<H5>skærtorsdag</H5> Hvis du har kommentarer så skriv hertil


               Evangelisten Johannes har ikke fortællingen fra 

skærtorsdag, hvor Jesus uddeler brød og vin og giver sig 

selv til sine venner. Men Johannes fortæller akkurat det 

samme, når han siger, at Jesus knælede ned og vaskede 

fødderne på sine venner. Dengang var det meget 

nedværdigende at vaske gæsternes fødder.  Det kunne man 

kun sætte slaver til. Ja, man kunne ikke engang sætte 

jødiske slaver til det. Det var hedenske slaver, der var 

så lavtstående, at man måtte sætte dem til det foragtede 

job. Jøderne regnede ikke de vantro hedninge for noget, og 

ingen var lavere end den hedenske slave. Jesus gør sig så 

ringe. 

     Paulus skriver i Filipperbrevet om Jesus: han, som 

havde Guds skikkelse, gav afkald på det, tog en tjeners 

skikkelse på og blev mennesker lig. Han ydmygede sig og 

blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. 

     Jesus tog en skikkelse af og tog en anden skikkelse 

på. Det hører vi også i dag, at Jesus lægger sin kjortel 

og tager et klæde og binder det om sig.  Et andet sted i 

Johannes evangeliet siger Jesus det direkte: Derfor elsker 

Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det 

tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til 

af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har 

magt til at få det tilbage. Og det har min Far påbudt mig 

at gøre. 

     Jesus ydmyger sig, ja, han ydmyger sig indtil døden 

på et kors. Jeg sagde, at hedenske slaver var de ringeste, 

der fandtes i Israel dengang, men det er egentlig forkert. 

Der var nogle, som var endnu mere lavtstående.  Det var 

forbrydere, som blev korsfæstet. Man regnede dem som 

udstødt af Guds folk. De var ikke længere jøder. Det sker 

sjældent i familier, at en far udstøder en forbandelse 

over sin søn og siger: Jeg vil aldrig se dig mere for mine 

øjne. Sådan forbandede jødefolket forbrydere, som var dømt 

til korsfæstelse. 

     Hvorfor gjorde Jesus sig så ringe som en hedensk 

slave, som en korsfæstet forbryder. Han kunne let have 

ladet være. Det var jo helt frivilligt, at han bøjede sig 

ned og vaskede sine venners fødder. Og han kunne også let 

have gjort en lille indrømmelse over for jøderne eller 

blevet væk fra Jerusalem, og de ville ikke have korsfæstet 

ham. 

     Skærtorsdag forklarer Jesus, hvorfor han gjorde det. 

Han gjorde det af kærlighed. Han gjorde det for at løfte 

os op. Når man vil vise et lille barn kærlighed, så løfter 

man barnet op i sine arme. Og for at kunne det, må man 

først bøje sig ned og omfavne barnet. 

     Men hvorfor måtte Jesus bøje sig så langt ned, som en 

hedensk slave, som en korsfæstet. Det er fordi vi er 

dernede. Vi er syndere.  Vi kan have ondt af Jesus 

skærtorsdag og langfredag. Det er forfærdeligt og 

uhyggeligt det som sker. Men vi skal også have ondt af os 

selv. Det var fordi vi mennesker var kommet så langt fra 

Gud. Jesus måtte gå helt ud, hvor vi var, for at omfavne 

os og løfter os op til Himmeriget. 

     Det kalder protest frem i os, når vi hører om synden. 

Så slemt står det vel ikke til med os mennesker, at vi 

ligner hedenske slaver eller forbrydere, som har gjort sig 

skyldige til den værste straf, henrettelse. Den har vi i 

øvrigt afskaffet I Danmark, fordi vi mener, at ingen 

mennesker fortjener så stor en straf, at de skal slås 

ihjel. 

     Peter protesterede også. Engang da Jesus forudsagde, 

at menneskesønnen skulle gå til Jerusalem og lide meget 

ondt og korsfæstes og på den tredje dag skulle han opstå. 

Da protesterede Peter og sagde: Nej, sådan må det ikke gå 

dig,Jesus. Og i fortællingen i dag siger Peter: Aldrig i 

evighed skal du vaske mine fødder. Det var af kærlighed 

til Jesus, at Peter protesterede, men det var vel også 

fordi Peter ikke kunne se nogen grund til, at Jesus skulle 

bøje sig så dybt, at Jesus skulle ydmyge sig så meget. 

