2 prædikener til henholdsvis kl. 10.00  & 14.00

Prædiken til septuagesima søndag 2000, kl. 10.00.

 Ernst Bruun Olsen skrev engang et skuespil, der hedder  Bal i den
borgerlige.  Inspireret af den titel kunne man kalde  nutidig og aktuel
debat om  kirkelige spørgsmål  for  kirken a go go, for eksempel hævdes
det mere og mere, at kirken skal synliggøre sig, at præsterne skal gøre
sig gældende i samfundsdebatten; på ny har også nogle ånds-indsnævrede
folkekirkepræster ment, at de er i stand til at uddrive onde ånder eller
dæmoner.  For gang er der sandelig til stadighed  i den kirkelige
andedam. Det tykke lag grønne andemad, der ofte dækker en dam med
stillestående vand, får tit løftet mere end en flig af sit tykke tæppe
og  dermed afsløres det, at stilstanden kun er et skalkeskjul, livet
fejler sandelig ikke noget, kirkelige forhold diskuteres i brede kredse
og - skal det tilføjes - ikke uden en vis underholdningsmæssig værdi,
præsteskandaler er altid godt stof i visse dele af pressen.  Man har
sagt, at den der lever skjult lever godt, men det udsagn afkræftes
tilfulde  af denne lignelse, som vi lige har hørt. Den der lever skjult
er nemlig  at ligne med ham der begravede sin talent i jorden.

 Før vi går videre, er vi nødt til at gardere os imod den oplagte
fejlhøring af denne tekst,  for den kan ikke og den må ikke bruges som
belæg for nogen som helst politik - hverken af  nedskærings eller anden
art! Udsagnet: "...,enhver som har, ham skal der gives, og han skal have
i overflod; men den der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han
har." Det udsagn kunne godt i nogles øren, høres som en overskrift for
et vist politisk handlingsprogram - jeg siger ikke hvilket - dét ved
enhver avislæser alt om. Udsagnet gælder ikke en jordisk
fordelingspolitik; men det vil som hele lignelsen fortælle os, hvordan
det forholder sig med  himmeriget - og det er netop som en mand, der
skulle rejse udenlands og derfor kaldte sine tjenere til sig og betroede
dem en formue, sin formue - alt hvad han ejede gav han i deres varetægt.
Sådan er det nemlig med himmeriget - dét er at få noget betroet - ja
kort sagt, dét er et tillidshverv!

 Himmeriget er lig med dét liv vi har fået betroet. Vi har dét og kender
kun dét som  gave. Men som gave betragtet er den ikke uproblematisk. Vi
tør ikke tage det alvorligt som sådan. Derfor ændrer vi tanken om
himmeriget fra at være gave til at blive til en afgud. Det er nemlig
dét, der sker, når vi i religiøs misforståelse gør himmeriget til en
gulerod, en motiverende faktor, som skal få os til at stræbe efter en
plads i rettroenhedens sol. Den selvsamme  misforståelse, som de der går
ind for reinkarnation ligger under for, de lader blot fortjensttanken få
et lidt andet indhold. Men den slags tanker er kristentroen meget fjern.

 Dét liv vi har fået skænket er ikke betydningsløst - uanset hvem vi er
og hvad vi måtte have drevet det til i livet. Det gælder netop fordi
livets betydning ikke egentligt talt har noget med vores indsats at
gøre. Når avisernes fødselsdagsrubrik omtaler et menneske som en
betydelig person, så sigtes der altid til den betydning han eller hun
har i kraft af sin stilling i samfundet. Den har han eller hun
formentlig selv skabt sig i kraft af ærgerrighed, flid og måske lidt
held. Det har gjort ham eller hende betydningsfuld eller betydelig! Han
har udnyttet sine talenter - men har så måske i den process alligevel
gravet det vigtigste af dem ned i jorden, nemlig dét som han fik
betroet. Det handler netop ikke om, at blive til noget, at blive
betydningsfuld. Men det handler om, at være besjælet af den
betydningsfuldhed, som vi alle fik skænket i dåben.

