Der er to slags billeder af korsfæstelsen. Det ene viser lidelsen. Jesus hænger mager og udtæret. Og man ser tornekronen og blodet. På den anden slags billede er det som om Jesus står. Han har kongekrone på og han ser stærk ud. Den sejrende konge. Sådan er billedet på Jellingstenen. Den lidende Jesus og den sejrende. Begge dele er med langfredag. Jesu lidelse består i legemlig lidelse. Han får slag og pisk. Men der er også åndelig lidelse. De håner ham og siger: du som har frelst så mange kan du ikke frelse dig selv. Den åndelige lidelse består i, at Jesus er alene. Romerne var imod ham. Jøderne var imod ham. Disciplene havde forladt ham, en af dem havde forrådt ham, en havde fornægtet ham. Jesu lidelse er forudsagt i Jesaja kapitel 52. Det hørte vi en del af fra alteret. Jesaja skriver om Jesus: Så ussel var hans skikkelse, sådan hensætter han mange folk i forundring. Han var foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, én som man skjuler ansigt for, vi regnede ham ikke for noget. Vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Han blev plaget og mishandlet. men han åbnede ikke sin mund. Som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Han blev revet bort fra de levendes land. Sådan skriver Jesaja. Jesus, der hver dag i Galilæa, havde prædiket evangeliet til folk. Han havde talt selv til dem, som i deres nød ikke havde ord tilbage. Han havde handlet, hvor mennesker var lammet. Men langfredag går Jesus tavs og stille uden at gøre noget mod den nød, som truer ham selv. Jesu lidelse består i at alt er taget fra ham: hans frihed, hans venner, hans ære, og til sidst er det endda som om også hans tro tages fra ham. Jesus råber på korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Hvad er den største lidelse. Det er nok når troen tages fra et menneske. Også for os kan der en ulykke, hvor vi spørger: Hvorfor gør Gud det. Hvorfor tillader Gud det. Hos Jesus var det endnu værre. Han havde vidst, at han skulle dø, og der var en mening med det. Gud ville det. Jesus handlede efter Guds vilje, når Jesus gik i døden. Og Jesus troede helt og fuldt på Gud, lyttede til Gud og levede Guds vilje ud til det yderste, endda døden på et kors, så måtte Gud da også være hos Jesus. Men der må korset må han have følt, at Gud pludselig blev væk. Det er den største lidelse, når vi tænker: Gud er væk. Der er ingen Gud. Og hvis han er der, så har han forbandet mig. Den forbandelsen hvilede over Jesus, Gudsforladtheden. Jesu lidelse består i, at han er dækket af mørke. Menneskelig mørke og ondskab. Mattæus fortæller endda, at solen formørkedes. Fra den 6. til den 9. time faldt der mørke over hele jorden. Mørket var så tæt, at selv Gud var skjult for Jesus. Vi kan gekende Jesus fra dengang da han gik i Galilæa. Dengang vidste han i hver situation, hvad han skulle sig og gøre. Hans ord kom straks og uden tøven. Hans hjælp var øjeblikkelig. Langfredag er han også stærk og rolig, men alligevel mærker vi svaghed hos ham. Han taler, men kun ganske korte sætninger. Han er stille. Legemtligt bryder han sammen. Han kan ikke bære korset. Simon fra Kyrene må bære det for ham. Og på korset siger Jesus: Jeg tørster. Han der engang havde sagt: Jeg er livets vand, den som tror på mig, skal aldrig i evighed tørste. Han tørster selv, da han hænger på korset. Dog psykisk og åndeligt bryder han ikke sammen og græder over sig selv. Han havde grædt, da Lazarus var død og han græd over Jerusalem fordi han forudså dens undergang, som skete år 50, hvor templet blev jævnet med jorden. Det er de to eneste gange i evangelierne, hvor vi hører, at Jesus græd. Andres død og undergang græd han over. Men ikke sig selv. Han var vel