     Måske kom Peter senere i tanke om den første gang, 

hvor han så Jesus, og hvor Jesus gjorde et stort under, så 

Peter kastede sig ned foran Jesus og sagde: Gå bort fra 

mig, Herre, for jeg er en syndig mand. Jesus går ikke bort 

fra os, fordi vi er syndere. Nej, han kaster sig ned til 

os. 

     Men så store syndere er vi vel ikke, vi som kommer i 

kirke og tror på Jesus. Vi, som er døbte, er vi ikke 

blevet renset for synden. Jo, men vi går stadig i verden, 

og når man går i en støvet verden, så klæber der støv til 

fødderne. Derfor må Jesus vaske os. Han siger: Den, der er 

badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men 

er ren over det hele. Dåben har gjort at vi er rene over 

det hele, men støvet og snavset fra verden får vi på os 

hver dag, derfor skal vi have vasket fødderne. Det sker 

ved altergangen.  Jesus siger jo i indstiftelsesordene, at 

nadveren sker til syndernes forladelse, til tilgivelse. 

Den har vi stadig brug for. Her i verden sker det jo så 

let, at vi træder forkert og får støv og snavs på os. 

     Når vi fejrer nadver, får vi tilgivelse. Men samtidig 

sker der også noget med os. Vi stilles lige. Der er ingen 

over. Der er ingen under. Jesus er den som knæler ned 

foran os. Men vi knæler også. Jesus er vores bror og vi er 

hiandens søstre og brødre. Der er ingen andre steder, hvor 

vi i den grad er mennesker sammen, hvor vi ser bort fra 

alle udenomsværkerne ved den som er lige ved siden af os. 

Når vi sidder ved et almindeligt festbord, så tænker vi 

alligevel på, hvad den anden siger og hvordan han opfører 

sig. Måske tænker vi også på, hvilket arbejde den anden 

har og hvor meget han ejer, så vi lytter mere til den rige 

end til den arbejdsløse. Men alt det falder væk ved en 

altergang. Vi knæler alle. Vi knæler ved siden af 

hinanden. 

     Jesus får os til det. I dag slutter han med ordene: 

Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, 

ligesom jeg har gjort mod jer.  Vores danske samfund er 

endda så kristent, at nadverens fællesskab præger os. Vi 

kan se det, hvis vi sammenligner med andre lande, som er 

præget af andre religioner, f.eks. Indien. Jeg så en film 

om Gandi. Han ville ændre normerne blandt indere, så han 

oprettede et fællesskab, hvor der ikke skulle være forskel 

mellem mennesker. Ellers er Indien delt op i kaster, 

højststående mennesker og lavtstående. Og der var en scene 

i filmen, hvor Gandi siger til sin kone, at hun skal gå ud 

og tømme latrinspandene. Men hun protesterer og siger: Det 

sømmer sig ikke for min kaste. Hun tilhørte nemlig de 

højtstående og de kunne ikke påtage sig så foragtet 

arbejde, at tømme latrinspande. Så blev Gandi vred og han, 

som ellers elskede sin kone højt, sagde, at hun måtte 

forlade lejren. I en dansk spejderlejr, hvor børn af alle 

slags forældre er samlet, der er der ingen af børnene som 

protesterer, når de skal rense gryderne eller gå hen med 

affaldsspanden. Det lyder som en lille ting, men det er 

fordi vi er kristne.  Selv de, der læser på de højeste 

universiteter, tager som den naturligste ting af verden 

feriejob på fabrikker. Ja, vi tænker slet ikke, at det er 

lavtstående, at være fabriksarbejder, som jo nogle gange 

har et mere sikkert job end højtuddannede. 

     Et af de få steder, hvor vi måske kan se, at vores 

land ikke er helt kristent, det er den måde vi tager imod 

flygtninge og fremmede fra andre lande. Og her tænker jeg 

ikke på den økonomiske hjælp vi giver. Men derimod på 

vores syn på de fremmede. Jeg talte om jødernes syn på 

slaver og det kan være vi tænkte, at sådan er det 

heldigvis ikke hos os. Men jeg er bange for, at vi i lige 

så høj grad foragter flygtningen med den mørke hudfarve, 

som går på gaden i vores by. Hvad er han værd. Han har 

intet arbejde. Han bestiller ingenting og kan ikke engang 

tale ordentlig dansk. 

     Hvad ville vi sige til, hvis vi blev sat til at vaske 

fødderne på en flygtning. 

     Der var engang, hvor Jesus var gæst hos en rig mand, 

og så kom der en synderinde ind fra gaden. Hun græd, og 

hun lod sine tårer falde på Jesu fødder og hun tørrede dem 

med sit hår og hun kyssede dem. Og jesus sagde: Hendes 

mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Og 

Han sagde til hende: dine synder er tilgivet. 

