Bisættelsestale: “Timer, dage og år”.



GT-læsning: Salme 90 i uuddrag.

NT-læsning: Johs. 8, v. 12-13.

Salmer: DDS 367, 106 og 111 



Tale:



Måske salmisten fra Det Gamle Testamente, hvis ord vi lyttede til for et øjeblik siden, er en

kende pessimistisk.

For det første fordi han ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig nogen højere alder end

halvfjerds eller firs, hvis kræfterne slog til.

For det andet, fordi hans karakteristik af disse mange år 

blot er at kalde deres stolthed for elendighed og ulykke.



Begge dele skyldes nok, at han levede i en anden tid end vores, en tid vor halvfjerds eller firs

var det højeste, man kunne ønske sig, og hvor hvert eneste dag havde nok byrder og smerter

at bære på.

I dag er der mange, der når halvfjers, færre der bliver firs, men trods alt ganske mange, der når

de 90 eller mere.

Men hvor mange år det end blev til, er det dog ikke vigtigst.

Dage, der går, timer og sekunder, der løber af sted, er jo i sig selv kun rammer og kar for det

liv, vi hver især får lov at leve, den nærhed og den kærlighed, vi får givet og giver.



Er tusind år for Gud som en dag, der forsvinder ud i intet, 

så er det korteste øjeblik, som bliver fyldt af kærlighed til et andet menneske som den evighed,

vi er skabt at leve for.

At holde tal på vore dage, er derfor ikke blot et spørgsmål om at kunne den store tabel, men

lige så meget at kunne se og værne om de øjeblikke af kærlighed, Gud hver dag sætter os at

leve i.



Det synes mig, som om NN gennem sit lange liv netop havde blik for, at livet ikke leves i

længden, men i dybden.

Som du, XX, fortalte mig, fik jeg indtryk af et menneske, der levede for at udfylde sit liv med

andet end sekunderne og timernes hastige rastløshed, som havde tid og tålmodighed til at vente

på det, som netop kun kommer med tiden; nærheden til andre og den afvæbnende tillid til

mennesker, hun ikke kendte. 



Sprogligt begavet formåede hun både at lytte sig ind til det, 

der ikke blev sagt, og det, der blev sagt mellem linierne.

Videbegærlig og dygtig til historien, der netop ikke blot tæller dage og år, men holdes sammen

af de begivenheder, der forbinder os mennesker sammen i et fællesskab, 

der rækker ud over tiden.

Og skulle afstanden mellem mennesker brydes, kunne det også ske på jeres rejser, hvor både

hendes sprogøre og menneskekundskab blev sat på prøve. 



Også i jeres hjem, var det tiden og det indhold, man lægger i den, det der kendetegnede

hende.

Både jeres hjem ved Jersie Strand og siden på Møn, havde døre, der stod åbne for de, der

kom forbi. 

Mange børn fandt hos jer et fristed, hvor der var nogen, der havde tid til at lytte til, hvad de så

og oplevede omkring sig.



Sidst, men ikke mindst, har NN og du, XX, delt alle disse mange år med hinanden. 

I gav hinanden, hvad I selv havde fået givet.

Delte den medgang og den modgang, som livet nu engang skænker os, men havde dog så

meget tilovers af glæderne, at der også blev rigeligt til andre.

I februar fejrede I krondiamantbryllup.

65 gode år fik I med hinanden.

Mange gode og dybe samtaler.

Mange spændende oplevelser og dybe øjeblikke.

Så meget, I kunne være hinanden taknemmelige for.  



Så meget, at man skulle tro, at I var mætte.

Men nej, som du sagde til mig; 

Selvom I fik lov til at sidde og tale med hinanden til det sidste, synes du stadig, I har meget at

tale om.

Mere livsbekræftende udsagn har jeg ikke hørt fra nogen.

Et stærkere udsagn om kærligheden, kender jeg ikke.

Efter et langt liv stadig ikke at have fået sagt alt, 

hvad man havde at sige hinanden! 



I dag står vi ved grænsen for, hvad vi kan og formår.

Vi kan dele livet og det, som det bringer os, med hinanden.

Vi kan tale sammen og dele kærligheden med hinanden.

Vi kan dele timer, dage og år, som de nu kommer til os.

Men når livet rinder ud, når vore dage er talte, flyver de bort og bliver til intet - og vi kan intet

gøre.



Men hvad der da er umuligt for os, er ikke umuligt for Gud.

For Gud har alle vore dage, timer og år i sin hånd.

Både dem vi allerede har haft og dem, vi engang vil få.

Ham beder vi da om, at alt det, som vi fik givet og det, som vi delte med hinanden, ikke må

blive gjort til intet af døden.



Og det svar, vi da får, er det Ord, som vi netop har fejret julens højtid for.

Det Ord, der blev kød og tog bolig iblandt os, Jesus Kristus, Guds levende ord til os

mennesker.

Et lys, der skinner i mørket, så mørket ikke kan besejre det. 

Til os i dag lyder hans stærke ord: 

“Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”. 



Med troen på, at Han virkeligt er det Guds ord, vi mennesker alle dage lever og dør på, åbner

der sig et perspektiv, som sprænger den tavshed, døden påtvinger os.

For da bliver døden ikke afslutningen og tilintetgørelsen af alle vore timer, dage og år, men en

gennemgang til den evighed, hvor timer, dage og år ingen rolle spiller længere.

Da blive det, som vi deler med hinanden i dag, ikke blot en afsked, hvor vi må sige farvel, men

også en mulighed for at sige “På gensyn”.

På gensyn til mange stunder, med lys og samtale om det, der ligger os på hjertet.



Eller som Grundtvig skrev det i den sang, vi begyndte med:



Sår rejser vi til vort fædreland,

der ligger ej dag i dvale,

der stander en borg så prud og grand

med gammen i gyldne sale,

så frydeligt der til evig tid

med venner i lys vi tale.



Amen.