Septuagesima 2000



GT-læsning: Job 9, 1-12.

Evangelium: Math. 25, 14-30

Salmer: DDS 682, 26 - 675, (432) og 333.



Prædiken:



Vi står her overfor en lignelse fra Det nye Testamente, 

der - allerede inden vi sådan hørt den til ende har sit afgørende præg på os og vor

forståelse af livet.



Helt konkret kunne man jo slå ned på et ord som “talenter”.

En talent er oprindeligt en vægtenhed, der blev anvendt i forbindelse med vejning af

ædelt metal. 

På den måde kom udtrykket “en talent” til at betegne værdien af en talent guld eller

sølv.

Og når vi derefter får at vide, at vægtenheden “talent” svarer til ca. 50 kg, er den

økonomiske siden af en talent altså værdien af ca. 50 kg. guld eller sølv - med

andre ord; en relativt stor sum penge! 



Men på trods af denne meget kontante baggrund, er det ikke det, vi først forbinder

med “en talent” i dag.

Talenter er for os ikke forbundet med økonomi, men med de evner og muligheder,

som enhver af os har fået givet.

Man kan være et naturtalent til musik dvs. man er dygtig til at høre og videregive

eller evt. selv komponere musik.

Har man talent indenfor en bestemt sportsgren, kan det dyrkes og udvikles, så man

når helt til tops blandt eliten.

Men det kan også gå i den helt modsatte retning; 

Man kan ødelægge sin krop med stoffer og for fed mad,  man kan lade muligheder

gå forbi, som aldrig kommer igen. Man kan med andre ord spilde sine talenter.

Denne forståelse af udtrykket “talent” har vi ganske enkelt fra den lignelse, Jesus

fortæller i dag.



“Med himmeriget” siger Jesus med et paradoks,

“er det som med en mand, der skulle rejse til udlandet”.

Med Guds Rige dvs. med den virkelighed og den situation, hvor Gud virkeligt er til,

er det som med en mand, 

der for en tid forlader fortællingens og vores verden.



Og altså akkurat sådan oplever vi det - også i dag.

Vi oplever jo ikke Gud som nærværende og reelt tilstede.

Gud bor ikke længere lige nede ad gaden, i den første kirke på højre hånd, men at

han har for en tid overladt os til os selv og til hinanden.

Vi har fået overdraget verden og hinandens vé og vel.

Udgangspunktet er imidlertid, at det hele tilhører ham. 

Det kommer fra ham, der fra begyndelsen er Skaberen.

Det kommer ikke fra os, for vi kan ikke gøre ret meget andet end at bruge af de

muligheder, vi har fået givet. 

Her svarer vores oplevelse imidlertid ikke til virkeligheden.

Det kan jo godt være at vi, når vi oplever Gud ikke er der, begynder at tro at

verden er noget, vi skylder os selv. 

Det kan godt være, at vi bilder os selv og hinanden ind, 

at alt godt og nyttigt er noget, vi har frembragt selv.



Der skal imidlertid ikke meget til, før facaden krakelerer og vi opdager

selvbedraget i denne illusion.

Det kan være når bjergene rystes og verden falder sammen om ørerne på os, det

kan være det øjeblik, hvor  virkeligheden pludselig åbner sig for os i hele sin vælde.

Når vi i et glimt aner dybden af det uendelige univers, 

hvor stjernehobe afløses af stjernehobe i en uendelighed, eller det kan være, når vi

en aften står med vort barn i armene og gribes af forundring over, hvor det er

kommet fra og hvorfor det netop er  landet her hos os.

 

I disse sjældne øjeblikke fanger gribes vi af et Gudsnærvær, 

som er på færde selv der, hvor Gud synes at være rejst væk.

Da kan det være, at vi som Job har den underlige fornemmelse af ikke at være

alene - at Gud umærkeligt går forbi os uden at vi direkte ser eller hører det.

Og da afsløres det, at vi ikke er og kan være os selv nok. 

Vi er ikke alene i denne verden - vi er forbundet med Gud, og vi kan til enhver tid

komme til at stå overfor Gud.

Og i dette møde kan vi opleve, at bliver stillet til regnskab!



Det er jo netop det, der sker for de tre tjenere, 

som lignelsens Herre betror sin formue.

Læg mærke til hvordan fortællingen er helt uden vor tids lighedsmani, når det

konstateres, at selvom de tre tjenere fik hver sit beløb, fik de dog alle efter deres

iboende evne.

De fik det, som de kunne overskue og administrere.

Hverken mere eller mindre, men netop det, som er retfærdigt, når nu verden ikke er

sådan indrettet, at vi som udgangspunkt er ens stillet med evner og muligheder.

Enhver af os har vi dog fået det givet, som er rimeligt,

og det er det, som vi senere kan blive stillet til regnskab for.

