Hvis du har kommentarer så skriv hertil



Prædiken til 2.søndag e.Påske – konfirmation i Sjørslev 10.00.
Salmer: 698, 694, 46, 409, Gud elsker alle mennesker, 907
(salmerne har konfirmanderne selv valgt)

Bøn: Gud vor far i himlen, vær med konfirmanderne i dag på deres
konfirmationsdag, og vær med din Helligånd med dem og med os
alle, alle dage. Amen.

Forud for enhver fødsel går 9 måneders ventetid, det er næsten som
med konfirmandforberedelsen. Når ventetiden er omme, så kommer
glædens dag. Den er stor glæden, for jer konfirmander, der sidder
her, ventetiden er ovre, det er nu det sker.

Men den dag det nye liv, et nyt lille menneskebarn, ser dagens lys,
det er måske nok den største dag af alle i jeres forældres liv. 

Forud er gået 9 måneders ventetid. Hvor moderen og måske også
faderen har gået rundt og sunget og pludret med det lille ufødte
væsen. For vi ved at det ufødte barn kan høre. Og det er derfor,
nogle forældre, det er der måske også nogle af jer der sidder her i
dag der har gjort, går og opfører sig – i hvert fald i andre
menneskers øjne – lidt fjollet. 

Vi ved også, at spædbarnet kender sin mors, og måske også sin fars
stemme, allerede fra den første dag ude i livet. 

For forældrene, ja da gælder det samme. Forældre kan allerede kort
efter fødslen høre, når deres barn græder. Mellem alle lydene og
mellem alle de grædende børn på en fødegang kan forældrene høre
deres eget barns gråd og reagerer straks på lyden.


Se, som I børn vokser op, da ændrer dette forhold sig på mange
måder, jeres forældre kommer ikke altid første gang I kalder, for de
ved godt, at det nogle gange handler om, at I skal gøre jeres egne
erfaringer på et eller andet område, og som I bliver større, ja, da
råber I ikke længere på jeres forældre for at få mad eller en tør ble,
eller sutten der er faldet på gulvet, men nogle gange af ren og skær
dovenskab.

Det modsatte gælder også, det er på et tidspunkt måske heller ikke
jeres forældre I unge mennesker kalder på, ringer til, eller taler med,
når der er noget galt, men måske snarere vennerne eller kæresten. 

En ting er dog sikker - jeres forældre vil altid kunne genkende lige
netop jeres stemmer og I vil altid kunne genkende jeres forældres. 

Se det billede her, eller det eksempel her, det leder os hen mod
dagens evangelium, for det forhold, det bånd der er mellem forældre
og børn kan sammenlignes med forholdet mellem en fårehyrde og
hans fåreflok. 

Fåreflokken kender hyrdens stemme, kan adskille hans stemme fra
andre stemmer. Kommer når lige netop deres hyrde kalder og ikke
når en anden floks hyrde kalder. Derfor kan flere fårehjorde græsse i
samme område, de ved nemlig godt hvor de hører til. 

Og den gode hyrde kender også sin hjord, han hører, hvis et af
fårene kalder og han kommer det til undsætning.

Den gode hyrde, er ham der ikke lader sig skræmme væk af nogen
eller noget, men om nødvendigt sætter sit liv til for fårene. 

Sådan har Jesus umiddelbart forud for dagens tekst omtalt sig selv,
som den gode hyrde. Og vi ved jo godt, at han virkelig var den gode
hyrde, det var ikke kun et billede, han satte virkelig livet til for
fåreflokken – for vi mennesker. 

Og det er altså et af de billeder han bruger om sig selv. Det er et af
de billeder vi kan bruge om ham. 

For når vi taler om Gud, hvad enten det er som skaber, som
menneske eller som Gud Helligånd, så er vi nødt til at bruge billeder.
Gud er nemlig meget mere end vi kan forstå. Vi talte om det,
dengang I skulle tegne billeder af Gud, at ingen af os ved, hvordan
han ser ud, men vi danner os billeder af ham. Og fordi vi gør det er
det også vigtigt at have billeder af Gud vi kan bruge, når vi taler om
ham, billeder som giver mening for os. 

F.eks. Gud som hyrden, der passer på sine får.

Og ligesom vi taler om Gud i billeder, sådan taler Jesus også i
billeder, når han taler om sig selv eller om Gud, sin far.

Jesus siger selv – mine får hører min røst, jeg kender dem, og de
kender mig – 

Jesus taler til os med den stemme han har fra Gud, kærlighedens
stemme, og det er sådan vi skal høre og forstå alt det han siger. Alt
det Jesus siger og gør mens han går på jorden, det sker under
kærlighedens fortegn. 

Alt det han siger, er talt i kærlighed – også når han bliver vred på
disciplene eller på tilhørerne, eller på sin mor. For selv mennesker vi
elsker bliver vi jo nogen gange vrede på – når de ikke forstår, hvad
vi mener, med det vi siger. 

I dagens tekst vil Jesus ikke bevise for jøderne, at han er Kristus, for
han mener, at det skulle de kunne høre af sig selv. Hvis de troede
ville de ikke være i tvivl, så ville de ikke spørge.

Men de hører ikke den kærlighedens stemme, som han taler med, de
hører ikke troens stemme. De vil se beviser, for de ser ikke de
kærlighedsgerninger han gør.

