Trinitatis 2000 (Hjerm vestre - 2 dåb)

Tekster: Ef. 1,3-14 + Matt.28,16-20

Salmer: 368, 854, 488 / 396, 11

Bøn: 672,4b

Når man er med til en god fest, så kan man godt komme til at føle sig lidt
oppe... Når det, der fejres er glædeligt, - når de indbudte kommer, - når
maden er god, - når det, der siges og synges passer godt til situationen...
og vi er sammen om det.... Så griber man sig måske i at tænke: Husk nu
hvordan dette her er, for i morgen er det hverdag igen ... Og festen
skulle netop gerne gøre hverdagen ny og god at tage fat på...

Vi holder sjældent fester over tre dage, som i de gode eventyr.... Men i
kirkeåret har vi været i festernes tid, længe: jul, påske og pinse. Nu er de
tre høj-tider er ovre; vi skal ned igen, ned i hverdagen med det, som
festerne gav os: Julen, der fejres for lyset, der tændtes i mørket, da Guds
ord, skabelsens mægtige ord, lod sig føde som et hjælpeløst barn i en
fattig stald - at Jesus blev vor bror. Påsken, der fejres, fordi Han gik ind
under menneskets dybeste forladthed og skyld, gik med os helt til vejens
ende for at gennembryde den sidste adskillelse mellem Gud og os; så
skaberlivet vandt, og Han kan være hos os med al sin kærligheds
rigdom.... Og pinsen, som er festen for, at Guds Ånd, som gør levende,
gives os til mod og frihed i fællesskab med Kristus..

Det er blevet Trinitatis, søndagen for treenigheden - "og den betyder jul,
påske og pinse bundet i krans med alle sommerens dejligste blomster og
givet dig i dåbsgave at leve alle dine dage på"... Det sidste - poetiske -
udtryk er fra en af P.G.Lindhardts prædikner - i en samling, der meget
prosaisk er kaldt "gentagelse".. For som så meget i hverdagene er
gentagelse, sådan skal den dåbsgave gentages - og udfoldes for os på
de efterfølgende grønne søndage, for at vi må vokse i troen... Vækst
handler det om... Det tænker vi ligefremt på, når dåben fejres for den
lille ny. Barnet skal vokse, blive større, lære en masse, - og før vi aner
det - blive selvstændigt og flyve fra reden.. Det som jul, påske og pinse
giver os, og som ved dåben gentages i bekendelsen til den treenige Gud,
det kalder vi så børnelærdom. Det, barnet lærer om sin dåb, til at tage
med ud i livet. Men pointen i udtrykket er netop, at tilliden til det, vi fik i
evangeliet, det man kan kalde troens mønster, det skal spejles i den
mangfoldighed, der er vore liv, alle vore fester - og alle hverdagene !...
Sådan som det samme mønster går igen og igen i træets blade - og
netop derved bliver det grønt og levende. De kommende søndage skal
se på livet, vi lever; nuet, vi er i; tiden, som er vores situation, og spejle
det hele i evangelieteksterne, - for derved at give os mere og mere
klarhed. Væksten betyder ikke, at den erfarne kristne når noget højere
end det lille barn, gaven er den samme; men den betyder at dåbens gave
gennem brug, og ved at blive slidt på, fremtræder klarere og klarere som
mønster i livet... Omtrent som årernes mønster i den slidte hånd med
alderen bliver tydeligere at se.

Grundtvig, som skrev den smukke vuggevise for dåbsbarnet, som vi lige
sang, arbejdede meget med den vækst, Kristus-væksten i os... Og i den
salme, vi lige sang, gentager han netop dåbens frihed og trøst, igen og
igen, - for den erfarne.

e

Da Jesu befaling til at døbe og lære lød til disciplene, var de på et bjerg,
fortæller Mattæus. Det er som ved festen at være oppe, have overblik,
se velsignelsen, til brug for dagene, der kommer...

