Mariæ bebudelse



	Man kan se på vores gudstjeneste på to måder. Vi er en

gruppe mennesker som kommer sammen for at høre og synge

nogle ord. Det er op til os at sørge for der bliver

gudstjeneste og at bevare kristendommen i vores land.  Det

er os, som arrangerer gudstjenesten, ligesom foreninger

afholder et møde. Og den anden måde vi kan se på vores

kirkegang, er at vi her i kirken får vi lagt ord i vores

hjerter og i vores mund, ord som er større end os.  Det er

Gud, som med sit hellige og salige ord forsamler sin

kristne kirke, som vi beder i en af kirkebønnerne. De to

måder vi kan tænke på: at det er os, som tænder lysene på

alteret, og står for det som sker, eller det er Gud, som

tænder lysene i vores hjerter og ilden på vor tunge, og

fylder vores liv med en fred, som overgår vores forstand.

     I de to opfattelser er der helligånden til forskel.

Luther skriver i sin forklaring til 3 trosartikel, at tro

på Helligånden dvs at jeg tror, at jeg ikke af egen evne

og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme

til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet,

har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig

i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og

helligger hele den kristne menihged på jorden og bevarer

den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. Hos Luther er

det Helligånden, som kalder til kirke og giver os Guds Ord

og giver os troen på det og bevarer kristendommen i vores

folk. I følge Luther betyder det at komme i kirke at vi

ikke skal tænke på vores egne kræfter og evner, ikke tænke

på vores egne bestemmelser og beslutninger og

arrangementer.

     Men betyder det, at vi intet skal gøre og ophæver det

ikke vores egen ansvarlighed, så vi bliver en slags slaver

uden fri vilje.  Nej, tværtimod det gør netop at vi kan

blive os selv og frie.  Hvor tit oplever man ikke, når et

menneske helt går op i, hvad han eller hun skal sørge for,

at det menneske må give op og bliver deprimeret.

     Jeg læste et stykke om depresseion, hvor forfatteren

bl.a. skrev, at det gælder for os alle om at skabe et

fredfyldt sted i vores indre. Vi skal sørge for, at vi har

tidspunkter hvor vi slapper helt af, hvor vi holder op med

at kæmpe. Når vi i dagligdagen står over for problemer,

som skal løses, så kan vi nogle gange føle det som en

kamp, vhor vi hele tiden halter bagefter.  Derfor er det

meget vigtigt, at vi har perioder jævnligt, hvor vi

slapper helt af og holder op med at kæmpe. Det kan

sammenlignes med at blive kastet ud i en dam med dybt

vand. Hvis vi hele tiden kæmper og plasker hjælpeløst

rund, så får vi hovedet under vand, og vi bruger kræfter

på at holde os oppe, og vi bliver trætte og føler os

dårlige. Det vi så skal, er at slappe af, ligge helt

roligt, så vil vandet holde os oppe, og vi flyder blidt.

     Forfatteren, som skrev om depression, foreslår, at

man lærer afslapningsgymnastik, men han fortsætter, at det

at slappe af i kroppen ikke altid får sindet til at slappe

af. De gamle bekymringer kan blive ved med at rumstere som

støjende rotter. Men så skriver forfatteren om meditation,

at den har en lang kristen historie lige fra dengang, da

Jesus blev voksen og før han begyndte sit virke, gik han

ud i ørkenen og fasztede og bad.

     Vi kan ikke selv skabe et fredfyldt sted. Det kan vi

kun bede Gud om.  Der er jo en modsætning deri, at vi med

vores anstrengelser skulle skabe os selv fred, så ville vi

jo netop ikke slappe af fra vores aktivitet.

Gudstjenesten er derimod det fredfyldte sted, hvor vi helt

slipper af med vores eget - for en kort tid, der dog

skaber en evighed i os, som vi kan bære med ud i

hverdagen.

     Når man spørger om det er os, som bestemmer om vi

skal have og bevare en kirke og holde gudstjeneste, eller

om det er noget som ligger uden for vores bestemmelse. Så

er svaret det sidste.  Kun fordi gudstjenesten er det

sted, et af de få steder, hvor vi helt kan slippe vores

eget og få varme og fred i vores sind, er gudstjenesten så

vigtig.  Den er et af de få fredfyldte steder, hvor vi kan

hente ny energi og lyst til livet og slippe alle de

tyngende bekymringer.

