Prædiken til aftensgudstjeneste i Tårnby Kirke d. 15. juni kl. 19.30.
 
DDS: 360 - 345 -- 335 - 722. 
 
Bøn: I Faderen og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
 
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
(læs Matt. 28,16-20!)
 

Evangelieteksten, som vi netop har hørt bliver sædvanligvis kaldt
missionsbefalingen eller dåbsbefalingen. Og denne tekst bliver læst
hver gang der holdes dåb i kirken. 
Og det kan jo godt sætte nogle tanker igang om, hvorfor vi
overhovedet holder dåb. Hvilken mening ligger der i dette, med at
hælde 3 små håndfulde vand i hovedet.
Ved dåben hører vi 3 navne for hver håndfuld vand. 
Faderen - Sønnen og Helligånden.
Med en samlet betegnelse kaldet treenigheden eller på latin Trinitatis.
Denne samlende betegnelse har også givet navn til den lange periode
af kirkeåret, som indledes på søndag – trinitatistiden.
I denne uge slutter kirkens festhalvår, halvåret fra advent til pinse, de
måneder hvor vi har forkyndt hvad Jesus, om jeg så må sige
udrettede.
På en måde kan man godt sige, at når vi hører dåbsbefalingen her på
tærsklen til den lange trinitatistid, er det ligesom for at samle alt det
op, som jul, påske og pinse står for, og betyder for os - nemlig at
Gud i julen blev menneske i Jesus for at tage kampen op mod alt det,
der skiller mennesker fra Gud - alt det, der tærer på livet, glæden og
kærligheden. Og at Gud vandt denne kamp påskemorgen, da han lod
Jesus opstå fra de døde - og at Gud ved Helligåndens komme til
verden pinsedag lod budskabet sprede sig, så vi altid - uanset hvilket
mørke, der så end sænker sig over os - kan tillade os at håbe på, at
der bag mørket skinner et lys, som før eller siden vil bryde mørket. 
Alt det samles ligesom sammen - og er den bagage vi får med os og
skal leve på, nu hvor vi har julen, påsken og pinsen bag os og går ind
i kirkeårets lange hverdagstid - trinitatistiden.
Spørgsmålet om hvordan treenigheden rent dogmatisk skal forstås,
har gennem hele kirkehistorien holdt teologer i arbejde og forårsaget
mange uenigheder og dybe splittelser.
Og det kan da også forekomme som et svært og utilgængeligt
spørgsmål - for hvordan kan vi i vor trosbekendelse som lyder hver
gang vi samles til Gudstjeneste og hver gang vi holder dåb - hvordan
kan vi dér bekende troen på Faderen og Sønnen og Helligånden? Det
er jo ikke sådan at vi tror på tre forskellige guder, der på skift afløser
hinanden.
Det fortælles om kirkefaderen Augustin, måske den kristne kirkes
største teolog gennem tiderne, som levede i det 4. årh., at han engang
gik en tur langs havet. Han gik og spekulerede over treenighedens
gåde. Da så han et barn, som havde lavet et hul i sandet, og som med
sin lille spand var ved at øse vand fra havet over i det lille hul. Hvad
laver du? spurgte Augustin drengen. Jeg vil bare øse havet over i min
sø! svarede han. Augustin lo højt: "Det kommer du aldrig godt fra!"
Da rettede barnet sig op og sagde: "Jeg gør akkurat det samme som
du: med vold og magt vil du med din lille forstand begribe Guds
hemmelighed!"
Når nu en af kirkehistoriens største teologer ikke kunne løse
treenighedens gåde, kan det vel ikke undre at vi stadigvæk i dag kan
have vanskeligt ved at forklare hvordan vi skal forstå bekendelsen til
den treenige Gud. Ingen af os kan nogen sinde blive færdige med at
fordybe sig i denne Guds hemmelighed, hvis afsløring ligger uden for
vort livs grænse. Alligevel vil jeg fortælle, hvordan jeg engang selv fik
forklaret det med den treenige Gud: 
Ethvert menneske har flere forskellige sider, der viser sig på
forskellige tider. Det samme menneske kan i forholdet til sine
forældre være barn, samtidig med at det selv er far eller mor i forhold
til sine egne børn. Tilmed kan det have en erhvervsmæssig
stillingsbetegnelser som f.eks. politibetjent eller cykelsmed. Den
person der både er far, søn og cykelsmed er dog en og samme
person, selvom han har flere måder at være til stede på overfor andre
mennesker afhængig af situationen.
På samme måde kan Gud være både Fader, Søn og Helligånd, og
alligevel være en og samme Gud - den ene treenige Gud!
Og i dåben får vi altså at vide, at det er den treenige Gud vi tilhører.
Og selvom jeg tror, at det at være et Guds barn er funderet i
skabelsen og at ethvert barn er et Guds barn - ja, så kan vi alligevel
glæde os over at det bliver sagt højt og tydeligt, når vi bliver døbt. 
Hvad der konkret sker ved selve dåbshandlingen kan ingen levende
mors sjæl beskrive, det er jo ikke sådan at dåben er en
forsikringspolice, der sikrer os et langt, lykkeligt og problemfrit liv.
Og sådan er der jo heller intet menneskeliv, der er.
Men dåben markerer, at vi hører hjemme i en større sammenhæng. 
I dåben sættes vi ind i det fællesskab af kristne, der har bestået siden
Jesu tid. Dåben er det synlige tegn vi mennesker har at holde os til,
som fortæller os at vi har del i fællesskabet med Gud.
Og ved begyndelsen af livet står for de allerfleste danskere netop den
kristne dåb.
I en del andre kirkesamfund vil man ikke døbe børn - begrundelsen
er, at små børn ikke kan tro og ikke bevidst kan tage stilling til en så
alvorlig sag. Man mener at dåben kræver personlig og ansvarlig
