Evangelisten Johannes har ikke fortællingen fra skærtorsdag, hvor Jesus uddeler brød og vin og giver sig selv til sine venner. Men Johannes fortæller akkurat det samme, når han siger, at Jesus knælede ned og vaskede fødderne på sine venner. Dengang var det meget nedværdigende at vaske gæsternes fødder. Det kunne man kun sætte slaver til. Ja, man kunne ikke engang sætte jødiske slaver til det. Det var hedenske slaver, der var så lavtstående, at man måtte sætte dem til det foragtede job. Jøderne regnede ikke de vantro hedninge for noget, og ingen var lavere end den hedenske slave. Jesus gør sig så ringe. Paulus skriver i Filipperbrevet om Jesus: han, som havde Guds skikkelse, gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Jesus tog en skikkelse af og tog en anden skikkelse på. Det hører vi også i dag, at Jesus lægger sin kjortel og tager et klæde og binder det om sig. Et andet sted i Johannes evangeliet siger Jesus det direkte: Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min Far påbudt mig at gøre. Jesus ydmyger sig, ja, han ydmyger sig indtil døden på et kors. Jeg sagde, at hedenske slaver var de ringeste, der fandtes i Israel dengang, men det er egentlig forkert. Der var nogle, som var endnu mere lavtstående. Det var forbrydere, som blev korsfæstet. Man regnede dem som udstødt af Guds folk. De var ikke længere jøder. Det sker sjældent i familier, at en far udstøder en forbandelse over sin søn og siger: Jeg vil aldrig se dig mere for mine øjne. Sådan forbandede jødefolket forbrydere, som var dømt til korsfæstelse. Hvorfor gjorde Jesus sig så ringe som en hedensk slave, som en korsfæstet forbryder. Han kunne let have ladet være. Det var jo helt frivilligt, at han bøjede sig ned og vaskede sine venners fødder. Og han kunne også let have gjort en lille indrømmelse over for jøderne eller blevet væk fra Jerusalem, og de ville ikke have korsfæstet ham. Skærtorsdag forklarer Jesus, hvorfor han gjorde det. Han gjorde det af kærlighed. Han gjorde det for at løfte os op. Når man vil vise et lille barn kærlighed, så løfter man barnet op i sine arme. Og for at kunne det, må man først bøje sig ned og omfavne barnet. Men hvorfor måtte Jesus bøje sig så langt ned, som en hedensk slave, som en korsfæstet. Det er fordi vi er dernede. Vi er syndere. Vi kan have ondt af Jesus skærtorsdag og langfredag. Det er forfærdeligt og uhyggeligt det som sker. Men vi skal også have ondt af os selv. Det var fordi vi mennesker var kommet så langt fra Gud. Jesus måtte gå helt ud, hvor vi var, for at omfavne os og løfter os op til Himmeriget. Det kalder protest frem i os, når vi hører om synden. Så slemt står det vel ikke til med os mennesker, at vi ligner hedenske slaver eller forbrydere, som har gjort sig skyldige til den værste straf, henrettelse. Den har vi i øvrigt afskaffet I Danmark, fordi vi mener, at ingen mennesker fortjener så stor en straf, at de skal slås ihjel. Peter protesterede også. Engang da Jesus forudsagde, at menneskesønnen skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt og korsfæstes og på den tredje dag skulle han opstå. Da protesterede Peter og sagde: Nej, sådan må det ikke gå dig,Jesus. Og i fortællingen i dag siger Peter: Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder. Det var af kærlighed til Jesus, at Peter protesterede, men det var vel også fordi Peter ikke kunne se nogen grund til, at Jesus skulle bøje sig så dybt, at Jesus skulle ydmyge sig så meget. Måske kom Peter senere i tanke om den første gang, hvor han så Jesus, og hvor Jesus gjorde et stort under, så Peter kastede sig ned foran Jesus og sagde: Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand. Jesus går ikke bort fra os, fordi vi er syndere. Nej, han kaster sig ned til os. Men så store syndere er vi vel ikke, vi som