     Derfor bliver gudstjenesten det sted, hvor vi sammen

med Maria lovpriser Herren og jubler over Gud, vores

frelser, for han har set til os ringe tjenere. Den mægtige

har gjort store ting for os.

     Nogle gange er det for stort det som Gud gør for os,

så stort at vi ikke kan fatte det. Sådan var det for

Maria. At Gud havde udvalgt hende, en fattig ugift pige

til at føde den nye konge. Det gik over hendes forstand.

Og så endda, at barnet kom fra Helligånden og ikke havde

en jordisk far. Hvordan kunne det lade sig gøre. Maria

undrede sig og følte det som om hun var midt i et eventyr.

     I juleevangeliet står der da også, at Maria gemte alt

det hun hørte og så i sit hjerte og grundede over det.

Det betyder nok, at hun i mange år ikke fortalte til andre

alt det, som hun havde oplevet fra undfangelsen af Jesus

og til fødslen af ham. Vi ved i hvert fald, da Jesus blev

voksen og gik rundt og prædikede i Galilæa, da lyder det

ikke til, at folk havde hørt eller troende på, at Jesus

var undfanget ved Helligånden.  Borgerne i Nazareth, hvor

han voksede op, regnede ham for Josefs søn. Vi hører

heller ikke, at disciplene vidste noget om Jesu

undfangelse, at der var noget særligt ved Jesu fødsel. Og

det er jo nok fordi Maria først efter påske fortalte dem

om alle de undere, som gik forud for julenat. Men det

mærkelige er, at mange folk i Galilæa troede, at Jesus var

frelseren og Guds søn, og at han gjorde Guds gerninger.

Det samme troede disciplene, selv om de intet havde hørte

om jomfrufødsel. Langfredag, da Jesus døde på korset, er

der endda en soldat som siger: Sandelig den mand var Guds

søn.

     Uden at de havde hørt om jomfrufødslen, var der

mange, som troede, at Jesus var Guds søn, fordi han talte

med stor myndighed, og fordi han hjalp med stor kraft,

fordi han var noget helt særligt, så de alle måtte undre

sig over ham. Sådan kan vi også tro på Jesus, fordi vi har

hørt om hans ord og underfulde gerninger. Jomfrufødslen er

måske sværere for os at tro på. Men den siger jo netop det

samme som vi senere hører om Jesus, at vi i ham ser ind i

Guds hjerte, som man i en søns træk kan genkende meget fra

hans far.

     I øvrigt hvis vi tænker, at det lyder helt

unaturligt, at Maria var jomfru og alligevel fødte et

barn, som altså ikke havde en jordisk far. Så skal vi

tænke på, at det er med sit ord at Gud er Skaberen. Det

ser vi ved skabelsens begyndelse, at Gud sagde: der blive

lys. Og der blev lys. Sådan skal også tænke det ved Jesu

undfangelse. Det er med sit ord, at Gud gør mægtige ting

for os.  Vi må undre os sammen med Maria over de mægtige

ting, som Gud har gjort for os.  Dem aner vi i vores liv.

Men vi mærker det endnu mere ved en gudstjeneste.  Det er

Guds ord, der skænker os nyt liv og glæde, så vi ikke kan

lade være med at lovprise og takke og synge.  Sådan som

Helge Noe-Nygaard gør i en ny salme, jeg vil slutte med:



ny prædiken



     I dag har vi brugt den nye prøveoversættelse. Jeg kan

nævne nogle af forskellene til den gamle; de er ikke

særlig store; nogle sætninger er akkurat ens. I den gamle

står: Min sjæl højlover Herre. I den ny står der: Min sjæl

lovpriser Herren. Højlover er et gammelt ord og det er

ændret til lovpriser, som er mere nutidigt. I den gamle

står der: Min ånd fryder sig over GUd. I den ny står der:

Min ånd jubler over Gud. Det er også lidt mere nutidigt. "

Fra nu af skal alle slægter prise mig salig." Sådan

skriver den ny oversættelse. Den gamle har: sE, herefter

skal alle slægter prise mig salig." På græsk står der "

fra nu af", men meningen er jo helt den samme som

herefter. Men i det kan vi se  n af hensigterne med

prøveoversættelsen, at komme tilbage til den græske

grundtekst.

