Det er varmt - frygtelig varmt. Solen bider ubarmhjertigt. Det brænder
ligefrem i håndfladerne, når hun støtter den tomme lerkrukke, som hun bærer
på hovedet. Allerhelst var hun blevet derhjemme. Men hun ved, at det vil
hævne sig. Hun kan ikke klare sig uden frisk vand til imorgen.

Hun kunne vente på mørket. Men det er ikke meget bedre. Så er de store
drenge på gaden. Hun er bange for dem. De er altid efter hende. Man skulle
tro, at de havde deres fædres velsignelse til at gøre livet surt for hende.
En aften omringede hende. De brugte en beskidt mund og kastede sten efter
hende. Da hun råbte op, kom fædrene ud. De griende bare og kaldte de store
knægte til sig. Siden er det kun blevet værre.

Ingen af de andre kvinder går til brønden nu. De sidder i skyggen under
halvtaget. Selvom hun fulgte stien bagom husene, så de hende alligevel. Hun
drejede ikke hovedet. Men hun kunne mærke de hånlige blikke, som blev kastet
efter hende. De drev som rådne æg ned ad ryggen på hende. Hun blir trodsig
ved tanken. I det mindste gør brønden ikke forskel på folk. Den gir også
hende sit klare, kølige vand. Jakobs brønd. Hun er også en Jakobs datter.

Her uden for byen går hun lidt friere. Det er hendes halve time uden krav.
Hvis bare ikke solen havde brændt så hårdt. Derhjemme er der heller ikke
megen husfred. For et år siden var det bedre. Da var hun lige flyttet ind.
Og han behandlede hende stadig som sin kone. Men nu er det ikke meget
anderledes, end det var med de andre mænd. Han truer jævnligt med at smide
hende ud. Mærkeligt at den skæbne skal hænge sådan ved hende. Det er som en
ond cirkel. Som om fortiden forfølger hende. Fordi én mand smed hende ud af
deres hjem, så kan hun altid smides ud.

Det vil hun ikke tænke på nu. Hun skal passe godt på sin halve time. Den er
så kort. Kun solen - Guds øje på himlen - ser hende her. Og hvad - han har
vel set det meste allerede. Nu slynger stien sig kun én gang mere - rundt og
ned. Så er hun ved brønden. Hun vil sætte sig lidt på de store sten, inden
hun fylder sin krukke og går hjem igen. Der er skygge og hun vil være alene.

Hun standser forskrækket. Der sidder en mand ved brønden - en fremmed. Hun
har mest lyst til at vende om. Men han har set hende og så vil han vel bare
more sig over hendes undseelighed. Hun ranker ryggen - mest for sin egen
skyld - og går hen til hejseværket.

Den fremmede hilser hende. Af gammel vane lytter hun efter den spydige tone.
Hun har efterhånden fået en vis evne til at høre det, der blir sagt mellem
ordene. Men han taler ikke spottende. Han kender hende jo heller ikke endnu.
Den tanke strejfer hende, at en fremmed måske ikke straks kan se på hende,
at hun er anderledes. Selv føler hun, at hun bærer sin skam til skue uden på
tøjet. Altid skal hun tage sig i agt for ikke at blive duknakket. En vaklen
i stemmen. Et flakkende blik er nok. Det er som huller ind til sjælen. Så
kryber de andres ringeagt og hån ind under huden på hende - og blir til
selvforagt. Hun skal huske at lukke de huller.

Hun hilser tilbage - som om hun var en ganske almindelige kvinde ved
brønden.
- Giv mig noget at drikke siger den fremmede.
Og hun undrer sig dobbelt. For ikke alene taler han almindeligt til hende.
Men han ber hende om en tjeneste. Det sidste undrer hende mest. For vel har
hun vartet mænd op hver dag i årevis. Men hvor længe er det ikke siden, at
nogen har bedt hende om at gøre det.

Hvad vil han hende? Hun ønsker sig inderligt alene ved brønden. Men han har
allerede fanget hende. Der er noget ved hans øjne. De ser hende. En tanke
slår ned i hende og hun ser en hel flok sladrekællinger for sig: Blir du
aldrig klogere? Har du ikke tit nok kigget for dybt i fremmede mænds øjne?
Hun smiler - uden at hun ved hvorfor. De andre koner er her jo ikke og det
er slet ikke på den måde.

Hun gør rebet fast til krukken. Der er ikke langt ned til vandet. Hele året
står det højt i Jakobs brønd. Kilden stiger op fra dybet. Også når regnen
blir væk. Så meget godt har de gamle fædre efterladt. Den fremmede er jøde
ser hun. Så er han også en af Jakobs sønner. Med en klukken som af en gammel
mands latter fyldes krukken med vand. Lyden beskytter dem imod stilheden,
som var ved at vokse sig for stor.

Hun sanser ikke at give ham det vand, som han ber om.
- Hvem er du egentlig, spør hun med en dristighed, som er ny. Hun lytter til
hans svar - til tonen mere end til ordene, som hun alligevel ikke forstår.
- Hvis du vidste - men det gør hun jo ikke.
- Hvis du vidste, hvem jeg er, siger han, så ville du bede mig om levende
vand.

Hun kender alle ordene hver for sig. Men det er som om deres sammenhæng ikke
gir mening for hende. Levende vand! Han har jo ikke engang en spand. Og
levende? Vand er vel bare vand - og har altid været det - lige siden Jakobs
dage. Findes der mere end én slags vand? Hun forstår ham ikke, men alligevel
er det som om hans ord vækker en tørst i hende. Bare han vil fortsætte med
at tale den slags ord til hende.

- Gå hjem og kald på din mand, siger han pludselig.
Hun blir forlegen. Men hun kan kun sige det, som det er.
- Jeg har ingen mand.
- Nej, det er sandt. Du har haft fem mænd. Og ham, du har nu, er ikke din
mand.
Hun stivner. Det er som om hjertet springer et slag over, inden det begynder
at banke vildt i brystet på hende. Kender han hende? Nu mærker hun det igen.
Der er noget med hans øjne. De ser hende. De ser igennem hende og hun føler
sig nøgen foran ham. Men hun er ikke bange for de øjne, selvom ingen har set
sådan på hende før. Hun ved, at han kan fortælle alt om hende. Med ét husker
hun en sætning, som hun har hørt flere gange. Men det kan vel ikke være
sandt. Prøvende lægger hun den  frem:
- De siger, at når Messias kommer, så kan han fortælle os alting.
Øjeblikket er spændt til det yderste. Hun er parat til at miste alt.
- Jeg er Messias, siger den fremmede. Du taler med ham.

Hun sætter krukken fra sig i græsset. Så uforsigtigt, at den slår en revne.
Vandet løber af den. Dumt, men pyt med det. Der er andre krukker i verden og
hun skal skynde sig hjem.

Mens hun løber tilbage ad stien mod landsbyen, kender hun ikke sig selv
igen. Hun er som krukken. Den hårdtbrændte skal har fået en revne.
Ensomheden og bitterheden, som hun har holdt så fast på i årevis, løber fra
hende. Det var øjnene. De så hende. Det var ordene. Milde, som aldrig før.

De sidder stadig og sover under halvtagene.
- Kom og se, råber hun. Og de rejser sig forbavsede op.
- Kom, jeg har mødt Messias. Han har sagt mig alt.


Amen.