Denne tanke er også så dybt indarbejdet i os, 

at vi tager den helt selvfølgeligt.



Det er tanken om at der findes noget, der hedder ansvar, som betyder at vi kan

blive stillet til ansvar.

Nævn mig et job i dag, der ikke indebærer at den ansatte skal være og optræde

ansvarligt.

Nævn mig en livssituation, hvor vi ikke regner med at blive krævet til regnskab af

nogen.

For i alle situationer står vi jo hele tiden med noget, som ikke er vores eget, men

som vi forvalter for andre. 

Og netop fordi det på den ene side ikke er vores eget, og vi på den anden side får

lov til at bruge og forvalte det, som om det var vort eget, opstår det forhold, som vi

kalder “ansvar” - at vi kan blive tiltalt og da skal svare på tiltalen.



Det underlige er imidlertid, at selvom forholdet er til stede overalt, så findes selve

ordet “ansvar” ikke i Biblen.

Ordet eller begrebet var simpelthen ikke opfundet.

Men det blev det - blandt andet gennem den fortælling, 

som vi har lyttet til i dag. 

For når Jesus skal pege på det fundamentale forhold i vort liv, at vi hver især har

nogle muligheder og talenter, som vi ikke må lade gå til spilde, så fortæller han

lignelsen om, hvordan den bortrejse Herre en dag vender tilbage og kalder sine

tjenerne ind for at aflægge regnskab for ham. 

På denne situation bygger forståelsen af, hvad ansvar er.

På muligheden af, at Gud, hvor fjern og fraværende han end opfattes af os, en dag

vender tilbage.

Og da skal vi hver især svarer for, hvordan vi har anvendt de muligheder, som vi

har fået givet.



Det sidste træk, som skal frem i dag, er at i flg. fortællingen er den hjemvendte

Herre hverken nærig eller smålig.

De tre tjenere får ikke blot så meget, som Herren mener de kan forvalte, men

tilsammen har det faktisk fået det hele.

Gud har ikke gemt noget bort i tilfælde af, at hans projekt selvforvaltning og

uddelegering af ansvar til os mennesker skulle mislykkes.

Gud ikke blot sætter sin formue på spil, nej, han er villig til at løbe risikoen for at

miste alt.

Og faktisk forventer han samtidig af tjenerne, at de også er parate til at løbe en

risiko. 

De to første tjenere vælger da også at løbe denne risiko. 

Den ene med sine fem og den anden med sine to, men begge kaster de sig dog ud i

livet med det, de fik betroet.

Heldigt nok har de så også noget at komme med, da de bliver kaldt ind for at

aflægge regnskab.

De bliver rost og for løfte om mere - ikke til eje, men til fortsat forvaltning.



Den sidste derimod, han, der ikke skulle risikere noget, 

han der havde været så påpasselig, at han havde gravet sine talenter ned i jorden,

han spildte både muligheden for at skaffe sin Herre mere rigdom, samtidig med at

han mistede muligheden for selv at blive gjort ansvarlig for mere. 

Han svigtede sin Herre og levede ikke op til sit ansvar

Derfor bliver han skældt ud og sat fra bestillingen. 



Og tror man nu, det er kapitallogikken, der er bestemmende for denne disposition,

så har man nok ikke forstået, 

hvad det egentligt er, der står på spil.

For ligesom talenterne ikke er penge, er det afgørende i denne lignelse ikke

forrentningen af den udlånte kapital, men derimod det tillidsforhold, som er og skal

være mellem tjenerne og Herren, som de to lever op til, mens den sidste tjener

svigter.



Og ved at lade muligheden for at kunne give sin Herre mere tilbage end hans selv

havde fået, gå forbi sig, mister han selv alt det, han har fået givet. 

Det er det, der gør ham til en dårlig og doven tjener.

Det er det, der gør, at den ene talent, han trods havde reddet, nu bliver givet til de

andre.

At han handler troløst og ansvarsløst.



Hvis ikke man vil løbe iboende risiko, som ligger i troen og tilliden til, at Gud har

storsind nok til også at tage imod den, der løb en risiko med sit og måske oven i

købet mistede alt ved det, så kender man ikke Gud. 



For Gud selv har selv sat alt på spil for os.

Det gør han, når han giver os ansvar for hinanden.

Og det gør han, når han i Jesus og den kærlighed, som er hans kendetegn, giver sig

menneskers troløshed i vold.



Det var derfor han kom, og når vi aner at han er hos os, 

er det når vi fatter omfanget af hans kærligheds rigdom.

Og i denne rigdom kalder han os til regnskab for, 

hvordan vi har forvaltet alt det, som han har givet os.

Om vi har delt den med hinanden eller holdt den for os selv.

Og har vi gjort det sidste, så har vi allerede valgt ham fra.

Gør vi det første, så vil hans kærlighed ingen ende tage.



Amen.