En tung mørk himmel; en sprække af lys - lysets styrke.

En solstråle, der kommer ind gennem et vindue, bliver synlig, ikke i sig
selv, men gennem alle de små støvkorn, vi kan se danse i strålen.

Lyset bringer liv og farver og styrke, alle planter stræber mod lyset, det
kan der komme de ejendommeligste faconer ud af. I stuerne går vi og drejer
potteplanterne for at få dem til at vokse pænt.

I naturen peger vi de lystræbende planter ud, og siger: "Se der, den rækker
sig mod lyset; Hvor livsbekræftende!"

Når vi går den lysere tid i møde, får vi nye kræfter, gladere smil, mere
lyst og mod på livet.

Netop når det topper, når alt er lysegrønt - og sommeren på nippet til at
bryde igennem, netop da fejrer vi Helligåndens komme - pinse.

Så i dag er det Helligåndens fest - Helligånden der er lige så svær at
beskrive som skærsommeren, der er over os netop nu. Hvad er det, der i
luften? Hvad er det, der giver humør og kræfter?

Lyset kan ikke ses, kun de ting der rammes af lyset. På samme måde er det
med Helligånden, vi kan ikke se den, men nogle gange kan vi se de ting
Helligånden har lyst på. 

Og for små 2000 år siden lyste den på apostlene, der bange og forvirrede
opholdt sig i Jerusalem.

Den lyste på dem, så de kom til at tale med en kraft, der fik jøderne
omkring dem til at føle, at det måtte være til netop dem - hver især, der
blev talt.

Det er det håndgribelige, vi fejrer sammen med Helligåndens komme: Vi fejrer
kirkens fødselsdag.

Den dag apostlene fik tunger af ild og begyndte at forkynde for alvor, den
dag blev kirken født.

Helligånden er ikke en engangsgave, som kirken fik den gang for mange år
siden en gang for alle.

Det er ikke en projektør fra det høje, der automatisk retter sin lysstråle
mod de huse, vi kalder kirker. Vi er nødt til at bede om Helligånden, også
når vi samles som kirke.

Et lille barn kan blive dybt fascineret af en lommelygte, lyskeglen skal
fanges. Det er en leg der kan blive ved i timevis, selvom lyset bliver ved
at glide barnet af hænde.

Lyset kan ikke fanges ind, det kan dækkes for, skygges for, lukkes ude. Men
der skal ikke meget sprække til, for at det kan skinne igennem.

Helligånden har det på samme måde som barnets venlige lyskegle, den kan ikke
fanges ind, den kan dækkes for, skygges for, lukkes ude.

Men der skal ikke meget sprække til, for at den kan skinne igennem.

Og det er netop det, vi fejrer til pinse, at Guds rige er midt blandt os.

Uhåndgribeligt, svært at forstå, og så helt indlysende i de øjeblikke man
får den gave at se klart, den gave at tro.

Helligånden har været der hele tiden, den blev ikke født i det sekund den
lyste på apostlene.

Mennesker har mødt den op gennem tiderne. Det var gennem den, det blev
fortalt Maria, at hun skulle føde et barn. 

Men til pinse, fejrer vi Helligånden som den, der gør vore kirker til kirke.
Vi fejrer Helligånden som den, der gør vores kirke til det sted, hvor vi får
vidnesbyrd om Guds rige.

Hvad er kirken? En ramme om mange ting! Vi har dåb, vi har nadver, vi har
fadervor, vi har salmer - hele Gudstjenesten. Vi har vidnesbyrdene om Jesu
liv på jorden og Guds storhed nedskrevet i Biblen.

Men alt dette kan være tomt og meningsløst, der skal noget til, en lysstråle
rettet på det, for at det får liv og mening for os.

Så det den kristne kirke fejrer til pinse, er det, Helligånden kan være for
os i forbindelse med at Guds søn gik på jorden, døde, opstod og for til
himmels.

Den gave at nogle eller noget indimellem taler til os med en kraft, så vi
mærker, at dette budskab er sagt til lige netop mig.

Vi har noget vi kan se, vidnesbyrdene om Jesus, der er nedskrevet i
evangelierne og så har vi det uhåndgribelige, men det er det uhåndgribelige,
der gør kirken til kirke.

Det der gang på gang giver os den gave at tolke og forstå, hvad Jesu virke
her på jorden betyder for os.

"Elsker I mig, så hold mine bud", siger Jesus i pinseevangeliet. "Og jeg vil
bede min fader, og han vil give jer sandhedens ånd."

"Hvad i alverden har budene og ånden med hinanden at gøre?" vil nogle måske
spørge, hvorfor disse ord lige til pinse.

Vi vil gerne gøre ånd til noget rent og purt, noget overjordisk der ikke
rigtigt har noget at gøre med vores fysiske verden, hvor vi jo godt - og
nogen gange alt for let - kan få snavs på fingrene.

Men vi kan ikke leve som om ånd og vores fysiske liv er to ting, der intet
har med hinanden at gøre.

Det er meningsløst at gå i kirke, hvis ikke det vi ser og hører her sender
tråde med ud i vores liv i øvrigt.

Det er meningsløst at have smukke tanker om næstekærlighed og fred mellem
mennesker, hvis vi i vores virkelige liv ikke gør den mindste lille
anstrengelse for at fremme det vi tror på.

Derfor siger Jesus som han gør, netop nu til pinse: "Elsker I mig, så hold
mine bud".

For Helligånden kan vi lukke ude, på samme måde som vi kan lukke for lyset.

Så det at holde budene, at bestræbe sig på at leve hæderligt og ordentligt,
er det samme som at trække gardinerne fra og fjerne det værste snavs fra
vinduerne så lyset og solen kan komme til.

Vi kan lukke af for ånden, som vi kan lukke af for lyset. Men holder vi
budene, bestræber vi os for at holde os åbne og udfylde vores opgave, så
opdager vi at mange ting bærer med, gør den vej nemmere, vi er begyndt på.

Helligånden er med til at forene, med til at føre os over grænser, over skel
og grøfter, som vi har gravet. Med til at give os liv og glæde og
fællesskab, mening og trøst, når det er det, vi behøver.

Det eneste det kræver er, at vi giver den en plads at virke fra. Og det er
vores pinsebøn i dag, at Gud vil lade sin ånd virke mellem os og lyse på os
- og give os og hver som trænger til det glæde, tro og håb.

Amen.

 

--
Hanne Svensmark
Borgergade 34
9740 Jerslev
98 83 19 70
mailto:hsv@km.dk