Hellig tre Kongers dag

"Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage", fortæller
Mattæus, - "se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland". Og han fortæller
ikke om dem blot for at sætte kolorit på sin fortælling. Han har en bestemt
hensigt med det - og han har en bestemt hensigt med at nævne byen Betlehem,
kong Herodes og de vise mænd i samme sætning: 

Byen Betlehem var også dengang en lille og uanselig by. Den var ikke en
kongelig residens. Derfor er byen Betlehem symbolet på fattigdom, lidenhed,
magtesløshed. Betlehem er symbolet på det sted, hvor forarmede og
undertrykte småkårsfolk holder til. Men rundt omkring i Det Gamle Testamente
kan man læse, at på ét punkt adskiller Betlehem sig fra andre byer: Der var
en forventning om, at Messias, Guds Søn, skulle fødes i den by.

Herodes var konge, og historikerne kan fortælle meget om ham. Hans residens
var kongeborgen i Jerusalem. Han var en dygtig diplomat og interesseret i
religion og filosofi; men han var også villig til at bruge alle midler til
at bevare sin magt med strenge skatteregler, hemmeligt politi og henrettelse
af politiske modstandere. End ikke sin hustru og sine egne sønner, skånede
han. Men Mattæus er ikke ude på at skrive historie. Hans ærinde er et andet.
I evangeliet er Herodes symbolet på magt - og på pomp og pragt og især på
brutalitet og misbrug af magt. 

Betlehem og kong Herodes er historiske kendsgerninger. Det er de vise mænd
fra Østerland til gengæld ikke - men igen: Mattæus er ikke ude på at skrive
historie. Astrologerne i Babylon var berømte for deres kunnen og visdom
langt uden for landets grænser. Derfor kunne Mattæus bruge dem som symbolet
på visdom, åndelighed, - dem, der ikke lader sig forblænde af rigdom og
magt; men er i stand til at genkende sandheden, hvorsomhelst de møder den.
Vismændene er symbolet på åbenhed og modtagelighed, på villighed til at
lytte til Guds ord og handle efter det.

Det fattige Betlehem - den brutale Herodes - de følsomme vismænd. Det er den
treklang Mattæus har bygget sin beretning op om.

Vismændene havde set en usædvanlig stjerne på himlen. For dem var det ganske
sikkert, at det måtte betyde noget særligt. De nøjedes ikke med at iagtage
de interessante fænomener blandt himmellegemerne, som de dygtige astronomer
de var; men det var også deres opgave at tolke himmellegemernes indflydelse
på menneskenes liv. Derfor var de lige så meget astrologer som astronomer.
De var så ivrige efter at tolke netop denne stjernes betydning, at de helt
bogstaveligt bruger den som vejviser for at finde frem til sandheden. Deres
rejse fører dem til Jerusalem og til kong Herodes. Og lige netop i dette
møde antyder evangelisten, hvad det er han vil med sit skrift: 

Vismændene kommer med al deres kunnen og med åbne sanser; men ikke desto
mindre er de på vildspor. Deres udredninger og spekulationer kunne føre dem
et stykke på vej; men ikke hele vejen. For stjernetydning er kun
menneskeværk. De kom kun til Jerusalem. 

Stjernehimlen er et udtryk for storheden og rigdommen i Guds skaberværk; men
den er ikke sandhedens kilde. Det er ikke i stjernerne, at et menneske kan
læse Guds vilje. 

Somme tider kan man høre foredrag om humor og ironi i Bibelen, og i dag har
vi et eksempel på dyb ironi: Vismændene, symbolet på åbenhed og
modtagelighed, og på villighed til at lytte til Guds ord og handle efter
det, er på vildspor. Det er ikke i stjernerne, de skal finde svaret på deres
søgen efter sandheden - men hos den brutale Herodes, symbolet på magtmisbrug
og denne verdens ondskab - og han vil til gengæld ikke vide af den. Det er
ham, der ligger inde med nøglen til sandheden: de gamle skrifter, der kan
fortælle, at Messias, jødernes og hele verdens konge, skal fødes - ikke i
hovedstaden med dens nye flotte tempel - men i en lille by af en ugift mor.
For sådan lød et af Guds løfter til sit folk. 

