Prædiken til 3. s. påske
        Johannes 14,1-11

Salmer:
        671
        258
        338
        -
        357
        333

1 dåb



 
Jeg sad ved konfirmationsfesten overfor en gammel
studiekammerat. Teolog var han blevet, men han var aldrig blevet
præst. Levede til dels som professionel fotograf, hvor han
mestendels skabte nogle meget smukke billeder af kvinder.
Kvindekroppen i de mest formidable og smukke belysninger og
vinkler, med eller uden gevandter. Meget smukke billeder, men
selvom det unægteligt var billeder af kvindekroppen og de var på et
højt æstetisk plan, så er det tvivlsomt om de netop var kropslige,
om de ikke derimod var æstetiske, æteriske på en eller anden
facon.  
Med sine billeder som et for ham vægtigt argument sagde han så at
grunden til at han ikke var blevet præst var at der var for lidt krop i
folkekirken, og i det hele taget for lidt krop i kristendommen.
Det er noget mærkeligt noget. For det er jo en sang man hører tit.
Jeg medgiver at der megen historie, som underbygger mandens
påstand. Og man kan måske også sige at der ikke er megen krop
på sådan en almindelig dansk søndagsgudstjeneste som den vi
fejrer her i dag. 
Vi rører jo ikke så meget ved hinanden under sådan en
gudstjeneste, der er heller ikke mange optrin, hvor vi kan få lov til
at se kroppene danse rundt. Underholdningsværdien er måske lidt
lav. Dramaet er tilsyneladende tonet helt ned til smertegrænsen.
Men det er alligevel et forbavsende udsagn, at der skulle være for
lidt krop i kristendommen. For det er jo netop lige sagen, sagen er,
at kristendommen handler om, at Gud blev en krop. Egentlig er der
ikke andet end kød i kristendommen. 
Jeg vil æde min hat på, at det ville vrimle med folk som fotografen,
hvis vi bare lod være med at sige, at Gud blev et menneske, at han
blev en krop. Så var det jo meget nemmere at sluge. 
Alt det her er lige nøjagtig pointen i Johannesevangeliet. At Guds
ord blev kød og tog bolig i blandt os i vor Herre Jesus Kristus.
Jeg skal indrømme, at der ikke er meget nøgendanserinde og andre
gode ting for øjnene i det, men der er noget andet. Noget helt
andet. 
Der er først og fremmest det, som vi skal til om lidt, når vi skal
døbe et barn. Der er denne ubegribelige jubel ud af et ubegribeligt
mørke, når vi får et barn. Når det ser på os, rækker hånden ud
efter os, når vi giver det navn og det kalder os far eller mor. Det er
krop og kød. For det er skrig og smerte, uro og længsel man får sit
barn i. Krop og kød er nemlig ikke bare skønheden i den rigtige og
mest lækre belysning, som fotografens.  Krop og kød er det
konkrete, det er der lige på den anden side af vores hud. Hvis vi vil
være hengivne, hvis vi vil elske, jamen, så er det altid en krop. Det
er ikke en idé eller en smuk tanke, det er ikke et arrangeret billede.
Det er nemlig altid så nemt at forholde sig til en idé eller et billede.
Det kan være så indlysende rigtigt, men det øjeblik det bliver en
krop, så trænger det sig på med en kraft og en virkelighed, som
man kun kender, hvis man har siddet hos dem der skal dø, eller
man selv har fået barn. Pludselig begriber man jo, at det giver
mening at sige, at her er der nogen, som man vil give sit liv for. Mit
barns liv er vigtigere end mit eget. Mit eget liv får sin inderste
mening fordi det barn er, er en krop med alt hvad det indebærer.
Og spørg så også dem, der har siddet hos en af deres kæreste,
som skulle dø. Et døende menneske er ufatteligt, ja rystende meget
en krop. Men selvom man ville give alt for at situationen ikke var,
som den nu er, så vil man være der, fordi tanken om ikke at være
der er ubærlig.
Det ser virkelig så småt og fortabt ud.
Men det kristne evangelium er, at det er dér Gud viser sig.
For når Jesus siger jeg er vejen og sandheden og livet, så er det
ikke fordi han har en moderne og fin plan, en vejviser til højnelse af
det enkelte menneske, moralsk og æstetisk og hvad ved jeg. -Det
er ham selv, der er vejen, det er ham selv, der er sandheden og
ham, der er livet. 
Se dit barn og tro det, kend din længsel efter dem du har mistet og
tro det. For det største kommer til syne i det aller mindste. Gud er
blevet en krop.
Den vej er ikke så flot, men den følges med menneskene på godt
og ikke mindst på ondt, og hvis folkekirken vil være tro mod det
kristne evangelium, er det ad den vej der skal traskes.
I vinter havde jeg første gang i mit liv det held at komme til at se
nordlys. 
Strålebundter bevægede sig over Hornes himmel og ramte ud fra
en helt ubeskrivelig mørk, rød farve øverst oppe. Der var en
mægtig vandende ro i lysbundternes bevægelse. Men samtidig slog
det mig at det i virkeligheden drejede sig om rasende hastigheder,
hvis man målte det himmelrum ud, som de vandrede over. 
Jeg er selvfølgelig opmærksom på at nordlys er et naturfænomen,
som der gives en naturlig forklaring på. Den skal jeg da gerne
skrive under på, for jeg har ikke på den led noget udstående med
naturvidenskaben. 
Men samtidig var det så stort og smukt, og det var fyldt med en
sådan ro, at det dog nærmest var ubegribeligt at det lod sig rumme i
eet lille bitte menneskeblik hos en lille syndig menneskekrop, der
var kommet ud under himlen, ud i natten. Jeg synes, det var det
uendelige store, som blev set af det uendelige små.
Og kære Thomas og Philip og Finn og hvem der ellers måtte være! 
I skal ikke være bange, for det er slet ikke så svært at tro. Vær
frimodige, tro at dér, lige ved siden af jer, er Kristus. Og det er
ham, der gik fra mørke til mørke med sit lys, han bar det i sit kød
og gav sig hen i sin krop. Han er vejen. Og den vej er et
menneskeliv, ikke noget andet, for det er den virkelighed, du kan
se og høre og røre, som fylder dig med jubel, og som får sorgen til
at rive og flå i dig. 
Gud ser på det liv og siger: Ja! Der gav jeg mig selv hen i min søn.
Som dette roligt vandrende lys på den mørke himmel. 

Og så kører man der og slår græsset i sin have. Det går så stærk
og koncentreret til, at man overser en gren, som stikker ud fra en af
havens bøge. Overarmen får et ordentligt stik, grenen går lige i
kødet. 
Så sidder man der og ømmer sig og er sig overordentligt bevidst, at
man er en krop. 
Men så glider blikket alligevel opad, og man ser den selvsamme
bøgs mægtige krone. Den står der og slår så roligt for vinden. Ikke
et arrangeret billede, ikke en idé, men sådan et stort, bevæget rum
under himlen er den bøg.
Dét rum gik mig i kødet.
 
     Amen.
 
 
 
 
Sognepræst
Finn Edvardsen
Præstegårdsgyden 6, Horne
62601041
bfe@km.dk