3. søndag efter Hellig tre konger 2000



NT-læsning: Hebr. 11.1-6

Evangelium: Lukas 17,5-10

Salmer: DDS 350, 484 - 232, (43) og 91



Prædiken:



Moderne menneskers holdning til kirke og kristendom er som bekendt noget af en gåde.

Lang de fleste danskere - aktuelt 87% - er medlem af folkekirken, mens den procentdel af

befolkningen, 

der bruger kirken jævnligt, kan tælles på én enkelt hånd.

Anledning til at tage udgangspunkt i dette er, at forholdet endnu engang er blevet belyst med en

gallupundersøgelse, og at bl.a. biskoppen i Roskilde stift nu har bedt alle sogne om at tælle,

ikke blot altergæster, men også kirkegængere.

Dvs. at fra nu af vil alle, der møder op til en gudstjeneste eller en kirkelig handling i kirken,

blive ført til protokols.



Om det ændrer det billede, som Gallup har lagt frem, er tvivlsomt, men selve det at man i vort

talfikserede samfund har formået at tvinge en sådan “måling” frem i kirken, er

bemærkelsesværdigt.

For at tælle og måle af folks engagement i kirke og kristendom har indtil nu været noget, man

end ikke turde tænkte på og slet ikke talte højt om.  

Nej, folk måtte virkeligt selv stå inde for og bestemme graden af engagement i kirke og

kristendom. 

Kirken skulle blot stå til rådighed, når der var behov for det.



Baggrunden for optællingen af kirkegængere er uden tvivl det moderne samfunds stigende krav

om rentabilitet og effektivitet. 

De knap 5 mia. kroner, som staten og folkekirkens medlemmer lægger i bevarelsen af et

system, der bare står parat, når kirkens medlemmer får tid, lyst og lejlighed til at brug af det,

skal udnyttes bedst muligt.

Om nødvendig kan man som i det omliggende samfund gribe til at nedlægge de bedrifter, der

ikke er rentable.



Alt dette er imidlertid en diskussion for sig.

En diskussion, vi naturligvis ikke slipper udenom, når de faktiske tal over kirkegængere i

Danmark og i Roskilde stift bliver kendt.

Spændende bliver det da, om det så ender med at blive 

Kr. Skensved eller Jersie Kirke, som skal lukkes?

Eller om vi kan skubbe aben over på Havdrup eller Solrød, hvis vi da ikke slipper af med at

sløjfe hele Lolland-Falster stift. 

Alt det, som jeg nu har nævnt, er skal imidlertid blot ses baggrunden for de følgende

overvejelser, der tager udgangspunkt i dagens evangelium.



Teksten fokusere på et centralt spørgsmål, nemlig tro.

Tro er kristendommens centrale emne.

Tro er kernen i den forkyndelse, som uanset popularitet og tilslutning, altid må lyde her i kirken,

for tro er den eneste måde, vi står i forhold til Gud på.

Tro er derfor også at forholde sig til det man ikke kan se.

Tro er at rette sig mod en virkelighed, der er større end os selv, og mod en kærlighed og et

håb, som ikke kan tælles, men dog virker ind på den konkrete tilværelse, vi lever.

Og tro er på mange måder også et paradoks, der sætter os på prøve og kræver os til regnskab

for det liv, vi lever.



Derfor synes disciplenes bøn naturligvis fuldt berettiget:

“Giv os mere tro!”

Hjælp os, Jesus, ind i det livsfællesskab med Gud, som du selv lever i. Vi vil gerne, men du må

hjælpe os!

Underligt nok afviser Jesus imidlertid deres bøn:

“Hvis I havde tro som et sennepsfrø” - og det er faktisk meget lille, mindre end karsefrø - så

ville I kunne lave ravage på hele jorden”.

Nu kan det være svært at forstå, hvad det skal betyder.

Betyder det, at troen faktisk er en slags magisk kraft, hvormed man kan teletransporte ting

rundt på landkortet?

Eller betyder stik modsatte, at Jesus gennem en grotesk overdrivelse viser disciplene, at deres

forståelse af troen og troens muligheder er afsporet.



Det er ikke helt klart, men det bliver det med det følgende. 

For umiddelbart efter talen om troen som et effektivt redskab for landskabsarkitekter, vender

Jesus begrebet om og taler om det i en helt anden betydning.

Ganske vist er vi ikke bekendt med for forhold, hvor man har tjenere eller slaver, alligevel er

det indlysende nok, 

at stå man i et forhold til f.eks. en arbejdsgiver, så er ens pligter og rettigheder nøje forbundet.

Og mon en arbejdsgiver takker en arbejdstager, fordi han gør det, som man har aftalt i

kontrakten? 

Jovist, det kan han da godt, det er pænt og måske også gavnligt at gøre det, men han har ikke

pligt til det.

Dybest set har man som arbejdstager ikke ret til andet end den løn, som man har aftalt.

Eller sagt på en anden måde; den tro, Jesus konfrontere sine disciple - og os med, hvis vi altså

vil betragte os som sat ind i et forhold til ham og til Gud - er ikke et spørgsmål om at have og

eje troen, men om at være tro overfor den relation, man er sat ind i overfor Gud.

Ligesom man skal være det overfor mand, hustru, børn og øvrige familie, skal man være tro

eller trofast overfor Gud.



Er det ikke indlysende? Er det ikke naturligt og fair nok?

I hver tilfælde mener Jesus, at det er sådan det bør være.

