at mørket fra første
øjeblik bekæmper lyset uden nogen sinde at vinde sejr, tværtimod. Da solen
stod op påske morgen, havde lyset vundet.
Denne kamp med ondskaben blev karakteristisk for Jesu levnedsløb, og dog
regnede Han det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på
det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig (Fil 2,6). Han gik
ind i den kamp mod ondskaben i os og om os, som er vores kamp, og i den kamp
vil Han, at vi skal kendes ved Ham, og at intet - heller ikke de nærmeste
relationer - skal holde os tilbage. Så afgørende er fællesskabet med Jesus
Kristus.
Og når vi så hører de barske ord fra Sct. Stefans Dag, - Den, der elsker far
eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller
datter mere end mig, er mig ikke værd. v38 Og den, der ikke tager sit kors
op og følger mig, er mig ikke værd (Matt 10,37) - da skal vi huske, at det
begyndte med, at Jesus ville kendes ved os. Det begyndte med, at Han lod sig
føde ind i vort mørke, fordi vi er Ham kærere end alt andet.
--------------------------
Eskil Agger
Asylgade 22
DK-7700 Thisted
Tlf.: +45 9792 0316
Fax: +45 9792 2789
e-mail: agger@thisted.folkekirken.dk
| |