kommer i kirke og tror på Jesus. Vi, som er døbte, er vi ikke blevet renset for synden. Jo, men vi går stadig i verden, og når man går i en støvet verden, så klæber der støv til fødderne. Derfor må Jesus vaske os. Han siger: Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Dåben har gjort at vi er rene over det hele, men støvet og snavset fra verden får vi på os hver dag, derfor skal vi have vasket fødderne. Det sker ved altergangen. Jesus siger jo i indstiftelsesordene, at nadveren sker til syndernes forladelse, til tilgivelse. Den har vi stadig brug for. Her i verden sker det jo så let, at vi træder forkert og får støv og snavs på os. Når vi fejrer nadver, får vi tilgivelse. Men samtidig sker der også noget med os. Vi stilles lige. Der er ingen over. Der er ingen under. Jesus er den som knæler ned foran os. Men vi knæler også. Jesus er vores bror og vi er hiandens søstre og brødre. Der er ingen andre steder, hvor vi i den grad er mennesker sammen, hvor vi ser bort fra alle udenomsværkerne ved den som er lige ved siden af os. Når vi sidder ved et almindeligt festbord, så tænker vi alligevel på, hvad den anden siger og hvordan han opfører sig. Måske tænker vi også på, hvilket arbejde den anden har og hvor meget han ejer, så vi lytter mere til den rige end til den arbejdsløse. Men alt det falder væk ved en altergang. Vi knæler alle. Vi knæler ved siden af hinanden. Jesus får os til det. I dag slutter han med ordene: Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Vores danske samfund er endda så kristent, at nadverens fællesskab præger os. Vi kan se det, hvis vi sammenligner med andre lande, som er præget af andre religioner, f.eks. Indien. Jeg så en film om Gandi. Han ville ændre normerne blandt indere, så han oprettede et fællesskab, hvor der ikke skulle være forskel mellem mennesker. Ellers er Indien delt op i kaster, højststående mennesker og lavtstående. Og der var en scene i filmen, hvor Gandi siger til sin kone, at hun skal gå ud og tømme latrinspandene. Men hun protesterer og siger: Det sømmer sig ikke for min kaste. Hun tilhørte nemlig de højtstående og de kunne ikke påtage sig så foragtet arbejde, at tømme latrinspande. Så blev Gandi vred og han, som ellers elskede sin kone højt, sagde, at hun måtte forlade lejren. I en dansk spejderlejr, hvor børn af alle slags forældre er samlet, der er der ingen af børnene som protesterer, når de skal rense gryderne eller gå hen med affaldsspanden. Det lyder som en lille ting, men det er fordi vi er kristne. Selv de, der læser på de højeste universiteter, tager som den naturligste ting af verden feriejob på fabrikker. Ja, vi tænker slet ikke, at det er lavtstående, at være fabriksarbejder, som jo nogle gange har et mere sikkert job end højtuddannede. Et af de få steder, hvor vi måske kan se, at vores land ikke er helt kristent, det er den måde vi tager imod flygtninge og fremmede fra andre lande. Og her tænker jeg ikke på den økonomiske hjælp vi giver. Men derimod på vores syn på de fremmede. Jeg talte om jødernes syn på slaver og det kan være vi tænkte, at sådan er det heldigvis ikke hos os. Men jeg er bange for, at vi i lige så høj grad foragter flygtningen med den mørke hudfarve, som går på gaden i vores by. Hvad er han værd. Han har intet arbejde. Han bestiller ingenting og kan ikke engang tale ordentlig dansk. Hvad ville vi sige til, hvis vi blev sat til at vaske fødderne på en flygtning. Der var engang, hvor Jesus var gæst hos en rig mand, og så kom der en synderinde ind fra gaden. Hun græd, og hun lod sine tårer falde på Jesu fødder og hun tørrede dem med sit hår og hun kyssede dem. Og jesus sagde: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Og Han sagde til hende: dine synder er tilgivet. Kvinden græd af kærlighed til Jesus. Når Jesus vasker