2. søndag i fasten 2000 - Havdrup og Jersie 



GT-læsning: 1. Mos. 1,27-31.

Evangelium: Mark. 9,14-29

Salmer: DDS 437, 263 - 552, (430) og 25



Prædiken.



At bede en anden om noget, burde ikke være et problem.

Ikke desto mindre er det svært at tænke på den situation, 

at vi en dag kan blive hjælpeløst afhængige af andre.



Vi kan blive lammet ved en trafikulykke eller en blodprop.

Det kan være vort helbred, der med alderen sætter grænser for vor

udfoldelsesmuligheder.

I sær i vore dage er det som om netop tanken om at blive svag og

afhængig fylder mange mennesker med frygt. 

I samtaler eller i interviews kan man høre folk med ramme alvor udtale,

at var der kun udsigt til et liv i afhængighed af andre på en

døgninstitution eller på et plejehjem, ville de hellere tage deres eget liv.



Det samme argument bringes frem, når man taler om den situation, hvor

nære pårørende ved udsigtsløse prognoser skal tage beslutning om man

skal behandle eller ej.

I stedet for at vende tilbage til den svaghed og afhængighed, man levede

i som barn, ville man hellere være helt fri for livet.

Men hvorfor er det så frygteligt?

Hvorfor er det så ydmygende, at være afhængig af andre?

Måske er det er fordi, vi alle lever i troen på, at det er muligt at have

fuldstændig kontrol over sit liv.



Der er mange fordomme om, hvad det er at være voksen.

Det kan f.eks. være at være uafhængig af andre og frit kunne bevæge

sig rundt overalt.

At kunne træffe beslutninger om ændre sin livssituation, hvis det er det,

man vil.

At være voksen er at være “redaktøren i sit eget liv”, som Søren

Kierkegaard kalder det.

Den der i sidste ende bestemmer over mig selv.



Og det lyde på sin vis besnærende rigtigt.

Men netop derfor burde vi også turde spørge, 

om det nu også er sandt?

Er man virkeligt først et virkeligt menneske, når man ikke længere er

afhængig af andre og derfor ikke behøver at bede andre om hjælp?



Kristendommen er helt klar på dette punkt - og oplagt i modstrid med

vor moderne tids idealer om det perfekte liv.

For kristendommen siger faktisk, at det eneste sande liv, 

er det, der leves helt i og ud af afhængigheden til andre.





Det hørte vi først i der uddrag, der blev læst fra alteret. 

Gud skabte mennesket som mand og kvinde.

Dvs. til fællesskab og gensidig afhængighed skabte han os.

Vi behøver hinanden og kan ikke leve uden at vide os elsket og

accepteret af et andet menneske.

At elske er altid at være hos hinanden - både når man er ovenpå, men

også, når man ikke kan klare sig selv længere.

I vielsesritualet er denne afhængighed udtrykt med ordene: 

“I medgang og i modgang”.



Det er den ene form for afhængighed.

Den anden følger umiddelbart efter, når det fortælles hvordan Gud gav

mennesker alle planter, fugle, fisk og dyr at leve af. 

Alt, hvad vi har brug for, giver Gud os.

Vi kunne intet skabe af os selv, hvis ikke vi havde naturens rigdomme at

øse af. 



“Giv os i dag vort daglige brød”, hedder det i Fadervor.

Hvad kan vi andet end at bede om og takke for det daglige brød, når

det er der?

Og blive ved med at bede om det, når det ikke er der?

For hvad vi netop ikke kan, er selv at skabe eller kræve det.



Om begge dele hedder det til sidst i skabelsesberetningen, at Gud så alt,

hvad han havde skabt - mennesket, naturen og altings samhørighed - og

Gud så, hvor godt det var!



Menneskets gensidige afhængighed af hinanden og af Gud, er derfor

ikke en svaghed og et onde, men et velsignet gode. 

Det er, som det skal være, og det er godt nok.

Også det at være svag og afhængig af andre, er et gode.

Vi er skabt til det og vi undgår aldrig at være og blive det.

Kun ved at acceptere og leve i denne sandhed, får vi del i den

velsignelse, som Gud vil give os.