     Kvinden græd af kærlighed til Jesus. Når Jesus vasker 

disciplenes fødder er det af kærlighed og for at få samme 

kærlighed frem i os. 

 

ny prædiken 

 

     Hvis vi skulle forestille os, hvordan en hellig mand 

er, så tænker vi nok på en, som er rolig og ved alting og 

som sidder stille, mens de andre gør alt arbejdet for ham. 

En hellig mand er over almindelige mennesker og vil ikke 

nedlade sig til praktisk arbejde. Hvis Jesus var en hellig 

mand, skulle han ikke lade de andre bøje sig for ham, så 

de kunne vise, hvor meget de så op til ham, at de ærede 

ham og elskede ham. 

     Men det sker ikke. Jesus er ikke en hellig mand i den 

forstand, at han sidder urokkeligt, mens de andre skal 

gøre en hel masse for at tilbede ham.  Nej, det er Jesus 

som viser sine følelser og sin tro på dem. Han bøjer sig 

for dem. Han viser det i praksis. Og han vælger det 

ringeste og mest foragtede arbejde. Han kunne have valgt 

at være kokken, som stod med fin kokkehue og lavede maden. 

Men Jesus vælger slavens arbejde. Dengang sad man ikke 

tilbords, de lå. De lå alle med benene væk fra bordet, og 

den slave som skulle vaske fødder, måtte knæle ned ved 

fodenden.  Jesus gør sig til den slave.  Han tager sit 

fine tøj af, sin kjortel. Han tager et simpelt stykke 

klæde på, vi ville måske sige en kittel.  Og han tørrer 

endda deres fødder i det tøj han har på.  Han er ikke den 

fine og hellige mand, som de skal ære og se op til og gøre 

alt for.  Det viser Jesus med det billede, som han bruger. 

     Det er et gammelt ord som hedder ære. Men det er ikke 

kun i gamle dage, at mennesker gerne ville æres. Vi bruger 

bare andre ord for det samme. Vi kalder det f.eks. at 

blive berømt.  Der er mange, som drømmer om at blive 

berømt.  Det kunne være dejligt at blive en fodboldspiller 

som alle så op til, eller en popsanger, som tjener mange 

penge. Det kunnne være godt at få et højt job, så man kan 

dirigere med andre og ikke selv skal gøre noget.  Det er 

også tit sådan i en gruppe af mennesker, hvor det end er, 

på arbejdspladsen, i sportsklubben, at der er én person, 

som siger meget og som de andre lytter til. Han bliver 

regnet for den klogest, den som bestemmer.  Han bliver 

æret. 

     Jesus viser, at han vil æres på særlig måde. Vi skal 

ikke se op til ham, som en vi frygter, nej, vi må snarere 

have venskabelig følelser over for ham, eller endnu mere, 

vi må undre os over, at Jesus elsker os så meget at han 

vil gøre alt for os. 

     Der var jo al mulig grund til at vi skulle se op til 

Jesus. Han er en hellig mand.  Han kender de usynlige 

ting. Han kender Guds beslutninger.  Han ved, at han er 

kommet fra Gud og nu er tidspunktet kommet hvor han skal 

forlade jorden igen. Jesus kan også gennemskue disciplene. 

Han ved, at Judas vil forråde ham. Og han ved hvordan de 

andre er.  De er en gruppe ganske almindelige mennesker, 

og når han har forladt dem, så vil én af dem selvfølgelig 

prøver at blive lederen, der bestemmer over de andre. Det 

bliver Jesus nødt til at forhindre. Han giver dem et 

forbillede. Jesus er en hellig mand, fordi han forudser, 

hvad der vil ske, og tænker på sine og hjælper dem, for at 

de ikke skal komme ud i noget forkert. 

     Det er et mærkelig forbillede, som JEsus giver, for 

vi skal ikke se op til ham. Jesus er et forbillede, idet 

han gør noget for os, bøjer sig ned og opgiver sin 

lederstilling, sin ære. Det er et billede, som Jesus 

bruger, hvor han både vil fortælle, hvordan han selv er, 

og hvordan vi skal være. 

     Jesus er altså ikke en hellig mand, som vi skal 

frygte og se op til.  Nej, han er som en ven, der elsker 

os. Der er venner, som man ikke kan være helt sikker på. 

De kan en dag pludselig blive sure og vende os ryggen. Men 

Jesus fortæller med sit billede, at vi altid kan være 

sikre på ham. Han vil gøre alt for os.  Han viser det i 

praksis. 

