1. søndag efter påske 2000 i Solrød Strandkirke



Epistellæsning: Ap.G. 2,22-28

Evangelielæsning: Johs. 21,15-19

Salmer: DDS 374, 190, 608 - 279, (432/402) og 390 



Prædiken.



Erklæringer om kærlighed skal man ikke være karrig med.

Min kone modtager dem gerne - lige så tit det skal være.

Gerne dobbelt så tit, som jeg siger det, det er ikke for tit.

Jeg selv kan godt nøjes med det halve, 

bare jeg ved, at hun stadig elsker mig.

Og sådan er vi måske så forskellige, mænd og kvinder?

Men lad os bare mødes på halvvejen, 

hellere sige det en enkelt gang for tit end en gang for lidt.

En kærlighedserklæring gør - trods alt - nok ingen skade.



Det forudsætter naturligvis at man ikke allerede er dér, 

hvor man ligefrem er nødt til at spørge: “Elsker du mig?”

Det kan gå den første gang, hvor man beredvilligt svarer: 

“Ja, jeg elsker dig, du kære!”

Og næste gang går det nok også an, men er det tredje gang på en

enkelt dag eller time, bliver svaret noget anstrengt: 

“Jo, det ved du da godt! Det har jeg jo lige sagt, ikke?”



For bliver man spurgt alt for tit, kunne det være fordi den anden ikke

tror på svaret, som man giver.

Og hvad i alverden skal man så sige?

Til sidst bliver man ikke bare ked, men også såret og vred.

For som som Piet Hein så rammende har udtrykt det:

“Man blir rørt, når man blir spørt,

men man blir ked, når det blir ved.”



Det er måske det, der er på færde i dag, hvor Jesu efter opstandelsen

opsøger disciplene og kræver Peter til regnskab for hans kærlighed til

Jesus.



Jesus spørger første gang:

“Simon, Johannes søn, elsker du mig mere end de andre?”

Det er et lusket spørgsmål.

Peter har været disciplenes naturlige og ubestridte leder.

Det er ham, Jesus engang spurgte, hvem de mente Jesus var.

Og Peter svarede da frimodigt; “Du er Kristus, Guds Søn!”.

Det svar fik han megen ros for, ja, mere end det.

Jesus gav ham et nyt navn og kaldte ham Peter, “klippen, som han ville

bygge sin kirke på”.

Men i dag, efter den bitre nat, hvor Peter havde lovet aldrig at svigte

og så alligevel tre gange havde sværget, at han intet kendte til Jesus,

kalder Jesus ham ikke mere Peter, men det navn han oprindeligt bar;

Simon, Johannes´ Søn.

Og så borer Jesus endda i det ømme punkt ved at spørge; 

“Elsker du mig mere end de andre?”

Anden gang spørger Jesus på denne måde:

“Simon, Johannes´ søn, elsker du mig?”

Nu sammenlignes hans kærlighed ikke mere med de andres.

Nu skal den stå alene - helt alene.

“Elsker du mig overhovedet”, lyder det denne anden gang.



Og tredje kan er stemplet helt i bund:

“Simon, Johannes´ Søn, har du mig kær?”

Har du noget til overs for mig - tænker du på mig mere?

Jesus spørger til mindre og mindre, hvorfor også Peter for hvert

spørgsmål må føle sig mindre og mindre.

Og Jesus spørger akkurat lige så mange gange, som Peter den nat

svor; “Jeg kender overhovedet ikke den mand!”



Så er det vel ikke underligt at Peter bliver mere og mere desperat, og

mere og mere fortvivlet griber ud efter Jesu egen viden:

“Ja, Herre, DU ved alt - DU ved at jeg har dig kær”.

Underforstået: jeg ved snart ikke, hvor jeg har mig selv!

Efter hver forsikring af sin kærlighed er Peter blevet mere og mere

usikker på sig selv og det, han siger.

Han tænker ikke mere på sin kærlighed, men på sine svigt, da han

nægtede at kende til Jesus.



Men hvorfor opsøger Jesus så alligevel Peter?

Hvorfor lader han ham ikke bare sejle sin egen sø, 

fiske sine fisk og passe sig selv?

Svaret ligger i, at Jesus jo allerede én gang for længe siden havde sagt,

at Peter skulle være menneskefisker for ham.

Og derefter siden havde forsikret Peter om, at han var den klippe og

det fundament, Jesus ville bygge sin kirke på.



Det var naturligvis, når nu vi kender slutningen på den historie, en

risikabel satsning. 

Men Jesus havde hele sit liv levet af at gribe ud efter de mest

usandsynlige chancer og sætte alt på ét brædt. 

