Lige for tiden er jævnligt artikler i aviserne om - den nye åndelighed.
Åndelige spørgsmål er kommet på trendsætternes dagsorden. Kierkegaard er
blevet moderne, og der stilles spørgsmål til folkekirken om, hvordan den vil
imødekomme den nye voksende interesse for filosofi, etik og åndelige
spørgsmål i det hele taget. Kender kirken sin besøgelsestid - lyder
spørgsmålet - eller vil det gå som med ny-religiøsiteten fra tresserne og
halvfjerdserne: at de interesserede gik langt uden om kirkerne, fordi de
anså kirkerne for at være gammeldags, ude af trit med menneskers virkelighed
- og så fandt de målet for deres religiøse søgen alle mulige andre steder.

New Age fænomenerne har vi stadigvæk. Der er salg i sten og krystaller.
Erhvervsfolk konsulterer astrologer, inden de ansætter personale eller tager
andre store beslutninger. Aftenskolerne udbyder kurser i auralæsning og
kiromanti.

Asa-troen tages igen alvorligt som religion. Der udgives CD-er med sange til
Odins, Thors og Frejas pris, og sangerinden kan fortælle, at hun synes, at
Det gamle Testamente er spændende; men Det Nye Testamente og Jesus ikke
siger hende noget. Til gengæld var det en dejlig oplevelse at få lov til at
synge solo i kirken, da naboens barn skulle døbes. Hun kunne i det hele
taget godt lide at være i kirkerummet; men de øvrige kirkegængere var uden
betydning for hende.

Sangerinden gør det, som så mange gør: Tager lidt her og tager lidt der.
Lidt asa-tro, blandet med Det gamle Testamente og et kristent ritual - og så
får hun bygget sit eget univers op.

En sociolog udtalte forleden til en avis, at det er klart at det er sådan.
Vi lever i et samfund, hvor mange af de fælles værdier og traditioner er
brudt ned. De sidste generationer er vokset op i en tid, hvor det er
gammeldags at overtage forældrenes værdier og holdninger. De unge skal selv
tage stilling - helt bogstaveligt! De skal selv finde deres egen vej i en
kultur, hvor det ene kan være lige så godt som det andet. Der er meget lidt,
der er givet på forhånd. De skal så at sige begynde ved år 0 og selv opfinde
værdier og normer - og selv oprette fællesskaber. - Og det bliver ikke den
klassiske kristne tro, de når frem til, siger sociologen, for i et samfund,
hvor man ikke længere ser autoriteter som et gode, går man uden om en tro,
som er troen på én person, der siger: "Jeg er vejen og sandheden. Jeg er
Kristus. Det er mig, der kan sige til dig, hvordan Gud skal tilbedes!"

Måske har han ret - sociologen. Vi lever i hvert fald i en tid, hvor det er
meget almindeligt at høre folk sige: "Jeg tror nu på min egen måde." Det
gamle mundheld "Enhver bliver salig i sin sin tro" kan sættes som overskrift
på mange menneskers tankegang. 

Vi lever i en tid, hvor vi har en uendelig række af valgmuligheder. De tider
er for længst forbi, hvor børnene normalt kunne være sikre på, at deres liv
ville komme til at ligne deres forældres - også når det gælder tro.

Vi lever heldigvis i et land med religionsfrihed. Enhver har ret til at tro
og tænke og mene, hvad han eller hun vil - og enhver har ret til at tale
frit derom og og udgive skrifter og lave hjemmesider på internettet. Enhver
har ret til at forsøge at omvende de andre. Og enhver har ret at skabe sin
egen religion. Selvfølgelig under overholdelse af love om vold og tvang.
Religionsfriheden er et uvurderligt gode, som vi skal tage vare om - også
når det gælder andres ret til at udøve deres tro - også i vores land.

Sangerinden har sin fulde ret til at opbygge et univers med en blanding af
Asa-tro og betagelse af Det gamle Testamente og det kristne kirkerum. Og den
samme ret har alle dem, der beskæftiger sig med reinkarnation, auralæsning,
kiromanti, og hvad der ellers findes. Der er så mange, der både beskæftiger
sig med kristendom og andre religiøse fænomener, at det føles naturligt - og
så bliver mange overraskede og ligefrem forargede, når folkekirkens præster
afviser, at deres tankegang hører hjemme inden for den kristne tros rammer. 

