<H5>langfredag</H5> Hvis du har kommentarer så skriv hertil


          Der er to slags billeder af korsfæstelsen. Det ene 

viser lidelsen. Jesus hænger mager og udtæret. Og man ser 

tornekronen og blodet. På den anden slags billede er det 

som om Jesus står.  Han har kongekrone på og han ser stærk 

ud.  Den sejrende konge.  Sådan er billedet på 

Jellingstenen. 

     Den lidende Jesus og den sejrende. Begge dele er med 

langfredag.  Jesu lidelse består i legemlig lidelse. 

Han får slag og pisk. Men der er også åndelig lidelse. De 

håner ham og siger: du som har frelst så mange kan du ikke 

frelse dig selv. Den åndelige lidelse består i, at Jesus 

er alene.  Romerne var imod ham. Jøderne var imod ham. 

Disciplene havde forladt ham, en af dem havde forrådt ham, 

en havde fornægtet ham. 

     Jesu lidelse er forudsagt i Jesaja kapitel 52. Det 

hørte vi en del af fra alteret.  Jesaja skriver om Jesus: 

Så ussel var hans skikkelse, sådan hensætter han mange 

folk i forundring. Han var foragtet og opgivet af 

mennesker, en lidelsernes mand, én som man skjuler ansigt 

for, vi regnede ham ikke for noget. Vi regnede ham for en, 

der var ramt, slået og plaget af Gud.  Han blev plaget og 

mishandlet. men han åbnede ikke sin mund. Som et lam, der 

føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det 

klippes, åbnede han ikke sin mund. Han blev revet bort fra 

de levendes land. Sådan skriver Jesaja.  Jesus, der hver 

dag i Galilæa, havde prædiket evangeliet til folk.  Han 

havde talt selv til dem, som i deres nød ikke havde ord 

tilbage. Han havde handlet, hvor mennesker var lammet. Men 

langfredag går Jesus tavs og stille uden at gøre noget mod 

den nød, som truer ham selv. 

     Jesu lidelse består i at alt er taget fra ham: hans 

frihed, hans venner, hans ære, og til sidst er det endda 

som om også hans tro tages fra ham. Jesus råber på korset: 

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Hvad er den 

største lidelse. Det er nok når troen tages fra et 

menneske.  Også for os kan der en ulykke, hvor vi spørger: 

Hvorfor gør Gud det.  Hvorfor tillader Gud det.  Hos Jesus 

var det endnu værre. Han havde vidst, at han skulle dø, og 

der var en mening med det. Gud ville det. Jesus handlede 

efter Guds vilje, når Jesus gik i døden. Og Jesus troede 

helt og fuldt på Gud, lyttede til Gud og levede Guds vilje 

ud til det yderste, endda døden på et kors, så måtte Gud 

da også være hos Jesus. Men der må korset må han have 

følt, at Gud pludselig blev væk.  Det er den største 

lidelse, når vi tænker: Gud er væk.  Der er ingen Gud. Og 

hvis han er der, så har han forbandet mig.  Den 

forbandelsen hvilede over Jesus, Gudsforladtheden.  Jesu 

lidelse består i, at han er dækket af mørke.  Menneskelig 

mørke og ondskab. Mattæus fortæller endda, at solen 

formørkedes.  Fra den 6. til den 9. time faldt der mørke 

over hele jorden.  Mørket var så tæt, at selv Gud var 

skjult for Jesus. 

     Vi kan gekende Jesus fra dengang da han gik i 

Galilæa. Dengang vidste han i hver situation, hvad han 

skulle sig og gøre. Hans ord kom straks og uden tøven. 

Hans hjælp var øjeblikkelig. Langfredag er han også stærk 

og rolig, men alligevel mærker vi svaghed hos ham. Han 

taler, men kun ganske korte sætninger. Han er stille. 

Legemtligt bryder han sammen. Han kan ikke bære korset. 

Simon fra Kyrene må bære det for ham. Og på korset siger 

Jesus: Jeg tørster. Han der engang havde sagt: Jeg er 

livets vand, den som tror på mig, skal aldrig i evighed 

tørste.  Han tørster selv, da han hænger på korset. Dog 
psykisk og åndeligt bryder han ikke sammen og græder over 

sig selv.  Han havde grædt, da Lazarus var død og han græd 

over Jerusalem fordi han forudså dens undergang, som skete 

år 50, hvor templet blev jævnet med jorden.  Det er de to 

eneste gange i evangelierne, hvor vi hører, at Jesus græd. 

