<H5>palmesøndag</H5> Hvis du har kommentarer så skriv hertil


     I dag hører vi om to verdener: Jesu og marias på den 

ene side og Judas på den anden side. Maria og Jesus ligner 

hinanden. Fra alteret hørte vi, at vi skal have samme 

sindelag som Jesus. Og det har Maria.  Hun handler 

overstrømmende. Olien, som hun bruger til Jesu fødder, 

koster lige så meget som en hel årsløn dengang. Egentlig 

kan Maria vel slet ikke overskue det, som hun gør, eller 

forstå sig selv. Hun giver en hel årsløn ud på et øjeblik. 

Hvad skal hun så leve af. Eller hun viser netop at hun 

lever rigeligt af sin kærlighed til Jesus. Han er livet 

for hende. Maria gør sig selv fattig, for at give Jesus 

alt. Det er en overvældende gavmildhed. Hun glemmer sig 

selv og viser sine store følelser åbent, så ingen kan være 

i tvivl om det. 

     Judas er helt forskellig fra Maria. Han bruger sin 

fornuft. Og altfor tit er fornuften selvorienteret og 

beregnende. Alt for tit skjuler fornuften sine egentlige 

hensigter. Det lyder så smukt, at Judas ville sælge salven 

og give pengene til de fattige. Men i virkeligheden 

skjuler Judas sine hensigter. Han vil gerne have pengene 

gennem sine fingre, så han kan lægge lidt til side til sig 

selv. Alt for tit er de fornuftige og kloge ude på bedrag. 

De skjuler deres virkelige tanker, som er kolde og 

beregnende. Det lyder så fornuftigt og klogt, at man skal 

gøre det nyttige, ikke at ødsle med kostbar olie. Det 

lyder så fornuftigt at man skal holde sig til det, som kan 

bruges og er nyttigt. Man skal kunne overskue og forstå 

det man gør. Men hvor tit kommer der ikke kun falskhed og 

problemer ud af den holdning. Ja, den fornuftige kan gøre 

sit liv så koldt, at han bliver i tvivl om sine egne 

følelser, om der overhovedet er plads til kærlighed. 

     Og det er ikke kun mænd, som er sådan. I begyndelsen 

af prædikestykket hører vi, at de var sammen til et 

festmåltid, og at det var martha, som sørgede for maden. 

Det minder om en anden gang, hvor Martha gjorde det samme, 

mens Maria sad inde i stuen og lyttede til Jesus, og 

Martha kom ind og bebrejde hende, at Martha skulle gøre 

alt arbejdet. Men Jesus svarede, at maria havde valgt det 

ene fornødne og det skulle ikke tages fra hende. Det ene 

fornødne, er det ikke pengene og maden, som vi lever af. 

Nej, det ene fornødne er det som Maria valgte og viste: 

kærlighed til Jesus og dermed til Gud. Maria gav sig selv. 

Så gavmild var hun. Og det var fordi hun havde lyttet til 

Jesus og troede på ham. 

     Jesus var nemlig ligesådan. Jesus var det for at vise 

os, hvordan Gud er.  Gud har ikke kun givet os en slags 

blomster eller 10 slags. Nej, der er en vrimmel af 

forskellige smukke blomster. Hvad nytte er det til. Har vi 

brug for så mange slags blomster for at kunne leve. Nej, 

men den overstrømmende natur, som Gud har skabt, den 

viser, at Gud elsker livet.  Gud har ikke kun givet en 

slags træer, nej, der er en vrimmel af forskellige træer. 

Det kommer vi snart til at nyde, når det bliver forår. 

Jeg læste om en af astronauterne, som var på månen, at han 

pludselig oplevede, hvor megen næring vi får fra alt det 

grønne og farverige, som er omkring os her på jorden. Dér 

på månen stod astronauten på en øde klode og sagde i 

radioen tilbage til jorden, at han var rystet over så 

stærk og frygtelig ensomheden var på månen.  Der var ingen 

farver, ingen klange og lyde. Alt det, som vi lever af til 

hverdag, uden at vi tænker over, hvilke undere det er, og 

at det er Guds overstrømmende gaver til os. Uden dem kunne 

vi ikke leve. Uden Gud og uden Guds gaver ville vi blive 

så ensomme, at vi ville visne. Men Gud har givet det 

altsammen til os for at vores liv skal være som en 

blomstrende sommer. Så stor er Guds kærlighed til os. 