     Ingen steder i vores fortælling er der ændret, så der

kommer en anden mening frem. I nogle sætninger er der en

anden ordstilling, men meningen er den samme. Teksten er

blevet lettere at læse op og er blevet lidt lettere at

forstå. Det er et stort og omhyggeligt og forsigtigt

arbejde, som oversætterne har gjort. Det vil være med til

at nye generationer ikke af forkerte grunde har for svært

ved at forstå bibelen.  Den kan jo i sit indhold være

svært nok at forstå. For os mennesker er det jo meget

svært at fatte, både Jesu fødsel og hans død. I evangeliet

i dag kunne vi jo komme til at tænke på jomfrufødslen. Det

at Maria er mor til Jesus, men samtidig at det er fra Gud

Jesus er sendt: at Helligånden allerede fra fødslen af

bestemmer Jesu liv. Og i epistlen fra alteret hørte om

Jesu død, at den altid vil være forargelig for mennesker,

som jo hellere vil have andre tegn på Guds magt end

korset. Ordene i bibelen er svære nok at forstå, så man

skulle nødigt oveni kæmpe med forældede og gammeldags

oversættelser.

     Men nu til indholdet af prædikestykket i dag. Først

kan vi føle, at der er en stor forskel mellem os og Maria.

     Man kan begynde med at spørg om Maria er kristen

eller hun ikke er det.  Hvis man formulere, at en kristen

er  n som tror på Kristus, så kan Maria ikke det den dag

vi hører om, fordi Kristus er jo ikke født endnu. Hendes

lovsang, vi har hørt, stammer jo fra den situation, hvor

Maria er på besøg hos Elisabeth, som skal føde Johannes

døberen. Sammen taler de to kvinder selvfølgelig om de

børn, som de snart skal føde. Og der er er noget indeni

Elisabeth, der siger hende, at Marias barn skal blive en

stor konge. Det har englen Gabriel allerede fortalt Maria.

Men når hun nu hører det igen, så kan hun ikke lade være

med at bryde ud i sang. Ganske vist nævner Maria ikke sit

barn direkte i lovsangen, men det er grunden til at hun

jubler over Gud.  Gud har valgt Maria til at føde Israels

ny store konge.

     Men alligevel er der et præg af noget foreløbigt over

Marias lovsang.  Jesus er ikke født endnu. Hun ved ikke

endnu, hvordan han er. Han kom til at sige og gøre meget,

som hans mor ikke havde regnetj med. Og hans død var jo

fuldstændig uforståelig for hende, langfredag.

     Men selv om Marias lovsang er før Kristus og før

kristendommen, så kan vi kristne godt synge sammen med

hende, fordi Gud som hun lovpriser også er vores Gud. Gud

har en historie, før vi hører om Jesus, og i den historie

med jøderne viste Gud noget af det samme, som også Jesus

har fortalt os. Gud viste barmhjertighed mod de ringe, de

små.  Israel var et lille foragtet folk.  Men Gud viste

barmhjertighed mod dem.  Profeterne fortalte også om,

hvordan Gud tager sig netop af de forældreløse, enkerne og

de små, akkurat som Jesus viste det både i ord og

gerninger, at Gud tager sig af synderne og giver dem

tilgivelse.  Det er den samme Gud, det drejer sig om.

     Det som binder Marias lovsang og det gamle

terstamente sammen med Jesus og med os kristne, er at Gud

tilsagde og lovede jøderne, at jhan ville sende en ny

konge, Messias. Det er forbindelsen, løfterne og

forudsigelserne i Gt, som Jesus opfylder.

     På grund af den forbindelse kan vi synge sammen med

Maria. Og hendes lovsang er meget smuk, fordi hun helt er

vendt mod Gud. Gud har vist sin barmhjertighed ved at

vælge netop hende, den mindste, den ringeste.  Gud ophøjer

undertrykte og mætter sultne. Dem regner Maria sig til.

