Hvis du har kommentarer så skriv hertil |
16.s.e.trin, 2. række.
Salmevalg:
372, 637, 479 /præk/ Som den gyldne sol oprinder (vedlagt), 202
Indledende bøn + prædiken:
Hellige Gud Fader! Dit ord er sandhed! Dit ord er liv og ånd! Dit ord er
troens ord, som må høres! Ja, Himmelske Fader! Ligesom alle de i gravene
engang skal høre din Søns røst og opstå fra de døde, lad også os allerede
hér høre hans stemme, så vi må fryde os ved hans salighed! Besøg os på denne
måde ved Ordet med din Helligånd i vor Herre Jesu Kristi Navn!
Lazarus er død. Han ligger i sin grav. Han er død, både for Gud og for
mennesker. Men selv ikke naturens mest grundfaste faktum: Vi skal alle dø –
selv ikke det kan stå i vejen for Jesus.
I dag hører vi på dramatisk vis beretningen om, at påskensejren over døden
ikke kun fandt sted én gang, i foråret omkring år 33. Nej Jesu påskesejr er
evig. Den er hver dag, hele året rundt.
Den evige påske er en evig sejr over døden.
Denne store sejr tager Jesus forskud på i dagens gode budskab: Budskabet om
Jesu ord som liv og ånd. Jesu ord må have haft en usandsynlig stor kraft.
Jesus havde magt til at udtale ord, der var så stærke, at det, de bød,
straks måtte ske. Sådan også med Lazarus.
Lazarus lå inde i mørket. Inde i en mørk grav. Han havde ligget der i flere
dage allerede. Alt håb var ude. Mens Jesus havde været væk var han død. Alle
vidste, at havde Jesus været i byen, så kunne han have forhindret, at
Lazarus var død. Men nu var han altså død. En elsket og ung mand. Savnet var
enormt.
Vi kender det godt fra os selv, det savn. Vi ved godt, at ingen magter her
på jorden akn gøre vores døde levende igen. Og vores døde bliver da også –
umiddelbart – ved med at være døde. Vi deler selv den fortvivlelse, som
søstrene til Lazarus, Martha og Maria følte. Jøderne var fortvivlede den
dag, de holdt grædevagt ved de efterladte. De var kommet for at trøste.
Jesus var ikke det mest trøsterige, de kunne forstille sig at se. Men i
mødet med Jesus på gravens rand, netop dér hører vi en af skriftens
vigtigste trosbekendelser. Jesus fortæller Martha, at dem, der tror på ham
aldrig skal dø. Og så siger Martha noget fantastisk, som hun fortjener stor
respekt for:
”Herre, jeg tror at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
Midt i sorgen over sin broders død står Guds egen søn skinnende for hende i
al hans stråleglans – og natten bliver som dagen.
Det var mørkt i Marthas og Marias by. Selvom det var dag, og solen stod på
sit højeste, så havde dødens sorte skygge lagt et kvælende mørkt tæppe over
jødernes sind. Nogle af dem tænkte mørke tanker, nogle af dem gjorde måske
ligefrem nar ad Jesus i deres vrede.
Men lyset, som skulle oplyse alle mennesker, var lige om hjørnet.
Påskensejren over døden var næsten allerede vundet.
Jesus vækkede Lazarus fra de døde. Natten blev som dagen. Mørket var lyst,
som solen.
Det er vores evige håb. Hos os kristne har døden derfor ikke længere en
chance. Jesus driver døden tilbage med stor kraft og magt, med sit ord og
med sin ånd.
Grundtvig, som i høj grad har præget alt i denne gudstjeneste, siger i sin
prædiken til i dag:
Jesus kunne med rette sige: ”Det ord, som jeg taler til jer, det ord er liv
og ånd.”
Ikke kun liv, men levendegørende ånd, ægte guddommelig ånde måtte der jo
nødvendig findes i det ord: ”Du ungersvend, stå op!”
Jesus var ordet, Jesus var ånden, Jesus var et med Gud. Og hans ord var
altså også beåndede på en særlig måde. De ord, han brugte, må nødvendigvis
have haft en særlig kraft fra Gud.
Det er naturligvis opvækkelsen af enkens søn ved Nain, som Grundtvig
prædikede over. Ikke desto mindre er opvækkelsen af Lazarus endnu mere
forunderlig, som Grundtvig også udtrykker det i samme prædiken.
Og det er i sandhed et vidunder, der sker ved Lazarus’ opvækkelse.
Johannesevangeliet er fuld af de her vidundere, som Jesus under sin vandring
gennem Israel udfører. Alle de vidundere kulminerer på en særlig måde ved
opvækkelsen af Lazarus. I denne opvækkelse demonstrerer Jesus
eftertrykkeligt, hvad vi skal tro på. Han siger selv til Martha: ”Jeg er
opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og
enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” På det mægtige
ord vi enhver teologisk udlægning blegne. Enhver filosofisk tanke over det
ord falder sammen – ja er på forhånd udelukket.