stillingtagen til Jesu budskab, som er alt for stort, strengt og
omfattende til at børn kan forstå det. Derfor ville det være blasfemisk
omgang med dåben at lade børn døbe - lyder konklusionen.
Andre vælger af pædagogiske årsager at overlade det til deres børn,
selv at tage stilling, når de f. eks. når konfirmationsalderen.
Barnedåben er endvidere blevet kritiseret for og degraderet til blot at
være et led i et socialt rollemønster, der skaffer folkekirken
skattebetalende medlemmer.
Alligevel fastholder vi spædbarnsdåben som det mest almindelige.
Fordi vi heri genfinder et billede på det fader-barn forhold, som Jesus
forkyndte. For ved dåben bærer vi det spædeste og mest hjælpeløse
vi har frem for Gud - som symbol på menneskets generelle forhold til
Gud. Som et billede på at i dét forhold er vi som afmægtige og
afhængige børn.
Heri er der ikke tale om nogen romantisering af børn - enhver der
kender børn lidt nøjere, véd også - at få steder går det så råt til - som
der, hvor børn er overladt til sig selv - men heri er der snarere en
pegen hen på børns selvfølgelige måde at være til på, deres
selvfølgelige måde at modtage på og deres naturlige afhængighed af at
modtage, uden at skulle give noget til gengæld.
Barnet hviler trygt i troen på og tilliden til, at deres forældre vil stå
inde for det liv, som barnet lever. Uden at tænke over det lever
barnet af sine forældres kærlighed.
Men vi lever i en tid, hvor trenden går på at enhver er sin egen lykkes
smed, og hvor det for en stor del af livet gælder om at klare sig selv.
Vi vil ikke være afhængige af andre – med frie og uafhængige. Frihed
er noget vi ønsker os inderligt - idealet med denne frihed - forestiller
vi os - er at vi får mulighed for at gøre lige hvad vi selv ønsker og vil.
Det kunne lyde som en pragtfuld tilstand - fuldstændig fri og
uafhængighed.
Det er vist noget som ligger dybt i os. Hvor mange af os har ikke hørt
små børn der siger KAN SELV og VIL SELV, som nogle af de
første ord der kommer over deres læber.
Og det fortsætter - som ung bliver der gjort oprør mod forældrene.
Man har travlt med at gøre sig fri af dem - og vil have frihed til at
gøre, som man selv vil.
Og som voksen er det nok ikke stort anderledes. Hverken i
arbejdsliv eller privatliv. Man vil ikke have nogen snærende bånd, der
begrænser friheden.
Men sandheden om friheden er, at den i sig selv ingenting er -
friheden er ikke andet end valgfriheden til at vælge - og når vi så har
valgt, så er vi bundet og forpligtet af de valg vi har taget.
Og er det ikke også netop dér - i bundethed, at glæden udfolder sig?
I glæden ved at binde sig til et andet menneske med varme følelser –
selvom vi måske må vove det ene øje.
For det er jo det vi gør, hver gang vi lukker et andet menneske ind i
vort hjerte. Men den der ikke vover dette risikerer at blive meget
ensom. Ligesom den ingen tager sig af og ingen lukker ind i sit hjerte.
Det kan godt være man så er i besiddelse af frihed - er fri og
uafhængig - det som vi i vores fantasi godt kan drømme om at være -
men frihed er ingenting i sig selv - det er et tomrum som venter på at
blive fyldt op med gaver og opgaver. Friheden kan man ikke leve sit
liv på, for den grænseløse frihed har ensomheden - og ja måske
endda ligegyldigheden som sin sikre følgesvend.
Mennesker kan ikke leve af frihed, men kun af at høre til. Vi lever af
omsorg og kærlighed - af at være forpligtet overfor andre og af at
forpligte andre på os selv.
På sin vis er der en nær sammenhæng mellem forholdet mennesker
imellem og forholdet mellem Gud og mennesker. 
I forholdet mellem Gud og mennesker er friheden også et tomrum,
der venter på at blive fyldt ud.
Så tæt hænger forholdet til medmennesket og forholdet til Gud
sammen.
Og dåben er indgangen til et fællesskab, der som alle andre
fællesskaber forpligter os, og fylder frihedens tomrum op.
Det er sådan med fællesskaber, sådan oplever vi det, at nogle er
indenfor og andre udenfor. Men der er det specielle ved det
fællesskab, som vi bliver en del af i dåben, at det ikke er et
fællesskab, der lukker nogen ude. 
Man kan sige det med et billede - sådan at det, at vi er døbt - det er
ikke et sted, hvor vi står sammen i et lukket fællesskab, der ikke har
med andre at gøre. 
Men det at være døbt, det er, at have en vej at gå - og den begynder
lige udenfor kirkedøren.
Det er ikke en strømlinet motorvej, der lynhurtigt vil føre os til målet.
Men det er en skovvej, med talrige småstier, der giver os meget at se
på og glædes over undervejs – og der er mange muligheder for at
lave afstikkere - men også for at fare vild af og til.
Men vi behøver ikke at frygte - vi er ikke alene, på den snørklede
livets vej - for over vores dåb, har Gud sagt: ”Og se jeg er med jer
alle dage indtil verdens ende.”
Vover vi at forlade os på denne vor dåbs nåde, og åbne os - og
binde os til de mennesker vi lever iblandt, da kan glæden og
livssaligheden måske også finde sin plads i os. 
Og se dét er hvad trinitatistiden står for - det er jul, påske og pinse
bundet sammen i en krans af sommerens allerdejligste blomster og
givet til os i dåbsgave. 
Amen.

Anne Mia Lykner.