2. påskedag 2000



Epistellæsning: 1. kor. 15,12-20

Evangelium:  Johs. 20,1-18

Salmer: DDS 368, TS 819 - DDS 207, 167 v. 7, TS 823.



Tænk om vi havde været der!

Tænk, hvis vi havde set det med vore egne øjne;

Jesu helbredelser, indtoget i Jerusalem, salvningen i Bethania, opgøret

med farisæerne og kræmmerne i templet!

Tænk, hvis vi havde været med skærtorsdag aften, da den første

nadver blev holdt, havde fulgt med på afstand, da Jesus blev

arresteret, forhørt, pisket, dømt til døden og til sidst ført ud på

Golgata og hængt op på korset for at dø.

Ja, og tænk, hvis vi havde været med ved graven påskemorgen, med

Maria Magdalene eller disciplene, 

hvad enten de blot fandt graven tom eller mødte og så de engle, der

kunne forklare den gåde; At Jesus ikke længere var i

døden, men var opstået, som han havde sagt.

Ja, tænk sig hvis...........



Sådan har mennesker i århundreder vel sagt til sig selv, 

når de har lyttet til beretningerne om Jesus liv, død og ikke mindst

hans opstandelse.

Ord og fortællinger, der udfordrer os med det gådefulde krav om at

være det glædelige budskab, der skænker os alle en ny

begyndelse og et nyt håb. 

For sådan må det jo være, hvis det er sandt, at Kristus er opstanden

og døden er besejret!

Aldrig mere skal vi lede efter den levende blandt de døde!

Altid kan vi nu være forvisset om, at Kristus lever for at vi skal leve!



Men afstanden - og dermed naturligvis også tvivlen - består.

Afgrunden mellem dengang og nu kan ikke overskrides.

Det er jo ikke svært at konstatere;

Vi var der ikke og vi så det ikke!

Det eneste, vi har, er Ordet fra dem, der stod i begivenhedernes

centrum - og trods det intet forstod!

Deres tro og deres vidnesbyrd er det eneste, der binder os sammen

med begivenhederne den første påske, der hævdes at

være begyndelsen - også for os i dag!

Intet andet har vi - mellem os og dem ligger tidens afgrund.



Og den har man i århundreder alligevel søgt at overvinde.

En af måderne - også i dette andet årtusinde efter Jesus fødsel - er at

rejse til det hellige land og ved selvsyn opleve de steder,

hvor det vi læser om i Ny Testamente fandt sted.

Det er der efter sigende millioner af turister, som enten skal eller

allerede har været - og alt er rede til at tage imod dem.

Det er der imidlertid ikke noget nyt i.

Allerede inden udløbet af det 4. århundrede havde der i Palæstina

udviklet sig traditioner, som pilgrimme fra hele verden tog del

i.

For én måde at være samtidig med de begivenheder, 

som dannede grundlag for den kristen tro, var allerede i den tidligste

kirke at opsøge de steder, hvor de fandt sted. 

Kunne man ikke overvinde tidens afgrund, kunne man dog bryde op

og vandre til det hellige land, til Jerusalem og alle de

hellige steder, hvor evangelierne omtaler Jesu nærvær.

Og dér, hvor han havde talt og handlet, kunne man lytte til ordene fra

skriften og næsten opleve at blive inddraget i

begivenhederne for de mange år siden.



Der findes en meget tidlig skildring af sådan en rejse. Den hedder

“Silvias Pilgrimsfærd” og er fra omkring år 400.

En kvinde, Silvia, beskriver i sin dagbog alle de hellige steder, hun har

besøgt, og ikke mindst de liturgiske traditioner, der

allerede da var knyttet til de enkelte steder. 

F.eks. beskriver hun detaljeret, hvordan påsken  i Jerusalem bliver

fejret som en gennnemlevelse af Jesu lidelseshistorie, hvor

menighed og pilgrimme selv er med, som deltagere i den første påske.



Det er naturligvis en meget lang beretning, men lad os da nøjes med

beskrivelsen af, hvordan man fejrer Jesus opstandelse i

Jerusalem omkring år 380:

“Påskenatsgudstjenesten er den samme som hos os”, skriver Silvia,

“kun sker her endvidere det, at børnene, 

når de er blevet døbt og klædt på sammen med biskoppen ledsages

hen til Opstandelseskirken.

Her synges der en hymne, og biskoppen holder bøn for dem, og så

kommer han ind i den større kirke med dem. 

Her våger folket som sædvanligt, man udfører det samme, som også

plejer at ske hos os”, understreger Silvia atter.

Og efter offeret (nadveren) slutter gudstjenesten.

Efter at frogudstjenesten er afsluttet i den større kirke, begiver man

sig straks under afsyngelse af hymner til

Opstandelseskirken, hvor man på ny læser evangeliet om

opstandelsen. Man holder bøn og Biskoppen bringer påny Offer,

men det hele sker på et øjeblik for folkets skyld, at det ikke skal

opholdes alt for længe, og så skildes folket ad.

Frogudstjenensten afsluttes på selve dagen til den samme tid som hos

os...”.



Sådan fortsætter Silvia sin beretning, der giver udtryk for, hvordan

det at være og fejrer den kristne påske på det sted, hvor det

skete, men samtidig peger Silvia også hele tiden tilbage på den

gudstjeneste, som hun kender hjemmefra.

Det er tydeligt nok vigtigt for hende at få sagt, at nok er det

spændende at være der, at se stederne og opleve begivenhederne

der, hvor de oprindeligt fandt sted, 

men afgørende er det egentligt ikke.

For også den gudstjeneste, der finder sted langt fra Det hellige Land,

som indeholder salmer, bøn, oplæsning fra Biblen og

nadver - også den bringer jo deltagerne sammen i fællesskab med

Kristus - og det er jo i virkelighed det, 

det hele drejer sig om.

