Mandag formiddag sov NN stille ind, 79 år gammel.. 

NN  blev født den (dato) på Frederiksberg, hvor han også voksede op under trygge
forhold. Han var familiens eneste barn, og der blev uden tvivl stillet både store krav
og store forventninger til ham. Efter studentereksamen valgte han at læse medicin som
sin farbror og fik i januar 1946 sin kandidateksamen. Umiddelbart derefter (dato)
giftede han sig med AA.

Da vi talte sammen forleden, beskrev I jeres forældres ægteskab som et
overordentligt godt ægteskab mellem 2 egentlig meget forskellige mennesker. Jeres
far havde i jeres mor en utrolig loyal hustru, der bakkede ham 100% op og fjernede
alle sten fra hans vej. Det er blevet sagt, at et lykkeligt ægteskab er den bedste start,
et forældrepar kan give deres børn, og med denne gode ballast voksede I fire børn
op, ja familien blev siden udvidet med et 5. barn, da K blev optaget i familiens kreds.
I fortalte, at jeres far ofte gav udtryk for, at han fik en helt ny dimension i tilværelsen,
da han blev far. Og var det lykken at blive far, så var det en ikke mindre lykke at
blive bedstefar. Han opnåede endda værdigheden som oldefar til slægtens to yngste,
en værdighed han fik skænket på sin 77 års fødselsdag.

I 1967 flyttede familien til Korsbæk. NN  var blevet overlæge på Xkøbing sygehus.
At det blev Korsbæk var et lykketræf. I fortalte mig forleden, hvordan I kørte rundt i
omegnen og så efter byggegrunde. Da I havde kørt lidt rundt omkring Korsbæk, gik
jeres far ind til købmanden i Korsbæk og spurgte, om ikke der var en grund til salg i
byen. Jo, det mente købmanden nok, der var - jeres far kunne køre over og tale lidt
med vognmanden. Sådan som I beskrev jeres far for mig, har denne fremgangsmåde
sikkert passet ham utroligt fint, god som han var til at komme i kontakt med alle
mennesker. Grunden blev købt og huset bygget, og meget, meget hurtigt blev jeres
familie naturaliserede Korsbæk-boere. I fortalte mig, hvor højt jeres far elskede
Korsbæk,  hvis der var en patient fra Korsbæk indlagt på sygehuset blev der
ordineret positiv særbehandling, ja ikke nok med det, overlægen fulgte op på
behandlingerne og gik personligt på sygebesøg rundt om i Korsbæk.   Han
engagerede sig 100% i lokalsamfundet og var med overalt, hvor der var brug for det.

Hans arbejde som læge og administrator var hans livs store interesse. Der var også
andre interesser, historie, f.eks. Han var ekspert i 2. Verdenskrig. Og der var
interessen for kunst.

Om den arbejdsindsats han lagde på Xkøbing sygehus kunne der tales længe. Særlig
lå uddannelsen af de unge læger ham på sinde. I fortalte, hvordan han forventede, at
der blev ringet og aflagt rapport til ham kl. 18 og kl. 22.30. Præcis. Rapport var
måske ikke det helt rigtige ord. Der var snarere tale om en overhøring, hvor der ikke
var mulighed for at springe over, hvor gærdet var lavest. Hvis ikke overhøringen faldt
ud til overlægens tilfredshed, blev den unge læge bedt om at ringe igen, når
vedkommende havde sat sig ind i stoffet. Det gav de unge læger en ballast i deres
videre karriere, som de nok først bagefter fuldt ud har kunnet vurdere værdien og
dybden af.

Den (dato) gik NN på pension, men kun 19 dage derefter mistede han sin hustru. Det
var et meget hårdt slag for ham at blive alene. Han søgte og fik et vikariat på Dr.
Ingrids Hospital i Nuuk og kunne heroppe fejre sin 70-års fødselsdag den (dato).  Da
vikariatet sluttede, vendte han tilbage til Korsbæk og - skulle det vise sig - til endnu
en lykkelig kærlighed. Børnene beskrev for mig deres fars sidste 10 gode år sammen
med dig med ordene “det  blev deres livs kærlighed”. Du kom ind i deres fars liv på
det tidspunkt, hvor han allermest trængte til det og hvor han forstod at værdsætte alt
det, du repræsenterede. De beskrev også for mig, hvor utrolig du har været under
hans tiltagende sygdom og svaghed, hvordan du hele tiden respekterede, værnede om 
og understøttede hans værdighed og fik plejepersonalet til at arbejde med på den
samme linie. Din kærlighed og omsorg gjorde, at han fik opfyldt sit store ønske, når
det nu ikke kunne være anderledes: at dø hjemme.

Mandag formiddag drog NN sit sidste suk. Det var ikke med hans gode vilje, han var
bestemt ikke mæt af dage.  Mon ikke det er derfor, I har valgt, at vi om lidt skal
synge Grundtvigs salme “At sige verden ret farvel” - der er mangt og meget i den
salme, der minder om det, I fortalte mig om jeres fars livsglæde, livslyst, livsvilje.

At sige verden ret farvel er den mest personlige af alle de ca. 1500 salmer, Grundtvig
nåede at skrive. Han erklærede direkte, at denne salme havde han skrevet for sig
selv. I den give han stærkt udtryk for sin dødsangst og for sin protest mod den livets
hårde realitet, somd døden jo er, og som han kun nødtvunget kommer til rette med
ved i bøn at henvende sig til Jesus.