lige ved det i Getsemane have. Da var han fyldt med angst og forfærdelse og fortvivlelse og sorg. Hos Lukas står der, at han bad så indtrængede til Gud, at hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden. Men Jesus græd ikke over sig selv. Det viser en styrke i svagheden. Det viser, at inde under den lidende Jesus er den sejrende. Og når vi går ind under Jesu ord på korset, er det som om der bryder et strålende lys frem. Selv de mørke ord: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, selv bag de ord er et sejrende lys. Vi hørte jo den salme fra alteret, den salme som ordene er fra, og dvs. at Jesus ikke råber ordene. Han synger dem. Det er en salme, og i den salme står der senere: Du har svaret mig. Du hørte, da der blev råbt om hjælp. Du er min lovsang. Det der lyder som håbløse og mørke ord: hvorfor har du forladt mig. Det viser sig som strålende lyse ord. Det er en lovsang til Guds styrke og hjælp. Ja, salme 22 slutter med ordene: Gud greb ind. Vi kan også se det i et andet af korsordene: Far, i dine hænder betror jeg min ånd. Det er fra salme 31. Og den fortsætter: Du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Det som lyder så usikkert og svagt, når Jesus siger til Gud: jeg overgiver mig til dig, netop de ord stråler af en tro og en vished om at Gud er trofast og at Gud vil frelse Jesus. Netop det er sejren langfredag, at Jesus ikke forbander Gud. Men at Jesus tværtimod lovpriser Gud. Det er lyset, som kan splitte selv det yderste mørke, Jesu tro og lovsang af Gud. Og påskemorgen gav Jesus ret. Vi kan også høre det i ordene, som Jesus giver til forbryderen, som hænger ved siden af ham på korset. Jesus siger: I dag skal du være med mig i Paradis. Det er så stærke ord, at de har prentet sig ind i mange menneskers sind. Det er ord, som vil dukke op i vores sind, hvis vi engang kommer så langt ud i sorg og nød, at vi føler mørket helt dækker os. Så vil vi hører de ord: I dag skal du være med mig i paradis. Ikke i morgen, ikke engang, men i dag skal du være med mig i paradis. Så hurtig, så sikker er hjælpen fra Gud. Sejren langfredag viser sig netop i, at Jesus lider for os. Han giver os sejr over døden og tvivlen og ensomheden. Salme 22 fra Gt, som vi hørte en del af fra alteret, slutter med ordene: Jeg vil leve for Gud, og mine efterkommere skal tjene ham. Der skal forkyndes om Herre for kommende slægter. Man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes, for Gud greb ind. Eller hos profeten Jesaja kapitel 52, som vi også hørte fra alteret. Der står til sidst: Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv. Han bringer retfærdighed til mange. Jesu lidelse langfredag kan vi leve på. Den bringer os sejr over døden og fortvivlelsen. Vi kan leve på den selv i den yderste nød. Intet kan tage håbet fra os. Paulus, som oplevede mange trængsler, skriver et sted: I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke forgvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. For vi ved, at han, der oprejste Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus. Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. Sådan skriver Paulus. Det er Jesu lidelse og sejr på korset langfredag, som har givet os den tro, som intet kan tage fra os. Vi kan føle os trængt, men aldrig lukket inde, for lyset fra Jesu kors, lovsangen, vil skinne ind til os. Vi kan føle os i tvivl, men vi kan aldrig komme ud i den yderste fortvivlelse, for den har Jesus gået igennem, mens han sang lovsange til Gud. Det kan ske, at vi føler os slået til jorden, men vi går ikke til grunde, når vi følger Jesus, for Gud oprejste ham fra de døde. Derfor bliver vi ikke modløse, for Jesus har givet os