Konfirmation i Jersie Kirke forår 2000.



Epistellæsning: Ef. 4,1-6

Evangelium    : Johs. 15,13-17

Salmer: DDS 367, GST149 - GST127, DDS 46 og GST150.



Kære konfirmander!



Jeg tror I kender sangen om de rigtige venner!

Den med Jodle Birge, som lyder hver søndag eftermiddag, når jeres far og

mor lytter til giro 413:

“Rigtige venner kan ej købes for penge!

Rigtige venner kan ej vindes for guld!

For dem er stilling og status og rigdom kun et nul”.



Og det ved I jo nok, at et venskab er uvurderligt. 

Venskab kan ikke gøres op i penge eller materielle værdier.

Og derfor er rigtige venskaber jo dybest set det eneste, 

det kommer an på her i livet.

Både når man har det godt, muntert og sjovt, men også 

- og måske især - når noget bliver virkeligt svært for en.

For når alt andet ramler sammen, er det ens venner, 

man skal kunne regne med.

Dem, der bare forsvinder, når man går på røven, 

er ikke de rigtige venner.

De rigtige venner, det er dem, der er tilbage, 

når alt andet er tabt.

Jeg tror ikke jeg tager fejl, når jeg nu siger, 

at rigtige venner, det blev vi vist aldrig.

Det er heller ikke nemt at være venner, 

hvis ikke det er helt frivilligt man er sammen.

Eller hvis ikke man er fælles om at bestemme, 

hvad man skal lave, mens man er sammen.



Og sådan har det jo været den tid, vi har været sammen.

Jeg har stædigt holdt fast ved, at der var en dybere mening med

konfirmationsforberedelsen end blot dette, at timerne skulle

overstås, så I kunne blive konfirmeret i dag.

Jeg har holdt fast ved, at I skulle have en indføring i den tro, I blev knyttet

til med dåben, og at I skulle være fortrolige med den

gudstjeneste, som samler os her i dag.

Og det har jeg holdt fast ved selvom om der var nogen, der nok mente vi

kunne bruge tiden til noget helt andet.

For selvom om hygge og venskab er vigtigt, og selvom der til

konfirmationsforberedelsen også skal være tid til hygge, så er det

noget andet, jeg sat højere end vores “venskab”.

 

Og så spørger I naturligvis, hvad det er, jeg satte så højt?

Det vil jeg gerne svare på i dag:



Jo, det er vigtigt, at I, når vi skilles i dag, er klar over, at I med jeres dåb

er blevet ført ind i et forhold til Gud, som ikke

afhænger af, hvor mere eller mindre godt vi nu kom til at svinge sammen i

den tid, vi nu har været sammen.

Baggrunden for at I har gået til konfirmationsforberedelse her i Jersie, er

jo, at I engang blev døbt. 

Ved dåben blev I medlemmer af kirken - både her i Jersie og ud over hele

jorden - og så er det vel også meget naturligt, at I

får noget at vide om dette fællesskab; 

Hvad vi kristne tror på, hvad kirken er for en størrelse og hvad der

foregår her i dette ældgamle rum, vi sidder.

Men vigtigere end alt dette, som vi har talt om, er dog, 

at I har krav på at vide, at I i jeres faktisk helt konkret er blevet føjet ind i

fællesskabet eller venskabet med Gud.



I dåbsritualet takker vi Gud for, at vi bliver Guds børn, 

men det kunne nu ligeså godt have heddet “Guds venner”.

Gennem dåben blev I hver især sat i forbindelse med Gud.

Dåbens er så at sige vores livline til Gud eller en hotline, hvor man altid

kan regne med, der sidder en i den anden ende og er

parat til at hjælpe.

Det være sig med gode råd eller bare ved at være den, der lytter til os -

sådan som kun en rigtig god ven kan gøre det.  

Den, der er døbt, har fået et venskab, som ikke kan købes for penge eller

byttes med noget som helst andet, og som vi altid

kan regne med - hele livet, ja, også den dag, vi skal dø.



Hvordan skal man nu forestille sig dette med et venskab?

Hvordan kom det i stand og hvordan kommer det til udtryk?

Jo, ethvert venskab kommer i stand derved, at vi kommer hinanden i

møde og rækker hænderne ud mod hinanden.