     Den kærlighed viste Jesus. Når Maria salver Jesu 

fødder, skal det pege frem på Jesu død. For dengang 

salvede man et lig. Jesus viste med sin død en 

overstrømmende kærlighed. Han gav sig selv. Hans gave var 

ikke kun så kostbar som en årsløn, men som en livsløn. Og 

det var ikke kun olie han hældte ud, men sit blod han 

udgød. Jesus gjorde sig selv fattig for vores skyld. Han 

gjorde sig til en tjener for os, og en tjener er en, som 

intet ejer, ikke engang sit eget liv. Derfor får Judas ret 

uden at vide det.  Pengene kunne gives til de fattige. Men 

Maria gav olien til den fattigste, som findes, Jesus. Han 

gav alt væk for os. Paulus skriver det sådan i 

Filipperbrevet, som vi hørte fra alteret: Jesus gav afkald 

på sin himmelske rigdom og tog en tjeners skikkelse på og 

han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på 

et kors.  Jesus viste en gavmildhed, som kun Gud har den. 

     Når Maria salver Jesu fødder, peger det hen på Jesu 

død og begravelse.  Og når man læser langfredag, så står 

der i Johannes evangeliet, at en mand, som hed Josef, og 

en som hed Nikodemus tog Jesu legeme ned fra korset og de 

havde myrra og salve med og de salvede Jesu legeme. Myrra. 

Det får os straks til at tænke på julenat, hvor vismændene 

gav kostbare gaver til den nyfdøte konge: Guld og røgelse 

og Myrra. Jesus er konge, den lidende konge. Men den 

konge, som bringer en ægte fred. Derfor sang englene: Ære 

være Gud i det højeste.  Fred på jorden.  Det er Jesus, 

som er fredskongen. Derfor rider han ind i Jerusalem på et 

æsel. Som vi hørte det i profetien fra det gamle 

testamente, som blev læst op fra alteret, at kongen er 

sagtmodig og rider på et æsel. Han udråber fred til 

folkene. Han hersker fra hav til hav og fra floden til 

jordens ender. 

     Den samme herlighed vi følte julaften, skal vi 

egentlig føle ved Jesu død. Og her palmesøndag hører vi om 

at folk hylder Jesus og vifter med palmegrene. Tit når man 

ser engle på malerier, så har de palmegrene i hænderne. 

Palmesøndag er hyldesten af Jesus lige så himmelsk som 

juleaften. 

     Om Maria hører vi, at duften fra hendes olie fyldte 

hele huset med vellugt. Om Jesus kan vi sige, at da han 

udgød sit blod, da fyldtes hele verden også med velduft 

eller velbehag, som englene sang julenat: fred til 

mennesker med Guds velbehag. Det er den konge vi hylder, 

som skaber himmelsk fred på jorden.  Han hersker fra hav 

til hav og fra floden til jordens ender. 

     Judas spurgte nok sig selv, hvad gavn Jesus var til. 

Judas var jo frihedskæmper og håbede, at Jesus skulle 

befri Israel fra romerne. Og da Jesus ikke levede op til 

hans forventninger og beregninger, så forrådte Judas ham 

og fik endda nogle penge ud af det: 30 sølvpenge. Judas 

kunne med sin fornuft ikke overskue, at den fred Jesus kom 

med ikke kun var til Israel, men til hele verden. 

     Også i vores dage er der fornuftige mennesker, som 

spørger, hvad nytte kirke og kristendom er til. Men svaret 

er, at troen og freden fra Jesus har bredt sig ud over 

hele verden. Den fred bryder igennem al fornufts 

beregninger og kulde og falskhed og bedrag. Den fred 

bliver ved med ændrer os, som så gerne vil holde os til 

vores egne kloge tanker. Vi skal jo huske, det som Paulus 

skrev til Filipperne: I skal have samme sind over for 

hinanden, som var i Kristus Jesus. Det betyder meget for 

et land, hvordan lederne er. Hvis de er smålige, så breder 

den smålighed sig til landets befolkning. Derfor er vi så 

mange, som holder meget af vores dronning, fordi hun kan 

præge Danmark med sin personlighed. Og derfor er vi mange, 

deriblandt også dronningen, som holder meget af Jesus, der 

præger os med sit sind, som viser Guds gavmildhed og 

kærlighed.  Han er fredens konge, som hersker fra hav til 

hav og fra floden til jordens ender. 

