Fastelavnsgudstjeneste i Jersie og Kr. Skensved 2000.



Velkomst:



Velkommen til vores julegudstjeneste i dag!

Er det ikke en julegudstjeneste?

Det har jeg da ellers gået og forberedt mig på.

Vi skal synge julesange og danse om juletræet i aften -

og have rigtigt mange gaver!

Er det ikke rigtigt? Har jeg taget fejl?

- Nej, det har jeg ikke!

Men jeg snyder og laver sjov med jer, 

og det er jo det vi gør til fastelavn!



Kan du gætte, hvem jeg er?



Nu er det desværre sådan, at jeg ikke kan se jer allesammen.

Og måske kan I heller ikke se hinanden og jeres flotte udklædning

derfra, hvor I hver især sidder.

Så nu vil jeg gerne bede alle jer, der er klædt ud til i dag, om at komme

herop til mig.



Hvorfor ser I sådan ud? Hvad forestiller I?

Hvorfor klæder man sig ud til fastelavn?

For at lave sjov! - For at være eller ligne en anden!

For en god udklædning er den, der fortæller en historie 

- og måske ligefrem viser, hvem vi meget gerne ville være.

Vi synger fastelavnssangen sammen:



Hvorfor tror I, at vi sang om pels og kappe i sangen?

Det er fordi vi om et øjeblik skal høre om en, 

der klædte sig ud med pels og kappe.



Men inden vil vi synge en sang om forskellige børn.

For ligesom I ikke er ens i dag med jeres udklædning, 

sådan er mennesker i det hele taget forskellige. 

Men trods denne forskellighed er vi alle elsket af Gud.





Fortællingen om Esau, Jacob og velsignelsen



OH 1: Isak, Rebecca og de to børn.



Der var engang et par forældre, der hed Isak og Rebecca.

De fik to drenge - og de kom næsten samtidig!

Når jeg siger samtidig er det fordi de var tvillinger.

Tvillinger ligner tit hinanden, men det gjorde de to ikke. 



Kan I se forskel på de to babyer i kurven?

- Esau var robust, rødhåret, havde hår over hele kroppen  

  og blev en rigtig vildmand. 

  Esau blev sin fars egen store dreng.

- Isak var lille, spinkel og glat og blev en rigtig mors dreng.



Nu ved jeg ikke, hvordan det er hjemme hos jer.

I nogen familier er det tit sådan, at søskende, der er født tæt på

hinanden eller ligner hinanden meget, ofte skal konkurrere og forsøge

at overgå hinanden.



Og sådan var det lige fra starten mellem de to drenge her.

Esau var født først - og derfor storebror, 

mens lillebror Jacob kom lige efter.

Ja, så hurtigt fulgte han efter, at der gik en historie om, 

at han ved fødslen havde holdt fast i Esaus hæl! 

Måske for at holde ham tilbage - måske for at slippe forbi?



OH 2: Esau og Jacob - linseretten.



Da Esau voksede op blev han jæger.

Han kunne lide at bruge kræfter og havde lyst til at prøve alt det, der

var spændende og helst også lidt farligt.

Esau var altid ude og kom kun sjældent hjem til tiden.



Isak derimod var altid hjemme - hos mor!

Han hyggede sig lærte både hvordan man skulle opfører sig pænt og

hvordan man lavede mad.

Han ville også gerne, at det var ham, der skulle arve gården efter sin

far, men det var umuligt.

For det var nemlig den, der var født først, som skulle arve gården - og

det var jo Esau!



Men nu var der også en anden forskel på de to.

Esau var nok stærk, men måske ikke altid så klog.

Jacob derimod var snedig og snu. 

Han tænkte sig om og fandt derfor snart på en list:



En dag kom Esau umanerligt sent - og møjsulten - hjem.

Moderen havde for længst ryddet bordet og var gået i seng.

Kun Jacob sad tilbage - med en stor skål lun aftensmad. 

Da Esau kom ind og fortalte, hvor hundesulten han var sagde Jacob:

“Du må da godt få min mad.... 

Men på en betingelse!” 

“Nåh”, brummede Esau, “fortæl mig det nu hurtigt inden jeg dør af

sult.”

“Jo”, sagde Isak listigt, “til gengæld for aftensmaden skal du give mig

retten til at være den første af os to!” 



Og Esau var så sulten, at han slet ikke tænkte sig om.

Han sagde bare: “Ja, ja, da - og lad mig nu få noget mad!”

Og det fik han - så snart han havde spist, faldt han i søvn.



Nu havde Jacob så fået det, som han gerne ville have det.

Men så blev han alligevel lidt betænkelig.

Hvad ville Esau sige, når han vågnede op?

Ville han blive tosset og gennembanke sin lillebror?

