2. pinsedag 2000



Epistellæsning: Ap.G. 2,42-47

Evangelium: Johs. 6,44-51

Salmer: 672, 832 - 697, 856, 279 v. 6-7 og 1



Prædiken:



I Danmark har vi det med at fordoble vore højtider.

Således har vi ikke blot en juleaften og en 1. juledag, 

men også en 2. juledag.

Vi har en 2. påskedag - og nu altså også en 2. pinsedag.

Det giver indlysende nok nogle lange friweekends, der kan bruges efter

forgodtbefindende, men her i kirken forsøger vi naturligvis at samle os

om højtidens kristne tema.



Og skal det siges ultrakort, så vil jeg sige, at Pinsen er billedet for det

helt nye og grænsesprængende, der indtrådte efter Jesu død,

opstandelse og himmelfart.



For efter Kristi Himmelfart var Jesu disciple og efterfølgere for alvor

alene i verden. 

Tilbage var alene de ord, hvormed han satte dem til at videreføre hans

livsprojekt:

“Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple ved at døbe

dem og lære dem alt det, som jeg har befalet jer - og se, jeg er med jer

alle dage ind til verdens ende”.

Men alene, det var de alligevel kun på én måde.

For netop med de begivenheder, der finder sted pinsedag indledes en tid

med en ny form for fællesskab og nærvær.

Pinsen er ikke kun afslutningen på det fællesskab, de indtil havde haft

sammen, men også begyndelsen på en helt ny måde, at være sammen

på.

For netop i sin sidste salut siger den korsfæstede og døde, 

men nu opstandne Jesus jo til apostlene: 

“Jeg er med jer alle dage”. 



Historien om, hvordan dette paradoks for alvor gik op for disciplene,

hørte vi om i går - Pinsedag.

At Helligånden som et mægtigt vindpust slog ned over dem. 

Og videre, hvordan en ny og overbevisende forkyndelse af Jesus som

verdens frelser brød frem og vandt nye tilhængere, idet mange

mennesker blev døbt den dag.



Pinsens budskab må derfor være, at livet for disciplene nu går videre -

også uden Jesu fysiske tilstedeværelse - og at denne situation rummer

kimen til noget helt nyt. 

For efter den dag samledes de troende i et nyt fælleskab, kirkens

fælleskab, hvis berettigelse og opgave var at føre Jesu forkyndelse

videre i tiden.

Og netop fordi pinsen for os er en højtid, der gentages, bliver den til en

stadig påmindelse om, at det også er vores opgave at føre Jesu budskab

videre i vor egen tid.

At der ligefrem kom ildtunger på apostlenes pander skal vi ikke lade os

forvirre af eller blive forlegne over, for det er blot en konkret måde,

hvormed forfatteren til Apostlenes gerninger fortæller, hvordan de blev

tændt og kom til at brænde for sagen.



Da Jesus havde forladt dem, kunne de have givet op, men i stedet fik de

en opløftende oplevelse af, hvordan alt det, de havde oplevet sammen

med Jesus, gav ny mening.  

Når de så tilbage, så de en rød tråd og en sammenhæng, som var

inspirerende og opløftende.

Ja, det var som om de blev løftet og båret ud over de begrænsninger,

der hidtil havde erfaret med sig selv.

Og denne “Aha-oplevelse” gav de navnet: Helligånden.

Den hellige Ånd, der forbandt fortid og nutid - og som siden kom til at

bestemme deres fremtid - og vores nutid. 

Noget udenfra kom over dem og hjalp dem videre. 

Med pinsebegivenheden var kirken, som vi netop bekender under den

tredie trosartikel, for alvor kommet til verden!



Det, vi hører om i dag - på en anden pinsedag - er hvordan eller med

hvilke midler de første kristne holdt fast på og videregav det, de havde

oplevet med Jesus.

Det er en forsøg på at forklare, hvordan dette fornyede fællesskab

formåede at holde sig levende, ikke blot i de første par århundreder,

men helt op til i dag. 



Først hørte vi om, hvordan de første kristne holdt sammen i tiden efter

Jesu død.

De holdt fast ved apostlenes lære dvs. det budskab og de fortællinger,

der fra starten var knyttet til Jesus.

De lod det ikke gå i glemmebogen - det kunne de ikke! 

Senere generationer kunne have glemt det, men de første kunne ikke -

dertil var deres engagement for stærkt.

Og da man for alvor begyndte at mærke den kollektive glemsel, skrev

man det hele ned - og bibelen som skrifter og som den store tykke bog,

vi kender i dag blev en realitet.