Andres død og undergang græd han over.  Men ikke sig selv. 

Han var vel lige ved det i Getsemane have. Da var han 

fyldt med angst og forfærdelse og fortvivlelse og sorg. 

Hos Lukas står der, at han bad så indtrængede til Gud, at 

hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.  Men 

Jesus græd ikke over sig selv. Det viser en styrke i 

svagheden. Det viser, at inde under den lidende Jesus er 

den sejrende. 

     Og når vi går ind under Jesu ord på korset, er det 

som om der bryder et strålende lys frem. Selv de mørke 

ord: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, selv 

bag de ord er et sejrende lys. Vi hørte jo den salme fra 

alteret, den salme som ordene er fra, og dvs. at Jesus 

ikke råber ordene.  Han synger dem. Det er en salme, og i 

den salme står der senere: Du har svaret mig. Du hørte, da 

der blev råbt om hjælp. Du er min lovsang. Det der lyder 

som håbløse og mørke ord: hvorfor har du forladt mig.  Det 

viser sig som strålende lyse ord. Det er en lovsang til 

Guds styrke og hjælp. Ja, salme 22 slutter med ordene: Gud 

greb ind. 

     Vi kan også se det i et andet af korsordene: Far, i 

dine hænder betror jeg min ånd. Det er fra salme 31. Og 

den fortsætter: Du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. 

Det som lyder så usikkert og svagt, når Jesus siger til 

Gud: jeg overgiver mig til dig, netop de ord stråler af en 

tro og en vished om at Gud er trofast og at Gud vil frelse 

Jesus.  Netop det er sejren langfredag, at Jesus ikke 

forbander Gud. Men at Jesus tværtimod lovpriser Gud. Det 

er lyset, som kan splitte selv det yderste mørke, Jesu tro 

og lovsang af Gud. Og påskemorgen gav Jesus ret. 

     Vi kan også høre det i ordene, som Jesus giver til 

forbryderen, som hænger ved siden af ham på korset. Jesus 

siger: I dag skal du være med mig i Paradis. Det er så 

stærke ord, at de har prentet sig ind i mange menneskers 

sind. Det er ord, som vil dukke op i vores sind, hvis vi 

engang kommer så langt ud i sorg og nød, at vi føler 

mørket helt dækker os.  Så vil vi hører de ord: I dag skal 

du være med mig i paradis. Ikke i morgen, ikke engang, men 

i dag skal du være med mig i paradis. Så hurtig, så sikker 

er hjælpen fra Gud. 

     Sejren langfredag viser sig netop i, at Jesus lider 

for os.  Han giver os sejr over døden og tvivlen og 

ensomheden.  Salme 22 fra Gt, som vi hørte en del af fra 

alteret, slutter med ordene: Jeg vil leve for Gud, og mine 

efterkommere skal tjene ham. Der skal forkyndes om Herre 

for kommende slægter. Man skal forkynde hans retfærdighed 

for folk, der fødes, for  Gud greb ind. Eller hos profeten 

Jesaja kapitel 52, som vi også hørte fra alteret. Der står 

til sidst: Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han 

afkom og får et langt liv. Han bringer retfærdighed til 

mange. Jesu lidelse langfredag kan vi leve på. Den bringer 

os sejr over døden og fortvivlelsen.  Vi kan leve på den 

selv i den yderste nød. Intet kan tage håbet fra os. 

     Paulus, som oplevede mange trængsler, skriver et 

sted: I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er 

tvivlrådige, men ikke forgvivlede. Vi forfølges, men lades 

ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til 

grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, 

for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. For 

vi ved, at han, der oprejste Jesus, også vil oprejse os 

sammen med Jesus. Derfor bliver vi ikke modløse, for selv 

om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort 

indre menneske dag for dag.  Sådan skriver Paulus. 

     Det er Jesu lidelse og sejr på korset langfredag, som 

har givet os den tro, som intet kan tage fra os.  Vi kan 

føle os trængt, men aldrig lukket inde, for lyset fra Jesu 

kors, lovsangen, vil skinne ind til os. Vi kan føle os i 

tvivl, men vi kan aldrig komme ud i den yderste 

fortvivlelse, for den har Jesus gået igennem, mens han 

sang lovsange til Gud. Det kan ske, at vi føler os slået 

til jorden, men vi går ikke til grunde, når vi følger 

Jesus, for Gud oprejste ham fra de døde. Derfor bliver vi 

ikke modløse, for Jesus har givet os den tro, som intet 

kan tage fra os. 

