3. s. e. påske, 2. tekstrække. Sct. Clemens kl. 10
Acta 4,7-12; Joh. 14,1-11
Salmer 674 - 858 - 272 / 338 - 279 v6 - 15


Dette hellige evangelium til 3. søndag efter påske står skrevet hos
evangelisten Johannes..................

Jesus sagde: Jeres hjerte må ikke forhærdes! Tro på Gud og tro på mig! I
min Faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt,
at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået
bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer
til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen,
derhen kender I vejen.
Thomas sagde til ham: Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan
vi så kende vejen?
Jesus sagde til ham: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer
til faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og
fra nu af kender I ham og har set ham.
Filip sagde til ham: Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.
Jesus sagde til ham: Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig
ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så
sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i
mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen,
som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og
Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selv gerningerne.
Amen.

Vi er i tiden efter påske - det vil sige de disciple, som vi lige har
hørt om, de er i tiden lige før påske, lige før korsfæstelse og død og
opstandelse.

Men under alle omstændigheder er det påsken og dens livsomvæltende
betydning, der er på spil i dag - liv og død - hvordan og hvorledes -
alt det, som vi kan spekulere over, men som vi har svært ved at sætte
ord på.

Fordi vores små ord er netop for små til så store spørgsmål og svar - og
vi kommer alt for ofte dermed til at gøre livet og døden små, når vi
begynder.

Dog, noget kan vi - vi kan læne os op af vores salmedigtere, for de
formår det, som kan være så svært.
_____________

I salmen vi begyndte med at synge i dag - Gak ud min sjæl, betragt med
flid, der sang vi i det sidste vers:

Og, Fader, når du ejegod
oprykker blomsten med sin rod
for bedre den at gemme,
o, plant mig da, og giv mig læ
ved livets væld, at livets træ
i Paradis derhjemme.

Vi sang altså om Paradiset,- om det fantastiske sted, som vi kan have et
billede af inde i vores hoved, Guds sted, der hvor alting er såre godt,-
det sted, som vi går til - engang - som vi sang det.
____________________

I salmen, som vi lige har sunget, sang vi faktisk noget lignende i det
andet vers:

Så kan jeg til bønnen frimodigt gå frem,
og dagligen ile
som flyvende pile
til Himmelen hjem!

Her er det ikke Paradiset, men Himmelen, der tales om - men det er det
samme billede, det tegner for os - Guds sted, der hvor der er godt at
være.

Ja, ikke bare godt - i begge salmer kaldes det hjemligt - at komme til
Gud er at komme hjem.

For Jesus er jo gået forud, og har gjort plads for os i sin Faders hus -
hvor der er mange boliger, som det lød før i evangeliet fra Johannes.
__________________________

I min Faders hus er der mange boliger - dette blev sagt dengang til
disciplene, der ligesom os kan blive tvivlende om, hvordan tingene nu
hænger sammen -

men ..... hos Gud har vi hjemme - i Paradiset - i Himmelen - der er
gjort en plads rede til os,- der er sat stol frem - som Grundtvig så
ligefremt skriver det med et også hjemligt udtryk i en af sine salmer:

Lad mig vide hvor godt der er i himmerig -

og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale.
__________________________

Så dagens evangelium, om de mange boliger, hvor der er gjort plads klar
til disciplene og til os, der er sat stol frem,- det synger vi om mange
steder. Også i dag.

Og de ord er gode - de kalder billeder frem, gør det levende for os - de
mange boliger, der venter på os et sted - Guds sted - Paradiset -
himmelen. Engang. Ikke lige nu.

For det er i virkeligheden umuligt at længes efter Paradiset, når man
står midt i det danske forår - som en skribent skrev i Amtsavisen
forleden.

Og jeg tror han har ret. Det er umuligt at længes efter Paradiset når
alt grønnes og springer ud omkring os,-

for da er det som om vi lige nu og her får en forsmag på Paradiset selv
- sol - måske regn - i hvert fald frodighed og farver omkring os.

Så det med Paradiset - Guds himmel - det haster såmænd ikke. Inden da er
der da heldigvis også et liv at leve, der er en vej at gå.

At vi så på den vej har en at følge efter og følges med, en der til den
tid vil tage os til sin Fader, hvor der er gjort plads klar,- det kan vi
kun glædes over - som vi også må glædes over vejen, mens vi går den.