 Det er nemlig udgangspunktet, der er betydningsfyldt, dét er dét vi
skal øse af. Det er spild af tid at gå rundt og frygte endsige at længes
efter dét, der skal komme, for det der er noget ved  det er allerede. Vi
får ikke betydning en gang ad åre; dén evige betydning som vi kan leve
på og af, dén er her og nu! Det er her og nu, at vi er i nådens stand!
Det er i détte liv, at vi befries til handling! Det tror den tredie
tjener ikke på, han lever et liv i angst, ham forekommer det klogest at
grave sin del af formuen ned, så går den da i det mindste ikke helt til.
Det er nok muligt, at den tjener levede før inflationsbegrebet blev
kendt. Enhver der lever i vore dage ved at det er galmandsværk at gemme
pengene i madrassen; værdien bliver udover rentetabet, alligevel så
forringet over en årrække, - såvidt at pengene er næsten værdiløse når
de så engang skal bruges. Nej værdierne skal have mulighed for at yngle,
blive til noget - ellers udhules deres værdi.

 Ethvert menneske er udstyret med en del af formuen, og dermed også med
et ansvar overfor den mand, der er rejst udenlands og har overladt den
til os. Det ansvar kan vi ikke løbe fra - jo - vel kan vi prøve på det;
men det er en meget stor fejl at tro, at vi kan slippe godt fra det.
Ansvarets byrde indhenter os på et eller andet tidspunkt og sætter os
dermed i den anklagedes position. Der er der ikke godt at være. Ingen
anklages nemlig uden tillige at være afsløret. Det vil sige - klædt af
og stående nøgen foran sine anklagere. Når anklagen så er optaget til
doms, bekræftet af vidnerne og dommen faldet - så er der stadigvæk
mulighed for at appellere den dom. Appellen skal rettes til den samme
instans, der kan give benådningen, og den består i en fornyelse af
udgangspunktet. Når vi hver især føler, at vi har forspildt vores liv,
at vi har gravet talentet ned og derfor føler os henviste til mørket som
er udenfor. Så kan vi alligevel godt hvile trygt i forventningen og
forvisningen om, at vores appel vil blive taget alvorligt, at den vil
blive hørt og føre - om ikke just til frifindelse så dog til en betinget
dom. Kort sagt vi får en ny chance for at give os det liv i vold, vi i
vores bekymrethed ikke har turdet leve.

 Vi får lov til - nok en gang - at lade vores talenter komme til fuld
udfoldelse. Dermed være ikke sagt, at vi skal markere os som frelsere af
denne  verdens fred - når vi hører tilgivelsens ord, så fører det ikke
med sig, at vi bliver hverken verdens- eller olympiske mestre i noget
som helst; men det betyder, at det livsmod vi syntes os  berøvet af, at
det gives os tilbage. Det er ikke noget, som vi kan sige os selv. Ligeså
lidt som vi selv kan skabe liv. Vi må have det andetsteds fra. Vi må
have det fra forkyndelsen af, at der altid er ny mulighed og ny
begyndelse. Det er der ikke i vores egen verden. I den gælder princippet
om årsag og virkning eller kausalitet, som det samme hedder med et fint
ord.  Det princip gælder ikke dér  hvor Vorherre er på spil, han bryder
kausalitetsprincippet. Han genindfører humoren og humor, dét er jo det,
der kan få os til at grine af vores egen forkrampethed, den løser
knuderne op. Nu er det vel nok de færreste, der læser Det ny Testamente
som en bog om humor. Bøger om humor er foriøvrigt meget sjældent
morsomme. Nej for humoren er latent tilstede i Jesu fortællinger. Den
har at gøre med manglende respekt for nedarvede skikke, der forkramper
tilværelsen. Jesu forkyndelse skal forstås som et opgør med og et oprør
imod alle forkrampende forhold, for at talentet, livets gave, kan komme
til fuld udfoldelse. Sådan at vi kan leve vores menneskeliv i troskab
mod den gave vi har modtaget. Salmedigteren AASTRUP UDTRYKKER DET SÅDAN:

      Vort liv vi ej kan røve
hvor gerne vi så vil
så giv os da at øve,
hvad du har sat os til
lad os med værket slide
og ubekymret vide
det skal med os forgå.    AMEN!