 

ny prædiken 

 

     Hvert år fejres påsken i Jerusalem. Og langfredag går 

en procession af mennesker den vej, som Jesus gik. Den vej 

kaldes via dolorosa, smertens vej.  I tankerne kan vi 

følge med. Først er Jesus til forhør hos Pilatus, som 

sender ham til Herodes, og derfra kommer Jesus tilbage til 

Pilatus. Begge steder bliver Jesus forhørt og hånet. Men 

ingen af de to myndighedspersoner tør fælde dom over 

Jesus. Det er folkeskaren, som råber: Korsfæst, Korsfæst. 

Og Jesus står ganske alene og hører deres hysteri. 

Pilatus bliver bange for folkeskaren og overgiver Jesus 

til tortur og død.  Det er som om Jesu ro bliver endnu 

klarere ved at vi hører om, at Pilatus frygter 

folkeskaren.  Pilatus er indsat af romerne, som havde 

erobret Israel. Pilatus har magten.  Han har soldaterne. 

Men han er bange for folkeskaren og føjer sig for dem. 

Jesus har ingen soldater.  Han kan intet gøre mod 

folkeskarens råben.  Men han er ikke bange. 

     Det næste skridt på smertens vej er, da Jesus selv må 

bære korset ud til Golgatha.  Og da han bryder sammen, 

tvinger soldaterne en tilfældig til at bære korset for 

ham. Der er kvinder, som følger med, og som jamrer 

højlydt, men Jesus siger: græd ikke over mig. 

     Og så hører vi om begivenhederne på Golgatha. De to 

røvere, som hang ved Jesu side. Folk, som så på. Vi hører, 

at Jesus tager sig af sin mor og giver en af disciplene 

den opgave at tage sig af Maria. Jesus hænger på korset 

flere timer inden han dør. Og han siger kun ganske lidt. 

Derfor står hans ord så meget mere frem. Det er som råb, 

der bryder stilheden. Jesus siger: Far, tilgiv dem. Jesus 

siger: Min Gud, min GUd, hvorfor har du forladt mig. 

Jesus siger: Det er fuldbragt. 

     Det er utroligt så enkelt evangelierne fortæller om 

Jesu død. Så få virkemidler de bruger. De udpensler ikke 

det som sker. Jeg har særlig undret mig over, at der ikke 

et eneste sted står ordet blod. Da Jesus bliver pisket, 

står der ikke, at hans ryg bliver blodig. Da han får 

tornekrone på, står der ikke, at hans ansigt stribes af 

blod. Der står heller intet om naglerne, som bliver hamret 

i hans hænder og fødder. Der er kun et sted, hvor Pilatus 

vasker sine hænder, som tegn på, at han blander sig udenom 

det hele, da siger han: Jeg er uskyldig i denne mands 

blod. Og folket råber: Hans blod komme over os og vore 

børn. 

     Når jeg har set film om Jesu liv og død, har det 

altid slået mig, hvor smertefuld og blodig langfredag var. 

En film bliver jo nødt til at vise, hvad evangelierne ikke 

fortæller, nemlig hvordan piskeslagene havde sat mærker på 

Jesus, hvordan tornekronen skar sig ind i hans pande, og 

hvordan naglemærkerne så ud. 

     Når evangelierne ikke fortæller noget om det, så er 

der en grund. Der var noget, som overskyggede alt det 

smertefulde og blodige, så de slet ikke så det. De så 

Jesus i stedet. De så, hvordan han stille og roligt bar 

alt det som skete. De så, at han gik gennem det med en 

underfuld værdighed. 

     Da Jeg i år gennemgik begivenhederne langfredag med 

konfirmanderne, spurgte jeg dem, om der var noget 

ualmindeligt ved Jesus, ved den måde han gik i døden, og 

en af konfirmanderne svarede: han tænkte ikke på sig selv. 

     For os andre er der ikke meget andet, der kan gør os 

så ensomme som døden. Ethvert menneske, som oplever sin 

egen død, kan ikke lade være med at tænke på sig selv. 

Selv for troende må der i det sidste øjeblik være en 

følelse af sårbarhed og skrøbelighed, en ensom følelse af, 

at man selv må give op. Og hvis vi ikke netop i det 

øjeblik må hage os til Jesus, til hans død og opstandelse, 

så var alt håbløst i dødens sekund. 

     Og det, som kan holde os oppe, når vi hager os fast 

til Jesus, det er netop, at han ikke tænkte på sig selv. 

