Hvis du har kommentarer så skriv hertil


Prædiken til 3. s. i påsken 2000.

 Jeres hjerter forfærdes ikke - tro på Gud og tro på mig! Dét er
Vorherres ord til os på denne søndag morgen. Der er ingen dikkedarer -
ingen argumentation - intet forsøg på at sælge budskabet. Det lyder i al
sin enkelhed: I skal ikke være bange, der er intet som helst at frygte
for - blot I tror på Gud og tror på mig!

 Heroverfor må vi skeptiske, postmodernistiske og højteknologiske
mennesker stejle. For det første - så er dét at tro på noget ikke  in i
vore dage, da ihvertfald slet ikke hvis den tro skulle som sin genstand
have noget andet end vores eget dyrebare selv. Vi er forlængst - tror vi
- holdt op med at kunne bruge Gud og Jesus til noget som helst. Vi
afviser den slags tanker som ammestuesnak og opfatter den som udtryk for
en længst forsvunden tids ønskedrømme! Eller rettere - dét tror vi at vi
gør!!

 Men  tro I mig - dét er  løgn!! Der  er heldigvis meget mere tro
tilbage i os danskere end tilfældige kirkegangsstatistiker og anden
målesyge vil påstå! Hvor ved jeg så det fra? Jo det ved jeg fra de
utallige samtaler jeg har med alle slags mennesker, i alle mulige
sammenhænge. Det kan da godt være, at der er særdeles mange, der har
mistet fidusen, det vil sige tilliden til kirken. Den er da også en såre
menneskelig indretning, der netop som en sådan naturligt svæver hid og
did for de vinde, som tilfældigvis må blæse i de skiftende personer, der
er sat til at forvalte forkyndelse og sakramenter - altså præsterne -
men vi der bestrider dét job er jo også kun en slags mennesker - og
heldigvis for det!!

  Medierne har til stadighed travlt med Folkekirken og især dens
økonomi. Det har været fremme, at der visse steder er så mange kirker i
forhold til et dalende befolkningstal, at nogle af dem bør lukkes. Det
er tænkeligt, at det forholder sig således. Menneskeskabte ordninger,
som alt dét der har med struktur at gøre - må naturligvis bringes i
fornuftigt forhold til hver ny situation. Men det er noget ganske andet
end at skulle erkende, at der ikke længere er brug for huse i hvilke det
livgivende ord om den kærlighed, der er størst af alt - lyder!!
Selvfølgelig ikke dét.  Evangeliets livgivende og forvandlende ord er så
relevant som nogensinde, det trænger til både at blive hørt og forstået
i en verden, der netop er frygtsom og bange - i høj grad fordi dén
verden har måttet erkende, at de problemer den står overfor er
selvskabte. Menneskelig formåen er netop  menneskelig - og derfor
utilstrækkelig. Der må en guddommelig dimension til om det skal lykkes,
at gøre livet større end os selv - så stort, at vi kan andet og mere end
fortabe os i mismod og frygt, for det behøver vi ikke.
 Vi holder Gudstjeneste her på et ord fra Vorherre selv. Et ord om, at
vi intetsomhelst har at frygte. Vi behøver ikke være modløse. For han,
der om sig selv sagde: " Jeg er vejen og sandheden og livet." Han og han
alene er garanten for, at Gudstjenesten stadigvæk har sin plads også
iblandt os - det gælder hvad enten den besøges af få eller mange, som
lader sig betjene af det Guds ord, der giver  os fornyet livsmod og
derved sender  os tilbage - ud i den verden, der er splittet og plaget
af al den selvkærlighed, der må og skal sende os tilbage igen til
gudstjenestens sted, dér hvor Gud selv betjener os med sin tilgivelse i
ord og sakramenter. Den Guds tjeneste for os, den kan aldrig gå i
forfald, den kan aldrig blive overflødig. Det kan den ikke af den simple
grund, at vi har brug for "at leve af Guds ord, som dagligt brød på
denne jord" Ellers bliver vi nemlig angstens og modløshedens sikre ofre.
Det er ingen ammestuesnak - men den rene og skinbarlige sandhed!

 Hvor ved jeg så dét fra?  Det ved jeg fordi jeg ligesom jer andre er et
menneske af kød og af blod. Jeg er lige så prisgivet mine sanser, lige
så meget offer for min egensindighed og min væren mig-selv-nok. Ligeså
sladdervorn, ligeså skadefro, lige så tilbøjelig til at tro, at jeg kan
det hele selv. Men dét kan jeg ikke - lige så lidt som  I  kan! Der er
en grænse, der findes en urørlighedszone, som vi som mennesker  ikke kan
trænge ind i. Det vidste Vorherre noget om, for dén tale, der danner
grundlaget for dagens tekst er én af hans såkaldte afskedstaler, en tale
eller en prædiken om I vil, som han holder fordi han ved at enden  er
nær, døden venter - og dén er om noget dét, som vi ikke kan forføje
over. Fordi vi ikke kan dét - så er det at vi bliver modløse og bange -
så meget endda, at den frygt forplanter sig til vores liv i live. Dét
skal vi ikke - siger Jesus - vi skal blot tro på Gud og tro på ham - så
mister selv døden sin brod. Så er dens vished ikke længere
livsbegrænsende.