Grundtvig kendte Oehlenslægers salme “Lær mig, o skov, at visne glad:” Men han
kunne slet ikke som Oehlenslæger forestille sig, at man kunne kalde døden “en ven”.
Skoven, trækfuglen og sommerfuglen kunne bestemt ikke lære ham at sige verden
farvel “med frejdig hu”. Den 60-årige Grundtvig elskede ligesom NN livet. Grundtvig
kunne slet ikke forestille sig, at han nogensinde kunne blive “mæt af dage” - endsige
at nogen skulle kunne længes efter at tage afsked med livet -  for ham var der ikke
noget lykkeligt ved at dø. Grundtvig havde en stor dødsangt at slås med. Døden var
for ham lige svær i enhver alder, han så døden som en fjende for både unge og gamle.
Og i sin salme siger han, at vi aldrig ville få lært at sige farvel på den rigtige måde, hvis
ikke Jesus gennem sit ord var hos os som en, der har hjemme.

Som de fleste vil vide, fik Grundtvig bestemt ikke nogen let gang på jorden. Alligevel
måtte han erkende, at han hang ved legemet. For er det ikke Skaberen, der har
sammenføjet støvet og ånden, som døden vil skille ad? Grundtvig var i stand til at se
sin dødsangst i øjnene og forholde sig til den. Dødsangst har intet med fejhed at gøre.
Dødsangst er uundgåedelig for menneskene som “livets børn”, dødsangsten stammer
fra det slangebid, vi fik ved syndefaldet, skriver han. Det er det slangebid, som har
forgiftet os. Vi frygter døden, fordi vi er syndere - vi frygter døden, selvom vi som
kristne bekender, at Jesus har knust slangens hoved.

Også Jesus kendte til dødsangst. På sit livs sidste aften i Getsemane have blev han
grebet af dødsangst og faldt på knæ og bad Gud om, at Han ville lade denne kalk gå
ham forbi. Men han tilføjede: Dog ikke som jeg vil, men som du vil. Han gav sig ind
under dødens uundgåedelige vilkår, han lærte den bitre død at kende. Men ligesom
Jesus kendte døden, kender han også den menneskelige natur.  Han kender vor gru,
vor dødsangst, når vor tid er omme, når vort timeglas er løbet tomt for sand.

Da er det, at en ønskedrøm, et håb, for et øjeblik fortrænger angsten hos Grundtvig:
Hvis nu Jesus kom igen i hans levetid! Det står jo i Matthæus-evangeliet, at han skal
komme igen , og at hans genkomst skal ske klart for alle i herlighed. De, som da
lever, skal “bortrykkes i skyerne for at møde ham”. Grundtvig drømmer: Tænk, om
jeg skulle få lov til at opleve det, da ville jeg følge dig uden tøven! 

Hvilket kapløb er det ikke, han forestiller sig: Hvem kommer først: Jesus eller døden?
Der er ingen tvivl om, at de allerførste kristne, der levede umiddelbart efter Jesu død
og opstandelse var overbevist om, at Jesus ville komme som den første. Men Paulus
så efterhånden den anden mulighed i øjnene, at døden ville komme først. Samme
mulighed ser Grundtvig i øjnene, alligevel beder han til Jesus, om at han må være den,
der kommer først! Ja, han trygler nærmerst: Hvis det ikke kan ske åbenlyst og klart,
så i det skjulte. Han trygler Jesus om at huske på, hvor mørkt der er i graven, trygler
om, at Jesus må lade sin herlighed stråle så stærkt om ham, at han glemmer graven og
i stedet kigger ind i Paradis.

Det er hans sidste håb og bøn, at når det uundgåelige sker, at han skal herfra, at da
en af hans kære må være hos ham. Da Grundtvig skrev sin salme, havde han netop
gennemlevet en af sine forfærdelige depressionsperioder, og han havde oplevet,
hvordan datteren Meta trofast havde siddet ved hans side og med sin kærlighed talt
ham gennem depressionen og sorgen. Hans bøn er, at når det uundgåelige sker, at
han må gå herfra, at Jesus da må komme til ham - ikke som det er berettet i
Matthæusevangeliet, at Jesus i den fjerde og sidste nattevagt kom vandrende på
Genesaret sø ud til sine disciple, der lå i en båd ude på søen, og de skreg af frygt,
fordi de ikke kendte ham. Grundtvigs  bøn er, at Jesus må komme til ham i skikkelse
af en af dem han kender -  i “en af mine kæres dragt”. Men - det afgørende er dog
ikke,  hvordan han kommer, men at han kommer. Da Maria påskemorgen kom ud til
den tomme grav, genkendte hun den opstandne Jesus på røsten, stemmen, da han
talte til hende. Sådan ved Grundtvig, at han altid vil kende Jesus: på røsten. Jesus taler
til os gennem evangeliets og dåbspagtens ord. Måtte han i vor sidste stund tale til os
som ånd og liv kan tale.

I dåben har han givet os alle et løfte: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. 
Ikke til livets ende, men til verdens ende. Det løfte lød ved Grundtvigs dåb i Udby
kirke, det løfte lød ved NNs dåb i Hellig Kors Kirke den (dato). Det løfte fik vi alle i
dåben for at leve og dø på det. Det er løftet om, at døden ikke får det sidste ord -
det sidste ord får håbet - det håb, vi fik ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Håbet om, at der også efter døden er et liv for os i Gud Fader den Almægtiges lyse
sale.


O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som ånd og liv kan tale,
hvor godt der er i Himmerig,
og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale!

I denne tro, i dette håb lyser jeg da Guds fred og velsignelse over NNs minde og
båre. Og Guds fred, velsignelse og ikke mindst frimodighed være med alle jer, der
var hans, store såvel som små.

Amen.