BEGRAVELSESTALE 17.6.00.

Det kan ske, at noget, som er os ganske gammelkendt, pludselig kan få nyt
indhold for os; nogle ord, som vi har hørt utallige gange før, kan pludselig
nå vore ører som nye,- fordi vi lytter til dem ud fra en anden situation,
end vi er vant til. I dag skal vi høre nogle få vers fra
Johannes-evangeliets 14. kapitel. 

"I min fars hus er der mange boliger; og jeg går bort for at gøre en plads
rede for Jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer,
kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er."


Det er underligt, hvordan det kan lykkes for os i al vores almindelige
fortravlethed, at holde døden på afstand; måske har vi hørt ordene før, men
da var de ikke rigtig vedkommende,- "Det evige liv - ja - ja - den tid - den
sorg " sådan tænker vi - og det er måske i grunden ganske sundt - men én
ting er sikkert,- at den kommer - den tid og den sorg. 

Og ordene, om Jesus, der tager i forvejen for at berede en plads i
Himmeriget til os, får en anderledes klang, når de lyder ved en kiste; og vi
er samlet, fordi døden har berøvet os én af vore kære. " Den tid - den sorg"
det er netop nu! Vi kan ikke vige udenom længere; og vore sind tørster efter
ord, der kan række ind i vores sorg,- som kan lette os vort tab. Og
pludselig hører vi måske Jesu´ ord for alvor - for første gang,- " Jeg vil
gøre en plads rede til Jer i min fars hus,- i Paradiset." 

Med de ord åbnes der en sprække fra dødens verden og ind i smerten og
sorgen; den død, vi frygter og gruer for, er indgangsdøren til Guds rige!
Når alt synes at være afsked og tab for os, så er der alligevel en
fortsættelse på den anden side af døden; en fortsættelse, - ganske vist -
som vi ikke kan se, og ikke begribe,- men som er bygget på Jesu´ egne ord og
løfter. 

Når vi samles omkring en kiste for at tage afsked med en af vore kære, - og
når vi står overfor den opgave, det er, at komme til rette med tabet,- så er
der kun to steder, vi kan vende os hen for at finde trøst. Vi kan vende os
mod håbet,- mod Jesu´ løfter om, at vi har en fremtid på den anden side af
dødens grænse,- og vi kan vende os mod minderne; søge tilbage i den tid, der
nu er forbi. Vi kan finde trøst ved alt det, det menneske, som nu er dødt,
gav os til at bære vore liv med. Vi kan lade minderne varme og glæde. 

I, som kendte og holdt af NN, har mange minder at se tilbage på,- hun fik
ikke alene et langt liv, hun fik også et liv, hvor hun var frisk lige til
det sidste. Og hun nød at kunne følge med i familiens vækst og trivsel. For
ikke engang 14 dage siden nåede hun at være med til både et oldebarns dåb og
et diamantbryllup hos venner, på én og samme søndag. Og tidligere på året
fejrede hun sin 90 års fødselsdag med alle sine kære omkring sig.

Det er mærkeligt at kunne tale om et pludseligt dødsfald, når et menneske er
blevet så gammelt; men sådan var det med NN,- der var ingen forudgående
sygdom eller varsler om, at hendes tid var ved at rinde ud. 

Når I mindes NN, tror jeg, først og fremmest det vil være som den
omsorgsfulde mor, svigermor, bedstemor, og oldemor,- som familiens naturlige
midtpunkt. Hun brugte sit liv på, at jeres liv skulle blive gode og trygge.
Og sine pligter som husmor havde hun svært ved at give slip på. I fortalte,
hvordan hun helst skulle i kirke til den tidlige Gudstjeneste kl. 9.00, for
ellers kunne hun jo ikke nå, at få lavet middagsmad til kl. 12. - og sådan
havde det altid været,- og sådan skulle det blive ved med at være. Hun havde
livet igennem alt nok at gøre, med de opgaver, der var lagt i hænderne på
hende med en stor børneflok og hus og hjem at passe. 

Vi kom til at snakke om den vældige udvikling, som er sket gennem de sidste
90 år. I kunne huske, hvordan der var knaphed på næsten alt i tiden lige
efter krigen,- og hvor alle ressourcer måtte udnyttes. Hvordan NN syede tøj
til Jer og syede om, og lagde ind og lagde ud. Hvordan hun altid havde
hænderne fulde,- hvis ikke i køkkenet så med et håndarbejde. Der har været
en rivende udvikling igennem NNs levetid,- måske især for kvinderne; og så
er der alligevel det, der slår bro over alle generationskløfter,-
kærligheden til familien, omsorgen, bekymringerne; erfaringer med både livet
og døden; alt dette, der hører ethvert menneskeliv til,- uanset hvor
tekniske og elektroniske, vi så bliver. Og fordi NN var både klog og
nærværende og varm, havde I i hende en uvurderlig kilde at øse af. 

Når hendes plads nu står tom,- må I vende Jer både mod de mange gode minder,
I har om hende, og I må vende Jer mod det håb og den trøst, der er I Vor
Herres løfte om, at Han er draget i forvejen for at gøre en plads rede for
os i Guds rige. Afskeden med vore kære er kun midlertidig. Bag dødens grænse
venter Kristus på os for at favne os i sin kærlighed. 

Med troen på det løfte og med mange gode minder om et langt liv levet i
nærvær og kærlighed, overgiver vi nu NN i den levende Guds hænder.

Guds fred være med dig NNGuds fred være med alle dine kære, og Guds fred
være med os alle.

 

AMEN.