Hvis du har kommentarer så skriv hertil









2. s. e. Helligtrekonger, 2. rk. Hornbæk 9 Clemens 10
1. Kong. 8,1.12-13.22-30; 1. Joh 2,28-3,3; Joh.4,5-26
Salmer 2 - 258 - (57) / 314 -(432) - 11
____________________________________

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium til 2. søndag efter Helligtrekonger står
skrevet hos evangelisten Johannes......

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det
stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af
vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: Giv
mig noget at drikke. Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at
købe mad.
Den samaritanske kvinde sagde til ham: Hvordan kan du, en jøde, bede
mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke? - jøder vil nemlig ikke
have med samaritanere at gøre.
Jesus svarede hende: Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er,
der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham og
han ville have givet dig levende vand.
Kvinden sagde til ham: Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb;
hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader
Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og
hans kvæg?
Jesus svarede hende: Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste
igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i
evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde,
som vælder med vand til evigt liv. 
Kvinden sagde til ham: Herre, så giv mig det vand, så jeg ikke skal
tørste og gå herud og hente vand.
Han sagde til hende: Gå hen og kald på din mand, og kom herud!
Kvinden svarede: Jeg har ingen mand.
Jesus sagde til hende: Du her ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for
du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du
noget sandt.
Kvinden sagde til ham: Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre
har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal
tilbede ham, er i Jerusalem.
Jesus sagde til hende: Tro mig, kvinde, der kommer en time, hvor det
hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I
tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen
kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande
tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne
tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder, skal
tilbede i ånd og sandhed. Kvinden sagde til ham: Jeg ved, at Messias
skal komme - det vil sige Kristus; når han kommer vil han fortælle os
alt.
Jesus sagde til hende: Det er mig, den, der taler til dig.
Amen

Litteraturen vrimler med fortællinger om dem, der er anderledes, og som
"man" ikke vil kendes ved. En fortælling, som vi vist alle har med os,-
det er H. C. Andersens eventyr om den grimme ælling.

"Pip, pip sagde ungen og væltede ud (af ægget); han var så stor og så
styg" - og sådan kommer den grimme ælling til verden,- ser dagens lys
for første gang.

" ......han er for stor og aparte, og så skal han nøfles" - sådan er
velkomsten i andegården - 

men det slutter jo godt - for det gør ikke noget, at man er født i
Andegården, når man kun har ligget i et svaneæg, som H. C. Andersen
skriver sit eventyr, et eventyr om livet i andegården - og i verden.
___________________________

Ja, historier om de anderledes, dem vi ikke vil kendes ved,- de
historier kender vi - vi kender dem fra eventyr og andre fortællinger,
men så sandelig også fra vores liv med hinanden. 

Også vi sætter skel, også vi trækker grænser. 

De mest tydelige skel og grænser, som der tales om og der handles ud fra
i disse dage, det er dem, som der i debatten sættes mellem danskere og
indvandrere, 2. generationsindvandrere, nydanskere - familiesammenførte,
og hvilke betegnelser der nu bruges.

Man kan dårligt åbne en avis eller tænde for nyhederne på TV uden at den
debat toner frem. Og den er ikke nem at finde en vej i - 

de sobre og velovervejede argumenter omkring hvordan vi bedst integrerer
nye borgere i vores land,- 

disse sobre argumenter forsvinder ikke sjældent i fordomme og floskler,
der spiller på vores frygt for det ukendte, vores frygt for hvordan det
mon vil komme til at gå i fremtiden -

men ukendt,- det er fremtiden jo i virkeligheden altid - og derfor også
skræmmende i en eller anden udstrækning. Fremmede eller ej.
_______________________

Debatten ER ikke nem at finde en vej i, når de velovervejede argumenter
drukner i fordomme og floskler.

Men jeg tror nu også der er en anden måde at holde folk på afstand på,-
en pæn måde som vi ikke er så opmærksomme på - nemlig den politiske
korrekthed. 

Det er også er en måde hvorpå vi tænker og taler om dem der er
anderledes end os selv, og som vi ikke rigtig vil kendes ved, hvad enten
de så kommer fra et andet land eller på anden måde er anderledes.

Politisk korrekt - det lyder da ellers så pænt - ja, og netop så
korrekt.

Den positive side af "de rigtige meninger", som vi også kan kalde det,
den positive side er, at vi vil sikre, at fremmede og andre
mindretalsgrupper i samfundet ikke betragtes som mindreværdige.