 

ny prædiken 

 

     Palmesøndag har fået sit navn, fordi folkeskaren 

strøede palmegrene på vejen, da Jesus red ind i Jerusalem. 

Det skete få dage før Jesus blev korsfæstet. Palmesøndag 

er til minde om indtoget i Jerusalem, hvor Jesus drager 

ind i den hellige by og skarerne hylder ham som deres 

konge.  Her dagen før den 9.  april, hvor det er 50 år 

siden tyskerne drog ind i Danmark, kan vi sammenligne de 

to former for indtog.  Det var ikke deres eget land 

tyskerne drog ind i.  Det var ikke på æsler. Men det var 

med våbenmagt.  Og de blev ikke hyldet som helte og venner 

af danskerne.  Hensigten med deres indtog var at skabe 

ufrihed og angst. 

     Jesus drog ind i Jerusalem for selv at dø, for at 

tage angsten på sig så vi kan gå fri. Jesu indtog var 

fuldstændig forskellig fra tyskernes indtog i Danmark. 

Jesus står for de værdier, som hedder kærlighed og frihed 

og menneskeværd, de værdier, som tyskerne dengang trådte 

under fode. Og det er derfor det er nødvendigt og godt at 

vi mindes den 9.  april, for at vi altid kan være 

opmærksomme på de onde kræfter, der vil have magt med alle 

metoder og vil bruge den til at træde mennesker ned. 

     Derfor hører vi også om Jesus. Det er for at værne om 

de sande værdier.  Derfor hylder vi Jesus på samme måde i 

dag, som folkeskarerne gjorde dengang da han red ind i 

Jerusalem på et æsel, eller som vi hører om i 

prædikestykket i dag hvor kvinden salver Jesus. 

     Da Jesus red ind i Jerusalem hylede og kronede folket 

ham som konge. De råbte hurra og kaldte ham Davids søn. 

Det var en folkefest. I den forstand ligner det mere den 

5.maj 1945.  Folket festede fordi de stolede på Jesus, at 

han ville fortsætte sin gode gerning, som han havde 

begyndt ude i landet. At han ville fuldføre den gerning, 

som han var kommet for. Israel var jo besat af romerne. 

Jøderne havde mistet deres frihed og deres stolthed. De 

føltet, at Gud havde forladt dem. Men Jesus sagde: Nu 

opretter Gud sit rige igen. Og Jesus viste det ved at 

besejre alt det som holdt folket fanget: sygdom, skyld, 

angst. 

     Palmesøndag regner folket med, at Jesus vil føre 

sejren til ende, og sætte sig på tronen og drive landets 

fjender ud.  I vores fortælling i dag fester Simon den 

spedalske for det samme; Jesus har gjort den gode gerning 

mod ham, at give ham et sundt liv, helbredt ham for 

spedalskheden.  Også det var en befrielse, hvor Jesus 

giver Simon hans menneskeværd og selvstændighed.  Derfor 

hylder Simon Jesus og fester for ham. Og kvinden som 

kommer ind til festen, hylder også Jesus, fordi han har 

givet hende livets sande værdier tilbage. Når hun hælder 

olie ud over hans hoved, så er det udtryk for kærlighed. 

Det må være fordi Jesus har gjort eller sagt noget til 

hende, at hun elsker ham så meget.  Det er et svar hun 

giver ham, fordi han har gjort det klart for hende, at han 

og himlens Gud elsker hende.  Ellers havde hun nok ikke 

turde komme ind, uindbudt, og hælde olie ud over hans 

hoved.  Men hun vidste jo,  at hvor Jesus sidder til 

bords, der er der åbent for alle.  Hvor han er sammen med 

syndere, må hun også komme med.  Det har han klart fortalt 

hende. Han har givet hende menneskeværd og selvstændighed, 

så hun tør skille sig ud fra de andre og hælde olie ud 

over hans hoved. Og når hun ødsler med olien, slår krukken 

istykker og hælder hele indholdet ud over Jesus, så må det 

være for at vise, at den frihed, som Jesus har givet 

hende, er ligesådan, lige så overstrømmende og grænseløs. 

Hun hylder ham for at være sit livs konge, der har givet 

hende de sande og ægte værdier hun kan leve på. 

