Trinitatis søndag i Solrød og Solrød Strandkirke 2000

 

Epistellæsning: Ef. 1,3-14

Evangelium: Math. 28, 16-20

Salmer: 368, 366, 255 - TS 843, (432),(402-TS856) og 11.

 

Prædiken:

 

Med trinitatis er vi nået halvvejs!

 

Som regel er det opløftende at vide, at man er

halvvejs med en stor og uoverskuelig opgave.

 

Det kan - som i disse uger, hvor studenterne er sprunget ud

- være opløftende, når man er over de skriftlige prøver, 

for så er man da nået halvvejs med sin eksamen!

Eller når man har taget 3 ud af 5 mundtlige prøver, da er

man igen halvvejs med dem - og er man nået så langt, 

skal det nok lykkes med de sidste også!

Eller når man i ferien eller en friweekend er nået halvvejs

med at tapetsere eller male sommerhuset.

Eller hvis man hører til dem, der kaster sig ud i det; 

Halvvejs i en hel marathon er man som regel ovre den

største del af denne selvpålagte udfordring.

 

Og sådan kunne jeg blive ved.

 

Men der findes jo også en anden side af det med at være

halvvejs.

For er det ikke kun i længslen efter at nå frem til målet, 

at det er tillokkende at være halvt eller trekvart færdig.

Hvis man som jeg i den forløbne uge har rundet de 40, 

er det naturligvis dejligt, hvis man har nået de mål, 

som hører alderen til:

Hvis man har formået at holde fast på sin kone, har fået de

børn, som man har ønsket sig, og måske oven i købet også

haft succes med opdragelsen til nogenlunde ordentlige

mennesker, da er det naturligvis både halvt og helt mål, 

man kan glæde sig over.

 

Men samtidig er der jo også den anden side:

Den, som ens venner minder én om med det lille slagord:

“Fyrre, fed og færdig!”

Eller de, der mere eller mindre diskret - og helt uopfordret i

øvrigt - begynder at tale at tale om fyrreårskrise, om kost og

motion for slet ikke at nævne anvisninger på mere eller

mindre autoriserede naturprodukter, som man med fordel

kan tage for at tage toppen af de mest fremskredne

alderssymtoner. 

Så er det ikke længere sjovt, at være halvvejs....

 

Men det må man jo nok bare jo lære at leve med......

For som bekendt er det ikke en af de ting, der går over med

alderen - tværtimod!

Nåh, men hvorfor overhoevdet blande en begyndende

midtvejskrise ind i prædikenen til i dag?

 

Fordi det i dag er trinitatis søndag - og med trinitatis søndag

er vi netop nået halvvejs i kirkeåret.

Og med trinitatis skifter kirkeåret for alvor karakter 

- også på en måde, som godt kan minde om den forandring,

som en midtvejskrise evt. kunne give anledning til.

Sagen er jo den, at ligesom de første 40 år af et menneskes

liv så at sige rummer alle de afgørende begivenheder og

forandringer, sådan er også den første del af kirkeåret

kendetegnet af drama og forandring.

Man kalder den første del for “den festrige del” 

dvs. den del, hvor vi finder alle de kirkelige højtider.

 

Advent og jul samler sig om Jesus fødsel.

Helligtrekongerstiden om hans opvækst, fastetiden om hans

dåb og fremtræden som forkynder.

Med påsken møder vi den dramatiske beretning om Jesu

opgør med farisæerne, deres beslutning om at slå ham ihjel,

Judas forræderi, fængslingen, forhøret, torturen og til sidst

korsfæstelse og gravlæggelse.

Efter det følger beretningerne om den tomme grav og

hvordan disciplene derefter oplever en rækker møder og en

form for nærvær med den nu opstandne Jesus.

Kristi Himmelfartsdag afslutter dette første nærvær, som

med pinsen afløses af et nyt fællesskab i Helligånden.

Der sker altså virkeligt noget gennem alle søndagene og de

helligdage, som markerer denne festrige del af kirkeåret.

Man kan egentligt godt sige, at alle de afgørende

begivenheder dermed har fundet sted.

Ligesom i tiden forud for midten af et menneskes liv;

fødsel, opvækst, jagten efter en ny identitet, brudet med

hjemmet, uddannelse og job, parforhold og børn og

undervejs opbygningen af tilværelsens materielle

holdeholdepunkter.

 

Og hvad så, når man er nået halvvejs?

Ja, hvad angår midtvejskrisen kan jeg naturligvis ikke

levere noget svar - al den stund jeg naturligvis ikke selv har

fundet det.

Hvad angår trinitatis søndag, så giver dagens evangelium

det svar, som ligger i Jesusidste ord til disciplene Kristi

Himmelfartsdag.

 

For det første konstateres det uden forlegenhed, at der

blandt de elleve disciple, der så at sige havde taget del i en

stor del af Jesu liv, stadig var nogen, der tvivlede.

Selvom de havde været tæt på og havde oplevet liv og ikke

mindst død på tætteste hold, og selvom nogen af den endog

havde oplevet det nærvær, som beskrives som Jesu

tilsynekomst for disciplene efter døden - så var der nogen af

dem, der tvivlede.