Enhver discipels svar overfor de pligter, som deres Herre forventer af dem, bør efter Jesu

mening være; 

Som tjenere gør vi ikke andet end det, vi er skyldige at gøre.

Men er det også sådan, vi synes det skal være?

Noget tyder på, at vi må svare nej.

Det er de færreste, der bryder sig om at være skyldige.

Det er få, der bryder sig om at være afhængige andre. 

Det moderne livsideal handler om frihed, uafhængighed og selvrealisering.

De unge, der rejser verden rundt, er vort samfunds uudtalte forbilleder, mens at være gammel

på plejehjem er vort værste mareridt.

Det moderne menneskes selvforståelse handler ikke om pligter og skyldighed overfor andre,

men om mine individuelle rettigheder overfor andres rettigheder.

Debatten om det multietniske samfund handler om rettigheder - hvis rettigheder, skal

respekteres mest, danskernes eller de fremmedes?

Arbejdsmarkedet står og falder med klart formulerede regler om pligter og rettigheder.

Familieforhold bygges i stigende grad på fikserede rettigheder, især når familien er brudt

sammen, 

men stadig skal forsøge at bevare relationerne intakte.

Også i kirken mærkes det i stigende grad, at forholdet mellem folk og kirke bygger på en

kontrakt, hvor medlemmerne har krav og rettigheder, som skal imødekommes, mens kirken

kun i begrænset omfang har lov at rette forventninger til dem.



Men bortset fra alle disse rent juridiske forhold, som vi naturligvis ikke kan se bort fra, så er

talen om krav og rettigheder faktisk malplaceret i kirken.

For selv hvis vi tager udgangspunkt i den mest vage formulering af kirkens grundlag, som

forpligtigelsen til at tale om og hævde kærlighedsbudets vigtighed, så er der intet i et forhold

båret af indbyrdes kærlighed, som kan sættes ind i en sammenhæng, hvor vi har krav på noget. 

Kærligheden giver sig selv, og det menneske, der elsker, 

er sat ind under den forventning, at det først og fremmest må se på næstens tarv, aldrig sine

egne rettigheder. 

For et er kærlighed - at give frit uden at være tvunget til det. 



Men tager vi grundigere fat, så taler kristendommen ikke blot om kærlighed.

Kristendommen tager i sin tale om kærlighed til både Gud og næsten udgangspunkt i en

sammenhæng, kun få i dag synes om, nemlig talen om skyldighed.

Kristendommen siger ikke, at du har ret til Guds kærlighed eller kan forvente omgivelsernes

respekt for dine rettigheder.

Nej, kristendommen taler om, at enhver af os, står i gæld.

Vi er skyldige.

I negativ forstand er vi skyldige, fordi vi har forbrudt os både mod Gud og vor næste, hvilket

fadervors bøn; 

“Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” skal være os en stadig påmindelse

om.

Men vi også i positiv forstand er vi skyldige :

Vi er skabt af Gud og skylder ham livet.

Vi står overfor Gud med udbetalelig taknemmelighedsgæld.

Den eneste måde, vi  kan forholde os til denne gæld på, 

er at dele vort liv og den kærlighed, vi bliver mødt med i livet med andre.

Fordi Gud elsker os, skal vi elske og ære hinanden. 



Og måske netopå denne fordring er årsag til, at mange i virkeligheden ikke bryder sig om den

forkyndelse, som lyder i kirken? Måske det ikke bare er det gamle og kedelige salmer og den

manglende underholdningsværdi i en gudstjeneste, som er baggrunden for, at mange hellere er

passive end deltagende medlemmer af kirken?

 

Det var der faktisk en aviskommentar om i sidste uge.

Sognepræst Eva Meile skrev i en artikel 

“Om folk, kirke og galluptal” :

“Hvorfor ikke sige det, som det er: Kristendom kan simpelthen ikke accepteres af ret mange

mennesker i dag. Først og fremmest fordi den placerer mennesker som en skyldner - i enhver

betydning; som den, der skylder Gud alt (i Kristendommen er det Gud, der har alle

rettighederne), og som den, der aldrig kan indfri hovedkravet fra Gud: 

Du skal elske Herrens din Gud og din næste som dig selv. 

I følge kristendommen er mennesket derfor totalt afhængig af, at Gud tager det til nåde”.

Og fortsætter Eva Meile:

“Sammenfattende kan man sige: Kristendommen er en religion for syndere - der findes bare

ikke syndere mere. 

Eller for at tale gallup: Ikke ret mange procenter!

Det er problemet i forholdet mellem folk og kirken!”



Der findes ikke ret mange syndere!

Der findes ikke mange, der synes at de skylder hverken Gud eller næsten noget - snarere

omvendt!

Hverken Gud eller samfundet har vel nogensinde været udsat for så mange forrettede

bebrejdelser, som netop i dag.

Er det rigtigt, er Jesu ord om at vi skal være “tjenere, der kun har gjort, hvad de var skyldige at

gøre” en provokation.

Men altså en provokation, de fleste altså undgår at blive konfronteret med.



Uden den tro, der lever ud af afhængighed og skyldighed til Gud, er der ingen kristendom, og

nedrivningen af vore kirker kunne for den sags skyld begynde den dag i morgen!

Men omvendt; er der blot et sennepsfrø af den tro tilbage, 

er der for dem, der får den givet, stadig noget at kæmpe for.

Og i den forstand er bønnen om mere og større tro altid på sin rette plads, så vi kan bevare

troskaben overfor alt det, som vi har fået givet af Gud - også evangeliets sjældne skat!



Gud hjælpe os dertil! Amen.