     Når vi holder fest for en person, så gør vi det ved 

at holde taler om den person eller skrive kærlige sange om 

den person. Vi hylder ham ved at feste i glad stemning og 

råbe hurra. Det samme gør folkeskaren, da Jesus drager ind 

i Jerusalem. Det samme gør Simon, da han sætter god mad 

frem for Jesus. Der står ikke, at Simon siger noget 

bestemt, men han viser, hvad han mener ved at give festmad 

til Jesus. Og det samme gør kvinden. Hun holder ikke en 

lang tale, men uden ord siger hun lige så meget. Hun 

bryder krukken i stykker, så duften fylder hele huset og 

fortæller om hendes tak til Jesus.  Også vi må hylde 

Jesus, fordi han har givet os de sande værdier: kærlighed, 

frihed, menneskeværd. Vi hylder Jesus ved at holde 

gudstjeneste, synge salmer og fortælle om vores konge. 

     Der vil altid være uenighed om, hvordan vi bedst 

hylder Jesus. Nogle mener f.eks. at vores gudstjenester 

ikke er festlige nok eller at vi ikke gør nok for Jesus. 

Der er nogle, som mener, at der mangler duft og 

spontaneitet over vores hyldest. Andre mener, at det 

hellere skulle vise sig i praksis, at vi sammen gik ud og 

handlede efter Jesu ord og sørgede for udbredelsen af de 

værdier som Jesus står for. 

     Dengang i Simon den spedalskes hus var der også 

uenighed om, hvad der var bedst.  Evanglisten Johannes 

skriver at det var Lazarus og Mathas søster Maria vi hører 

om i dag.  Og hende kender vi fra en anden historie, hvor 

Jesus var på besøg hos de to søstre, og hvor Maria satte 

sig og lyttede til Jesus mens Martha gik ude i køkkenet og 

havde travlt med alt det praktiske at forberede en middag 

til gæsten. Da bebrejdede martha Maria, at hun slet ikke 

laver noget nyttigt. Men Jesu ssagde: Martha, Martha du 

gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er 

nødvendigt.  maria har valgt den gode del og den skal ikke 

tages fra hende.  Den gode del er det at lytte til Jesus, 

at vende sit hjerte mod ham.  Det hører vi også Maria gør 

her i dag, hun er åbenbart ikke særlig praktisk anlagt, 

for hun sparer ikke på salven.  Hun hælder det hele ud 

over Jesus.  Det er en meget kostbar salve. 

     Igen er der nogle, der bliver sure på hende og mener, 

hun skulle have gjort noget andet og givet pengene til de 

fattige. De lyder meget alvorlige og moralske. Men det er 

deres måde at hylde Jesus. De viser, at de har hørt efter, 

hvad Jesus har sagt.  De kan huske, hvad han har sagt. 

Engang sagde Jesus jo til en rig ung mand: gå hen og sælg 

alt hvad du har og giv det til de fattige.  Det havde 

disciplene ret i. 

     Men Jesu svar fortæller, at der mange måder, som vi 

kan hylde ham på. I den enkelte situation og efter hvem vi 

er gør vi det på vores måde. Nogle gør det med ord, nogle 

gør det med festmad, nogle gør det med olie, nogle gør det 

med gode gerninger. Det ene ophæver ikke det andet. Jesu 

svar fortæller også, at moralbud ikke er en facitliste, 

som vi kan slå andre i hovedet med.  Vi skal ikke sætte os 

til dommer over andre. Selv det, der ser helt unyttigt og 

unødvendigt ud, kan være det helt rigtige i en situation. 

Det er en god lære også for os. Jesus forsvarer kvinden og 

siger at det hun har gjort skal fortælles i hele verden. 

Det var mærkeligt for disciplene at høre det. Når de 

mener, at hun ødslede og gjorde noget forkert, at Jesus 

vender det helt om, hendes gerninger skal berømmes i hele 

verden. 

     Vi må lære, at der er mange måder at hylde Jesus på. 

Vi lutheranere kan ikke lide helgener og helgeninder.  Vi 

mener ikke, at der skal stå nogen ved siden at Jesus, ikke 

engang hans mor.  Han er alene om at fuldbringe frelsen. 

I evnageliet står Jesus alene som vores eneste frelser og 

forsoner. Sådan prædiker vi. 

     Disciplene dengang mente, at den bedste prædiken var 

at fortælle om Jesu bud, at man skal tage sig af fattige. 