Hos Esajas står der: "Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge
kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet
Immanuel". Det betyder: Gud med os, forklarer Mattæus og fortsætter med at
fortælle, at Josef gav drengen navnet Jesus - det navn der betyder Gud
frelser.. 

Sandheden om Gud og menneskelivet finder vi midt i denne verden med alle
dens Herodes'er - for det var midt ind i denne verden, at Guds søn blev
født. Ikke i stjernetydernes observatorium. Ikke i kong Herodes' palads; men
i byen Betlehem blandt mennesker, som mennesker nu er - med stærke og svage
sider - præget af et liv med både ondt og godt.

Kong Herodes havde sine skriftkloge og ypperstepræster til at hjælpe sig med
at læse skriften: Der kunne han læse, at den unge kvinde skulle blive med
barn, og at der skal udgå en hersker fra Betlehem, som skal vogte Guds folk.
Og han kunne læse hos Esajas, at et barn er født os, en søn er givet os, og
herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld
Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Det er ikke så sært, at Herodes blev rystet og så magten glide ud af
hænderne, for der var ikke noget nyfødt kongebarn i paladset. Hvis stjernen
vitterlig var et tegn på opfyldelsen af alle profetierne om Messias' fødsel,
så var Herodes' dage talte. Det vidste han, ligesom enhver diktator ved, at
han kun har magten, så længe tilstrækkelig mange frygter ham.

Det endte med barnemordet i Betlehem - og så er vi så langt fra stemningen i
"Dejlig er den himmel blå" og alle julesalmerne, som man kan komme. Her er
det det lille værgeløse barn overfor den mægtige konges soldater. Mattæus
skriver: "Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd,
blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på
to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise
mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: 'I
Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil
ikke lade sig trøste, for de er ikke mere'."

Det er en ubehagelig barsk beretning. Det er svært at komme til rette med,
at uskyldige børn skulle omkomme på denne måde. 

Jeg hørte én sige forleden dag: Hvis man kan forstå disse drengebørn som de
første martyrer, så giver det dog en slags mening.

Teologer og historikere diskuterer, om det er en historisk begivenhed, eller
om det er et sagn, der er tillagt Herodes, fordi han sagtens kunne have
gjort det. Men endnu engang: Mattæus skriver ikke historie, og han begiver
sig heller ikke ind i overvejelser om, hvordan det nu kunne gå til, at Gud
kun redder sin egen søn og lader resten gå til grunde. 

Der er noget, Mattæus vil have os til at forstå:

Da Guds Søn blev født, da var det ikke bare som om, det skete; men det var
virkelig ind den verden, vi kender, med al dens ondskab og brutalitet. Det
er en verden, der er så hård, at mennesker kan begå massakrer mod hinanden -
men end ikke al verdens ondskab kan slå Guds Søn ihjel. Nok er Herodes' magt
stor; men end ikke kongen med alle hans soldater kan slå barnet ihjel - for
Guds magt er større. Overfor kærlighedens magt må ondskabens våbenmagt give
op. Og Mattæus kan slutte sit evangelium med at fortælle, at nok kan våbnene
slå et menneske ihjel, som det skete langfredag; men intet våben kan slå
livet ihjel, for Jesus stod op af graven påskemorgen.

Indimellem kan Mattæus så fortælle os, at barnet voksede op - og trådte frem
for at forkynde sandheden om Gud og mennesker. Jesus trådte frem med sin
klare forkyndelse af, at Guds kærlighed gælder ethvert menneske. Han kom
vitterlig med Guds frelse, sådan som navnet Jesus betyder. Der er ingen brug
for vidtløftige spekulationer om stjernernes stilling, hverken i fattige
byer som Betlehem, kongers paladser, eller vismænds observatorier, for i
Jesus Kristus, Guds Søn, har vi fået vejen til sandheden om Gud og
mennesker.

Amen.


  _____  

Sognepræst Kirsten Clement 
Bredgade 40, 5485 Skamby 
64 85 11 79 
kcl@km.dk  
http://home2.inet.tele.dk/kclement/index.html