 Derom drejer sagen sig - ret beset - for i sig selv  er  mennesket  i
dødens vold! Menneskets livstema er så at sige ensbetydende med
begrænsning,   med reduktion! Eksempelvis så er det vores længsel at
kunne forklare os alt! Vi vil gerne have sat tilværelsen på en formel.
Det vil sige at vi gerne vil have den gjort overskuelig; men dét vi
dermed gør - er jo i virkeligheden et forsøg på at indskrænke
tilværelsen, at begrænse dens virkefelt - således at den kommer i snæver
overensstemmelse med vores egen begrænsede fatteevne. Det er blandt
andet dét, der sker, når vi vil fjerne underets dimension fra vores
tænkemåde, når vi vil skabe fantasi om til virkelighed, så er det ikke
længere fantastisk men i stedet er det blevet forklarligt. Hermed havner
vi i det mærkelige  tilværelsens paradoks - livets selvmodsigelse, at
når noget der er mystisk, noget der er fantasifuldt bliver forklaret, så
er det samtidigt bortforklaret. Det der er bortforklaret er så samtidigt
blevet gjort betydningsløst. Nu har det ellers alle dage forholdt sig
således, at alt dét, der er stort og dejligt og vidunderligt i livet -
har haft med det uforklarlige at gøre. Men dét, der er stort og godt og
dejligt for én selv, netop dét har man i sig en iboende trang til at
give videre til andre; men en sådan meddelelse til andre kræver sprog,
det kræver myter, det kræver formidling. Så sker der beklageligvis ofte
dét, at selve formidlingen ophøjes til også at være budskabet - og hvor
det sker - dér bliver det formidlede tabt af syne på en sådan måde, at
budskabet gøres tomt for indhold! Det sker fordi det reduceres til at
være det rene ingenting. Når man skal formidle det rene ingenting - så
bliver man vitterligt modløs - det er der intet at sige til - når man
intet har at sige. Såfremt menuen står på suppe, steg og is, og den så
rent faktisk bliver serveret som luftsteg og vindfrikadeller - ja så må
det være med mæthedsfornemmelsen som at række tungen ud af vinduet.

 Men alligevel - på trods heraf - så siger Jesus om sig selv: "Jeg er
vejen, sandheden og livet! Mennesket er i dødens vold, fordi det kun vil
sig selv. Men Vorherre overgiver os i livets vold ved at give os dét
redskab i hænde, der peger ud over os selv. Det redskab er  ham selv!
Det har substans, det har krop, det har legeme. Det er åndeligt talt til
at tage og føle på. Det er det, fordi det har med selve tilværelsens
grundlag at gøre. Tilværelsens grundlag, dens egentlige fundament  er
kærlighed! Den er større end både troen og håbet, ja uden dén er der
overhovedet ikke noget liv. Men for at kærligheden kan blive virksom -
så må den troes. Den må gøre sig gældende i handling - i sprog - i
symboler. Dét gjorde Jesus - han handlede, han forkyndte, han talte og
han er bestandigt nærværende blandt os i ord og i handling - i dåb og i
nadver. I symbolet - i tegnet på den kærlighed, som han nærer til os!
Hvorfor så være modløse? Hvorfor så være i dødens vold? For det er jo
livet der har sejret! Guds tjeneste for os  er den største kærlighed,
der tænkes kan - dén er bestemt ikke i forfald. Dén gør livet til en
daglig fest - selv for os der lever midt i mørkets  og dødens skygge.
Men husk vel på, at det kun er til som skygge - for mørket har af gode
grunde ingen skygge. Der er ingenting at ængstes for - der er ingen
grund til modløshed, for  kærligheden er!  Gud er! Vorherre selv har
bragt ham indenfor vores rækkevidde! Vi skal blot tage imod dét budskab,
det vil vil sige, at vi skal tro på dét, tro at dét er sandt. Dermed
bliver den tilværelse, dét liv som vi vil reducere, begrænse og gøre
overkommeligt - dét bliver atter stort, flot, ubegrænset og gudskelov
uoverkommeligt!!



  			
Siden er opdateret den 18 - 5 - 2000
Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
Mogens Agerbo Baungård, præst, email