Septuagesima søndag 2000 kl. 14.00

 Mange af de gode gamle folke-eventyr er bygget op næsten ligesom denne
lignelse. Vi hører ofte, om tre brødre, der hver især og efter tur
drager ud i den store verden for at gøre deres lykke. Et af de enkleste
eksempler på dette eventyr går ud på, at først drager den ældste broder
ud vel-forsynet hjemmefra med en god madpakke, på et tidspunkt så møder
han en fattig gammel kone, der beder ham  så mindeligt om en bid brød,
thi hun har givet sine sidste tørre krummer til sine sultende børn. Han
afviser hende idet han kun mener, at han har nok til sig selv, hans
rejse er lang og han tør ikke risikere selv at komme til at mangle.
Konen forbander hans videre færd. På samme måde går det med den anden
bror - også han møder en gammel kone - behandler hende på lignende vis
og modtager den samme forbandelse. Den tredie og yngste broder - derimod
-  giver glad og gerne af sit forråd, og til belønning får han tre
ønsker, der hver især er garantien for, at hans lykke er gjort. De to
ældste brødre er et par bangebukse. De ved hvad de har, og aner ikke
hvad de får, derfor holder de krampagtigt fast ved deres ejendom. Den
yngste har noget som han ikke er spor bange for at give videre - herre
gud  han har jo selv fået det, hvad  skulle så hindre ham i at give det
videre?

 Jesu lignelse om de betroede talenter, handler også om at turde. Til
forskel fra eventyret et det de to første, der tør noget og den tredie,
der ryster i bukserne for at forøde dét, der er blevet ham betroet. Han
tør ikke løbe nogen risiko, og derfor graver han det betroede ned, så
han til sin tid kan grave det op igen og i ganske intakt skikkelse
aflevere det tilbage til ham han fik det af.  Hvis man ingen større
tiltro har til sig selv, så er det da en ganske klog disposition. Man
risikerer i alt fald ikke noget ved det. Men det er jo også lige præcist
det, der er galt. Hvo intet vover intet vinder. Den der ikke tør leve
sit liv i frygt for at miste det, han mister det stensikkert - men den
der ved sit liv givet, han tør også godt bruge det og vover at bruge det
op.

 I lignelsen giver manden, der rejser udenlands en sum penge til hver af
sine tjenere. De penge skal de forvalte. De to første tjenere løber hver
en risiko - det kunne have været gået  galt, således at de havde mistet
alt - nu går det tilfældigvis godt, de penge de har fået betroet avler
flere penge, og de får hver især ros af deres herre da han vender hjem
igen. Den sidste turde ingen risiko løbe. Han hel-garderede sig og
opnåede; derved kun en ting, at få sin herres vrede at føle. Se nu på
den, der et langt liv igennem puger penge op, for at sikre sin alderdom,
eller for at arven til børnene skal blive desto større. Hvad får han ud
af det?  Ja - han kan nemt gå hen og dø - før han kan høste det han
havde sået, og hvad gavner det ham så - eller han kan spare op til sine
børn, sådan at de  kan få det langt bedre end ham. Men hvilken glæde får
børnene af det, når staten i mellemtiden har forhøjet arveafgiften i et
sådant omfang, at gevinsten bliver yderst begrænset. Det er og bliver et
stort spørgsmål, om det nogensinde er lønsomt at sikre sig? Specielt da,
hvis forsøget på at sikre sig, sker på bekostning af  at opleve livet i
al dets dejlighed og  i al dets fylde. De to ældste brødre i eventyret
fik kun forbandelser ud af det, den tredie tjener i Jesu lignelse blev
bet på akkurat den samme måde.