Konkret skete det for jer i dåben, hvor I blev Guds børn, men bag dåben

ligger en anden begivenhed, den som kristendommen

bygger på, nemlig at Jesu liv og død.



Om Jesus gælder det, at disciplene i mødet med ham blev overbevist om,

at de faktisk mødte Gud.

At møde Jesus og have ham som ven var for dem at have mødt Gud og

have fået Gud som ven.

Men at forestille sig et møde med Jesus, som døde for flere tusinde år

siden, det er ikke så let med mindre man forestiller sig en

eller anden kanal, der overskrider både tiden og rummet, som er

uforandret og virker på samme måde uanset hvor og hvor den

bliver taget i anvendelse.

En sådan kanal er dåben, og alle døbte er gennem deres dåb blevet sat i

forbindelse med Jesus og med Gud.



Derfor kan Paulus i Efeserbrevet tale om, at alle kristne

skal elske hinanden og bære over med hinandens fejl. 

Gennem dåben har vi fået Gud som far, 

og hinanden som brødre.

Vi er, som Paulus skriver; 

“ét legeme og én ånd, fordi vi har én Herre og én tro”.

Det gælder uanset hvordan man i øvrigt måtte have det med hinanden. Er

den anden et dumt svin, ændrer det dog ikke ved, at

vi er fælles om at have Gud som Far.



Og dette er jo også det, vi kender Jesus for, dette med at elske hinanden

og behandle hinanden med respekt.

“Dette er mit bud” siger Jesus, “at I skal elske hinanden,

ligesom jeg har elsket jer.”



Jeg tror godt I kender situationen, når en konflikt går i hårdknude, at man

begynder at diskutere, 

hvis skyld det er - hvem det er der begyndte?

Den diskussion er lige så gammel som Adam og Eva!

Men netop fordi det var Adam og Eva, der startede den, syntes Gud på et

tidspunkt at det måtte være nok. 

Gud skar igennem diskussionen om den skyld, vi skyder på hinanden, og

tog den kort og godt på sig selv.

“OK”, sagde Gud, “det er ganske vist ikke min skyld, 

at mennesker ikke kan finde ud af at elske hinanden, 

men nu vil jeg alligevel vise dem, hvad ægte kærlighed er.

Nu vil jeg blive som en af dem og vise dem, hvad en rigtig ven er og

hvordan et evigt venskab kommer i stand”.



Og Gud blev menneske, lod sig føde som Jesus, så vi i alt, hvad Jesus

gjorde og sagde kunne møde Gud som en ven.

Ja, så langt gik han, at han til sidst satte sit liv til ved det.

Han lod menneskers vrede ramme sig selv, blev korsfæstet, for derefter

med påskemorgens opstandelse at vise, 

at man ikke kan slå Guds kærlighed ihjel. 

Om denne kærlighed siger Johannes:“Større kærlighed har ingen end den,

at sætte sit liv til for sine venner”.

Det er denne kærlighed, kristendommen handler om.

En evig kærlighed og et ubrydeligt venskab, som I hver især fik del i

gennem jeres dåb, og som I i dag får lov til at bekræfte og

blive bekræftet i.



Så når jeg om et øjeblik spørger, om I vil konfirmeres i den kristne tro, så

betyder det noget i retningen af, om I fortsat fortsat

vil blive i venskabet med Gud, sådan som han indtil nu og til jeres død vil

være jeres nærmeste ven?

Og når I har svaret ja, vil I hver især modtage velsignelsen, der bekræfter,

at I fortsat er at Guds barn, og at Gud på den

baggrund vil styrke jeres tro og bevare jer i sin kærlighed.



Og hvad så mere, vil I så spørge!

Så ikke mere - så er det bare med at komme videre.

Hjem til festen og gaverne, til familien og vennerne, 

til glæden og det vidunderlige liv, der ligger foran jer!

Og skulle I en dag føle jer forladt og fuldstændigt fortabt, 

så skal I huske på denne dag og det, som den betyder; 



“I er mine venner”, siger Jesus.

“Det er ikke jer, der har udvalgt mig, 

men jeg har udvalgt jer og sat jer til at bære frugt”.

Og denne frugt er kærligheden; at I elsker hinanden og ethvert menneske,

som I kommer til at leve sammen med!



Dertil ønsker jeg jer alle Guds velsignelse og alt godt!