5. søndag efter Helligtrekonger 2000.



NT-læsning: Kol. 3,12-17

Evangelium: Math. 13, 44-52

Salmer: DDS 697, 608 - 278, TS856, (279 v. 6-7) og TS838



Prædiken:



“Tænk, hvis du vandt!”

Hvor er det nu, vi kender dette spørgsmål?

Jo, det er jo fra Tv-reklamen eller fra reklamesøjlen med Julemanden,

der er taget til Hawaii eller kassedamen,  

der forlader stol og kunder, fordi hun har vundet i Lotto.

Når de kan, hvorfor skulle vi så ikke også vinde en million?

Jo, vi forstår det godt, lunter hen og køber en Lynlotte - nu også med

Jackpot - og sidder troligt kl. 17.55 mandag, onsdag eller lørdag og

venter på at vores tal kommer ud.

“For tænkt, hvis du vandt!” 

Ja, hvad ville du egentligt gøre?

Hvis du pludselig havde penge til det hele?



De færreste af os har vel tænkt tanken til ende, men mon ikke der var

meget, vi ville; rejse, købe, opleve - få del i alt det, som i hverdagen kun

er drømme og luftkasteller.

Men det er det jo også, når man sidder med en lap papir med en række

tal, som ikke blev til noget.....

Men så er der nok bedre held i næste uge, ikke?

For tænkt, hvis vi virkeligt vandt en dag!!

Men måske situationen også kunne få os til at stille et andet spørgsmål:

Hvad er det egentligt der gør, at vi gang på gang er parat til at gribe

lykken i et chancespil, 

hvor Odds realistisk set er mere end 1 million til 1?

Hvad er det, der gør, at vi ikke blot sætter 25 kroner eller mere, men

også vore endnu ulevede drømme ind på en chance, der er

mikroskopisk lille?



Vi drømmer om så meget, men håber i grunden på så lidt. 

Den ene dag ligner til forveksling den anden og derfor sker der i sagens

natur ikke de store ting.

Men er der så endeligt noget, vi for alvor håber på, så vil vi vel også

sætte alle kræfter og om nødvendigt hele tilværelsen ind på at nå dette

mål?

En uddannelse, et godt og trygt familieliv og kærlighed.

For er det ikke netop det, vi allermest håber på?

At livet i hele sin fylde og bredde må lykkes.

At vi og vore nærmeste må gribe lykken?

Lad så bare drømmene være hvad de er, lidt uengageret tidsfordriv, lidt

pirring og spænding, der kan sætter krydderi på en forudsigelig

hverdag.

“For tænk, hvis du alligevel vandt!”.



Evangeliet til i dag siger imidlertid noget helt andet.

Ja, i grunden siger det flere ting, men i det følgende holder jeg mig til de

to små fortællinger om at finde.

For evangeliet til i dag siger vel i grunden dette:

“Tænkt, hvis du fandt!”.

Med Jesu egne ord: 

“Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; 

en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og

sælger alt, hvad han ejer og køber den mark”.

Så kort og enkelt er det, det med Himmeriget - Guds Rige.

Og så ukompliceret burde det være, som vi samles om i dag.

Gem nu blot alle indvendinger og forbehold væk.

Lyt, se det for jer hver især og spørg jer selv: 

“Kunne jeg tænke mig at få den skat i eje?”

Og svarer I “ja”, må I hellere begynde at lede efter den nu. 

Sætte noget ind på eftersøgningen. 

Arbejde målrettet og stædigt, sætte alle uvedkommende ting til side og

kun ville dette ene; at få fat i denne gemte skat. Og når du så en dag

ved, hvor den ligger gemt, kan du frigøre dig for alt andet og sætte de

sidste ressourcer ind på at erhverve dig marken med den gemte skat

begravet i.

“For tænk, hvis du fandt!”



Eller igen med andre af Jesu egne ord: 

“Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da

han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han

ejede, og købte den.”

Det kan da ikke være så svært at forstå?

At man så brændende kan ønske sig noget, at man lægger alle andre

hensyn til side. Ikke ønsker sig alt mellem himmel ord, men blot dette at

eje denne eneste ting.

Og tænk så, hvis anstrengelserne da krones med held -

tænk, hvis du virkeligt fandt den kostbare perle!

Er det ikke det, vi alle så gerne vil, og dog har svært ved.