     Når der er venskaber, som går i stykker, så er det 

som regel fordi den ene bliver såret på sin stolthed og 

tænker om den anden: når han kan gøre det mod mig, vil jeg 

ikke være hans ven mere. Men hos Jesus kan vi se, at han 

ikke har en stolthed eller en ære, som han vil beskytte. 

Han bliver ikke såret, så han bryder venskabet med os. 

Selv om han vidste om disciplene, at de fleste af dem 

ville forlade ham, og en ville fornægte ham og en anden 

ville forråde ham, så viser jesus på forhånd med det 

billede han giver, at han aldrig vil bryde venskabet med 

os, hvor forkerte vi end er. 

     Når Jesus bøjer sig ned og vasker disciplenes fødder 

og gør sig til en slave og tager al sin ære af og tager 

tjenertøj på, så er det jo for at vise, at han ikke har 

nogen interesser som han vil beskytte. Hans forhold til os 

hviler alene på, at han holder af os. Og han bliver ved 

med det. 

     I prædikestykket i dag står der om disciplene, at 

Jesus havde elsket sine egne her i verden, og han elskede 

dem til det sidste. Gang på gang i fortællinger om Jesus 

hører vi, at han bar over med dem. Tit var det dumme 

spørgsmål de kom med, som viste at de slet ikke havde hørt 

efter og at de ikke forstod ret meget af, hvad han havde 

sagt.  Nogle gange de helt forkert på den, f.eks. da de 

ville jage børnene væk fra Jesus. Men  Jesus elskede dem, 

og han viste det ved at beholde dem hos sig. Han kunne jo 

have sagt: Det her går ikke.  Jeg må have nogle andre 

disciple.  Mit budskab fra Gud er for vigtigt til at det 

kan overlades i jeres hænder, når jeres tro og forstand er 

så ringe. Men det sagde Jesus ikke. Han bar over med 

disciplene. På dem viste han i praksis, hvad tilgivelse 

er. Og til det sidste viste han det. Han viste det 

skærtorsdag aften, da han knælede ned for dem. Og han 

viste det langfredag.  Det er dejligt at have sådan en 

anfører eller mester eller herre. 

     Men med billedet, hvor han vasker disciplenes fødder, 

vil Jesus ikke kun fortælle om sig selv, han vil også 

vise, hvordan vi skal være. Og det er tydeligt, at ingen 

af os i kirken er foran de andre. Vi skal være hinandens 

lige. Jeg tror ikke, vi skal være slaver for hinanden. Der 

er ingen mennesker, der har godt af at andre gør 

slavearbejde for dem.  Men Jesus vil med sit billede vise, 

at vi aldrig må føle os for fine eller højthævet, så der 

er nogle, som vi ikke vil have med at gøre og hjælpe. 

     Derfor er kirken den mest mærkelig gruppe vi kan være 

i. For der er ikke nogen som bestemmer eller er over 

andre. Tværtimod hvis vi skulle sige, hvem der har den 

fineste plads og er tættest ved Gud, så er det børnene og 

de mindste. 

     Ude i verden kan det være spændende for nogle at 

stræbe efter en god karriere og at kunne bestemme over 

andre. Men det som vi kan leve på, og som vi får her i 

kirken. Det er venskab, venner som vi kan være trygge ved. 

En karriere kan pludselig standse og man kan blive fyret. 

Men det venskab som vi får her i kirken det er til at 

stole. Det har Jesus vist i praksis. 

     Nadveren udtrykker det samme. Nadveren er også et 

billede, hvor Jesus fortæller om sin kærlighed til os og 

om at vi skal tages os af hinanden.  I nadveren giver 

Jesus sig selv til os, så vi kan være sikre på hans 

venskab og hjælp. I nadveren viser Jesus, at han er hellig 

og kender alting til bunds og at han elsker os vil være 

sammen med os, også når det viser sig hvor forkerte vi er. 

Og i nadveren mærker vi i praksis hvordan vi skal være 

sammen og at ingen af os kan hæve os over de andre, for vi 

knæler ved hinandens side.  Ligesom fortællingen vi har 

hørt i dag om at Jesus bøjer sig ned for disciplene og 

vasker deres fødder er et billede. Sådan er nadveren et 

billede, der er tegn på Jesu kærlighed til os og viser, 

hvordan vi skal være over for hinanden. 

 

 

    




Tryk her tilbage påskeinsp
Tryk her tilbage præd 2. tekstr
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email