2 se h3k II 000116 fredericia
 
1, Guds menighed, syng…
46, Du, Herre Krist
prædiken
608, Kærlighed er lysets kilde
(efter nadver) 390, Tak for al din…
588, Jesus, kom dog nær til mig
 
Historien her er meget levende for mig. For jeg har flere gange stået præcis der, hvor det fore-
gik. Ved den urgamle brønd, som allerede patriarken Jakob drak vand af. Det er en meget
dyb brønd. Og den dag i dag er der rent og frisk vand i den.
Der er bygget en lille kirke på stedet, og et par gamle ortodokse munke passer det kapel,
hvor brønden er. De trækker somme tider en lille spand vand op af den. Så kan vi andre få
lov at hælde en kop vand derned og lytte efter, hvor længe det varer, før det når ned til
overfladen.
Munkene sælger nogle små forseglede krukker med vand fra Jakobs brønd. Jeg har en her.
Den plejer at stå på en hylde hjemme hos mig. Så minder den mig om den gamle Jakob og
hans sønner. Og om den samaritanske kvinde og hendes mærkelige samtale med Jesus præcis
på det sted, hvor jeg så sent som her i vinter snakkede med en af de gamle munke. Krukken
er med til at gøre historien levende.
Jeg har et par gange stået ved brønden og læst historien om kvinden. Og så er det, som om
det er mig, Jesus taler til. Som om det er mig, han ser lige igennem. – Og som om det er mig,
han tilbyder livets vand, så jeg aldrig mere skal tørste.
Og det er det jo. Det er jo mig og jer og os alle sammen, Jesus taler til på samme fortrolige
måde, som han talte til den samaritanske kvinde.
Det er mærkeligt at stå ved brønden og genkende det, som man har hørt om. Det bliver leven-
de.
Det har også været mærkeligt for den samaritanske kvinde at høre Jesus fortælle hende om
hende selv. Selv om hun godt vidste det, som han fortalte hende, så er det blevet levende for
hende på en helt anden måde, fordi han sagde det.
Hendes virkelighed blev virkelig på en ny måde, fordi Jesus også kendte den. Da han fortalte
hende om hende selv, kunne hun ikke bare genkende sig selv i det, han sagde. Hun så sig selv
i et nyt lys.
Hvilket nyt lys?
Et nyt lys, der kom af, at hun oplevede at blive set. Set – ikke bare gennemskuet.
Det kan være ubehageligt at blive gennemskuet. Men det er ikke ubehageligt at blive gennem-
skuet af Jesus.
For hun blev ikke kun gennemskuet. Hun blev set.
De øjne, der så hende, præcis som hun var, det var kærlige øjne. Det var øjne, der så hende
som et menneske. Og mere end det. Øjne, der så hende som Guds elskede datter. Med
indsigt og med ømhed.
Det er sådan, Gud ser på os.
Vi behøver ikke engang rejse til Sykar og stille os op ved Jakobs brønd for møde ham. Vi kan
nøjes med at gå for os selv, ganske stille. Slukke fjernsynet. Læse i Bibelen. Tænke over,
hvad vi læser. Tænke over vort liv. Og så tale med ham i bøn.
Så hører han os. Og han ser os. Ser lige igennem os. Ser bagom vores nogenlunde velholdte
facade. Ser de grumsede områder inde bag facaden. Men hans blik standser ikke der. Han
ser endnu længere. Han ser i os det, som vi måske har svært ved at se selv: den kerne af
skønhed og af godhed, som er allerinderst i os. Som han selv har plantet i os. Hans billede.
Vi bruger somme tider udtrykket, at vi ikke kan forstå, hvad den og den ser i en anden. Vi
kan vel heller ikke forstå, hvad Gud ser i os. Men han ser det. Han kender os – hele vejen ind.
Han gennemskuer os. Og han elsker os. Han ved, at vi ikke bare er det, vi giver os ud for.
Men han ved også, at vi er mere end bare syndere. Bag det hele er vi gudesønner og gudedøt-
re. Hans børn.
At han ser os på den måde, det er det, der hedder tilgivelse. Og den er måske det vigtigste af
alt, hvad der er at fortælle om Gud.
Jesus siger, at det vand, han vil give os, skal i os blive en kilde, som vælder med vand til evigt
liv. Den kilde er hans egen kærlighed. Når vi tager den til os og hviler i den, så ser vi, at der
alligevel er mening i at leve.
Der er nemlig ikke noget ved at leve, hvis vi ikke er elsket. Der er ikke noget ved at leve, hvis
vi altid skal forstille os for at blive accepteret. Der er ikke noget ved at leve, hvis vi er nødt til
at lyve for os selv og holde på facaden overfor alle andre.
Ét sted må vi kunne være helt os selv – og føle os elskede alligevel. Det sted er i samværet
med Gud. Derfor kan et kristent menneske ikke leve uden bøn. Uden at mødes med Vor
Herre ved brønden eller i lænestolen eller i kirken – og blive set – og accepteret. Tilgivet.
Elsket.
De oplevelser, vi kan have, når vi beder – og når vi er helt stille for at lytte til ham, de hører til
det evige liv, som ikke ophører, selv den dag hvor vi skal herfra. Vore samtaler med ham er
kildevæld til evigt liv.
Det er det kildevæld, min lille krukke fra Jakobs brønd minder mig om. Det er også det kilde-
væld, vi bliver mindet om, når vi knæler sammen ved alteret og spiser brødet og drikker vinen
– symbolet på, at han gav sig selv helt for os.
Amen