At sætte alt på ét brædt - ligesom med kærligheden.

At kunne leve, bære over med hinanden, tilgive hinanden altid leve i

kærlighedens fuldkomne bånd.

Dag ud og dag ind, som de to eneste på jorden, for hvem lige netop den

anden er en kostbar skat og en dyrebar perle.

Tænk, hvis jeg fandt det!



Men så enkel er det jo ikke!

Har man elsket, kender man også den smerte ikke at kunne det, som

man så gerne ville, at man ikke orker eller ikke kan overkomme at

sætte alt ind på det bedste for den anden.

Lyt bare til teksterne på den popmusik, der strømmer ud af radioen og

fjernsynet hver dag!

Ikke for intet er det vel mere end et tilfældigt sammenfald, at “hjerte”

rimer på “smerte”?

Derfor må der også være andre muligheder for at få livet til at lykkes -

få hverdagen og kærligheden til at falde i hak.

For tænk, hvis jeg alligevel ikke vandt en million.

Og tænk, hvis jeg alligevel ikke fandt den, som jeg søgte.

Ville det hele så være forgæves og meningsløst?

Ville jeg være alene og fortabt, uden noget og nogen at knytte mig til?

Som en båd, der driver formålsløst rundt på det store hav?

Som en stjerne i det uendelige verdensrum på vej i en tilfældig retning,

fordi målet er ligegyldigt?



Jeg spørger, om der ikke kunne være en tredje mulighed?

Jeg spørger mig selv - og jer, hvis I vil tænke med - om ikke Jesus med

sine små fortællinger om Guds Rige kunne have andet i tankerne end, at

vi skal kaste alle vore kræfter ind på at købe marker eller perler?



For taler vi om Guds Rige, så er det jo ikke et sted og ikke en tid, men

en tilstand. Guds Rige er midt i blandt os.

Det kan og det skal ikke tvinges frem, men det er en gave, vi blot skal

åbne hænderne og tage imod.

Guds Rige er, hvor Jesus er nær med sin kærlighed og barmhjertighed.

Der, hvor han får lov til at give os det, som var hans mål og mening med

sit liv. Guds Rige var jo hans liv og hans håb.

Og læser vi om menneskers møde med ham, er det åbenbart, at i mødet

med ham fandt de netop det, som de altid havde håbet på og søgt efter. 

Og skal vi da tro dem ret, spurgte de ikke efter at vinde eller finde, men

derimod var de himmelhenrykte over, 

at de var blevet fundet - af Jesus - og med ham af Gud!



Lad være at drømmen om “lykken” er et romantisk begreb, som

virkeligheden alt for ofte går til skamme .

Lad være at lykken som oftest er en drøm, der hele tiden unddrager sig.

Alligevel er lykken dog udtryk for noget af det, vi forbinder med et

totalt engagement - det at give sig helt og fuldstændig hen for noget eller

nogen.

Oehlenschlæger genskrev i forrige århundrede fortællingen om den unge

Alladin, der finder den fortryllede lampe.

En lampe, der nok kan opfylde alle ønsker, men ikke kan gøre ham

lykkelig, hvis ikke han også får sin Guldnare.

Denne fortælling har Sebastian skrevet en musical til.

I den allerførste sang, som synges af den onde troldmand,  Noureddin,

hedder det:

“Sælsomt - lykken fordele sig sælsomt.

Rigdommen -magten - så sælsomt.

Hvem har fortjent den? 

Hvem ved - Jeg mere end andre!

Ensomt - ligger den gemt.

Lykken vil ikke vindes,

men søger sin ejermand selv!”



Med disse ord er det faktisk sagt. Om ikke med bibelske, 

så dog med ord, der er til at forstå:

Lykken, vi stræber efter, kan vi ikke skabe selv.

Hengivelsen og den kærlighed, som er og bliver fuldkommenhedens

bånd mellem os mennesker, er ikke en virkelighed noget menneske kan

tvinge frem.

Nej, men så sandt Himmeriget dybest set er den virkelighed, vi længes

efter, så må den komme, fordi Gud vil det.

Det er jo hans Rige, vi beder om skal komme, og hans Vilje, vi håber

må ske, både i himlen og på jorden.

“Tænk, hvis han fandt mig!”.



Så lad det ske - Amen!