Dette måtte Jesu disciple lære den dag, vi hører om i dag.

Jesus har været med Peter og Johannes oppe på et bjerg. 

Da de kommer ned igen, bliver de mødt af en mennesker, som er meget

skuffede.

En far har bragt sin syge søn til disciplene, fordi han troede, de kunne

helbrede ham.

Drengen er besat af en ånd hedder det. 

Han opfører sig uforklarligt og synes at være styret af overnaturlige og

stærke kræfter. 

Værst var afmagten, som ramte alle omkring ham.

For når han fik sine anfald, kunne ingen gøre noget ved det.



Faderen kunne ikke gøre noget - også han følte sig da udleveret til

kræfter, der var mægtige end han selv.

Han følte sig svag og afmægtig, ja, men ikke mere end at han turde

spørge disciplene om hjælp.

Men heller ikke disciplene kunne gøre noget - også de måtte se sig sat

på en ydmygende og hjælpeløs plads af de stærke kræfter, som de blev

konfronteret med.



Og så er der kun en tilbage at vente hjælp fra, nemlig Jesus.

Hvad ingen andre kunne, det kunne han. 

Skal vi så prøve at finde grunden til hverken faderen eller disciplene

kunne hjælpe, men Jesus kunne, kommer vi ikke udenom ordet “TRO”.

Der findes vel ikke noget ord, som er mere misforstået end netop ordet

“TRO”.

Når jeg taler med konfirmander om tro, har jeg ind imellem brugt ordet

“tillid” som forklaring, men som oftest kender konfirmanderne kun ordet

i konstruktionen “selv-tillid” 

- og det er netop det stik modsatte af tro!



Det er måske også forklaringen på, at så få i dag har mod til at

acceptere svaghed og afhængighed som et vilkår, vi alle er underlagt.

For mange mener jo ikke, at de er svage eller afhængige. Mange sætter

en tyrkertro i, at alt kan klares tro på sig selv dvs. med selvtillid.

Hvis mennesker på Jesu tid blev rask, når de troede Jesus, så måtte det

være, fordi deres tro var stærk. 

I det aktuelle tilfælde ville det betyde, at drengens selvtillid  ikke fejlede

noget - derfor kunne Jesus helbrede ham.



Men det er så forkert, som noget kan være. 

Og dertil kommer så, at det slet ikke kristendom.

Hvad Jesus siger til faderen - og til os alle - med ordene “Alt er muligt

for den, som tror!”, er mindst af alt, 

at vi skal forsøge at styrke vores selvtillid.

Det er jo netop faderens og disciplene tillid til, at de kunne klare sig

selv, der her lider et alvorligt knæk. 

De kunne ikke kan stille noget som helst op overfor dren- gens lidelser

- selv de stærke bliver her afmægtige og små.



Faderen kan faktisk så lidt, at han ikke tror, at han kan tro.

Han kæmper for at tro, at Jesu kan hjælpe, men han erkender også, at

hans tro er så svag, at den behøver hjælp.

“Hjælp  min vantro”, råber han til Jesus.

Intet kan han gøre, end ikke tro på, at Jesus kan hjælpe. 

Men hvis Jesus kunne hjælpe faderen til at tro på det, 

så kunne faderen trods alt skimte en udvej.

Dvs. faderen accepterer sin afhængighed og sin svaghed!

Og Jesus ser i dette, at Faderen ved, hvad tro handler om.

For at tro på Gud, er i tillid at turde bede Gud om alt.

Derfor er hans svar til disciplenes spørgsmål, om hvorfor de ikke kunne

det, som han gjorde, så kort og så enkelt:

“Den slags kan kun drives ud ved bøn!”



Den største hos Gud, er netop den, som tør bede om hjælp.

Den, der accepterer afhængig af kærlighed og omsorg.

Den, som kan og vil tage imod det, som Gud giver.

Og kommer vi til vor sidste stund, den dag, hvor vi skal dø, da bliver

dette så meget mere vigtigt, fordi vi da endegyldig er konfronteret med

vore egen svaghed og afmagt.

Da er det ikke længere afgørende, hvad vi kan og ikke kan, men

bønnen til Gud om at gøre det, som han alene kan.



Amen.