den tro, som intet kan tage fra os. ny prædiken Hvert år fejres påsken i Jerusalem. Og langfredag går en procession af mennesker den vej, som Jesus gik. Den vej kaldes via dolorosa, smertens vej. I tankerne kan vi følge med. Først er Jesus til forhør hos Pilatus, som sender ham til Herodes, og derfra kommer Jesus tilbage til Pilatus. Begge steder bliver Jesus forhørt og hånet. Men ingen af de to myndighedspersoner tør fælde dom over Jesus. Det er folkeskaren, som råber: Korsfæst, Korsfæst. Og Jesus står ganske alene og hører deres hysteri. Pilatus bliver bange for folkeskaren og overgiver Jesus til tortur og død. Det er som om Jesu ro bliver endnu klarere ved at vi hører om, at Pilatus frygter folkeskaren. Pilatus er indsat af romerne, som havde erobret Israel. Pilatus har magten. Han har soldaterne. Men han er bange for folkeskaren og føjer sig for dem. Jesus har ingen soldater. Han kan intet gøre mod folkeskarens råben. Men han er ikke bange. Det næste skridt på smertens vej er, da Jesus selv må bære korset ud til Golgatha. Og da han bryder sammen, tvinger soldaterne en tilfældig til at bære korset for ham. Der er kvinder, som følger med, og som jamrer højlydt, men Jesus siger: græd ikke over mig. Og så hører vi om begivenhederne på Golgatha. De to røvere, som hang ved Jesu side. Folk, som så på. Vi hører, at Jesus tager sig af sin mor og giver en af disciplene den opgave at tage sig af Maria. Jesus hænger på korset flere timer inden han dør. Og han siger kun ganske lidt. Derfor står hans ord så meget mere frem. Det er som råb, der bryder stilheden. Jesus siger: Far, tilgiv dem. Jesus siger: Min Gud, min GUd, hvorfor har du forladt mig. Jesus siger: Det er fuldbragt. Det er utroligt så enkelt evangelierne fortæller om Jesu død. Så få virkemidler de bruger. De udpensler ikke det som sker. Jeg har særlig undret mig over, at der ikke et eneste sted står ordet blod. Da Jesus bliver pisket, står der ikke, at hans ryg bliver blodig. Da han får tornekrone på, står der ikke, at hans ansigt stribes af blod. Der står heller intet om naglerne, som bliver hamret i hans hænder og fødder. Der er kun et sted, hvor Pilatus vasker sine hænder, som tegn på, at han blander sig udenom det hele, da siger han: Jeg er uskyldig i denne mands blod. Og folket råber: Hans blod komme over os og vore børn. Når jeg har set film om Jesu liv og død, har det altid slået mig, hvor smertefuld og blodig langfredag var. En film bliver jo nødt til at vise, hvad evangelierne ikke fortæller, nemlig hvordan piskeslagene havde sat mærker på Jesus, hvordan tornekronen skar sig ind i hans pande, og hvordan naglemærkerne så ud. Når evangelierne ikke fortæller noget om det, så er der en grund. Der var noget, som overskyggede alt det smertefulde og blodige, så de slet ikke så det. De så Jesus i stedet. De så, hvordan han stille og roligt bar alt det som skete. De så, at han gik gennem det med en underfuld værdighed. Da Jeg i år gennemgik begivenhederne langfredag med konfirmanderne, spurgte jeg dem, om der var noget ualmindeligt ved Jesus, ved den måde han gik i døden, og en af konfirmanderne svarede: han tænkte ikke på sig selv. For os andre er der ikke meget andet, der kan gør os så ensomme som døden. Ethvert menneske, som oplever sin egen død, kan ikke lade være med at tænke på sig selv. Selv for troende må der i det sidste øjeblik være en følelse af sårbarhed og skrøbelighed, en ensom følelse af, at man selv må give op. Og hvis vi ikke netop i det øjeblik må hage os til Jesus, til hans død og opstandelse, så var alt håbløst i dødens sekund. Og det, som kan holde os oppe, når vi hager os fast til Jesus, det er netop, at han ikke tænkte på