Men den negative side af  "de rigtige meninger" er, at  vi på en måde
isolerer hinanden i tolerancens navn. Vi konstaterer, at de kan være
lige så gode som os - og så er der ikke mere at tale om - 

så vil vi ikke engang ved at mødes og tale sammen forsøge at finde det,
der er fælles for os,- det, der forpligter os alle,- det, der på trods
af forskellene også binder os sammen. 

Nej, vi holder os på sikker afstand, og vil ikke rigtig kendes ved dem,
der er anderledes end os.

Det hvad enten vi så er fremmede for hinanden fordi vi har forskellig
etnisk baggrund - eller fremmede for hinanden fordi vi på en anden måde
tilhører forskellige fraktioner eller grupper i samfundet.
_______________________

Evangeliet i dag handler om Jesu møde med en fremmed - som vi stilles
overfor fremmede, måske med anden kultur og gudsdyrkelse end os, sådan
gjorde Jesus det også. 

Men han satte ikke skel og trak ikke grænser. Han ville gerne kendes ved
hende.

For det først vi må lægge mærke til, det er at han overhovedet vil tale
med kvinden - og oven i købet beder hende om vand,- det undrer kvinden
sig da også højlydt over.

For hun er jo en samaritaner. En af de fremmede, som jøderne bestemt
ikke brød sig om. Allerede det kunne være nok til, at de slet ikke kunne
tale sammen. Dengang som nu er det nok.

Og så er hun en kvinde. Sådan een kunne en anstændig mand ikke tale med!

Men tale sammen, det gør de. Og meget politisk korrekt tolerance er der
heller ikke over samtalen, kvinden bliver ikke holdt på afstand med
tanken om, at alt kan være lige godt. 

Tværtimod, Jesus ser kvinden som hun er, en samaritansk kvinde med rod i
privatlivet,- med alt for mange mænd. 

Omgivelserne har givetvis tænkt sit og udstødt kvinden af fællesskabet,
men i Jesus møder hun een, der ser på hende med andre øjne. Han kender
hende som hun er - og han vil kendes ved hende.

Og hun opdager derved, at det liv, som hun troede nu måtte gå sin egen
skæve gang,- hun opdager, at det alligevel rummer nye muligheder.

For det vand, som Jesus talte om, det levende vand, det kunne give liv
på trods af det, der var gået skævt, det vand kunne give nyt mod og håb,
ja, det kunne gøre, at hun igen kunne ranke ryggen.

Det levende vand var nemlig ham selv - Messias - Kristus - han ville
kendes ved hende, og det giver hende nyt liv. Det får håb og mod til at
vælde frem i hende, som en kilde.
________________________

Som Jesus mødte den samaritanske kvinde, sådan møder han også os.

Der er ikke noget med på forhånd at lægge afstand til os, sådan som vi
kan være gode til at lægge afstand til hinanden, hvad enten det så er på
grund af hudfarve eller det er noget andet vi mener, der skiller. 

Der er heller ikke noget med at lægge afstand til os i tolerancens navn
- at det ene vel kan være lige så godt som det andet. For det kan det
ikke.

Det er ikke lige meget hvad vi gør med vores liv - han kender det hele,
godt og ondt imellem hinanden - og han vil alligevel kendes ved os.

Så nej, der er ikke noget med at Gud lægger afstand til os på nogen
måde; tværtimod kommer han os helt nær. I dåben, i nadveren og i ordet
kommer Gud os helt nær. 

Han kommer os nær, som levende vand vi kan leve af - fordi vi er set som
vi er og holdt af som vi er.

Vi sætter skel og vi trækker grænser. Fortællingen om den samaritanske
kvinde ved brønden fortæller os, at det gør Gud ikke. 

Hvor vi kan være slemme til ikke at ville kendes ved hinanden, så har
Gud det heldigvis ikke på samme måde.
__________________________

Og så kan vi så passende slutte hvor vi begyndte - med H.C. Andersens
eventyr "Den grimme ælling". 

For Gud er den, der kan få øje på det, der er gemt i os, et Guds barn,-
det kan han få øje på selvom vi trasker rundt i en andegård og hakker på
hinanden og ser forpjuskede ud. Og måske også er det, forpjuskede.

For hvor vi er gode til at få øje på det, der gør os til fremmede for os
hinanden, så ser Gud os og kender os, kendes ved os,-

han kender os som mennesker, der lever af at være kendt og elsket af ham
- vi lever af hans kærlighed og nåde  - som dagligt brød og som dagligt
levende vand på denne jord.

Amen.

  			
Siden er opdateret den 17 - 1 - 2000
Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
Mogens Agerbo Baungård, præst, email