Den dåb, der finder sted i Opstandelseskirken i Jerusalem påskenat,

er jo den samme, som finder sted i en dansk landsbykirke

i middelalderen - og hos os i dag.

For nok er vi som mennesker begrænset af tid og sted, 

men det er Gud og det, som han vil med os, ikke.



Og dermed er vi lige netop ved det spørgsmål, 

hvor det allervigtigste omkring påsken udkrystalisere sig.

Påskens budskab om Jesu opstandelse fra døden er i sagens natur en

begivenhed, vi ikke har adgang til.

Opstandelsen som begivenhed er fortid og i overenstemmelse med

tidens væsen for evigt væk og borte.

Alt, hvad der er sket, er passé og kommer aldrig igen!

Endvidere er Jesu opstandelse en umulig begivenhed.

Ingen har før eller siden set eller erfaret, 

at dødens uigenkaldelighed er blevet brudt.

Heller ingen på Jesu egen tid så det ske.



Hvad bygger forkyndelsen af Jesu opstandelse da på?

Er det ikke bevidnet? Er der ikke grunde til, at budskabet kom i

omløb og endog har nået os i det fjerne nord næsten 2000 år

efter de oprindelige begivenheder fandt sted?

Jo, der er gode grunde til, at budskabet om det, der ikke kunne ske,

alligevel hævdes at have fundet sted.

Men at få vished om det, kommer an på med hvilke øjne, man ser, og

med hvilke ører, man hører.



For der var jo nogen, der oplevede noget.

Noget, som med ét sprængte deres virkelighed.

Der var mennesker, der den første påske blev konfronteret med

noget, som gjorde at de med ét fandt et tilfredstillende svar på

alle de spørgsmål, som alle de omvæltende begivenheder allerede

havde rejst i dem.

Også siden har der været mennesker, som har oplevet, 

at der i deres svar, var en kraft, som vedblev at bane sig vej gennem

historien og ud over alle geografiske grænser.

Og det betyder egentligt, at vi med de afgørende spørgsmål alle er

lige nær den “begivenhed”, påsken handler om.

Ingen er nærmere i forståelse og ingen er tættere på i tid end at

budskabet i sig selv vil have kraft til at overbevise os.



Om dette forhold er netop Maria Magdalene, som i flg. evangelisten

Johannes var den allerførste, der mødte den opstandne

Jesus ved graven, vidne om.

Maria var om nogen netop dér, hvor det hele skete.

Maria Magdalene havde set Jesus blive korstfæstet og havde måske

også været med til at lægge ham i gravhulen.

Men først og fremmest var hun den første, der opsøgte graven efter

at de jødiske påskedage var ovre.

Og der, “den første dag i ugen, tidligt om morgenen, 

mens det tidligt var mørkt”, møder hun det, 

som også de øvrige af Jesus disciple senere blev konfronteret med,

nemlig den tomme grav.



Marias reaktion er en dyb sorg og fortvivlelse. 

Hun tilkalder Peter og en anden og de finder graven tom, men da de

vender hjem igen bliver Maria dér. 

Hun er så forvirret, at hun slet ikke ved, hvad hun skal stille op med

sig selv. Alt er kaos for hende.

Så desorienteret er hun, at hun tilsyneladende ikke finder det

underligt, da hun i gravhulen ser to engle i hvide klæder.

Heller ikke at de spørger, hvorfor hun græder.

Nej, og da hun derefter ser en skikkelse stå bag sig, 

ser hun ikke det, som hendes øjne ser.

Hun genkender ham ikke - ved ikke, hvem det er.

Og det selvom hun er på stedet, i Palæstina, i de dage!

Maria står midt i det, er på stedet og ser Jesu person!

Men hun genkender han ikke!

Hun misforstår derimod, tror han er en anden, havemanden!

Hun er kommet herud for at finde sin elskede Jesus, 

men da det sker, tror hun det er en anden, hun møder!

Hvilken fordel havde hun ved at være samtidig med Jesus? 

Tilsyneladende ingen!



Nej, for det afgørende er ikke, at hvem de genkender. 

Det altafgørende er, at det er Jesus, 

der genkender dem og giver sig til kende for dem.

Det afgørende - også for os i dag - er, at det er Jesus, 

der taler til Maria og kalder hende ved navn.



Først da genkender hun ham og ved, hvem han er.

Først da kan hun sige: Jeg har set Herren!

Fordi han selv havde talt til hende og givet sig til kende!



Og dette er så vigtigt, fordi det også gælder for os i dag.

I Danmark, i Havdrup/Jersie år - 2000 år efter Kristi fødsel.

Vi behøver ikke at rejse til det hellige land.

Vi behøver ikke at gå med i den tusindtallige skare, der i disse timer

bevæger sig gennem de snævre gader i Jerusalem, følge

stationerne på Via Dolorosa og kæmpe for at komme ned i

gravkirken til stedet, hvor det hele skete.

For at gribe opstandelsestroen behøver vi ikke at være dér. 

Vi kan lytte til ordet om Jesu opstandelse som fortalt og forkyndt

netop til os.

Lytte så åbent og uforbeholdent, at vi til sidst også hører vort navn

nævnt, når Jesus taler til trøst og nyt håb. 

For at det var Jesus Kristus, der opstod, betyder, 

at det er ham, der sprænger sig vej gennem tid og rum, 

at det er ham, der gør sig samtidig med os.

Det er ham, der møder os, i livet og i døden, som den opstandne og

altid levende, som skænker os tro, tillid, liv og håb, uanset

hvor vi er og lever vort liv. 



Glædelig påske! 



AMEN!