Og ville faderen acceptere deres byttehandel?

Ja, hvad med faderen? Ham havde Jacob vist ikke tænkt på



Heldigvis havde Esau glemt det hele, da han vågnede.

Men det med Faderen, det var alligevel et problem.

For en dag ville han jo kalde Esau ind, lægge sin hånd på ham og

velsigne ham, og bekræfte at han skulle arve ham.



Hvad gør nu mors dreng, når han får problemer?

Han går selvfølgelig til sin mor!

Rebecca kunne godt se problemet, og hun havde en plan.



OH 3: Jacob serverer for sin blinde far. 



Den gamle far, Isak, var med alderen blevet blind.

Da han mærkedes at han ikke havde lang tid tilbage, kaldte han Esau

ind og bad ham gå på jagt og skyde en hjort, som han så skulle stege

og bringe ind til sin far.

Og når de så havde spist dette sidste måltid sammen, ville Isak velsigne

Esau, og med det bekræfte at han var familiens leder og arving til hele

gården. 



Alt dette hørte drengenes mor, og så snart Esau var forsvundet, kaldte

hun på Jacob og sendte ham ud for at slagte et gedekid, som hun så

stegte på lige den måde, 

hun vidste Isak bedst kunne lide.

Og skindet fra gedekiddet viklede hun om armene på Jacob, så han

blev lige så behåret som Esau, og nu lugtede af dyr. 



Sådan kom Jacob nu ind til sin far - Jacob, som kun var lillebroderen,

men som havde forklædt sig som Esau.

Og selvom den gamle Isak ikke rigtigt syntes at stemmen passede, så

overbeviste maden og de behårede arme ham om, at det var hans

ældste søn, som var hos ham.

Isak velsignede Jacob, så det blev ham, der skulle arve gården efter

den gamle.

Og selvom det var snyd, så var det gjort - så det gjaldt.





OH 4: Jacob flygter fra Esau. 



Nu var alt, som Jacob syntes det skulle være, 

men han jo var nok godt klar over, 

at Esau ikke ville syntes om det, han havde gjort.



Igen spurgte han sin mor, og hendes råd var, at Jacob skulle skynde sig

med at rejse til et andet land.

Jacob pakkede hurtigt sine ejendele og flygtede til nabolandet.



OH 5: Himmelstigen.



På vejen til det fremmede land kom Jacob om aftenen til et helligt sted,

hvor han lagde sig til at sove.

Og måske fordi det jo var et helligt sted, kom han til at tænke på,

hvordan Gud mon så på det, han havde gjort.

Han havde snydt både sin bror og sin far, men egentlig var det jo bare

fordi, at også han gerne ville ha´ et godt liv.

Hvorfor skulle han undvære bare fordi han var født sidst? 



Mens Jacob sov, havde han en drøm - en underligt drøm.

Han så en stige, der nåede helt op til himlen.

På stigen var der engle, som kom ned til ham.

Og pludseligt hørte han en stemme, der sagde:

“Jacob, vær ved godt mod. 

Jeg er også din Gud og jeg vil give dig et godt liv.

Ligesom jeg har lovet både din bedstefar og din far, 

skal også du få en stor familie og megen rigdom.

Jeg velsigner dig og skænker dig alt.

Så vær ikke bange!”



Så forsvandt stigen og Jacob vågnede.

Da følte Jacob, at hans liv var begyndt - fremtiden ventede.

Og da Jacob ikke længere kunne gemme sig bag sin mors skørter, blev

han en mand, der kunne klare sig selv.



OH 6: Jacob og Rakel.



Hvordan det herefter gik med Jacob, 

det er en meget lang historie, som vi gør meget kort.

Jacob mødte en pige, Rakel, som han forelskede sig i.

Men hendes far, der hed Laban, var snedigere end Jacob.

Han narrede ham til først at gifte sig med Rakels søster Lea.  

OH 7: Jacob og sine to hustruer.



Men Jacob lod sig ikke slå ud, han giftede sig bare med begge piger -

og fik dermed en kæmpestor familie.



OH 8: Jacobs kvæg.



Jacob blev også umådeligt rig.

Mange får, geder og kameler fik han i det fremmede.

Men selvom ham burde være lykkelig, så var han det ikke.

Han savnede sit hjem, men var bange for at vende tilbage, for tænk

hvis hans bror, Esau, endnu ikke havde glemt, hvordan han var blevet

snydt.

Jacob savnede sit land og sin familie så meget, at han hver dag tænkte

på at vende hjem.

Og en dag traf han sin beslutning - han ville vende hjem!

Koste, hvad det koste ville!



OH 9: Jacobs kamp.



Om aftenen før de skulle over floden, der skilte de to lande fra

hinanden, gik Jacob ned til vandet. Han var bange.