Tvivlende som Thomas er vi måske mens vi går - fornægtende som Peter,-
begge dele på een gang eller på hvert sit tidspunkt, og mange andre både
positive og negative holdninger og egenskaber er der i os,-

alt imens vi forsøger at finde vej gennem livet - suser afsted på
motorveje mens vi ikke sanser, hvad der sker omkring os,

eller trisser afsted på småstier, alt imens vi oplever og sanser de nære
ting, blomster, mennesker og hvad vi ellers møder på vores vej.

Der er heldigvis et liv at leve, der er en vej at gå.
_______________________________

Det med at forsøge at finde vej i livet, det skal vi lige vende tilbage
til, for det er også et af evangeliets temaer.

Vi kender vel allesammen til at sidde i bilen med kortet fremme - og
alligevel kan vi ikke rigtig finde ud af, hvad vej vi skal køre - vi
tager en beslutning, men så kommer tvivlen alligevel, var det nu det
rette.

Men i den situation ved vi dog, at der er en vej tilbage, nemlig den
vej, hvorfra vi kom.

På samme måde kan vi komme i tvivl, i hverdagens mange små valg,- hvad
skal vi gøre og gør vi nu det rette?

Men også her er konsekvenserne til at overskue, og der er om ikke en vej
tilbage, så alligevel en udvej. Større er problemerne heller ikke.

Helt anderledes er det, når vi kommer til livets store spørgsmål -
hvilke værdier vi vælger at leve vores liv på,- hvordan forholdet er til
de mennesker, vi lever sammen med og forholdet til Gud.

Hvilken vej frem vi da vælger,- det får betydning for både vores egen
fremtid og for andre menneskers.

Og ofte følger tvivlen efter. Var det nu den rette vej, der blev valgt?
Eller burde der have været valgt anderledes?
_________________________

Hvordan kan vi kende vejen? sådan spørger Thomas i evangeliet, som vi
hørte lige før. Det spørgsmål kender vi vist godt alle sammen. Hvordan
kan vi kende vejen? Hvilken vej skal vi gå i vores liv?

JEG er vejen, sandheden og livet - svarede Jesus på Thomas spørgsmål og
på vores.

Det er i grunden et mærkeligt svar, et åbent svar. JEG  er vejen, sagde
Jesus. Er det overhovedet et svar vi kan bruge til noget?

Ja, det er det, for selvom det ikke fortæller os hvad vi skal gøre,
hvordan vi skal vælge, hvilken vej vi skal tage,- så peger de ord
alligevel i en retning.

For vejen - det er den vej, som Jesus selv er gået - kærlighedens vej.

Det er vejen til Gud - og det er også vejen til livet med vore
medmennesker, for at leve vores liv er jo netop ikke bare et spørgsmål
om at have et mål et sted i det fjerne, men handler om det liv, vi lever
med hinanden lige nu og her.

Jeg er vejen - siger Jesus. Den vej er kærlighedens vej. Og hvis vi
leder efter en vejviser, når vi står overfor de store og svære valg i
vores liv - da er det vejviseren,- den vej Jesus viser os - kærlighedens
vej.

Vi får ikke at vide, hvad vi skal gøre, hvad vi skal vælge. Vi vil
stadig vælge forkert,- komme til at gøre mere skade end gavn, for vel
har vi en vejviser, men det er os selv, der træffer valgene, og de
bliver derefter.

Alligevel må vi igen og igen lade os sige hvad der skal være vejen i
vores liv - at Jesus er vejen, sandheden og livet - og den vej han er og
viser os er kærlighedens vej.

Derfor kommer vi i kirke. For at høre - for at bede og synge. Men vi går
i virkeligheden i kirke for at blive sendt ud. Lige udenfor begynder
vejen, vi skal gå. Eller fortsætte med at gå, for vi er jo allerede på
vej.

Vi skal gå med ansvar - det vil sige med modet til at handle også selvom
vi ved, at vi vil komme til at handle forkert og være skyldige overfor
Gud og hinanden-

vi skal gå med ansvar - og vi skal gå med kærlighed - det vil sige med
ønsket om IKKE at blive skyldig - for da er vi godt på vej til at gøre
det bedst mulige med det, vi er. Og bedre bliver det jo aldrig.

Og, som Jesus sagde - jeg er vejen, sandheden og livet - og I min Faders
hus er der mange boliger - ja, gudskelov for det.

Så kan vi trygt gå vejen i tillid til Guds kærlighed - og selv ved vejs
ende er der noget at glæde sig til.

Amen.