For at hengive sig til tillid, tro, håb og kærlighed er at leve risikabelt og

uden sikkerhed og garantier.



Og det er netop det, han prøver at vise Peter i dag.

Han viser, hvordan vi alle gang på gang nødes til at klynge sig til strå,

der er så svagt, at det kan knække under en.

For det er jo, han selv gør, når han efter Peters fortvivlede svar

alligevel siger: “Vogt mine får!”.

På trods af Peters svigt har han fortsat tillid til ham, giver han ham

ansvaret for at lede andre.

Peter, der ikke så meget er “klippen”, men “halmstrået”!

Og på sammen måde må Peter lære den hårde lektie, det er at have

tillid til Jesus - og til den opgave, han får af ham.

For Jesus har jo valgt Ham, der svigtede, til hyrde og leder. 

Hvad Jesus bekræfter er derfor kærligheden, ikke Peters, men sin egen

kærlighed. 

En kærlighed, der aldrig forlader Peter.

En kærlighed, der går hele linen ud - helt til døden.

For kærlighed er ikke, som vi ofte tror, en varm følelse. Kærligheden

er ikke bare sympati eller romantik.

Kærligheden er noget andet, noget mere, noget dybere end det, vi

normalt tænker på og kalder kærlighed.



Benny Andersen har skrevet et lille digt om “Godhed”.

Det hedder ikke kærlighed, for det er jo sådan et stort ord at tage i sin

mund - især for en dansker og for en mand!

Digtet viser meget godt forskellen på godhed og kærlighed:



“Jeg har altid prøvet at være god

det er meget krævende

jeg er en hel hund efter at gøre noget for nogen

holde frakker, døre, pladser

skaffe nogen ind ved et eller andet og lignende

brede armene ud

lade nogen græde ud ved min skjorte

men når lejligheden er der 

blir jeg fuldstændig stiv

vel sagtens en slags generthed

jeg rusker i mig selv

slå nu armene ud

men det er svært at ofre sig

når nogen kigger på det

så svært at være god i længere tid ad gangen

som at holde vejret



men ved daglig øvelse

er jeg nu nået op på en time

hvis jeg ikke blir forstyrret

jeg sidder helt alene

med uret foran mig 

breder armene ud gang på gang

der er ikke spor i vejen

jeg er egentlig bedst

når jeg er helt alene”.



Jeg er egentlig bedst, når jeg er alene.

Jo, den kender vi vist godt, ikke sandt?

Den der med at være god, når man bare øver sig i det.

Når man drømmer om de gode ting man vil gøre, når det bliver jul,

påske eller pinse, eller når man vinder i Lotto.

For godhed er let nok, så længe den ikke forpligter os.

Det er let nok at have både sin næste og Vor herre kær, 

så længe vi kan holde begge på afstand.



Men det, Jesus på sin barske måde søger at vise Peter,

er at kærlighed først og fremmest er noget, han, Peter, 

selv er udsat for.

Kærligheden er ikke et krav og en kvalifikation, som han skal leve op

til, men derimod en gave, han skal leve ud af og leve for andre ved.

Jesus hele liv, død og opstandelse er et tegn på, 

at en sådan kærlighed findes og ingen grænser har.

Ikke hos Peter, for hans kærlighed gik under i påsken.

Ja, måske var den dybest set aldrig til stede.

Måske var det helt andre ambitioner, der drev Peter.

Hvordan ellers forklare, at Peter til sidst beder Jesus selv bekræfte sit

spørgsmål; “Herre, du ved, jeg har dig kær?”



Nej, kærligheden begynder hos Jesus, bekræftes af Gud ved Jesu

opstandelse og skænkes derefter ufortjent til Peter og alle vi, der ikke

engang ved, om der er dækning for vore egne kærlighedserklæringer.

På baggrund af den tilgivelse, som han endog skænkede røveren på

korset, vælger Jesus det halmstrå af en chance, det er at lægge

forkyndelsen af Guds kærlighed og nåde over i hænder som Peters og

vores.

“Vogt mine lam”, siger han til Peter.

“Tag jer af hverandre”, siger han til os. 

“Døb i mit navn og forkynd evangeliet til verdens ende”.



Og det på trods af vor svigt og ligegyldighed!

På trods af at vi ikke altid ved, hvad vi skal stille op med den

ubegrænsede tillid, han lægger frem for os. 

Han tror nemlig på os - han lægger alt frem for os!

Det er da kærlighed, det er da tillid og tro, der vil noget!

Og tænk, at det er Guds gave til os! 

Lad os da vove at tage ham på Ordet og leve ud af det!



Gud i vold - Amen!