Han udstråler ikke ensomhed og håbløshed. Under forhøret 

siger han til jøderne: I skal se Menneskesønnen komme med 

kraft og megen herlighed. Læg mærke til det. Han siger 

ikke, at jøderne nu er udelukket og at de aldrig mere skal 

se Jesus. Jo, også de skal se ham komme igen på himlens 

skyer med megen herlighed. Til forbryderen, som hænger ved 

siden af Jesus, siger han: I dag skal du være med mig i 

Paradis.  Jesus tager sig af ham, denne ulykkelige mand, 

som intet har tilbage. Jesus giver ham et stort håb, en 

stor herlighed. Og Jesus tænker på sin mor, som mister et 

af sine børn, og det barn, som hun har stillet størst 

forhåbninger til. Jesus giver en af sine disciple den 

opgave at tage sig af hende, og dvs trøste hende, og hvad 

kunne han trøste hende med, jo, at fortælle alt hvad Jesus 

har sagt, og blandt det var jo, at Jesus måtte dø for at 

frelse os. 

     Jesus udstråler ikke ensomhed og håbløshed. Aller 

tydeligst kommer det frem, da han siger: Far, tilgiv dem. 

Netop i den situation, hvor Jesus er allermest alene og 

hvor menneskenes ondskab og uforstand er allerstørst, da 

de viser deres hjerters modstand mod Gud, da beder Jesus 

for os. Og det må jo være fordi han mener, at Guds 

tilgivelse er større end det mest onde, mennesker kan 

finde på. Selv i den situation, langfredag, kan Gud 

tilgive mennesker. Eller netop på grund af langfredag kan 

Gud tilgive os. 

     Jeg talte om, at ordet blod ikke nævnes langfredag, 

undtagen et sted.  Men skærtorsdag nævner Jesus selv ordet 

Blod. Han siger, da han tager vinbægeret: Dette er mit 

blod, som udgydes for jer til synderes forladelse. I lyset 

af de ord er det tankevækkende, at jøderne råbte til 

Pilatus: Jesu blod komme over os og vore børn. De mener, 

at de tager ansvaret for Jesu død. Men i virkeligheden 

siger de jo, at de trænger til syndernes forladelse, og 

kun Jesu død kan give den. Det er Jesu død, som skaffer os 

tilgivelse hos Gud.  Eller rettere, Jesu død på korset er 

Guds tilgivelse, som kommer til verden.  Netop da Guds søn 

ikke bruger magt mod mennesker og redder sig selv, men 

lider og dør, netop da træder en ny pagt i kraft, en pagt 

som ikke beror på menneskers overholdelse af bud, men 

alene beror på Guds nåde, endda Guds nåde mod onde 

mennesker. Det er en pagt, som er en holdbar pagt. Den 

gamle pagt var ikke holdbar, fordi jøderne gang på gang 

brød den. De overtrådte betingelserne for pagten, nemlig 

at de skulle overholde Guds bud. Men den eneste betingelse 

for den ny pagt er Guds tilgivelse. Og pagten er 

underskrevet alene af Gud. Gud underskrev den med sin søns 

blod. 

     Når vi opretter en kontrakt, er der altid to parter, 

som skal skrive under. I gamle dage hos jøderne, når de 

oprettede en pagt med Gud, så ofrede de et dyr og udgød 

blodet, som tegn på, at sagen var dødsensvigtig for dem. 

Men mennesker er ikke til at stole på. Så jøderne måtte 

gentage ofringerne, fordi de ikke holdt deres pagt med 

Gud. Hver gang måtte de genoprette pagten ved et offer. 

     Men da Gud sendte Jesus, og da Gud sendte Jesus i 

døden, da oprettede Gud en pagt, som er holdbar og ikke 

kan brydes. Det er den sidste pagt, som blev underskrevet 

med blod, med Guds søns blod. Jesus underskrev på 

menneskenes vegne.  Men da Jesus er Guds søn, så er det 

Gud selv, der skrev under. Gud har vist, at han aldrig vil 

bryde den pagt til syndernes forladelse. Gud har givet sin 

søns liv som tegn på det. 

     Med Jesu død opstår en ny verden. Mattæus fortæller, 

at jorden skælver og der er klippegrave, som åbnes og døde 

går ud og kommer ind til Jerusalem.  Det er langfredag 

Mattæus fortæller, at der er døde, som opstår. Langfredag 

har den samme livets kraft som påskedag. Det er jo fordi 

den ny pagt og Guds tilgivelse gør vores liv nyt. Nu kan 

intet ondt, heller ikke døden, skille os fra Gud. 