Og mens han gik frem og tilbage, blev han overfaldet af en mørk

skikkelse.

De to kæmpede i flere timer, men var lige stærke.

Men så, lige inden det blev lyst, bad den fremmede om, 

at Jacob ville slippe ham. Men det ville Jacob ikke. 

Jacob havde nemlig gættet, at den fremmede måtte være en engel, og

engle kom kun, når de har en besked med fra Gud. 

Og det, Jacob havde så hårdt brug for at få at vide, 

det var at han stadig var elsket og velsignet af Gud.

At han ikke blot havde sine egne koner, børn og dyr, men også en

bror, en slægt og en fremtid at vende tilbage til.

At det nummer, han havde lavet med Esau, kunne tilgives.

Og så sluttede det med, at englen for Gud velsignede Jacob.



Da Jacob vente tilbage til lejren, var alt parat.

Jacob og hele hans familie og karavanen med dyr vendte tilbage til hans

hjemland.



OH 8: Jacobs kvæg



Men ikke for ingenting havde Jacob lært, at gardere sig.

Da han nærmede sig sin brors gård, sendte han først folk af sted med

alle sine dyr.

Når de kom til Esaus gård, skulle de sige, at det var en gave fra hans

bror Jacob.



OH 7: Jacobs 2 koner og børn.



Bagefter sendte han sine koner og børn af sted til Esau.

Når de mødte ham, skulle de fortælle ham, hvem de var og hilse ham

fra hans bror Jacob.



OH 10: Jacob og Esau forenes.



Og så til sidst turde Jacob godt selv gå tilbage, for nu troede han nok

ikke længere at hans bror kunne være vred.

Og det var han ikke længere.

De to brødre blev forenet og glæden var stor.



Og Jacob havde nu trods af sine snydeumre fået alt det,

som lå i Faderens og Guds velsignelse, 

nemlig familie, rigdom og en fremtid.



For selv en snydetamp har lov til at have et håb om et godt liv - selv en

lillebror skal da også være med.



Guds kærlighed og velsignelse er jo heldigvis stærkere end vores

opfattelse af, hvordan man gør sig fortjent til den.



Gud gør ikke forskel på mennesker.

Og han snyder os ikke for det, som vi har brug for fra Ham.

Gud giver os alle det, som vi har brug for.



Og det kan vi så bare sige ham tak for!











Nadverindledning:



Ligesom snydetampen Jacob fik Guds velsignelse, 

sådan ønsker Gud også at velsigne hver og en af os.

Det gælder hvad enten vi gemmer os bag maske og forklædning eller vi

tør stå frem for Ham, som den, vi er.



Den største tegn på Guds velsignelse til os, er Jesus.

Jesus, Guds Søn, blev født blandt mennesker, 

for at fortælle og vise dem Guds uendelige kærlighed.

Også - og måske - især for snyderne!

For af en eller anden underlig grund, kan Gud godt lide snyderne, som

andre ikke vil have med at gøre.

I hvert tilfælde dem, der havde snydt sig selv ved at tro, 

at de kunne leve uden Guds velsignelse.



Men Jesu var og er stadig tegnet på Guds velsignelse, beviset på at

Gud vil være med os.

Det vil vi se, mærke og smage nu, hvor vi holder nadver.

For når vi holder nadver, er vi sammen, allesammen 

Og Gud er også hos os.

Jesus er nemlig hos os og tegnet på det er brødet og den saft, vi deler

med hinanden.

(Praktisk forklaring - kontinuerlig altergang).



Vi vil begynde med at rejse os op og bede Fadervor.....

Herefter indstiftelsesord og uddeling.

Takkebøn efter nadver: 



Kære Gud!

Vi takke dig, himmelske Far, 

fordi du har skabt himlen og jorden.

Vi takker dig fordi vi har og hver dag får givet, 

hvad vi hver især har brug for.

Vi takker dig fordi, vi må komme til kirke,

og her få at vide at du elsker og vil velsigne os.

Lær os nu at dele denne velsignelse med andre.

Gør at ingen bliver glemt og overset.

Hjælp os til ikke at være bange for dig eller hinanden,

men altid være parat til at tilgive og tage imod.

For sådan som du er overfor os, 

vil du også at vi skal være overfor hinanden.

Amen.



Velsignelsen:



Meddelelser:

Gudstjeneste på næste søndag d. 12. marts kl. 11.00.

Bemærk at tidspunktet er byttet om i Kirkebladet (9.30).

Vi samler ind til konfirmandprojektet “MISSION LIBERTY” -

skolegang for børn i Indien (Projektaviser).

Bagefter er der nogle tønder ude på parkeringspladsen, 

som skal smadres, men pas på jer selv, når I gør det! 

Tønder kan vi altid få flere af...men ikke jer!