De trænger til os. Det har disciplene jo også ret i at 

Jesus ikke har brug for vores gaver.  Han har givet 

frelsen gratis til os som gave.  Han har hjulpet os, så vi 

kan have overskud til at tage os af andre.  Men kvinden 

prædikede også med det som hun gjorde. I virkeligheden er 

den gode gerning, hun gør, en prædiken. Uden at vide det 

fortæller hun det vigtigste om Jesus.  Det er, at Jesus 

døde for os. 

     Jesus siger dete selv: hun har gjort en god gerning 

mod mig.  De fattige har I altid hos jer.  Og når I vil 

kan I gøre godt mod dem, men mig har I ikke altid.  Jesus 

sammenligner sig selv med de fattige.  Kvinden gjorde en 

god gerning mod ham, ligesom man kan gøre en god gerning 

mod de fattige.  Der vil jo altid være fattige.  Jesus 

kender os.  Han ved at der altid vil være fattige i vores 

verden. Der vil altid være nogen, som ikke kan følge med 

og som ikke kan leve op til kravene og som ingenting har. 

Men Jesus sammenligner sig selv med dem.  Kvinden har 

gjort en god gerning mod ham. Han er fattig.  Det er fordi 

han snart skal dø. 

     Når et menneske døde på Jesu tid, salvede man liget, 

inden det blev lagt i graven. Men en dødsdømt forbryder 

måtte man ikke salve eller begrave.  Påskemorgen gik 

kvinderne altså ud til graven for at gøre noget de ikke 

måtte ifølge den jødiske lov, nemlig salve en dødsdømt, 

salve Jesus. Men de kom forsent. Kvinden vi hører om i dag 

kom for tidligt.  Hun salvede Jesus inden han er død. Den 

gode gerning, som hun gør, er at hun fortæller, at Jesus 

skal dø på et kors som en fattig, der har mistet alt for 

vores skyld. Og der er også et forhold mellem den måde 

kvinden salver Jesus på og den fattigdom, som venter 

JEsus. Kvinden ødsler med salven, fordi den fattigdom som 

venter Jesus er meget knusende. Han mister sin ære, han 

dømmes som forbryder, han mister sine venner, de forlader 

ham, han mister sin Gud, føler at Gud har forladt ham, han 

mister sit liv. 

     Alle de magter som er mod kærlighed og frihed og 

menneskeværd faldt over Jesus, så han blev ensom og 

forladt, bundet og pisket, fortvivlet og håbløs.  Men da 

sagde Jesus: " Det er fuldbragt." Da havde han fuldført 

den gode gerning, som han var bestemt til. Jesus tog alt 

det onde på sig, så vi aldrig kan miste de sande værdier. 

Når vi hylder ham som vores konge, er det fordi han går 

spidsen i kampen mod alle de magter, som vil tage de sande 

værdier ud af vores liv. Det viser sig også, hvadenten det 

er i øst eller vest, ja, det viser sig allertydeligst i en 

truet situation, at vi da holder os endnu tættere til 

Jesus, så vi kan bevare kærligheden og friheden og vores 

menneskeværd. 

 

ny prædiken 

 

     Jesus er til middag hos Simon den spedalske. Dér er 

fest. Dér er mange gæster med. Hvad er grunden til festen. 

Det kan vi gætte os til, fordi Simon har et tilnavn. Han 

kaldes den spedalske. Simon holder fest, fordi han har 

noget at takke Jesus for. Vi kan jo gætte os til, at Jesus 

har helbredt Simon for spedalskhed.  Derfor holder han 

fest for Jesus.  Men vi må gætte os til det.  Det er ikke 

nævnt.  Ja, vi hører slet ikke værten sige ét eneste ord. 

     Det er mærkeligt. Der kunne godt have stået, at Simon 

var uendelig taknemmelig. Det var som om han have fået 

livet påny. Før måtte han leve primitivt væk fra alle 

almindelig mennesker. Nu kunne han holde fest og være 

sammen med andre. Alt det skyldte han Jesus. Der kunne 

godt have stået, at Simon var lykkelig over, at Jesus var 

hans gæst. Og at Simon rigtig kræsede op for Jesus og 

serverede dejlige retter. Der kunne godt have stået 

hvordan Simon tog imod Jesus og overøste ham med gaver. 

     Men der står intet om det. Det nævnes nærmest som 

noget ligegyldigt: Mens Jesus var i Betania, i Simon den 

Spedalskes hus og sad til bords, kom en kvinde. Der nævnes 

slet ikke, at Jesus har hjulpet Simon. 

     Men der nævnes jo heller ikke, hvordan Jesus har 

hjulpet kvinden. Han må virkelig have gjort noget helt 

overvældende godt mod hende. Han må have sagt noget, der 

helt ændrede hendes liv, når hun handler så overstrømmende 

som hun gør. Han må næsten have gjort mere end helbredt 

hende for spedalskhed. Men vi hører ikke, hvad det var. Vi 

hører ikke, hvordan Jesus har hjulpet kvinden.  Vi hører 

ikke engang hendes navn. 

     Men det ligner godt nok Jesus. Han gjorde aldrig et 

stort nummer ud af sine gerninger. Til de fleste af dem, 

som han hjalp, sagde han, at de bare skulle gå hjem.  Til 

nogle sagde han endda, at de ikke måtte fortælle om ham 

til andre. Jesus var ikke nogen godt reklamemand. Jesus er 

ikke beregnende og effektiv. Han skulle jo have sagt til 

de helbredte: Gå hjem og fortæl til alle, som du møder, 

hvad Gud har gjort imod dig. Og kom så igen, så vil vi 

samles, alle vi kristne, til én stor gruppe, så kan de 

andre se, hvormange vi er, så bliver de nok overbevist om, 

Guds rige er noget værd. 

     Men det sagde Jesus ikke. Og det var meget få af dem, 

han havde hjulpet, som han så igen. Hos Lukas står f.eks. 

et sted, at Jesus vandrede omkring og sammen med ham var 

disciplene og så nogle kvinder, som han havde helbredt fra 

onde ånder og sygdomme: der var Maria, som kaldes 

Magdalene, som han havde befriet for syv dæmoner. Det står 

et sted hos Lukas. Men det var ikke noget der skete tit, 

at de helbredte kom tilbage til Jesus. Tværtimod. Der er 

jo fortællingen om de spedalske som blev helbredt, men kun 

én af dem vendte tilbage og takkede Jesus. 

     Jesus var ikke nogen god reklamemand. Han var ikke 

beregnende og effektiv. Sikken er pressionsgruppe de kunne 

være blevet, ham og alle dem, han havde hjulpet. Nej, det 

er som Jesus er helt uinteresseret i at vinde en stor 

tilhængerskare, som kunne vandre sammen med ham. I hvert 

fald må man sige, at han aldrig hjalp for at få noget 

igen. Jesus er ikke beregnende og effektiv.  Han gjorde 

intet ikke for sin egen skyld, for at blive en stor mand 

og få stor ære. 

     Ja, nogle gange sørger han endda ikke engang for at 

den helbredte ved, hvem der har gjort ham rask. Det er i 

fortællingen om den lamme ved Betesda dam. Det var på en 

sabbat, og da farisæerne spurgte den helbredte:" Hvem er 

det som har gjort dig rask og som har sagt at du skulle gå 

rundt med din måtte her på en sabbat." Da svarede han, at 

han ikke vidste det. Det er da sløset af Jesus. Han 

handler slet ikke efter, at hans navn skal blive kendt. 

Der er en stor ødselhed over det, som Jesus gør. Det er så 

rundhåndet, at det er utroligt. 

     Hvis man ville have tilhængere, skulle man gå 

anderledes alvorligt og effektivt til værks. I vore dage 

kan se det hos tv-prædikanterne i Amerika.  Se, de forstår 

at slå deres navn fast. De forstår at skabe sig 

tilhængere.  Jeg læste i en avis om en tv-prædikant som 

sidste år kundgjorde, at Gud ville tage hans liv den 31. 

marts, hvis ikke han forinden fik samlet 4,5 million 

dollars sammen til uddannelse af lægemissionærer. Og 

pengene strømmede ind, men da der var rullet 3 millioner 

dollars ind i prædikantens kasse, sagde han den 26. marts, 

at han var blevet misforstået, og Gud alligevel ikke ville 

han skulle dø. Men han fik altså samlet 3 millioner eller 

21 millioner kr ind. Se det var en succes. Se det var 

effektivt. Og alligevel skrev journalisten i den danske 

avis, som jeg læste: " I sammenligning er der danske 

folkekirke i al sin tilsyneladende afmagt anderledes 

troværdig". Og det er en stor indrømmelse at få i en avis. 

hvor man ellers mest kan læse om hvor få der kommer i 

kirke. Nej, vores danske folkekirke ser ikke særlig 

effektiv ud. I vores danske folkekirke sker det hele ikke 

på beregning, for at få en masse penge ind, eller for at 

få en stor tilhængerskare. Og grunden til at vores kirke 

er sådan, det er måske, at der er lidt af Jesu ånd i vores 

kirke.  Der er lidt af den ubekymrethed og ødselhed, som 

også Jesus havde. 

