Hvis du har kommentarer så skriv hertil |
Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger - 2000
Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekst: Matt.14,22-33
Salmer: 31 - 268 - 46/ 28 - Tak, Gud (Holger Lissners oversættelse - GST nr. 9)
Jesus havde lige stillet mange tusinder menneskers sult ude i ørkenen. Med fem brød og
to fisk hjalp disciplene med at dele ud til alle, som blev mætte. Og da de samlede de
stykker, der blev
tilovers, var der tolv kurve fulde. De, som havde spist, var omtrent 5000 mænd, foruden
kvinder og børn. Og så hører vi i dag:
"Og straks nødte Jesus sine disciple til at gå i båden og i forvejen tage over til den anden
bred, mens han fik folkeskaren til at gå bort. Selv gik han op i bjergene for at være ene
og bede."
Det var den rene idyl derude i ørkenen med de mange mennesker, som blev mætte. Med
fast grund under fødderne fik de fast føde. De var i sikkerhed under Jesu beskyttelse.
Og straks herefter sender Jesus de tolv disciple ud på gyngende grund, mens han er
alene, og folkeskaren er gået bort.
Og så demonstrerer Jesus, at han er en god iscenesætter. For hele det følgende
dramatiske optrin med stormen og vandringen på søen er nøje iscenesat for at belære
disciplene og hermed også os. Vi skal belæres om, at livet ligger åben for os. Livet som i
sit væsen er usikkert og risikabelt, som søen og havet er det. Men også med utallige
muligheder. Og så skal vi belæres om, at Jesus er overmand hvert et sted på vor jord.
Jesus færdes hjemmevant enten det er på land eller på søen.
I vor tid behandles det over - eller unaturlige på mange måde i filmens verden. Det
skorter ikke på menneskers fantasi med at lave science-fiktionfilm. Film, som gør det
umulige muligt med alverdens tekniske finesser. Jesu vandring på søen er jo vand ved
siden af det, som kan vises på film, og som bliver set af mange uden hovedrysten. Så det
er ikke det underlige og naturstridige i
vandringen på søen, som skal beskæftige vore tanker. Men det, Jesus vil med sin
dramatiske iscenesættelse. Virkningen var god nok.
Disciplene blev grebet af rædsel. Det kan ikke undre nogen. De sad i en båd langt fra
land i hård storm. Vi har lige oplevet storm og vindstyrke til orkan. Og vi har i pressen set
og hørt og læst, hvordan stormvejret kan tage magten fra os mennesker, som ellers nok
kan vise vor styrke på andre områder.
At sidde i en båd som er slået ud af kurs - midt om natten kan gøre en nok så hårdhudet
banan rædselsslagen. Angsten kan få fantasien til at slå krumspring. Ikke så underligt, hvis
fantasien skaber spøgelser, som havdæmoner, der vil suge båden ned i dybet. Disciplene
skreg af frygt.
Mon ikke de ønskede sig i sikkerhed på land.
Men Jesus vil belære dem om, at livet aldrig er sikkert. Livet på land. Kun døden er
sikker. Kun døden er vis. Den visse død -aldrig det visse liv. For hvis livet bliver sikkert
og forudsigeligt, hører livet op.
Livet rummer alle muligheder. Både vindstille og storm, både medgang og modgang.
Hvornår det er det ene og hvornår det er det andet kan vi ikke forudse eller forudsige.
Uforudsete ting kan ske, og det er det, Jesus vil belære os om at holde ud med.
Peter bliver prøveklud på denne belæring. Og han forstår, hvad Jesus vil.
Peter siger: Herre, hvis det er dig, så BYD mig komme ud til dig på bølgerne.
Peter kan ikke klare vandringen på søen på egen hånd. Han siger ikke frimodigt: Nu
kommer jeg. Nej, han har brug for Jesu ord. Uden det ord, tør han ikke. Jesus må befale
ham til at komme. Og
sålænge han kun har øje for Jesus, kan han gøre det umulige.
Midt i vandringen gribes han af angst over den voldsomme storm. Og da han begyndte at
synke, råbte han og sagde: Herre, frels mig.
Sålænge Peter holdt sin opmærksomhed rettet mod Jesus, var der ingen fare på færde på
det farefulde vand. Men såsnart han retter sin opmærksomhed mod de farlige bølger, der
kan suge ham i dybet, så begynder han at synke.
Jeg tænker på min skoletids gymnastiktimer, hvor vi skulle gå på bom og holde balancen.
Når vi holdt opmærksomheden rettet mod den anden ende af bommen, så gik det fint.
Men når vi kiggede ned for at se, hvor vi satte foden, så røg balancen med risiko for at
falde ned.
Det er afgørende, hvad vi ser i det liv, vi har fået givet at leve. Fokuserer vi på alt det i
livet, som kan skade os og true med død og undergang, ja, så kan det let komme det, vi
frygter.
For Jesus er det afgørende, at vi får øje for ham og hvad han repræsenterer som frihed,
kærlighed og barmhjertighed. Og får øje på ham som den, der virkelig er tilstede og som
den opstandne Herre og frelser har magt over alt det, som truer os.
Og sålænge vi har øje for ham og lever på hans befaling, sålænge kan vi gå på vandet -
altså trodse livets farer og trusler. Peter var ved at synke, fordi han slap
opmærksomheden mod Jesus. Han kom ud for det, som vi alle kommer ud for: Holder
det nu. Går det nu. Er det ikke for farligt og risikabelt. Mon det ikke er bedst, jeg passer
godt på mig selv, sikrer mit liv, forsikrer det, dyrker sundhed og i det hele taget tænker
på mig og hvad der hører mig til. Mig, mig og atter mig. Mon ikke det er bedre, jeg
frelser mig selv.
Men så er skaden sket. Den tankegang er vort livs undergang i Jesu øjne.
Peter nåede, inden det var for sent, at kalder på Jesus og bede om hjælp, om frelse. Og
derfor gik Peter ikke under. Gik under -undergang - et og samme ord.
Hvis Peter ikke havde råbt på Jesus, ville Jesus selvfølgelig have regnet med, at han
stadig havde sin opmærksomhed rettet mod ham.
Derfor var det vigtigt, at Peter råbte på Jesus - og bad ham hjælpe. Og se, Jesus kom til
Peter i den fjerde nattevagt - netop som solen skulle til at stå op i den tidlige
morgenstund. Han kom og mørket veg bort.
Kan vi se vort eget liv i lyset af denne dramatiske begivenhed, ser vi at vort liv afhænger
af Vorherre.
At vi ser, at kun på Jesu befaling kan vi færdes på jorden, når grunden under vor
tilværelse bliver usikker. Og kun i kraft af ham kan vi reddes fra at gå under, når livet
smuldrer i vore hænder.
Den norske salmedigter Svein Ellingsen har skrevet om dette på sin måde i en salme, der
er trykt i tillægget til den danske salmebog (nr. 911):
Vær stærk, min sjæl, i denne tid,
når du har tungt at bære.
Hold ud i prøvens stund
og lid de døgn, du går i lære.
En dag til slut bli'r mørket brudt
af lyset fra Guds fremtid.
Giv håbet rum i denne tid
hvor langt du end er nede.
Hos den, som taber i sin strid,
er Herren skjult til stede.
Ved Kristi værk
du bliver stærk
og hviler i Guds fremtid.
Se, mørket bli'r din modningstid!
Hold ud, til natten vender!
Se bort fra angst og indre splid,
du er i gode hænder!
Se, du er fri og lever i
Guds løfterige fremtid.
| |