4. søndag efter påske 2000 - Kr. Skensved



Epistlen: Ap.G. 9,1-18.

Evangelium: Johs. 8, 28-36

Salmer: TS901, DDS 366 - 435, (279 v.6-7) og 414.



Prædiken:



I søndags blev der her i kirken prædiket over de ord af Jesus, hvor

han siger;

“Jeg er vejen, sandheden og livet - ingen kommer til Faderen uden

ved mig” (Johs. 14 v. 6).



Dette er det modsatte af, hvad vi mener, 

når vi siger at alle veje fører til Rom.

For med det mener vi jo nok, at man altid når frem til målet -

uanset hvilken vej, man følger.

Jesu ord betyder derimod, at kun én vej er den rigtige.

Kun én vej fører frem til livet med og hos Gud.



I dag skal vi så høre om, hvor forskelligt man kan forholde sig til

den ene vej, som Jesus kalder sig selv.

I den første lange fortælling, hørte vi, hvordan Saulus forfulgte og

fængslede alle dem, “der hørte til Vejen”.

Dem, der hørte til vejen, det er de allerførste kristne. 

Sådan blev de kaldt; dem, der hørte til eller fulgte Vejen.

Den vej, som er Sandheden og fører til Livet med Gud.

Men Saulus, som vi også hører om, fulgte ikke denne vej.

Han var jøde og troede på Gud på den måde, 

jøder altid havde gjort.

Også han mente, at der kun var en vej til Gud. 

For ham gik den gennem overholdelsen af De ti Bud.



Når da de kristne sagde, at Jesus var Vejen, 

så måtte de jo tage fejl.

Ja, de tog mere end fejl, for de sagde jo faktisk også, 

at Gud havde tog fejl, da han havde fundet på, at man skulle holde

love og regler for at komme til Ham.

Derfor mente både jøderne og Saulus, at de måtte have de kristne

til at skifte mening. 

Og Saulus ville tvinge dem tilbage på vejen ved at forfølge, piske,

fængsle og måske endog slå dem ihjel.



For et øjeblik siden hørte vi, hvordan Jesus havde samme

diskussion med de jøder, som endte med at slå ham ihjel.

Jesus inviterer dem til at blive hans disciple.

“Følg mig”, siger han, “så vil I lære sandheden at kende.

En sandhed, som vil gøre jer glade, fordi I da ikke længere vil være

bundet af angsten for, om I er gode nok for Gud. 

For Gud er egentlige ligeglad med alle de love og reglser, 

I føler jer forpligtet på. 

Gud ønsker blot at I modtager hans kærlighed og deler den med

hinanden og andre mennesker.



Og hvis I ikke kan forstå det, så se på mig.

Jeg elsker jer, som Gud elsker jer.

Tro på det og ha´ tillid til, at I er elsket af Gud, 

så er det hele slet ikke så indviklet”.



Men der jøder, Jesus her talte til, havde ikke tænkt sig at ændre på

deres gamle traditioner:

“Vi er jøder”, sagde de. 

“Vi gør som vores forfader Abraham har lært os, 

og det har vi aldrig følt os som slaver af det.

Nej, vi tror på Gud på den måde, som vi altid har gjort det.

Det skal du ikke komme og lave om på!”

Så havde de - Jesus og jøderne - ikke mere at snakke om.

Og da snakken var holdt op, slog de Ham i hjel.

Deres veje måtte skildes, for de fulgte jo hver sin vej! 



Vi må så spørge os selv, hvem af dem, havde ret?

Hvem kom til livet med Gud?

Ja, om Jesus tror vi, at han nåede frem Gud.

Efter sin død opstod han og kom op til livet hos Gud.

Om den vej, han viste os, så også kan føre os til Gud,

ja, det ved kun den, som har prøvet at følge både den forkerte og

den rigtige vej.

For står man ved siden af og kigger på to veje, der går samme vej,

så kan de jo se lige gode ud.

Men går man op og følge dem til ende, finder man jo ud af, om de

fører vild eller fører til målet.

Og det var faktisk netop det, Saulus fandt ud af.
Først fulgte han jødedommens vej og forfulgte de kristne, men på

den måde fandt han ikke Gud.

At han så alligevel fandt Vejen, det skyldes at Gud fandt ham,

selvom han fulgte den forkerte vej.



For på vejen til Damaskus, hvor han ville fange de kristne, mødte

han Jesus, som talte til kærligt til ham - og det selvom han var

en fejende og en forfølger af de krsitne.

Da Saulus blev mødt af Jesu på den måde, uden at blive bebrejdet,

skældt ud eller straffet, blev han klar over, at han gik på

den forkerte og at de kristnes gik på den rigtige vej.

Den rigtige vej til Gud, det var Jesus, som elskede selv sine fjender.

For at være sådan overfor en fjende og en forfølger, 

det kunne kun den, der virkeligt kendte Guds kærlighed.

Og det gjorde Jesus.

Jesus, der blev kaldt “Vejen, sandheden og Livet”.

Og så måtte Saulus naturligvis skifte spor og finde ind på en helt ny

vej.

Han havde fundet ud af, at den vej, han fulgte, ikke førte til Gud,

men til hårdhed og fjendskab overfor andre.



Sådan gik det til, at Saulus, som forfulgte de, der fulgte Vejen, selv

blev ført til dørs - til Ananias dør.

Ananias døbte og gjorde ham til en kristen.



Og ved denne dåb fik han da et andet navn.

Han skulle ikke længere kaldes Saulus, men Paulus.

Og Paulus blev en af kirkens største missionærer, 

som fik mange til at følge Jesus-Vejen til Gud.

Det er nok en anden og lang historie, 

men faktisk er det vores egen historie.

For uden Paulus var vi måske aldrig blevet kristne!

Uden hans vildveje, var vi måske aldrig blevet ført ind på den vej,

hvor vi har lært Jesus og Gud at kende.



Og det kan vi så lære af Paulus: At sådan kan det gå, 

når man virkeligt ønsker at følge den rigtige vej.

At man ad omveje kan blive ført ind på den rigtige vej.

For Gud kan jo det, som vi ikke kan, 

nemlig få vore vildveje til at ende hos ham selv.



Amen!