sig selv. Han udstråler ikke ensomhed og håbløshed. Under forhøret siger han til jøderne: I skal se Menneskesønnen komme med kraft og megen herlighed. Læg mærke til det. Han siger ikke, at jøderne nu er udelukket og at de aldrig mere skal se Jesus. Jo, også de skal se ham komme igen på himlens skyer med megen herlighed. Til forbryderen, som hænger ved siden af Jesus, siger han: I dag skal du være med mig i Paradis. Jesus tager sig af ham, denne ulykkelige mand, som intet har tilbage. Jesus giver ham et stort håb, en stor herlighed. Og Jesus tænker på sin mor, som mister et af sine børn, og det barn, som hun har stillet størst forhåbninger til. Jesus giver en af sine disciple den opgave at tage sig af hende, og dvs trøste hende, og hvad kunne han trøste hende med, jo, at fortælle alt hvad Jesus har sagt, og blandt det var jo, at Jesus måtte dø for at frelse os. Jesus udstråler ikke ensomhed og håbløshed. Aller tydeligst kommer det frem, da han siger: Far, tilgiv dem. Netop i den situation, hvor Jesus er allermest alene og hvor menneskenes ondskab og uforstand er allerstørst, da de viser deres hjerters modstand mod Gud, da beder Jesus for os. Og det må jo være fordi han mener, at Guds tilgivelse er større end det mest onde, mennesker kan finde på. Selv i den situation, langfredag, kan Gud tilgive mennesker. Eller netop på grund af langfredag kan Gud tilgive os. Jeg talte om, at ordet blod ikke nævnes langfredag, undtagen et sted. Men skærtorsdag nævner Jesus selv ordet Blod. Han siger, da han tager vinbægeret: Dette er mit blod, som udgydes for jer til synderes forladelse. I lyset af de ord er det tankevækkende, at jøderne råbte til Pilatus: Jesu blod komme over os og vore børn. De mener, at de tager ansvaret for Jesu død. Men i virkeligheden siger de jo, at de trænger til syndernes forladelse, og kun Jesu død kan give den. Det er Jesu død, som skaffer os tilgivelse hos Gud. Eller rettere, Jesu død på korset er Guds tilgivelse, som kommer til verden. Netop da Guds søn ikke bruger magt mod mennesker og redder sig selv, men lider og dør, netop da træder en ny pagt i kraft, en pagt som ikke beror på menneskers overholdelse af bud, men alene beror på Guds nåde, endda Guds nåde mod onde mennesker. Det er en pagt, som er en holdbar pagt. Den gamle pagt var ikke holdbar, fordi jøderne gang på gang brød den. De overtrådte betingelserne for pagten, nemlig at de skulle overholde Guds bud. Men den eneste betingelse for den ny pagt er Guds tilgivelse. Og pagten er underskrevet alene af Gud. Gud underskrev den med sin søns blod. Når vi opretter en kontrakt, er der altid to parter, som skal skrive under. I gamle dage hos jøderne, når de oprettede en pagt med Gud, så ofrede de et dyr og udgød blodet, som tegn på, at sagen var dødsensvigtig for dem. Men mennesker er ikke til at stole på. Så jøderne måtte gentage ofringerne, fordi de ikke holdt deres pagt med Gud. Hver gang måtte de genoprette pagten ved et offer. Men da Gud sendte Jesus, og da Gud sendte Jesus i døden, da oprettede Gud en pagt, som er holdbar og ikke kan brydes. Det er den sidste pagt, som blev underskrevet med blod, med Guds søns blod. Jesus underskrev på menneskenes vegne. Men da Jesus er Guds søn, så er det Gud selv, der skrev under. Gud har vist, at han aldrig vil bryde den pagt til syndernes forladelse. Gud har givet sin søns liv som tegn på det. Med Jesu død opstår en ny verden. Mattæus fortæller, at jorden skælver og der er klippegrave, som åbnes og døde går ud og kommer ind til Jerusalem. Det er langfredag Mattæus fortæller, at der er døde, som opstår. Langfredag har den samme livets kraft som påskedag. Det er jo fordi den ny pagt og Guds