 Men hvad skal vi så stille op med vores liv? Alt hvad vi lærer i
barndom og i ungdom - synes at dreje sig om dette ene, at klare sig, og
helst lidt bedre end de gamle. Bedre betyder i den forbindelse  - at få
mere at have større sikkerhed og tryghed end de gamle havde det. Hvis de
gamle sled og slæbte for udkommet, så synes målet og ønskerne for de
unge at være, at de ihvertfald ikke skal få det lige så hårdt. Men hvad
er der så rent faktisk sket? - Jo der er sket det, at de unges mulighed
for at slide og slæbe bare lidt, er blevet taget helt fra dem, de kan
intet arbejde få - de maskiner, som de gamle har konstrueret til at
lette tilværelsen for de unge, har ikke alene lettet deres tilværelse -
i en forstand - næh - de har også gjort dem helt og aldeles
overflødige. Muligheden for at turde noget, endsige for at tjene noget i
kraft af deres egen indsats er helt taget fra dem - tilbage står kun
meningsløshed og overflødighed. I lignelsen fik hver i sær betroet
noget, som de så efter mod. lyst og evner kunne gøre noget ved.
Situationen for de unge synes at være en helt anden - de får intet
betroet, og der er heller ikke noget at betro dem. Ansvaret og risikoen
er taget fra dem og dermed er deres liv ikke mange sure sild værd. Sådan
ser det i aIlefald ud på overfladen. Og overfladen - det er jo vores
almindelige borgerlige liv - det i hvilket vi helst skal skaffe os ting
og sager for at være noget værd. Det i hvilket vi kun er noget værd ud
fra det vi ejer. Det vi ejer bruger vi til at sikre os ved, hævde os,
vinde accept. Hvor meget vi end kan få vore penge til  at yngle - så
drejer  det sig kun om at finde øget sikkerhed. Det gjorde den tredie
tjener også. Hans skæbne blev fordømmelse og bortvisning.

 Vi har hver især fået noget betroet - om det er lidt eller meget - det
kan være det samme - men det vi har fået betroet  - det er intet mindre
end livet selv. Hvis vi prøver på at gardere os overfor det, så spilder
vi det. Hvis vi pakker det ind i vat for at beskytte det mod stød og
modgang, så risikerer vi til gengæld at det rådner i sin fine
indpakning. Det vil altid være en hån mod en glad giver, at  lade hans
gave forblive i indpakningen - den skal pakkes ud og bruges efter sin
hensigt. Vores menneskeliv er en sådan gave og så har det også en
hensigt og et formål. Ja kald det bare en mening - selvom det ord måske
er en anelse flot. Navnlig i en tid i hvilken så mange modstridende
interesser kæmper for at  udstyre os med en mening for vores tilværelse.
Vorherre kender kun én mening med vores  - og sit liv - den er ganske
enkel - nemlig  den, at det liv vi har fået, dét skal leves - uden
forbehold, uden sikkerhed. Det er blevet ødslet ud på os - vi har kun
eet at gøre, og det er at ødsle det videre. Men - hov - er ødselhed ikke
lig med den rene uansvarlighed? Er det da ikke umoralsk således at kaste
sit liv i grams? Sådan spørger kun den, der vil være sikker, for ham  er
ødselhed en synd. Men når nu tilværelsen har udstyret os alle med
egenskaber som evnen til at elske, evnen til at føle tillid  og
muligheden for at give livet videre - så var det oprigtigt talt synd at
holde det for os selv. Kærlighed og tillid forlanger at blive ødslet
bort.

 Den, der søger sikkerhed gør det fordi han er bange for det usikre. Det
gælder os alle sammen. Men lad os da så lade det usikre  være usikkert
og i stedet give os livet i vold. Vi har en forsikring fra Vorherre
selv, om at vi har lov til det.  Har vi først fået mod på livet så kan
ingen tage det fra os; men tør vi ikke leve det så hjælper alverdens
sikkerhedsforanstaltninger intet. Den der har mod på livet, til ham skal
det gives til overflod, men ham der er bange for sin egen sikkerhed, ham
der  frygter for både dagen i dag og også dagen i morgen, fordi han ikke
tror at have garderet sig nok - han skal miste det lidt han har. Den der
tror, at livet er skænket ham, han tør også leve det, men ham der
frygter for sit liv - han mister det.   Livet er en dejlig gave - se til
at du får ødslet det bort - det er dét, der er meningen - for livet er
altså ikke det værste man har!


      AMEN!!