disciplenes fødder er det af kærlighed og for at få samme kærlighed frem i os. ny prædiken Hvis vi skulle forestille os, hvordan en hellig mand er, så tænker vi nok på en, som er rolig og ved alting og som sidder stille, mens de andre gør alt arbejdet for ham. En hellig mand er over almindelige mennesker og vil ikke nedlade sig til praktisk arbejde. Hvis Jesus var en hellig mand, skulle han ikke lade de andre bøje sig for ham, så de kunne vise, hvor meget de så op til ham, at de ærede ham og elskede ham. Men det sker ikke. Jesus er ikke en hellig mand i den forstand, at han sidder urokkeligt, mens de andre skal gøre en hel masse for at tilbede ham. Nej, det er Jesus som viser sine følelser og sin tro på dem. Han bøjer sig for dem. Han viser det i praksis. Og han vælger det ringeste og mest foragtede arbejde. Han kunne have valgt at være kokken, som stod med fin kokkehue og lavede maden. Men Jesus vælger slavens arbejde. Dengang sad man ikke tilbords, de lå. De lå alle med benene væk fra bordet, og den slave som skulle vaske fødder, måtte knæle ned ved fodenden. Jesus gør sig til den slave. Han tager sit fine tøj af, sin kjortel. Han tager et simpelt stykke klæde på, vi ville måske sige en kittel. Og han tørrer endda deres fødder i det tøj han har på. Han er ikke den fine og hellige mand, som de skal ære og se op til og gøre alt for. Det viser Jesus med det billede, som han bruger. Det er et gammelt ord som hedder ære. Men det er ikke kun i gamle dage, at mennesker gerne ville æres. Vi bruger bare andre ord for det samme. Vi kalder det f.eks. at blive berømt. Der er mange, som drømmer om at blive berømt. Det kunne være dejligt at blive en fodboldspiller som alle så op til, eller en popsanger, som tjener mange penge. Det kunnne være godt at få et højt job, så man kan dirigere med andre og ikke selv skal gøre noget. Det er også tit sådan i en gruppe af mennesker, hvor det end er, på arbejdspladsen, i sportsklubben, at der er én person, som siger meget og som de andre lytter til. Han bliver regnet for den klogest, den som bestemmer. Han bliver æret. Jesus viser, at han vil æres på særlig måde. Vi skal ikke se op til ham, som en vi frygter, nej, vi må snarere have venskabelig følelser over for ham, eller endnu mere, vi må undre os over, at Jesus elsker os så meget at han vil gøre alt for os. Der var jo al mulig grund til at vi skulle se op til Jesus. Han er en hellig mand. Han kender de usynlige ting. Han kender Guds beslutninger. Han ved, at han er kommet fra Gud og nu er tidspunktet kommet hvor han skal forlade jorden igen. Jesus kan også gennemskue disciplene. Han ved, at Judas vil forråde ham. Og han ved hvordan de andre er. De er en gruppe ganske almindelige mennesker, og når han har forladt dem, så vil én af dem selvfølgelig prøver at blive lederen, der bestemmer over de andre. Det bliver Jesus nødt til at forhindre. Han giver dem et forbillede. Jesus er en hellig mand, fordi han forudser, hvad der vil ske, og tænker på sine og hjælper dem, for at de ikke skal komme ud i noget forkert. Det er et mærkelig forbillede, som JEsus giver, for vi skal ikke se op til ham. Jesus er et forbillede, idet han gør noget for os, bøjer sig ned og opgiver sin lederstilling, sin ære. Det er et billede, som Jesus bruger, hvor han både vil fortælle, hvordan han selv er, og hvordan vi skal være. Jesus er altså ikke en hellig mand, som vi skal frygte og se op til. Nej, han er som en ven, der elsker os. Der er venner, som man ikke kan være helt sikker på. De kan en dag pludselig blive sure og vende os ryggen. Men Jesus fortæller med sit billede, at vi altid kan være sikre på ham. Han vil gøre alt for os. Han viser det i praksis. Når der er venskaber, som går i stykker, så er det som regel fordi den ene bliver såret på sin stolthed