Derfor lovprister hun Gud. Alle hendes ord retter sig til

Gud.  Hun regner ikke sig selv for guddommelig. Senere

blevet hun dyrket på linje med Jesus og Gud.  Men selv

regner hun sig ikke for guddommelig. Hun priser Gud og

kalder sig selv en ringe tjener. Hun har ikke gjort sig

fortjent til at føde Guds søn. Det er udelukkende Guds

barmhjertighed, det bygger på. Det er ham, der øver de

vældige gerninger, som består i det dobbelte, at Gud

styrter herskerne og de hovmodige fra tronen og ophøjer de

små. Det ser vi senere tydeligt hos Jesus. De stolte og

hovmodige farisæere pillede han ned, så de blev rasende på

ham og planlagde hans død.  Jesus hjalp og gav glæde til

de undertrykte og sultne.  Bogstavelig og med sine ord

hjalp Jesus.

     Marias lovsang er så smuk, at vi sagtens kan synge

med på den. Og vi har endnu større grund end hende til at

prise Gud, fordi Jesus har ført sin frelse helt igennem

for os.  Maria ser frem til den, uden at vide, hvordan det

skal foregå. Vi ser tilbage på den, på jesus død og

opstandelse, det som påsken vil minde os om.

     Lad os med samme begejstring som Maria lovsynge og

juble over GUd, vores frelser.  Han har set til os og

gjort store ting for os ved at sende sin søn og give os

troen ved ham. Maria får at vide at hun skal føde Guds

barn. Det bliver hun valgt til. Det vi har fået at vide af

Jesus, er at Gud har valgt os til sine børn. Det var Jesu

budskab til os, at fra nu af har Gud gjort det store, at

han vil have os til sine børn.

     Selvfølgelig er der meget uforståelig omkring Jesu

fødsel, at Maria skulle føde barnet fra himlen. Det lyder

umuligt. Men vi skulle snarere lægge mærke til meningen

med det, det som er endnu mere uforståeligt, at den

himmelske Gud gør os til sine børn.

     Marias ord er ikke hende egne. Hun synger i

virkeligheden en salme, som vi kan finde i Det gamle

Testamente. Den begynder sådan: Min sjæl lov Herre og alt

i mig love hans hellige navn. Der står også, at Gud

tilgiver alle dine misgerninger og læger alle dine

sygdomme. Han udløser dit liv fra graven. Det kom jo til

at passe på Jesus og dermed også på os. Det  ser vi i

påsken.  Salmen i Det gamle testamente fortsætter: " GUd

handlede ikke med os efter vores synder, nbej, så højt som

himlen er over jorden er hans miskundhed stor over os. Så

langt som østen er fra vesten har han fjernet vore synder

fra os.  Som en far forbarmer sig over sine børn,

forbarmer Gud sig over dem, der frygter ham.  Det er

indholdet af både Jesu fødsel og hans død. Den sammenhæng

og mening er der med Jesu liv.

     Det hører vi her på Maria bebudelsesdag. Når den

ligger her 9 måneder før jul, så er det selvfølgelig fordi

en graviditet varer så længe. Men det er også fordi vi

skal se sammenhængen i Jesu liv. Og egentlig er der den

samme stemning over hans fødsel som i hans død og

opstandelse, at nu sker der store ting for os. Maria

bebudelsesdag sætter stemningen an til påsken.

     Det er store og vældige gerninger, som Gud gør

langfredag og påskedag.  Jeg så en fjernsynsudsendelse fra

de nordiske lande, hvor der bl.a.  var en maler, som havde

brugt flere år på kun at male billeder med den korsfæstede

Jesus.  Man kunne se smerterne og alt det mørke i Jesu

ansigt.  Maleren beskrev hvor frygtelig døden var for

Jesus. Jesus tog jo alt det onde på sig, alle lidelserne

og grusomhederne tog han på sig, for at styrte den onde

fra tronen. Jesus døde og opstod for at det onde ikke mere

skal regere over os.  Jesus døde og opstod for at ophøje

os små mennesker, som det onde så let kan holde nede. Det

onde har jo stadig stor magt.  Sidst har vi set det

klarest i østlandene, hvor man nu kan finde massegrave og

hvor man hører at der var gjort forberedelser til

koncentrationslejre. Så stærkt havde det onde i det

skjulte udviklet sig til.  Men når vi holder os til Jesus,

sådan som jo også mange i østlandene gjorde, så vil vi til

enhver tid kunne synge med på Marias lovsang og takke Gud:

Min sjæl lovpriser Herre, og min ånd jubler over Gud,

vores frelser. Han har set til os, som er så ringe til at

tjene ham.  Alle slægter skal prise ham, for den mægtige

har gjort store ting for os.

                                     Amen