Jesus er opstandelsen og livet. Jesus ER livet. Og enhver, der tror på ham
lever evigt i fællesskabet med Gud.
Når vi altså går og synes, at alting ser sort ud, så står han der, midt
iblandt os, stærkere end nogensinde. Han siger også i dag til os det ord:
Kom herud!
Som Lazarus opstod fra de døde, sådan vil Jesus også opvække os. I dag og på
den yderste dag.
Påskesejren er nemlig evig. Det er på hver dag. Det er jo derfor, vi fejrer
messe om søndagen. Vi fejrer, ligesom de tidligste kristne, at på denne dag
gav Jesus os det endelige bevis på hans egne ord: Jeg er opsandelsen og
livet. Og det er værd at fejre.
Derfor skal hver en søndag være vores farvel til mørket. Vores farvel til
sorgen – ja hver dag skal Jesus med os overvinde døden. Deri ligger vores
egen påskesejr. Med Jesus kan vi overvinde alt!
Det er derfor vigtigt at vi tager Jesus på ordet, når han også i dag siger
til os: Kom herud!
På det ord STOD Lazarus jo op af graven. Han blev ikke inde i mørket, han
MÅTTE ud i lyset.
Sådan vi vi vandre i lyset til evig tid, indtil vi bliver et med Gud, og ser
hans ansigt konkret og lysende foran os.
Derfor ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen,
således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Kevin Edelvang
______________________________________________________________________
Kirkebøn:
Kirkebøn:
Kære Gud, vi siger dig tak fordi, du har friet os ud af mørkets magt og har
ført os over i din elskede søns rige. Tak fordi du en gang har skænket os
den trøst og vished om, at Jesus er vejen til livet og lyset.
Vi beder dig Gud, at du vil lade det lys skinne for alle, der sidder i mørke
og i dødens sorte skygge. Hjælp du de fortvivlede, ja hjælp os alle, for vi
har brug for din trøst. Hjælp også dem, der endnu ikke har set lyset i Jesus
– vær dem nådige og giv dem del i dine glæder.
Vær med vores land og alle lande. Lad din fred bredes over hele jorden –
hjælp os til at gøre en ende på nød og trængsel.
Vær med dem, vi elsker, vores familier, alle kristne. Ja Gud, vær med dem,
vi hver især tænker på.
Gud, vær også med vor Dronning, Magrethe, og med hendes hus. Lad også dit
lys skinne for dem, Herre.
Støt og styrk din hellige kirke, som er bredt ud over hele jorden. Send din
Helligånd til os i dåben, og lad Jesus selv række os sig selv ved nadverens
bord.
Gud bevar os i håbet om opstandelsen, og kald du os på den yderste dag op af
gravene, og vær derefter alt i alle, Herre!
Alt dette beder vi om, i hans navn som døde og opstod for vores skyld – og
for hans skyld hør os da, når vi beder: Herre, forbarm dig over os. Amen.
______________________________________________________________________
Salme efter prædiken:
1. Som den gyldne sol oprinder
efter vinternatten lang,
kaster glans på blege kinder,
vækker fugl og føder sang,
så opsvang sig fra sin dåb
kvindesøn og jordens håb,
Herren, som Guds engle hylde,
Frelseren i tidens fylde.
2. Som den gyldne sol frembryder
gennem den kulsorte sky,
og sin stråleglans udskyder
gennem veer, født på ny,
så vor Drot, som korset bar
sejerrig og soleklar,
sært, men sandt og sødt at sige
opstod fra de dødes rige.
3. Som den gyldne sol opstiger
herlig til sit middagssted,
imens hver en skygge viger
for det lys, den stråler med,
så fra bjergets top på jord
Frelseren til himmels fór;
fjenderne, som skygger sorte,
flygted ind af dødens porte.
4. Som den gyldne sol oprinder
af det dybe verdenshav,
så engang med rosenkinder
rejser sig vort støv af grav,
på hans vink, som korset bar,
i hans navn, som nøglen har
til hver lås i dødens dale,
til hver dør i himlens sale.
5. Som den gyldne sol opstiger
herlig til sit middagssted,
da fra alle jordens riger
Herrens Ånd vi følges med.
Og hvor Ånden kun har set
hæderspladsen os beredt,
evigt dér på kongestole
stråle vi, som middagssole!
7. Fader Gud i barnehjerte,
friheds Gud i trælles hus,
elsk os op i fryd og smerte,
væk os af hver syndig rus!
Dys i søvn hvert knur og kny,
gør hver dag vor lovsang ny!
Syng for os i aftenrøde:
I kun dør, som Jesus døde!
NFS Grundtvig, 8/9 1855
Bearbejdet lempeligt af Kevin Edelvang 2000
| |