Men der er jo sket en fejlslutning: Grundloven sikrer os, at vi kan
tilslutte os det trossamfund, vi ønsker; men intet trossamfund kan gøres
forpligtet på at overtage andre trossamfunds tro. Et trossamfund har ret til
at være meget nøjeregnende med, hvad der hører til inden for
trosbekendelsens rammer. 

Kirken er intolerant - siger kritikerne. Ja, for det skal den være. Det er
nemlig ikke alting, der er kristen tro.

Den samaritanske kvinde sagde til Jesus: "Jeg ser, at du er en profet. Vore
fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal
tilbede ham, er i Jerusalem." Hun kunne også have spurgt: Ligger det
indenfor jødedommens rammer at tilbede Gud her på Garizims Bjerg, eller har
farisæerne og de skrifkloge ret, når de siger, at Gud kun kan tilbedes på
den rette måde i templet i Jerusalem?" Samaritanerne tilbad Gud på Garizims
Bjerg - det gør de stadigvæk - og derfor er de stadigvæk en gruppe, der
skiller sig ud. Farisæerne var ikke i tvivl om, at samaritanerne gik uden
for de rammer, som var blevet sat af Mosebøgerne og profeterne.

Der var Jesus heller ikke. Han var så til gengæld overbevist om, at de
rammer var for snævre: " Jesus sagde til hende: 'Tro mig, kvinde, der kommer
en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede
Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for
frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de
sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.'"

Det er alt for snævert at diskutere, om Gud skal tilbedes på Garizims Bjerg
eller i Jerusalem, for Gud skal ikke tilbedes på et sted, men i ånd og
sandhed. Det handler ikke om at gå hen til helligstedet og gøre de rigtige
handlinger. Det handler om, at troen på Gud skal gennemsyre hele mennesket -
hele livet - hver dag - og ikke kun om søndagen.

Gud er jo heller ikke kun på nogle bestemte steder til nogle bestemte tider.
Gud er alle steder til alle tider. Derfor finder samaritanerne ikke kun Gud
på Garizims Bjerg, men alle steder. Jøderne finder ikke kun Gud i templet
eller i synagogen, men alle steder. Vi finder ikke kun Gud i kirken. Vi
finder Gud alle steder - derhjemme, på arbejdet, i kirken. Kirkebygningen
adskiller sig fra andre steder - ikke fordi den er mere hellig, eller fordi
vi Gud nærmere dér, end andre steder - Kirken er anderledes, fordi den er
indrettet til det ene formål, at vi kan mødes til gudstjeneste med bøn og
dåb og nadver - sådan at der er et sted med tid og plads til fordybelse.

Det handler ikke om at faste og foretage brændofre og slagtofre; men at
elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og hele sin
styrke - og at elske sin næste. "De sande tilbedere skal tilbede Faderen i
ånd og sandhed", siger Jesus, "for det er sådanne tilbedere, Faderen vil
have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed."

Men hvad er sandheden? Var den samaritanske kvinde lidt i tvivl? I hvert
fald sagde hun: "Jeg ved, at Messias skal komme" - det vil sige Kristus;
"når han kommer, vil han fortælle os alt." Nej, det er ikke altid lige let
at finde frem til sandheden. Og når det gælder de store spørgsmål om Gud,
kommer et menneske let i tvivl. 

Jesus var ikke i tvivl. Han sagde til hende: "Det er mig, den der taler til
dig." Han var sikker i sin sag: "Det er mig, der er Kristus, Guds Søn."
Derfor turde han sige til hende, at hun ikke skulle tilbede Gud på Garizims
Bjerg, men i ånd og sandhed. Derfor kunne han sige: "Men den, der drikker af
det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil
give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv."

Det er Kristus, der kan sige os sandheden om Gud og mennesker, så vi ikke
behøver at døje med at sætte vores univers sammen selv. Jesus er Kristus,
Guds Søn - derfor er hans ord en kilde, som vælder med vand til evigt liv.
Han siger ikke hvad som helst - han siger det, som Gud vil - for at vi skal
leve som Guds elskede børn.

Amen.


  _____  

Sognepræst Kirsten Clement 
Bredgade 40, 5485 Skamby 
64 85 11 79 
kcl@km.dk  
http://home2.inet.tele.dk/kclement/index.html