og tænker om den anden: når han kan gøre det mod mig, vil jeg ikke være hans ven mere. Men hos Jesus kan vi se, at han ikke har en stolthed eller en ære, som han vil beskytte. Han bliver ikke såret, så han bryder venskabet med os. Selv om han vidste om disciplene, at de fleste af dem ville forlade ham, og en ville fornægte ham og en anden ville forråde ham, så viser jesus på forhånd med det billede han giver, at han aldrig vil bryde venskabet med os, hvor forkerte vi end er. Når Jesus bøjer sig ned og vasker disciplenes fødder og gør sig til en slave og tager al sin ære af og tager tjenertøj på, så er det jo for at vise, at han ikke har nogen interesser som han vil beskytte. Hans forhold til os hviler alene på, at han holder af os. Og han bliver ved med det. I prædikestykket i dag står der om disciplene, at Jesus havde elsket sine egne her i verden, og han elskede dem til det sidste. Gang på gang i fortællinger om Jesus hører vi, at han bar over med dem. Tit var det dumme spørgsmål de kom med, som viste at de slet ikke havde hørt efter og at de ikke forstod ret meget af, hvad han havde sagt. Nogle gange de helt forkert på den, f.eks. da de ville jage børnene væk fra Jesus. Men Jesus elskede dem, og han viste det ved at beholde dem hos sig. Han kunne jo have sagt: Det her går ikke. Jeg må have nogle andre disciple. Mit budskab fra Gud er for vigtigt til at det kan overlades i jeres hænder, når jeres tro og forstand er så ringe. Men det sagde Jesus ikke. Han bar over med disciplene. På dem viste han i praksis, hvad tilgivelse er. Og til det sidste viste han det. Han viste det skærtorsdag aften, da han knælede ned for dem. Og han viste det langfredag. Det er dejligt at have sådan en anfører eller mester eller herre. Men med billedet, hvor han vasker disciplenes fødder, vil Jesus ikke kun fortælle om sig selv, han vil også vise, hvordan vi skal være. Og det er tydeligt, at ingen af os i kirken er foran de andre. Vi skal være hinandens lige. Jeg tror ikke, vi skal være slaver for hinanden. Der er ingen mennesker, der har godt af at andre gør slavearbejde for dem. Men Jesus vil med sit billede vise, at vi aldrig må føle os for fine eller højthævet, så der er nogle, som vi ikke vil have med at gøre og hjælpe. Derfor er kirken den mest mærkelig gruppe vi kan være i. For der er ikke nogen som bestemmer eller er over andre. Tværtimod hvis vi skulle sige, hvem der har den fineste plads og er tættest ved Gud, så er det børnene og de mindste. Ude i verden kan det være spændende for nogle at stræbe efter en god karriere og at kunne bestemme over andre. Men det som vi kan leve på, og som vi får her i kirken. Det er venskab, venner som vi kan være trygge ved. En karriere kan pludselig standse og man kan blive fyret. Men det venskab som vi får her i kirken det er til at stole. Det har Jesus vist i praksis. Nadveren udtrykker det samme. Nadveren er også et billede, hvor Jesus fortæller om sin kærlighed til os og om at vi skal tages os af hinanden. I nadveren giver Jesus sig selv til os, så vi kan være sikre på hans venskab og hjælp. I nadveren viser Jesus, at han er hellig og kender alting til bunds og at han elsker os vil være sammen med os, også når det viser sig hvor forkerte vi er. Og i nadveren mærker vi i praksis hvordan vi skal være sammen og at ingen af os kan hæve os over de andre, for vi knæler ved hinandens side. Ligesom fortællingen vi har hørt i dag om at Jesus bøjer sig ned for disciplene og vasker deres fødder er et billede. Sådan er nadveren et billede, der er tegn på Jesu kærlighed til os og viser, hvordan vi skal være over for hinanden.Tryk her tilbage påskeinsp
Tryk her tilbage præd 2. tekstr
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 160398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email