Prædiken til 2. pinsedag 2. tekstrække  - 12/6-2000
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekst: Profeten Ezekiels bog 11,19-20; Apostlenes Gerninger 2,42-
47; Johannesevangeliet 6,44-51
Salmer: 247 - Kyrie/Gloria - 258 - 859 1 dåb - 249 / 280 - 365,1 -
167,7 - 599
-----
Hvad skal man sige om pinsen i år ud over, 
at pinsefisken i følge biskoppen er en ål, sidste år var det en tunge?
Hvad skal man sige om pinsen i år ud over, 
at det har noget med ånd at gøre, og det er der ingen ben i, og derfor
er den kristne pinse så svær at forholde sig til.
Det handler om brød, 
det handler om evigt liv, 
det handler om at tro, at Jesus er kommet fra Gud og har hengivet sig
til os af bare kærlighed til denne verden. 
At Jesus har slået kærlighedens tone an, 
den kærlighed, som har sat sit liv til for os.
Nu har jeg lånt organistens stemmegaffel og vil prøve at finde ind til
pinsen ved stemmegaflens hjælp.
Stemmegaffel - et mærkeligt instrument, den ligner en gaffel, deraf
navnet, men stemme - jo, for den har noget at gøre med at komme i
den rette stemning, om at få den samme tone, så man kan synge eller
spille sammen.
Man sætter stemmegaflen i svingninger, 
sætter den mod øret og man kan høre én tone, 
som regel kammertonen. 
Man kan også sætte den i svingninger og sætte den mod noget hårdt,
så kan man også høre tonen på den måde.
Det vil jeg nu prøve.
(Man kan bede menigheden give lyd efter tonen)
Pinse er, at Vorherre Jesus har slået tonen an her på jorden 
for os og med os. 
Ånden er over os, 
Ånden vil ind i os, vil liv, vil glæde, vil ansvar, vil hengivelse, 
vil tro, håb og kærlighed. 
En violins strenge skal altid stemmes, før man går i gang med at spille
på den. 
Strengene skal stemme overens og tonen, 
man skal stemme strengene ind efter giver ikke sig selv, 
men kommer udefra. 
Måske har violinisten mange års øvelse i at stemme violinen, 
men hun kan aldrig være helt sikker på, 
at stemningen er den rigtige, før hun har hørt kammertonen,
og når hun skal spille med andre, må hun stemme violinen ind efter den
fælles tone, kammertonen. 
Inden et orkester begynder på en koncert, kan man altid hører en larm
af instrumenter, som bliver stemt ind efter hinanden, ellers lykkes
koncerten ikke. 
Med vores eget liv gælder det samme. 
Måske har vi en god fornemmelse i vort indre af, hvad der er det
rigtige for os, 
men det helt rigtige kommer i kristen forstand altid udefra, 
fra tonen fra himlen, som Ingemann synger om i Dejlig er jorden. 
Tonen fra himlen, 
Gud som den stemmegaffel, der slår den sande tone an, livets tone. 
Pinse er at høre denne tone og lade os stemme ind efter den, hver dag
på året. 
Og hver søndag er der mulighed for at det kan lade sig gøre.
Alt ved vores gudstjeneste drejer sig om, at Vorherre Jesus slår tonen
an, for at vi kan stemme vort liv ind efter hans liv, 
for det er det sande, det gode. 
Dette liv er ikke fri for modgang eller død, slet ikke, vi kan jo bare
høre om Jesu eget liv, som endte på korset. 
Men vi kan også høre hans ord om, at han ikke har svigtet os, 
han opstod fra de døde, han lever og er livets brød for os, 
brødet i den elvte time, når vort liv, vort hjerteslag ikke slår i takt med
hans.
Pinse er ånd. 
Noget umiddelbart uhåndgribeligt noget, men som meget nemt kan
registreres, mærkes, føles.
Man kommer til et hus og afhængig af, hvor følsom et gemyt man er, så
kan man mærke, om der bor nogen i huset. 
Vores egen ånd sætter sig jo og præger et hus, en lejlighed, et rum. 
Et hus uden ånd er ikke rart at bo i, men vi kan jo også mærke, om der
er en god stemning, en god ånd i huset, eller der ikke er.
Et menneskeligt forhold uden ånd er ikke rart at være i. 
Vi kan selv være skyld i det, andre kan være det, man stemmer ikke
overens med hinanden, på nudansk siger man, at kemien ikke passer
sammen.
Pinse er at gøre noget i en andens ånd. 
Vi gør det - det kan være, når en af vore kære dør, 
at vi holder begravelse i den dødes ånd, 
eller der er et menneske, som i sine ord og handlinger er forbilledligt for
os, så vi siger og gør nogen ting i dette menneskes ånd.
Pinse er, at vi nu går videre i samme stemning som Vorherre 
i ansvar for hinanden, 
i begejstring for livet, 
og i troen på at når vi mister alt, 
da får vi alt tilbage som gave fra Gud, 
og når begejstringen daler og tonen får en forkert lyd, 
er der hjælp at hente fra Gud, 
som billedlig talt står rede med stemmegaflen 
for at give os den fælles tone, 
vi skal leve af og leve i med hinanden.
Selv om de fleste mennesker i Roskilde stift mener, 
man kun behøver at lade sig stemme ind af Guds stemmegaffel én gang
om året juleaften, skal de jo ikke forhindre nogen i at behøve at
komme i den rette stemning mindst én gang om ugen.
For det er jo her, det sker, her i dette hus, bygget til Guds ære.
Og alt, hvad han siger, se, det sker 
ved døbefont, 
ved nadverbord, 
ved bøn og velsignelse, 
ved lovsang, som vores svar til Gud.
Det er her, det sker, midt i Køge by, midt blandt os. 
Det er her, det sker, at Gud Herren siger:
Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. 
Jeg fjener stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så
de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit
folk, og jeg vil være deres Gud. 
Det er Pinse, og til lykke med det.
 
Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Sct. Nicolai Kirke
Søndre Allé 10, 4600 Køge
Email: susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest