Bisættelse Lillejuleaftensdag: 

Kan man synge i sne?



GT-Læsning: Salme 39 v. 3-8 i uddrag.

NT-Læsning: Lukas 2. v. 10-14.

Salmer: DDS 674, 106 og 727.



Bisættelsestale: 



Der er en sætning, som er blevet ved med at gentage sig for mig, siden vi talte sammen i

mandags. Den stammer fra en lille fortælling om en begravelse, der foregår lige op til jul.

På kirkegården, hvor kisten netop skal sænkes ned i jorden, begynder det at sne. 

Små blide snefnug lægger sig blidt på kisten. 

Og pludseligt er der en i følget der udbryder:

“Kan man synge i sne?”



Ja, kan man synge i sne?

Kan man holde jul, når det menneske, man var knyttet allertættest til her i livet, når den, der

var ens et og alt, 

ikke længere er der til at tage del i glæden?

Kan man tage afsked og overlade sin elskede til kulden og mørket, og alene gå ind i varmen,

lyset og glæden?



Kan man synge i sne?

De fleste af os vil vel umiddelbart sige, at det kan man ikke.

Det kan vi hverken rumme eller bære!

Alligevel er det det, vi skal i dag.

Det er det, vi sammen skal hjælpe hinanden til.

Det er det, vi griber ud efter og søger at få fat i.

At synge midt i sneen!



Hertil komme, at det er gået så forfærdeligt hurtigt, 

så hurtigt, at det alene af dén grund synes umuligt.

Mindre end 10 dage fra XX blev indlagt og til hun lukkede øjnene i og sov hen.

Ti dage, hvor det, som salmisten fra Det gamle Testamente taler om, virkeligt blev sandt for

jer;

hvor smerten, uvisheden og frygten for, hvad der kunne ske, ligesom fik ord og tanker til at

fryse til is,

hvor spørgsmålet om “hvor længe” næsten ikke fik anledning til at bryde gennem.



“Kan man synge i sne?”

Nej, det er svært, men måske vi alligevel skal prøve.

Både for vor egen, men også for XX´s skyld.

For om hun nogensinde har sunget i sneen, ved jeg ikke, men at hun kunne finde på det, det

synes indlysende ud fra det, som I har fortalt mig om hende. 



Både, hvor det gjaldt hendes arbejde på kommunens daginstitutioner, i familien og blandt

jeres venner, 

var XX ikke blot vellidt, men højt værdsat og elsket.

Ingen var som hende så betænksom og sød, 

selv i de allermindste ting, har du fortalt, YY.

Ingen var så positiv og glad, så parat til at hjælpe, 

når hun så, at der var behov for det, har du sagt, ZZ.

Både en kærlig mor og en god veninde for dig, 

og den bedste hustru og ven, som du, YY, har haft.

Der er derfor ingen, der nogensinde vil kunne udfylde den plads, hun efterlader hos jer.

Med hendes ynglingssangers, Bamses ord: 

“Der er ingen som dig”.



Nej, der er ingen som hende, og netop da bliver spørgsmålet så meget mere smerteligt; 

Kan man virkeligt synge synge i sne?

Kan man glæde sig i så stor en sorg?



Måske en anden af Mariannes ynglingssange giver svaret;

“Go´mor´n, go´mor´n til endnu en dag

med både ondt og godt.

Go´mor´n, go´mor´n og tak ska´ du ha´

for både stort og småt.

Det sidste jeg hørte før jeg faldt hen

var; “Jeg elsker dig min ven”.

Jeg nåede det ikke, men siger det nu;

“Jeg elsker dig igen”.”

 

Det svar, som denne sang giver, må være; Ja!

Der findes faktisk en grund til at vi kan og vi skal synge.

Der findes en årsag til at vi selv midt i sorgen over at skilles, skal kunne glæde os over

hinanden.

Og den grund er kærligheden og taknemmeligheden.



Kærligheden er aldrig en selvfølge.

Kærligheden er altid et under og en gåde, vi ikke gør os fortjent til, men som ikke desto

mindre møder og griber os 

-  uanset hvad der i øvrigt sker os.

Og netop kærligheden gør, at hver eneste morgen 

- om den end følges af både ondt og godt, om den så er den sidste morgen, vi vågner op til - 

dog kan hilses med et klingende “Go´mor´n”!

“Go´mor´n, go´mor´n til endnu en dag

med både ondt og godt.”



Den anden grund til at synge, er taknemmeligheden for alt, som I fik lov til at give hinanden.

Den kærlighed, som er givet, kan ingen gøre til intet. 

Ingen kan tage det fra jer, som er givet og modtaget i kærlighed.

Derfor er der ingen for jer som XX.

Ingen som din ynglingshustru, YY, og din solstråle, ZZ!

“Go´mor´n, go´mor´n og tak ska´ du ha´

for både stort og småt”.



Alt dette er også grunden til, at jeg læste fra julevangeliet.

ZZ ville gerne, at I skulle holde en sidste jul sammen, 

og det gør vi netop bedst ved sammen at lytte til budskabet om det barn fra Betlehem, som

trods al modsigelse stadig er kilde til glæde for alle mennesker på jorden.



Englene kom med budskabet om hans fødsel til hyrderne.

De lå på marken, i mørket og i kulden.

Men lyset nåede alligevel frem til dem, det lys, som var Guds kærligheds gave til dem og til

alle mennesker.

Og selv mørket atter siden opslugte dem, selv om hverken de eller noget andet mennesker

siden aldrig er sluppet for smerten og sorgen ved at miste den, de elskede, 

så er Jesu fødsel dog udtryk for, at heller ikke Guds kærlighed aldrig siden har forladt os.

Den møder og favner os, også når vi allermindst venter det.

Når vi mest har brug for det - også midt i sneen og sorgen.



Om lidt skal vi synge Brorsons smukke salme om rosen:

“En rose så jeg skyde 

op af den frosne jord,

alt som os fordum spå´de

 profetens trøsteord.

Den rose spired frem, 

midt i den kolde vinter

om nat ved Betlehem”.



Rosen, kærlighedens symbol og billede, har med Jesus fæstet rod i vores verden.

Ikke blot har Guds kærlighed taget bolig blandt os. 

Den følger os livet igennem.

Selv i døden holder han fast, hvor vi må give slip.

For i ham er mørket besejret, døden allerede overvundet!

For barnet i krybben er også manden på korset, som døde, men som påskemorgen atter

opstod fra af graven.

Han er lyset, der skinner i mørket og jager kulden på flugt.



Er Guds kærlighed i Ham stadig den samme i dag som dengang, så er det til Ham vi skal rette

håbet om, 

at vi en dag atter skal være sammen med dem, 

vi har elsket her på jorden.

Det er i lyset af hans kærlighed og opstandelse, 

vi skal vove at synge, både i sneen, i mørket og i sorgen:

“Go´mor´n, go´mor´n til endnu en dag!”



Amen.