5. s. e. trin - Luk.5,1-11 - Peters fiskedræt.
                                    
Der var engang, jeg hed Simon, men nu er mit navn altså Peter. Jeg har været
fisker mange år. Jeg begyndte at hjælpe min far i hans båd næsten inden jeg
kunne gå. Derfor ved jeg noget om fiskeri. Jeg ved, hvor fiskene går, og
hvor garnene skal sættes. Jeg kender de gode steder. Og så ved jeg
naturligvis, at der er bedst fangst om natten. Desværre ved fiskene ikke,
hvor god en fisker, jeg er. Derfor kan det ske, at jeg får en halvdårlig
fangst.
Den morgen, jeg vil fortælle om, var det helt galt. Ikke alene havde vi ikke
fanget noget som helst  vi havde også revet garnene i stykker på et
undersøisk skær, og man skulle ikke sige ret meget til mig. Ja - I kender jo
mit temperament. 
Vi var ved at ordne vore redskaber, da jeg pludselig mærkede på bådens
bevægelser, at der kom nogen ombord. Jeg rettede mig op og så, at det var en
vildfremmed mand. Jeg skulle lige til at råbe op om denne uhørte frækhed og
smide ham ud, da han så på mig og smilede. Så vendte han sig og begyndte at
tale til de folk, der stod på land. Der var faktisk temmelig mange. De måtte
være kommet sammen med ham. Han var åbenbart en af de her omvandrende
prædikanter, der taler om Guds rige, verdens ende og den slags. Dem er der
så mange af, og jeg havde hørt den slags så tit, at jeg var lidt træt af
det. Men jeg lod ham alligevel tale. Jeg orkede ikke at skændes med ham. Han
gjorde jo ingen skade. Og vi skulle jo ikke bruge båden mere den dag. Og så
var der hans øjne!  Der havde været et eller andet ved hans øjne!
Det var nu noget underlig noget. Jeg kunne ikke lade vær med at lytte til
ham, mens jeg fortsatte med at arbejde. Han råbte og skreg ikke. Han fægtede
ikke med armene i luften, som de andre fanatiske prædikanter. Han talte
roligt og indtrængende, og alligevel havde jeg indtryk af, at hans ord nåede
ud til alle. Der var helt stille. Man hørte kun vandets klukken langs bådens
side og hans rolige stemme. 
Pludselig holdt han op med at tale. Jeg lå på knæ ved rælingen og var ved at
skylle garnene i vandet. Jeg ventede at mærke på bådens bevægelse, at han
sprang i land, men der skete ingenting. Der var stadig helt stille. Jeg så
op på ham over skulderen. Han havde vendt sig og så på mig. Jeg hev garnet
indenbords, rejste mig og tørrede hænderne i bukserne. Hvad ville han nu? Så
talte han:
»Simon!« sagde han, og jeg studsede. Hvor i alverden kendte han mit navn
fra? Vi havde da aldrig truffet hinanden før. »Simon! Sejl ud på det dybe
vand og kast dine gran ud igen!« Jeg sansede, at mine hjælpere holdt op med
at arbejde. De var som jeg dødtrætte efter at have puklet hele natten. Nu
vidste jeg, hvad der var så specielt ved denne fremmede. Han var sindssyg!
Ganske enkelt! Kun en sindssyg kunne finde på at foreslå fiskeri ved højlys
dag, og så oven i købet at sætte garnene på dybt vand, når enhver ved, at
fiskene går langs kysten. Jeg løftede armene mod himlen, for at tage Gud til
vidne mod denne tåbelige mand: »Ærlig talt! Det kan godt være, at du er en
dygtig prædikant. Men fiskeri har du åbenbart ikke forstand på. Jeg er en
dygtig fisker, men enhver kan få en dårlig fangst, og det fik vi altså i
nat. Vi er trætte, og vi er i dårligt humør, så skulle vi ikke blive enige
om, at enhver passer sit!« Jeg havde hidset mig vældigt op i starten, men
mens jeg talte, sivede galskaben lige så stille ud af kroppen, for han stod
bare og så på mig med et lille smil. Der var nu noget ved de øjne! Hvad var
han for et menneske?
»Simon,« sagde han igen, »tag ud og fisk!«
Jeg lod armene falde ned langs siden: »Jajada. Vi tager ét træk til. Når du
nu siger det!« 
Og så kender I resten. Aldrig før eller siden har jeg fået så stor en
fangst. Men det er egentlig ikke så vigtigt. Nej, det jeg hele tiden vender
tilbage og spørger mig selv om, er dette: hvorfor i alverden gjorde jeg det?