 

ny prædiken 

 

     Når vi tænker på den langfredag dengang, hvor Jesus 

døde, så bliver det nok mere nærværende for os, hvis vi 

tager to af de personer fra dengang, som var med. Den ene 

vi kan tænke på er Barrabas. Den anden er Jsef fra 

Arimetea.  Den første var en forbryder. Den anden var en 

fornem mand.  Den første havde brudt loven. Den anden 

havde holdt loven. Men over for Jesus fik de samme 

forhold. De følte, at han frelste dem fra døden. 

     Vi kan forestille vi går til Barrabas for at tale 

lidt med ham. Han lignede sikkert en af vores terrorister, 

langskægget med vilde øjne; der var jo en tanke som havde 

besat ham og styret hans liv, at få romerne ud af landet. 

Og når en mand er besat af én eneste tanke, ser han som 

regel også fanatisk ud. Og vi kan spørge ham: " Barabbas. 

Du var allerede dømt til døden.  Du stod lige foran 

henrettelsen.  Men i sidste øjeblik blev du benådet. 

Folket råbte, at du skulle gives fri.  Hvad tænkte du, da 

soldaterne kom og lukkede din celle op og du kunne gå ud i 

friheden?" 

     Og Barabbas svarer: Jeg havde altid regnet med at jeg 

til sidst blev taget til fange.  Det er den risiko man 

lever med som frihedskæmper. Jeg var jo mange gange tæt på 

romerske soldater, faldt over dem fra baghold, skød dem 

med pile, så de faldt af hestene, og jeg stak min dolk i 

deres hjerte. Jeg vidste at det var farligt og pludselig 

ved en razzia skete det. Jeg blev opdaget og kunne ikke 

flygte. Porten i baggården var låst. Jeg endte i 

dødscellen. Lidt henne ad gangen var en anden fange låst 

inde. Det var en vis Jesus fra nazareth. Jeg havde hørt om 

ham. Vi var ikke af samme opfattelse.  Han mente, at vi 

ikke skulle bruge vold over for romerne. Han var for blød. 

Men egentlig kunne jeg godt lide ham. Han tog sig af de 

syge og begejstrede folk. Han kunne være blevet en god 

partisanleder. 

     Så kan vi spørge Barabbas: " Du vidste, at Potius 

Pilatus hver påske havde den skik at frigive en fange. 

Hvordan mente du at dine chancer var. 

     Barabbas ryster på hovedet: Helt håbløst. Tænk på, at 

flere gange når vi havde angrebet romerne og trukket os 

tilbage, så hævnede romerne sig på civilbefolkningen. Det 

vidste de også i Jerusalem. Folket ville da ikke vælge en 

fange til frigivelse, en fange, der havde været skyld i 

mange lidelser for dem. Jeg tænkte, at de da straks ville 

råbe på Jesus. Jeg så mig selv helt sikkert hænge på 

korset. Men det utrolige skete. Gennem celledøren hørte 

jeg i det fjerne de mange stemmer råbe: Giv Barabbas fri. 

Nogle minutter efter kom soldaterne og å¦bnede celledøren 

og sagde til mig: Forsvind. 

     Vi spørger: " Barabbas, gik du lige hjem eller gik du 

under jorden og forsvandt. 

     Han svarer: Nej, jeg stillede mig i sikker afstand og 

så på, hvordan de korsfæstede Jesus og to oprører, som jeg 

havde kæmpet sammen med.  Jeg var helt rystet. Jeg tænkte: 

egentlig var det mig, som skulle hænge dér. Det ville have 

været retfærdigt. Men Jesus, hvad ondt har han gjort. Jeg 

så på mande, der tog min lidelse og død på¦ sig. Dér dør 

en uskyldig, mens jeg synder er gået fri. Jeg var 

selvfølgelig glad for, at jeg ikke skulle dø. Men jeg 

forstod ikke noget som helst. Men det kan I, som lever i 

det 20.  århundrede sikkert ikke sætte jer ind i. 

     Og så er det vi kan svare: Jo, Barrabas. Vi er ganske 

vist ikke terrorister, sådan som du. Men vi har overtrådt 

loven, Guds lov, Guds bud.  Det skulle vi straffes for. 