.. Her i Danmark har vi et sted, der kaldes "Himmelbjerget". I
sammenligning med bjerge andre steder er det nu nok nærmest en høj,
og der kan siges meget morsomt om danske forhold, når vi endda kalder
‘det et "Himmel-bjerg". Men betegnelsen er ikke så tosset endda. Fra
Himmelbjerget kan du se både skov og sø, mark og hede, veje og huse.
Hverdagen er ikke så langt væk, at du glemmer den; men udsynet viser
dig, at der en en himmel over den. Og Himmelen skal forbindes med
livet på jorden, den skal give det perspektiv og håb - give det evighed
over sig.

Den opstandne Kristus møder sine troende - og tvivlende - hverdags-
disciple på et bjerg. Og Han sender dem ud til alle folk for at døbe i den
treenige Guds navn, og lære dem at holde alt det, som han har befalet
os. Han taler som den, der har magt; men vel at mærke den magt, Gud
har givet Ham. Det er en anden magt end det, vi sædvanligvis kalder
magt, der jo som regel er noget med at tage. Magt kaldes det i vor
verden at kunne sikre sig selv - holde nede, tage... som yderste
konsekvens tage liv. Men Guds magt er den, der giver - og skaber liv.
Sådan viste den sig i Jesu liv - og han gav sit eget liv.

Det er kærlighedens magt, der må blive en dom over vores vilje til at
hævde os selv. Men den sætter os fri til at tro. På trods af vor egen
usikkerhed må vi tro Ham, når Han kalder os Guds børn. På trods af
forgængeligheden må vi tro, at det liv Han giver, er evigt liv. Vi må tro, at
Han er med os alle dage indtil verdens ende, som Han lover det. Han
giver os af sin tro, sit liv - og sætter os til at give det videre.

Fra det øjeblik på bjerget går vejen ud i verden, d.v.s. ned i de
almindelige dage, hvor troens og dåbens ord skal sætte mønsteret..
Gaven bruges. 

Egentlig er det samme bevægelse vi har fået i Fadervor, bønnen i Jesu
navn. Grundtvig kalder et sted den bøn for en Jakobs-stige, rejst af
Kristus for os. Dermed tænker han på, at for Jakob var stigen, han
drømte om - den hvor Guds engle gik op og ned ! - ikke en flugt-
mulighed, der skulle hæve ham over vejen, han var på, - eller hans egne
fejl. Men den var en bekræftelse på, at velsignelsen, Gud havde givet
ham, den fulgte med. Gud ville være med ham. 

I Fadervor bliver vi hver dag bekræftet i dåbens foræring til os før vi selv
vidste: I at være Guds børn. I at vi kan leve med himlen over os. Og ved
at bede bønnen om Guds rige, kan vi se som fra Himmel-bjerget, at
perspektivet også på ‘min tilværelse er, at Kristus har al magt i himlen og
på jorden. Derved bliver Fadervor et vækst-ord, mener Grundtvig, fordi
højden over os netop uddyber gaven mere og mere... Og den døbte kan
stadig gå ud med dens velsignelse i ryggen og holde sig til "alt det, Han
har befalet os". 

Hvad det så betyder for os her og nu er vel at lade hans magt gælde så
vidt det står til os. I vort folk. Det er jo folkeslag, der er tale om.. og
videre ud.. Den nye generation vil nok lære at sige lokalt - og globalt...
Men Kristi magt er altid den, der sætter fri ved tilgivelsens Ord, Guds
kærligheds ord... og som derved binder til medmennesket, dem vi kan
nå, - med evangeliet, - med lidt medmenneskelighed... Derfor er den
kristne frihed, vi får at gro i, netop ikke det tomrum, som så megen
frihed i den moderne verden er blevet til.. ,og som man ikke kan vokse i.
Den er at have en gave, som også er opgave. Og dermed at skulle - og
kunne - turde gentagelsen, mønsteret. I kirkeåret, i evangeliet, i bønnen -
i kærligheden. At være tro.. Fordi Han er med os alle dage - . AMEN

 
Karen E.Hansen
karen_elisabet@get2net.dk