Jeg var helt ind i min inderste fiskesjæl overbevist om, at det var
tidsspilde. Vi ville intet fange. Det var galskab! Men jeg gjorde det!
Hvorfor? Nu er jeg efterhånden en gammel mand, og jeg ved stadig ikke,
hvorfor jeg gjorde det. Jeg kan ikke sige andet, end at Jesus fik mig til
det. Jeg kan ikke sige, om det var hans stemme eller hans øjne  - dem havde
det nu noget at gøre med - eller om det var hans myndighed eller
personlighed eller hvad ved jeg.
Jeg kan i hvert fald sige, at da jeg langsomt sejlede ind til land med den
enorme fangst, havde jeg tid til at tænke lidt, og jo tættere vi kom
bredden, hvor han stod og ventede, jo mere bange blev jeg. Denne Jesus fra
Nazaret havde fuldstændig smadret grundlaget under min tilværelse. Det var,
som om han havde revet et ind fra mine øjne. Indtil den ag havde jeg bygget
mit liv på mig selv og mine evner som fisker. Nu havde Jesus vist mig, at
det var et skrøbeligt grundlag - i fiskeri og i alt andet. På vejen ind med
fangsten gik det op for mig, at hvis jeg skulle holde mig til ham, tro på
ham, ville det indebærer tvivl på mit eget. På den ene side vidste jeg, at
resten af mit liv ville få en masse med Jesus at gøre - på den anden side
var jeg virkelig bange for at slippe det gamle livsgrundlag. Derfor blev
mine første ord til ham, da vi havde lagt til: »Gå bort fra mig, Herre. Jeg
er ikke god nok til dig!«
Men han blev. Og jeg blev hos ham, som jeg vidste, jeg ville, og der har jeg
været siden.
Det begyndte, da hans ord rørte ved noget dybt i mig, så jeg gjorde noget,
jeg vidste ikke ville nytte. Og så nyttede det! 
Hver gang jeg fortæller om, hvordan jeg kom til at følge Jesus, bliver
tilhørerne imponeret over fangsten, men det er som sagt ikke det vigtigste.
Så havde han jo ikke behøvet at sende os ud igen. Han kunne bare have
befalet fiskene at springe op i båden af sig selv! 
Nej, det vigtige er, at vi skulle hejse sejlet igen, fange vinden, sejle ud
og sætte garn. Så skete det, vi aldrig havde troet ville ske. Det har jeg
oplevet så mange gange siden - både sammen med Jesus, og efter at han vendte
tilbage til Gud. Hvis man mener, at man selv helt og holdent må klare sin
tilværelse - og så oplever, at man ikke magter det, og giver op og sætter
sig hen med hænderne i skødet - ja, det er helt sikkert, at så sker der i
hvert fald ikke mere. Men hvis jeg som menneske midt i verden ved med mig
selv, at jeg kan ikke, hvad jeg vil og føler, jeg skal - og alligevel ikke
giver op, men fortsætter med at gøre, hvad jeg egentlig føler er nytteløst -
»Når du nu siger det, Herre!« - så kan det virkelig lykkes. Når man fanger
fisk - når man holder ud i et venskab - når man passer sit arbejde - når man
lever i en kærlighed, der kan synes umulig. Selvom  man ved med sig selv, at
man egentlig ikke magter det, man gør - så er det ligegyldigt: Gud er, at
der altid er mulighed!
Tænk på, at vi var kun 12 til at begynde med! Og han satte os til at fange
mennesker! Han sidste ord til os var: »Gå ud i alverden og gør alle
folkeslag til mine disciple!« Hvis vi havde sat os ned og brugt vor sunde
fornuft, så var vi aldrig nået videre! Men da han havde forladt os, gav han
os sin Ånd, så vi altid føler hans nærhed. Vi hører stadig hans ord, når vi
samles til gudstjeneste, døber de omvendte og tager del i nadverens
fællesskab med ham og med hinanden. Sommetider kommer der hundrede nye til
på en dag - andre gange er ligegyldigheden, så man næsten kan mærke den med
fingrene. Men vi minder altid hinanden om, at troens levende virkelighed er
i tillid til hans ord at blive ved med at gøre det, som man egentlig ved,
ikke kan lade sig gøre. På dit ord, Herre! Når du nu siger det! Det husker
vi altid hinanden på at sige. Det kalder vi tro!

Amen

Venlig hilsen
Peter
Peter Maarbjerg, Vrouevej 5, Vroue, DK-7800 Skive
Tlf. +45 9754 7047 - Fax. +45 9754 7066
E-mail: pma@km.dk