tilgivelse gør vores liv nyt. Nu kan intet ondt, heller ikke døden, skille os fra Gud. ny prædiken Når vi tænker på den langfredag dengang, hvor Jesus døde, så bliver det nok mere nærværende for os, hvis vi tager to af de personer fra dengang, som var med. Den ene vi kan tænke på er Barrabas. Den anden er Jsef fra Arimetea. Den første var en forbryder. Den anden var en fornem mand. Den første havde brudt loven. Den anden havde holdt loven. Men over for Jesus fik de samme forhold. De følte, at han frelste dem fra døden. Vi kan forestille vi går til Barrabas for at tale lidt med ham. Han lignede sikkert en af vores terrorister, langskægget med vilde øjne; der var jo en tanke som havde besat ham og styret hans liv, at få romerne ud af landet. Og når en mand er besat af én eneste tanke, ser han som regel også fanatisk ud. Og vi kan spørge ham: " Barabbas. Du var allerede dømt til døden. Du stod lige foran henrettelsen. Men i sidste øjeblik blev du benådet. Folket råbte, at du skulle gives fri. Hvad tænkte du, da soldaterne kom og lukkede din celle op og du kunne gå ud i friheden?" Og Barabbas svarer: Jeg havde altid regnet med at jeg til sidst blev taget til fange. Det er den risiko man lever med som frihedskæmper. Jeg var jo mange gange tæt på romerske soldater, faldt over dem fra baghold, skød dem med pile, så de faldt af hestene, og jeg stak min dolk i deres hjerte. Jeg vidste at det var farligt og pludselig ved en razzia skete det. Jeg blev opdaget og kunne ikke flygte. Porten i baggården var låst. Jeg endte i dødscellen. Lidt henne ad gangen var en anden fange låst inde. Det var en vis Jesus fra nazareth. Jeg havde hørt om ham. Vi var ikke af samme opfattelse. Han mente, at vi ikke skulle bruge vold over for romerne. Han var for blød. Men egentlig kunne jeg godt lide ham. Han tog sig af de syge og begejstrede folk. Han kunne være blevet en god partisanleder. Så kan vi spørge Barabbas: " Du vidste, at Potius Pilatus hver påske havde den skik at frigive en fange. Hvordan mente du at dine chancer var. Barabbas ryster på hovedet: Helt håbløst. Tænk på, at flere gange når vi havde angrebet romerne og trukket os tilbage, så hævnede romerne sig på civilbefolkningen. Det vidste de også i Jerusalem. Folket ville da ikke vælge en fange til frigivelse, en fange, der havde været skyld i mange lidelser for dem. Jeg tænkte, at de da straks ville råbe på Jesus. Jeg så mig selv helt sikkert hænge på korset. Men det utrolige skete. Gennem celledøren hørte jeg i det fjerne de mange stemmer råbe: Giv Barabbas fri. Nogle minutter efter kom soldaterne og å¦bnede celledøren og sagde til mig: Forsvind. Vi spørger: " Barabbas, gik du lige hjem eller gik du under jorden og forsvandt. Han svarer: Nej, jeg stillede mig i sikker afstand og så på, hvordan de korsfæstede Jesus og to oprører, som jeg havde kæmpet sammen med. Jeg var helt rystet. Jeg tænkte: egentlig var det mig, som skulle hænge dér. Det ville have været retfærdigt. Men Jesus, hvad ondt har han gjort. Jeg så på mande, der tog min lidelse og død på¦ sig. Dér dør en uskyldig, mens jeg synder er gået fri. Jeg var selvfølgelig glad for, at jeg ikke skulle dø. Men jeg forstod ikke noget som helst. Men det kan I, som lever i det 20. århundrede sikkert ikke sætte jer ind i. Og så er det vi kan svare: Jo, Barrabas. Vi er ganske vist ikke terrorister, sådan som du. Men vi har overtrådt loven, Guds lov, Guds bud. Det skulle vi straffes for. Det spærrer os inde, al den skyld, som vi hver dag samler sammen. Men Gud har valgt Jesus til at dø i vores sted, for vi må gå fri fra straffen. Også vi må sige om Jesus, at dér dør en uskyldig, mens vi syndere går fri. Når vi ser op på