Som det er med kærlighedserklæringer os mennesker imellem, sådan
er det faktisk også med Guds kærlighedserklæring til os – den kan
ikke bevises. 

Vi er nødt til at tro det, når nogen siger: "jeg elsker dig". Frem for alt,
når det er Gud der siger det – og det gør han til os alle. Vi har alle
fået Guds kærlighed givet i dåben, og den tages ikke fra os igen, men
vi kan ikke bevise at det er sådan, vi kan blot tro det. 

Såvel dengang i Jerusalem, som nu er troen forudsætningen, for at
forstå, hvad Jesus siger, hvad evangeliet fortæller os.

Troen, som vi ikke kan bevise, og som vi ikke sådan kan lokalisere.
Vi bruger tit det billede, at troen sidder i hjertet. "Kun med hjertet
kan man se", siger vi og mener dermed, at hjertet både er troens øre
og troens øje. Troen den kommer ikke via hjernen og fornuften, for
hvis vi kun bruger fornuften, blot hører med fornuftens øre reduceres
historien om Guds kærlighed til os i historien om Jesus Kristus til en
usandsynlig fortælling om en usandsynlig mand fra en anden tid. 

Men hvis vi tror, kan vi høre evangeliet, kærlighedens budskab i
fortællingen, ja så kan vi faktisk ikke høre andet.


Fordi så mange ikke troede, at Jesus var Guds søn, men derimod
anså hans tale og hans handlinger for at være den rene
gudsbespottelse, fik de ham dømt til døden og korsfæstet. – Der
fortsætter billedet af fårene og hyrden, for som jeg sagde i
begyndelsen af prædikenen, Jesus er den gode hyrde, der sætter
livet til for sine får. 

Men er det et billede på forholdet mellem Gud og mennesker,
hyrden og fårene, som vi overhovedet kan bruge til noget i dag, eller
tænker vi, når vi hører om en hyrde og får, lidt i tegneserier eller
glansbilleder, ser for os en fårehyrde, der mildt betragter fårene, som
ligger og sover på marken? 

Får er i de senere år, blevet et mere og mere almindeligt syn også på
vore marker, ikke kun ude på Kongenshus Hede eller i de
sønderjyske marskegne, men også på de mere fede muldjorde går
fårene og græsser. Fårehyrder er der dog ikke længere brug for i
moderne landbrug, indhegninger og elektriske foranstaltninger har
afløst fårehyrden, fårene er sådan set overladt til sig selv. 

Og sådan er det også blevet for os mennesker, vi mener ikke, vi har
brug for Gud, vi er hegnet inde af vores fornuft, så vi behøver ikke
Gud til at passe på os. Vi behøver ikke Gud til at lede os, vi har
vores fornuft og mener at vide at sandheden er inden i os selv. I
fornuftens verden er der ikke brug for en fårehyrde. 

Vi er blevet voksne, vi er ikke længere børn, der har brug for at
vores forældre hører os når vi kalder. 

Er det nu sådan, eller er det ikke snarere sådan, at vi alle oplever, at
fornuften kun rækker så og så langt, og at vi oplever situationer, hvor
vi har behov for noget andet, noget mere, end det fornuften kan give
os. Vi har alle brug for et sted, hvor vi kan søge svar, når fornuften
må give op. Vi har brug for et sted hvor vi kan være os selv, vide os
elskede og accepterede, også når vi mislykkes. 

Det sted er troens sted. Det er den viden vi har, at vi er Guds børn,
også når livet ikke rigtig vil lykkes for os, og den første kæreste har
slået op, og ens bedste ven lige pludselig ikke gider være sammen
med en mere. Senere i livet vil også I konfirmander opleve, at livet
kommer til at gøre ondt, når I kommer ud for tab, svigt og svig. Og
da er det, at Gud er der, og bærer med på de byrder der tynger, ja,
I vil opleve situationer, hvor I bliver som børn igen – at der er en der
bærer jer, når det ser allerværst ud.

For vi er ligesom fårene, vi kan heller ikke klare os selv. Vi har også
brug for at blive ledet, vi har brug for at vide at vi er indfældet i en
større sammenhæng end den fornuften kan føre os til. 

Og når det kommer til stykket, så har vi det alle sammen på samme
måde som fårene, vi vil gerne at fårehyrden skal genkende os, når vi
kalder, råber om hjælp. Vi har behov for at blive genkendt og
accepteret. Vi har brug for noget usandsynligt midt i al
sandsynligheden. Derfor må vi også tro, imod al sund fornuft, håbe
imod alt håb, at Gud er vores gode hyrde, som ikke lader nogen eller
noget komme og fjerne os fra hans kærlighed til os. 

Den kærlighed, der er så stærk, at han lod sin søn dø for vores skyld
på korset Langfredag, og lod ham opstå igen Påskemorgen, for
vores skyld, for at vi også kan få evigt liv. 

Den kærlighed der er så altomfattende, at den gælder for os alle. For
på samme måde som den gode hyrdes omsorg gælder for alle
fårene, også de sorte får, er vi også alle omfattet af Guds omsorg –
også vi sorte får. 

Amen.

 

  			
Siden er opdateret den 7 - 5 - 2000
Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
Mogens Agerbo Baungård, præst, email