 

Dernæst siger Jesu to ting, som hænger nøje sammen:

For det første udtaler han uden blusel, at han har fået givet

al magt i himlen og på jorden - og det er jo ikke så lidt.

Og som følge af denne magtoverdragelse giver han

disciplene befaling om at gøre alle folkeslag til hans

disciple ved at døbe dem i den treenige Guds navn, og ved

at lære de døbte at holde alt det, han har befalet dem.

Endelig sluttes denne afskedssalut af med et løfte om at

være hos dem - alle dage indtil verdens ende.

 

Det er noget af en mundfuld, vi står overfor her.

Derfor kan det heller ikke udfoldes på en enkelt dag.

Det tager tid, at fordybe sig i betydningen af det, som vi

bliver præsenteret for.

Netop derfor er denne beretning lagt på trinitatis søndag.

Midt i kirkeåret - efter den første begivenhedsrige del med

alle højtiderne - og den sidste afsluttende del, trinitatistiden

uden de mange kirkelige højtider og fester.

For det, vi nu skal til, det er ganske enkelt at holde Jesu liv

sammen med hans ord.

 

I den første del af kirkeåret er vægten lagt på begivenheder

og handlinger, men i den andel del, der omfatter hele

sommeren, er vægten lagt på Jesu forkyndelse.

De to ting kan ikke stå alene - og må ikke adskilles.

For Jesu liv, død og opstandelse er baggrunden for at hans

ord har den betydning, at vi næsten 2000 år efter hans død

stadig kan bruge tid på dem .

Det er hans liv, der er baggrunden for at Gud også gav hans

ord ret, da han oprejste han fra døden.

Ikke blot talte Jesus om det rette tillidsforhold til Gud, men

han levede det selv - helt hen i og gennem døden fastholdt

Jesus troen og tilliden til Gud, og derfor har Gud nu givet

ham magten i himlen og på jorden.

Fra nu af er det Jesus, vi stilles til regnskab for med vort liv.

 

Og derfor bliver det pludseligt vigtigt, at holde erindringen

om både hans ord og hans liv i live.

Hvis ingen havde gjort det, ville vi ikke kende Gud i dag -

ikke på den måde, som Jesus satte sit liv ind på at forkynde.

Denne erindring holdes dels i live ved at døbe mennesker

ind i livssfællsskabet med Gud, og dels ved at fortælle og

undervise alle døbte om Ham, som vi nu er stillet overfor.

Hvis ikke vi gør det, vil ingen kunne vide, at kærlighedens

magt er en anden end den, vi normalt forbinder med magt.

Ingen vil kunne vide, at vi ikke behøver at frygte Gud, men

i tro og tillid kan tage imod det, som han skænker os:

Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv.

 

Måske vi kunne sige det på denne måde:

Med Jesu liv er Guds mål med os nået!

Med Jesu liv, forkyndelse, død og opstandelse er alt gjort

for os og mellem Gud og os.

Sandheden om os ligger nu og altid gemt i hans liv, hans

ord og hans død og opstandelse.

Men hvis ikke vi til stadighed bliver mindet om og

fastholder i dette, er vi alligevel kun nået halvvejs til målet,

som Gud har sat med os og vore børn.

 

Så derfor må fortsættelse nødvendigvis også blive, at vi

ikke blot lader Jesus liv være en fjern fortidig række

begivenheder, som ikke betyder andet end en række

kærkomne anledninger til at holde fri og fest.

Nej, betydningen af disse begivenheder må tilstadighed

sammenholdes med hans ord og hans forkyndelse, sådan

som vi gøre det, når vi hører evangeliet forkyndt for os -

sødag efter søndag, hele kalender-  og kirkeåret igennem.

 

Med andre ord: Trinitatis lægger op til fordybelse.

Væk med den overfladiske flagren rundt for at nå så meget

som muligt af det hele.

Ned i dybderne, hvor meningen og livets kerne ligger gemt.

 

Og så har jeg måske alligevel også svaret på spørgsmålet

om, hvad midtvejskrisen kan være anledning til.

For mon ikke det er det samme, man må gøre, når man når

midtvejs i sit eget liv, når man opdager at alle vigtige

beslutninger er taget, alt det allerede afgørende er sket, 

Når man opdager, at man ikke længere kan ændre så meget,

at det virkeligt forandrer noget 

- at man da fordyber sig i det, som allerede er givet; 

blive ved med at elske sin kone, ikke blot som den, hun er,

men også som den, hun er ved at blive, acceptere og prøve

at elske sine børn, også når de ikke længere følger den

opdragelse, man troede man havde givet dem, holde fast

ved de muligheder, der allerede ligger i sit arbejde eller sin

profession i stedet for hele tiden at stræbe videre efter at

realisere de mål og muligheder, som ligger udenfor end

rækkevidde?

 

Trinitatis som en midtvejskrise?

En anledning til at stoppe op fordybe sig i alt det, 

som man allerede er givet? 

Af Gud i sit liv og af Gud i Kristus og kirkens fællesskab?

 

Svaret på dette spørgsmål gives nok kun på en måde: 

Ved at prøve!

 

Amen.