korset langfredag, kan vi tænke ligesom Barrabas, at vi har fået en ny chance, at vi har været heldige og må gå frit ud i livet. Jesus har taget vores lidelse og vores død på sig. På Korset på Golgatha har Gud skænket os livet påny og tilgivet vores synd, så vi er frie mennesker. En anden som vi kunne udspørge er Josef fra Arimetea. Han er velhavende. Han har en god bankkonto. Han har indflydelse. Han sidder i byrådet i Jerusalem. Han var ikke enig i dødsdommen over Jesus, men han kunne ikke gøre noget mod flertallet i byrådet. Vi kan spørge ham: Josef Arimetea. Dekj har vist mod. Dej gik til pilatus og bad ham udlevere Jesu lig, og endda mod de bestemmelser som står i loven. Josef svarer: Jeg var temmelig sikker på, at jeg fik lov, for statholderen havde dårlig samvittighed over det han havde gjort med Jesus. Desuden vidste jeg meget om Pilatus, som han ikke så gerne have ud. Alt gik glat. Jeg spørger igen: Deres egen gravhule, som var hugget ind i klippen, den grav har De endda stillet til rådighed for Jesus og selv hyllet hans lig ind i ligtøj. Josef svarer kun med én sætning: Jeg elskede ham. Han siger det uden sorg i stemmen. Derfor spørger jeg igen: Jamen, gravkammeret har De fået tilbage igen, så vidt jeg har hørt. Josef ser længe frem for sig og svarer: Ja, da det blev fortalt, at Jesus er opstanden, løb jeg selvfølgelig ud til gravkkameret i min have. Og han var der ikke mere. Han har givet mig min grav tilbage. Nu har jeg stillet en bænk op over for døren ind til graven. Dér sidder jeg hver aften, når solen går ned, og så tænker jeg: Jesus fra Nazareth blev lagt ind i den grav, men Gud har opvakt ham. Josef af Arimetea vil også blive lagt ind i den grav. Hvad vil Gud så gøre? Jesus har sagt: Jeg lever og I skal leve. Hans ord vil jeg stole på. Og så er det vi kan sige til Josef: Du kan tænke, når du ser på din grav: i dette gravkammer har Gud slået døden ihjel. Dit gravkammer er blevet det sted hvor døden blev henrettet. Du har noget at se på. Jeg har kun håbet. Men det er et håb, som hviler på sikker grund. Gud gør ingen forskel på din fyrstelig gravhule, og så på den grav, somengang bliver min. Den vil jeg også se på, som du ser på dit gravkammer. Når Gud tilgiver vores synd så bliver han ikke stående halvvejs. Nej Gud kroner sin tilgivelse med opstandelsen fra de døde, lige så sikkert som påskedag efterfulgte langfredag. Her langfredag må vi tænke på samme måde som forbryderen Barrabas og som den fornemme Josef fra Arimetea. Vi må være lige så lettede og lige så forundrede som Barrabas. At Jesus går i vores sted og vi går fri. Og vi må være lige så trygge som Josef, der kan sidde og se på sin grav, hvor døden blev besejret. Den tro lever vi i. Derfor er langfredag måske ikke mere det chock som den var for Barrabas og Josef. Vi ser tilbage på langfredag i troen på opstandelsen påskemorgen. Vi kan så let glemme, hvor bange de dengang var for døden. Det var en dom og en straf, hvor Gud gjorde regnskabet op med den enkelte, og hvor mange, selv de fromme og fornemme, som havde gjort alt for at holde loven, de måtte alligevel være bange for Guds dom. Vi har ingen dom at se frem til. Vi kan se tilbage på langfredag, hvor dommen faldt, hvor Jesus gik i vores sted, så vi er frie. Jesus gik i vores sted gennem døden, for at besejre den, så vi kan gå i hans sted og opstå sammen med ham. Langfredag betyder, at vi frit må gå ud i dagliglivet, og at det er en evig frihed, fordi det er det evige liv vi går ud i. Langfredag er ikke et chock for os, fordi ser på den dag gennem påskedags lys.Tryk her tilbage påskeinsp
Tryk her tilbage præd 2. tekstr
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email