Men udgangspunktet for denne proces var, at der var nogen som holdt

fast i det, som de fandt vigtigt.

Ikke blot holdt de fast ved det, de gav det også videre, 

så det gennem generationer en dag nåede frem til os.



Indlysende må da være, at skal pinsen give mening i dag, 

må det være anledning til minde os om, at vi i tide givet det videre, som

vi finder vigtigt.

Til vore børn, til dem, som har glemt det eller til dem, 

der endnu ikke har hørt budskabet på en måde, så det sige dem noget. 

For hvis ingen gør det, er arven fra de første kristne død.



Dernæst nævnes fællesskabet.

Kristendommen er først og sidst fællesskabets religion. 

Jesus samlede mennesker og knyttede dem sammen.

Den kristne kirke er en fællesskabets institution.

Gudstjenesten samler vidt forskellige mennesker og foregår altid i

fællesskab - i Helligånds enhed - aldrig alene.

Kristendom som individuelt projekt er en selvmodsigelse.

Man kan ikke være kristen mutters alene for sig selv. 

Man må og skal være sammen med andre om troen. 

Kun derved kan det forblive en personlig og levende tro.

At troen er personlig, det betyder at den vedrører det dybeste i hver

enkelt af os - og det dybeste og vigtigste er også altid det, der binder os

sammen med andre mennesker. 



Til fællesskabet, sådan som det udfolder sig her i kirken, 

hører også “bønnen” og “brødets brydelse” dvs. nadveren.

For at holde bevidstheden om Gud som en personlig Gud levende, taler

vi til Ham, retter vor taknemmelighed og tanker mod Ham, så også han

kan tale til os.

Kristendommens fortællinger minder os om, hvordan fællesskabet med

Gud er kommet i stand, hvad Gud har gjort, for at bevare kontakten til

os.

Viser hvordan han kom os i møde med fødslen i Betlehem.

Holder os fast på, hvordan Gud rakte sine hænder ud mod den verden,

der forkastede ham, da Jesus blev korsfæstet.

At det var Gud, der gjorde sin magt gældende, da han lod Jesus opstå

fra de døde påskemorgen.

Og endelig hjælper traditionen os til at at holde fast ved, 

at  det igen var Gud, der med Helligåndens vind og ild den første Pinse

skænkede disciplene kraft og mod til at videregive det budskabet til os,

der lever 2 årtusinde efter.

Derfor vidner kirkens pinsebudskab netop om et fællesskab, der

overvinder geografiske og tidsmæssige grænser.

Kirken består af alle troende fra den første kirke og indtil i dag - til alle

tider og på alle steder.

Hvordan det kom i stand er en gåde.

Men hvordan det forblive et levende fælleskab, der stadig kan sætte sit

præg på verdens histore, er en endnu større gåde, som dagens

evangelium kommer med sit bud på:



“Jeg er det levende brød”, siger Jesus.

“Det brød, som er kommet ned fra himlen”.

I mig er livet og den, der har del i mig, har del i det fællesskab, der både

omfatter Gud og andre mennesker.



Og dette liv er netop noget helt konkret.

Det er ikke luftige filosofiske tanker om livets mening og sammenhæng,

men det er konkret som brød, man spiser.

Hårdt, nærende og livsnødvendigt.



For bag det konkrete og håndfaste gemmer der sig noget.

Noget man ikke kan se, men alligevel mærke.

Som vinden, der bevæger græs og grene.

Som blæsten, der slår ind imod land.

Som en konkret erfarbar virkelighed, 

hvis årsag vi ikke kan gribe og fastholde.

Ligesom en stemning, der trøster og glæder.

Som et smil, der skaber håb og lys i et mørkts sind.

Gennem det, vi kender, sker der det nye, 

der sprænger det kendtes grænser.

Sådan er Helligåndens måde at virke på.



Bag det liv, som Jesus levede, gemmer sig Guds evighed.

Det dybe, det ubegrænsede, det største og det vigtigste.

Det, som vi i glimt oplever, når vi føler os forenet med andre mennesker.

I sang, i tale, i oplevelse og i hengivelse.

I kærlighedens grænseløse fryd og glæde.

I det konkrete gemmer det evige sig.

Som livet, der er gemt i brødet.

Og som det nye liv, der er gemt i troen på, at Jesus ikke blot er en klog

profet og vismand, men derimod den, der kommer fra og virkeligt

kender Gud.

Og som kom til os, for at vi skulle lære Gud at kende. 



Det er netop pinsens erfaring, at dette møde er både muligt og sandt.



Også på en anden pinsedag, hvor man lige så godt kunne have været i

sommerhus eller ved stranden!



Amen.