     Det var så stor en ødselhed der stråler ud af Jesus, 

at det smittede mange af de mennesker, som mødte ham. 

Palmesøndag da Jesus red ind i Jerusalem begyndte 

folkeskaren pludselig at smide grene på vejen og overdænge 

Jesus med hyldest råb: Hossianna Davids søn. De hældte 

glæde ud over Jesus.  De forstod ikke selv, hvorfor de 

pludselig reagerede sådan. Det var noget ved JEsus, som 

inspirede dem til det. De løb over af glæde. De blev 

smittet til det. 

     Mon ikke kvinden i Simons hus følte det samme. Hun 

kom med en krukke meget kostbar salve. Den kostede 300 

denarer, dvs en arbejders årsløn, Meningen med den slags 

salve var nok, at man forsigtigt skulle hælde lidt ud af 

krukken og bruge det til at give velvære og velduft. 

Israel er jo et varmt  og støvet land. Det var nødvendigt 

at salve huden mod solen. Ligesom vi gør om sommeren i 

vores land. Salve er det samme som velvære og renhed.  Men 

man plejer kun at bruge ganske lidt solcreme. Det skal man 

spare på. Det er ikke nødvendigt at frådse. Men kvinden 

var blevet smittet af et frådseri, som løb ud over alle 

grænser. Hun brød krukken i stykker og hældte al salven 

over Jesu hoved. Og det har nok ikke været en lille 

parfume flaske. Der må have været meget i krukken, når den 

var så dyr. Kvinden kommer ind fra gaden og handler 

overraskende og overstrømmende ødselt. 

     Og Jesus tager imod det med den største 

selvfølgelighed. Ligesom han ganske stille tager imod den 

glæde som folkeskaren overdænger ham med palmesøndag. 

Jesus er ikke beregnende og effektiv. Derfor kan han kalde 

de bedste følelser frem i mennesker. Jesus var befriende 

ødsel både i det han gav til mennesker, men også i den 

måde han modtog mennesker. 

     Hvordan er de beregnende og effektive? Ja, det kan vi 

også se et eksempel på i prædikestykket i dag. Nogle blev 

vrede på kvinden. De blev chokerede over det hun gjorde, 

Hvad kunne der ikke være kommet ud af alle de penge. Jesus 

mener selvfølgelig også, at de fattige skal hjælpes: "Dem 

har I altid hos jer, " siger han og fortsætter: " Når I 

vil, kan I gøre godt mod dem." Når I vil. De har så travlt 

med hvad kvinden gør. Har de selv tænkt sig at give de 

fattige noget. Hun gjorde, hvad hun kunne. Det lyder som 

om Jesus siger, at hun kun kunne lidt. De andre, de 

selvtilfredse og forargede, de kan meget, tror de da selv. 

Men gør de det så. Ikke over for Jesus. Nej, over for ham 

er kvindens kærlighed overstrømmende. 

     Jesus skælder ikke de vrede og selvretfærdige ud 

denne gang. Selv om deres surhed og høje tanker om sig 

selv er forfærdelig, og de fortjente at blive skældt ud, 

så stråler det ud af fortællingen, hvor mild Jesus er. Han 

er overstrømmende mild. 

     Den samme mildhed stråler ud af fortællingen om 

indtoget i Jerusalem, den fortælling, som vores søndag har 

navn efter. På et æsel rider Jesus stille ind i Jerusalem, 

mens folk hylder ham. 

     Det peger hen på det, som sker i påsken, den mildhed 

Jesus har mod os, den ødselhed han giver. Han giver sit 

liv for os. Ja, påskemorgen bryder Jesus stengraven 

istykker og liv og velvære og renhed strømmer ud over 

verden. 

 

   

 






Tryk her tilbage påskeinsp
Tryk her tilbage præd 2. tekstr
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email