Det spærrer os inde, al den skyld, som vi hver dag samler 

sammen. Men Gud har valgt Jesus til at dø i vores sted, 

for vi må gå fri fra straffen. Også vi må sige om Jesus, 

at dér dør en uskyldig, mens vi syndere går fri.  Når vi 

ser op på korset langfredag, kan vi tænke ligesom 

Barrabas, at vi har fået en ny chance, at vi har været 

heldige og må gå frit ud i livet. Jesus har taget vores 

lidelse og vores død på sig. På Korset på Golgatha har Gud 

skænket os livet påny og tilgivet vores synd, så vi er 

frie mennesker. 

     En anden som vi kunne udspørge er Josef fra Arimetea. 

Han er velhavende.  Han har en god bankkonto. Han har 

indflydelse. Han sidder i byrådet i Jerusalem. Han var 

ikke enig i dødsdommen over Jesus, men han kunne ikke gøre 

noget mod flertallet i byrådet. Vi kan spørge ham: 

Josef Arimetea. Dekj har vist mod. Dej gik til pilatus og 

bad ham udlevere Jesu lig, og endda mod de bestemmelser 

som står i loven. Josef svarer: Jeg var temmelig sikker 

på, at jeg fik lov, for statholderen havde dårlig 

samvittighed over det han havde gjort med Jesus.  Desuden 

vidste jeg meget om Pilatus, som han ikke så gerne have 

ud. Alt gik glat. 

     Jeg spørger igen: Deres egen gravhule, som var hugget 

ind i klippen, den grav har De endda stillet til rådighed 

for Jesus og selv hyllet hans lig ind i ligtøj. Josef 

svarer kun med én sætning: Jeg elskede ham. Han siger det 

uden sorg i stemmen. Derfor spørger jeg igen: Jamen, 

gravkammeret har De fået tilbage igen, så vidt jeg har 

hørt. Josef ser længe frem for sig og svarer: Ja, da det 

blev fortalt, at Jesus er opstanden, løb jeg selvfølgelig 

ud til gravkkameret i min have. Og han var der ikke mere. 

Han har givet mig min grav tilbage. Nu har jeg stillet en 

bænk op over for døren ind til graven.  Dér sidder jeg 

hver aften, når solen går ned, og så tænker jeg: Jesus fra 

Nazareth blev lagt ind i den grav, men Gud har opvakt ham. 

Josef af Arimetea vil også blive lagt ind i den grav. Hvad 

vil Gud så gøre? Jesus har sagt: Jeg lever og I skal leve. 

Hans ord vil jeg stole på. Og så er det vi kan sige til 

Josef: Du kan tænke, når du ser på din grav: i dette 

gravkammer har Gud slået døden ihjel. Dit gravkammer er 

blevet det sted hvor døden blev henrettet. Du har noget at 

se på. Jeg har kun håbet. Men det er et håb, som hviler på 

sikker grund. Gud gør ingen forskel på din fyrstelig 

gravhule, og så på den grav, somengang bliver min.  Den 

vil jeg også se på, som du ser på dit gravkammer.  Når Gud 

tilgiver vores synd så bliver han ikke stående halvvejs. 

Nej Gud kroner sin tilgivelse med opstandelsen fra de 

døde, lige så sikkert som påskedag efterfulgte langfredag. 

     Her langfredag må vi tænke på samme måde som 

forbryderen Barrabas og som den fornemme Josef fra 

Arimetea. Vi må være lige så lettede og lige så forundrede 

som Barrabas. At Jesus går i vores sted og vi går fri. Og 

vi må være lige så trygge som Josef, der kan sidde og se 

på sin grav, hvor døden blev besejret. 

     Den tro lever vi i. Derfor er langfredag måske ikke 

mere det chock som den var for Barrabas og Josef. Vi ser 

tilbage på langfredag i troen på opstandelsen påskemorgen. 

Vi kan så let glemme, hvor bange de dengang var for døden. 

Det var en dom og en straf, hvor Gud gjorde regnskabet op 

med den enkelte, og hvor mange, selv de fromme og 

fornemme, som havde gjort alt for at holde loven, de måtte 

alligevel være bange for Guds dom. Vi har ingen dom at se 

frem til. Vi kan se tilbage på langfredag, hvor dommen 

faldt, hvor Jesus gik i vores sted, så vi er frie. Jesus 

gik i vores sted gennem døden, for at besejre den, så vi 

kan gå i hans sted og opstå sammen med ham.  Langfredag 

betyder, at vi frit må gå ud i dagliglivet, og at det er 

en evig frihed, fordi det er det evige liv vi går ud i. 

Langfredag er ikke et chock for os, fordi ser på den dag 

gennem påskedags lys.  

    




Tryk her tilbage påskeinsp
Tryk her tilbage præd 2. tekstr
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email